haugianerne i sogn : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Afdeling. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 200 – 201 :

Som før omtalt, blev der ved Hauge og hans Venner paa flere Steder i Sogn fremkaldt en stor kristelig Vækkelse, hvoraf der fremgik en Række begavede og virksomme Lægmænd; flere er allerede udførlig skildrede unde Omtale af de Steder, hvor de efter sin aandelige Faders Anvisning nedsatte sig.

Et Par af de mest bekjendte, Lars Knudsen og Daniel Arnesen, flyttede under Hauges langvarige Arrest til Romsdalen og nedsatte sig, den første øverst i Dalen og den anden længere nede, nogle Kilometer ovenfor Veblungsnes.

Her tilbragte de den længste Del af sin Virketid, hvorfor de vil blive skildrede sammen med andre Haugianere i nævte Egn.

En af de mærkeligste, Thomas Olsen Amble, er det Hensigten at behandle i en samlet Fremstilling af Haugianismens Betydning for Kulturen.

— Den første Mand, som i Sogn optog Lægmandsvirksomhed efter 1814, var Nils Jensen Optun (Mundtlige Oplysninger fra Optuns Broderdatter, der i 1902 levede paa Optun i Lyster. Meddelelser fra samtidige Haugianere paa forskjellige Steder af Landet. «Ullmanns og Umbreits theologische Studien und Kritiken» Jahrg. 1849, 2 u. 3 Heft (Erindringer af Dr. T. Sarwey fra en Reise i Norge i Aaret 1847). Oversat i «Theologisk Tidsskrift for den norske Kirke». III. Bind. Christiania 1851. Side 54 – 117 Dr. Sarweys anførte Udtalelser om Optun findes 99 – 100. Lysters Kirkebøger), født paa Gaarden Optun øverst i Fortundalen, lige ved Skagastølstinderne, i Aaret 1800.

Han omtales som en rigt udrustet og sjelden vindende Personlighed. Omkring 1820 kom han til alvorlig Sindsforandring og Liv i Gud ved Hauges Venner paa Stedet.

Sydtyskeren T. Sarwey, der besøgte Norge i 1847 og omkring 1850 døde i en ung Alder som Statvikar i Kirchheim i Wurtemberg, skrev 1849 i et anseet tysk theologisk Tidsskrift følgende om Nils Optun, fortalt af sidstnævntes Venner : «Han var en meget snil og ømhjertet Mand, fuld af Kjærlighed, fuld af Iver for «til sidste Aandedræt at tjene Herren og anprise hans Rige, saa længe hans Tunge ikke klæbede ved Ganen».

Fra den Tid, han blev vakt, indtil Dagen hældede, havde han i Sandhed ikke lagt Pilegrimsstaven af Haanden.

Han havde besøgt de fleste betydelige Stæder i sit Fædreland og især vandret om i de sydlige Stifter. Det blev ham dog forundt, efterat han med elskværdig Taalmodighed og Rolighed paa mange Maader havde baaret Menneskenes Foragt, ja Forfølgelse og Ringeagt af Geistligheden, at dø i Fred i sin Fødeegn».

De gamle Hauges Venner har med Bevægelse og rørende Kjærlighed fortalt om hans utrættelige og sjelden betydningsfulde Virksomher for Guds Rige baade Vestenfjelds, i Trøndelagen, paa Østlandet og i det sydlige Norge. Det var neppe nogen Afkrog, som gik hans skarpe Øie og søgende Kristenkjærlighed forbi.

Og ikke sjelden sultede han og led ondt paa mange Maader, blev spottet, haanet, forfulgt, mishandlet og arresteret for sin alvorlige Kristendom og sin frimodige, men hjertevindende Bekjendelse af Kristi Navn.

Han var en Johannesskikkelse, og en Kjærlighedens Prædiker som faa. Han eiede en sjelden Gave til at lokke og drage Folk til Himlen, «hvor der er saa godt at være».

Hans Maade at tale paa var den gamle haugianske med kristelig Formaning til Omvendelse samt tro paa Kristus og følge han efter i et helligt Liv, alt i Tilslutning til et Guds Ord, et Salmevers eller et Stykke af Børnelærdommen, men stedse helt gjennemtrængt af Kjærlighedens milde, lokkende Magt.

Høsten 1837 virkede han under stor Tilstrømning i Tønset, men blev arresteret paa Foranledning av Stedets Sogneprest, der ikke kunde taale hans alvorlige Virksomhed og mægtige Vidnesbyrd.

Optun blev bundet og holdt under Varetægt Natten over. Men hans mange Venner samlede sig udenfor Arresten, sang Salmer og øvede et sligt Pres paa Øvrigheden, at Lægmanden om Morgenen blev løsladt og kunde fortsætte sin velsignelsesrige Virksomhed.

Saa reiste han sydover til Rendalen, hvor han blev Midlet til den senere bekjendte Lægmand Tollef Bjøntegaards Vækkelse.

Ved dette sit opslidende, utrættelige Kjærlighedsarbeide til Guds Riges Fremme i vort Land nedbrødes hans Kræfter tidlig. Paasken 1838 havde han lovet at komme til Hafslobygden for at forkynde Guds Ord. Han reiste hjemmefra Skjærtorsdag. Sneen var dyb og i Opløsning og Føret tungt. Han tog en Benvei, men maatte gaa i Snevand til langt op paa Læggen og fik som Følge heraf en voldsom Kollik. Det var saavidt, han kunde slæbe sig frem til Pladsen Fladhammer i Dalsbygden; — her døde han straks efter under store Smærter, men taalmodig og i tillidsfuld Tro paa sin Frelser Skjærtorsdag den 15. April 1838; han blev begravet den 21. i samme Maaned.

Nils Optun var liden af Vekst, kraftig bygget, blaaøiet, lyshaaret og med vakkert, venligt Ansigt, der straalede af Venlighed, Kjærlighed og Fred.

Mindet om ham har indtil den senere Tid holdt sig paa flere Steder i vort Land forunderlig friskt og levende hos den ældre Slægt.

Stengt for kommentarer.