haugianerne paa kongsvinger og i omegnen : presentert av h.g. heggtveit

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Chra. 1912-1920.

 

– fra s. 675 – 677 :

Paa Kongsvinger og i Omegnen var der en Del Haugianere baade i ældre Tid og udover gjennem en lang Aarrække.

De Gamle beretter, at Hauge engang reiste gjennem Solørbygderne (Meddelelser fra mange samtidige Haugianere ved Gunnar Løfsgaard, Aasnæs. Oplysninger og Meddelelser fra Ole S. Repshus, Hof, Solør, og Sogneprest John Johansen Bergqvist).

I Vaaler standsede han paa Gaarden Eig, paa Holmen i Aasnæs var han inde; nogle Mænd der drak og trættede, Hauge lagde Haanden paa den enes Skulder og sagde venlig : “Ved du, hvad det er for en Herre, som regjerer dig ?

Og der fulgte en saadan Kraft med disse Ord, at Manden derved blev vakt og kom til Omvendelse. Han hed Amund Nilsen, virkede siden paa forskjellige Steder i 10 Aar og døde i Aasnæs.

Nysnævnte Lægmand (H.N. Hauge/red.) fortsatte sit kristelige Kjærlighedsarbeide og holdt nogle Opbyggelser i Grue.

I Aarene 1800 og 1801 blev der i disse Bygder vakt en Del, især i Aasnæs; nogle Mænd og Kvinder fra Hedemarken var Midlet. Ole Simonsen Berg fra Stange samt en Mand ved Navn Anders og hans Hustru kom til Egnen og begyndte at holde Opbyggelser. De blev dog snart arresterede paa Lensmandsgaarden Sætre i Hof.  Gamle Peder Sætre fortalte engang, at han, den Dag Presten og andre af Øvrigheden kom, gik op til disse Fanger, satte sig mellem dem, tog en af Mændene i hver Haand og sagde : “Syng nu !” Da Presten og de andre indfandt sig, sang alle af Liv og Sjæø; de blev snart efter løsladte.

Marthe Hval fra Vang paa Hedemarken, senere bedst kjendt som “Mor Røhrsveen”, og en anden kristelig Kvinde, som hed Ragnhild Sveen, besøgte Solør i 1801. Ved deres Opbyggelsesvirksomhed blev der bl.a. vakte to Mand i Jesaasen, Aasnæs, samt en Kvinde paa Aasnæs Finskog ved Navn Olea Holtet; hun deltog senere i Virksomheden med Bøn og enfoldige Vidnesbyrd.

De Vakte i denne Egn holdt den aandelige Ild vedlige; men forresten var der nu i mange Aar stille for Besøg af fremmede Guds Ords Bekjendere.

Efter 1814 begyndte tilreisende Vidner atter at indfinde sig.

I 1835 gjennemvandrede Elling Eielsen Solør, 1839-1840 virkede John Nilsen Fjeld der, i 1842 Torger Bleken fra Faaberg og Ole Løseth fra indre Nordmøre.

Alle disse blev Middel til, at enkelte hist og her blev vundne for Guds Rige og forberedede de senere store Vækkelser i Solør.

En lovende Begyndelse skeede i 1847, da Gaardbruger Thomas Olsen Færen (1812 – 1888) fra Meraker i øvre Stjørdalen besøgte disse Bygder. Han omtales som “en begavet og aandfuld Bekjender, hvis Hjerte brændte for Synderes Frelse. Og hvilken Omsorg ! Han besøgte flere Gange Egnen, og Gud benyttede ham som Banebryder i den øvre og midtre Del af Solør“.

Blandt de ældste Vakte ved nysnævnte Lægmand var Arne Gundersen Løfsgaard fra Aasnæs. “Han kom til Liv i Gud i 1848”. Ikke længe efter begyndte han at arbeide for Guds Riges Fremme i Hjembygden; 1850 foretog han sin første længere Reise som Guds Ords Forkynder til Bygderne omkring Hamar, hvor han virkede sammen med ældre Venner. Siden den Tid og indtil sin Død for nogle Aar siden arbeidede han utrættelig og dygtig for Herrens Sag baade i Aasnæs og viden omkring.

I den sydligere Del af Solør virkede mest “Kaja-Gutterne”, især Ole og Hans, senere ogsaa Brynhild. De to førstnævnte kom Vinteren 1852 fra sit Hjem, Ødemark i østre Smaalenene, til Brandvold og holdt nogle Opbyggelser, som vakte megen Opmærksomhed. Folket strømmede til i store Skarer for at høre disse særdeles ildfulde Vækkelsesprædikanter; de største Huse aabnede sig for dem, og en almindelig Vækkelse begyndte.

Om Vaaren reiste Lægmændene hjem til sin Fødebygd for om Sommeren at drive sit Haandværk der; Ole indlagde Springvand for Folk, og Hans arbeidede som Murer og Bygmester.

