videre om haugianere i valdres

 

– presentert av H.G. Heggtveit i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.

 

– les her om haugianerne i Valdres fra Heggtveits bokverk Annen Halvdel.

– fra s. 264 – 265 :

 

I Jevnaker og den sydlige Del af Gran fandtes en liden Kreds af Hauges Venner med Hans Gundersen Dæhlinlien (død 1853) som Leder.

Ved den øvre Ende af Randsfjorden, i Nordre Lands Prestegjæld, særlig i Annekset Torpen, var der mange Vakte; Hans Kjinsjordet  nød mest Anseelse paa sidstnævnte Sted, og hans Hjem var Midtpunktet og Samlingsstedet for de Kristne i Bygden; senere traadte Sønnen Gunder i hans Sted.

Under Hauges Besøg i Valders kom en Mængde til Liv i Gud i Søndre Aurdal; Anders Aaslid og Hustru Tore var de mest anseede i Hedalens Anneks; siden flyttede de til Brufladt Sogn, hvor de boede paa Gaarden Hestehindøen og sammen med Svein Pedersen Nedre-Haug hørte til Hauges varmeste Venner. Denne sidste var en solid Mand og Bestyrer af Vennesamfundet paa Lundmoen, indtil dette opløstes ved, at daarlige Elementer kom ind. Nævnte Eiendom kom da ud af Vennekredsens  Besiddelse, og Svein flyttede til Gaarden Nedre-Haug.

I Bagn Hovedsogn vandt Hauge blandt andre for Guds Rige Bonden Elling Nord-Vold og Knut Kirkeberg, i hvis Hus der stadig var et Tilhold for kristelige Bekjendere.

Paa samme Reise holdt Hauge ogsaa Samlinger i Nordre Aurdal, hvorved ogsaa en Del blev vakte. Her var imidlertid tidligere begyndt en usund kristelig Bevægelse ved to Mænd af Bygden, nemlig Gaardbruger i Skrutvals Sogn Ole Pedersen Solbrækken og Skolelærer sammesteds Osten Amundsen Rye.

Førstnævnte og Kone havde før Hauges Komme til Bygden havt et Syn. Medens de sov, syntes de at høre en Røst, der sagde : «Omvendelsens Vei er Himmeriges Lyst». De vaagnede og saa et Lys, som stod foran dem; ud fra dette hørtes en Røst, som formanede : «Omvender Eder, kjære Børn, nu er det Tid», hvorefter den opregnede Menneskenes mest almindelige Synder. De fortalte, at de nu «fik se en Mængde Mennesker, baade kjendte og ubekjendte», der alle var omgivne af et «fælt Mørke og sort Damp», men ikke alle like meget; det beroede paa, i hvilken Grad de var syndbesmittede. Der var enkelte, hvorifra der midt i Mørket kunne skimtes et «lidet Glimt af Lyset, medens nogle faa var ganske lyse». De mærkede ogsaa Smaabørn iblandt, der i Begyndelsen var lyse, men siden «blev mørke» ettersom de vokste til. Om en Stund «blev Mørket og Menneskene borte, og de laa paa Sengen bævende af Rædsel».

Senere kom de til den Opfatning, at dette Syn blot var en Drøm og derfor aldeles at forkaste. Men denne Aabenbarelse, der vistnok var et Foster af deres egen Fantasi, hvis det hele ikke var opdigtet, kom dog til at spille en vis Rolle under Solbrækkens senere Virksomhed. Han havde noget vindende ved sig, hvorfor en Del fattede Tillid til ham og lod sig paavirke.

Under den Vækkelse, som opstod ved Hauge, kom flere af disse til Omvendelse. Efter Solbrækkens Raad og med de første Kristnes Eksempel for Øie skjød de sammen Penge, kjøbte for fælles Regning Gaarden Lundmoen, dannede en liden kristelig Koloni og vilde drive den i Fællesskab.

Men da Solbrækken var den egentlige Hovedmand og forstod at tilvende sig Fordelen, strandede dette mærkelige Forsøg.

 

Stengt for kommentarer.