En Del af dem, som nu var alvorlig grebne af Guds Ord i Brandvold, særlig Johannes Lystad, Marte Sjøenden, Olea Sørmoen, Arne Kværnhaugen og Eli Tronbøl, fortsatte i Sommertiden med at samle Folk om Søndagene. De læste Prædikener af Luthers og Linderots Huspostiller, sang Salmer af Kingos Salmebog og bad om Liv og Velsignelse for sig selv og de andre. Disse Møder blev meget godt besøgte, og paa denne Maade udbredte Bevægelsen sig videre og videre.

Til Jul samme Aar kom “Kaja-Gutterne” igjen og reiste da om Vinteren i Brandvold og Grue, Vinger, Eidskogen og Odalen, hvor der overalt blev stor Bevægelse og Vækkelse. Den følgende Sommer (1853) slog de sig ned i Brandvold og arbeidede som Haandværkere. Om Høsten kjøbte de sig Hest; de reiste nu gjennem flere Aar omkring og prædikede Guds Ord hver Vinter i disse Bygder og drev sit Haandværk om Sommeren, ja gjorde endog Ture ind i Sverige. men havde ingen Betaling for sin kristelige Virksomhed.

Deres Svoger, Ole Bergh, der døde som Prest i Amerika, deltog ogsaa sammen med dem ivrig og dygtig for at fremme og lede Vækkelsen. De blev til stor Velsignelse for mange Egne, især paa Østlandet. Frugterne af deres uegennyttige Arbeide mærkes endnu i disse Bygder; mange kom ikke alene ved dem til Omvendelse, men det Liv, som blev vakt, ytrede sig ogsaa i Troskab mod vor Kirkes Bekjendelse samt i Grundighed og aandelig Støhed, saa at de, der blev denne Bevægelses Bærere og Ledere, stod faste, indtil Gud kaldte dem hjem.

Der fremgik af disse Vækkelser ikke faa dygtige Lægprædikanter, som virkede ikke bare i Solør og Østmarken, men kanske mest i Sverige : Lekvattnet, Østmark, Fryksanda og Sunne.

Af disse kan nævnes Ole Fagernæs fra Østmarken, gift og død i Sverige, Erik Sletmoen fra Brandvold Finskog, der ogsaa flyttede østover Grændsen og siden er vandret hjem, samt tre Brødre Johansen fra Ørjeberget paa sidstnævnte Finskog. Den ældste af disse, Johannes Johansen, begyndte snart at holde Opbyggelser og fortsatte sin Virksomhed i Fryksanda, Sverige, hvor han maaske endnu lever og virker. Den anden Broder, Ole Johansen, var ogsaa en ivrig Guds Ords Bekjender; han er senere død. Den yngste, John Johansen Bergqvist, blev vakt før sin Konfirmation og deltog allerede ved den Tid i Sammenkomsterne med Sang, Bøn og Tale. Da han var liden af Vekst, stod han gjerne paa en Stol, medens han vidnede. Lidt senere optraadte han selvstændig og var ofte med en eller anden af de før nævnte paa kortere eller længere Ture ind i Sverige, hvor de hyppig maatte om at faa Hus til Møder.

Han skriver : “Der mødte vi ofte Had og Forfølgelse, og det hændte, at der blev kastet Stene efter os. Det blev dog snart anderledes, og Folk ved Grændsen samles nu i broderlig Kjærlighed om Guds Ord”.

— J.J. Bergqvist lærte først Skrædderhaandværket, studerede siden, virkede derefter forskjellige Steder, tog Afsked som Sogneprest paa Lesje i nordre Gudbrandsdalen og døde i Christiania omkring 1907. Han var alle Dage en oprigtig, ydmyg, virkelysten Kristen.

–Ole S. Repshus fra Brandvold kom ved “Kasa-gutterne” til Omvendelse Aaret efter sin Konfirmation. Han flyttede paa Eidskogen i 1858 og var der til 1896, da han tog fast Bopæl i Hof, Solør. Han er vidt kjendt som en begavet, bekjendelsestro og utrættelig virksom Guds Ords Forkynder baade i Solør, Smaalenene og andre Steder.

— Den første Indremissionsforening i Solør stiftedes 3. Januar 1862, idet Venner fra Vaaler, Aasnæs og Hof den Dag var samlede paa Sjøli i Aasnæs og dannede nævnte Sammenslutning for disse tre Prestegjæld.

Arne Løfsgaarg valgtes til Formand og stod som saadan indtil 1890, da Sønnen Gunnar afløste ham. Virksomheden har siden stadig øget og været synlig velsignet.

Saavidt vides, er der nu en Indremissionsforening i hvert Prestegjæld i denne Egn.

Kristian Bodding fra Næs, Romerike, Andreas Berger fra Eidsvold, Johan Østbye fra Lørenskogen m.fl. har været Middel til at klarne og befæste et sundt og sandt Kristenliv i Solør; men Banebryderne i disse Bygder er dog “Kasa-Gutterne”.

 

 

Skriv inn søkeord..