fornyet haugiansk bevegelse i sunnfjord : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Chra. 1912-1920.

 

– fra s. 452 – 458  :

Den gamle, haugianske Bevægelse i Søndfjord fik ny Næring og Fart ved en betydelig Vækkelse sammesteds i 1833 og føgende Aar.

Da heraf fremgik flere, tildels meget begavede og virksomme Guds Ords Bekjendere, som blev ikke alene Stedet og Omegnen, men nogle af dem endog hele Landet til Velsignelse, fortjener den at omtales i Korthed.

Den begyndte i Vefring  Anneks til Førde Prestegjæld. Paa Gaarden Underli boede dengang en ung Pige ved Navn Stina Knudsdatter, født der 1816, Datter af Knut Nilsen Underli og Hustru Margrethe Jochumsdatter. Forældrene eiede aandelig Sands og var glade i Guds Ord. Datteren havde ved Overhøringer i Skole og Kirke lagt for Dagen en sjelden Indsigt i og Følelse for Børnelærdommens Sandheder, men uden at være dybere greben.

Da traadte Guds Naadekald hende pludselig særlig nær.

En Aften i Begyndelsen af Marts 1833, da hun gik ud for at melke Kørene, kom hun til at tænke over sit Daabsløfte og blev derved alvorlig rystet; det gik nu klart op for hende, at baade hun og de fleste Bekjendte skammelig havde brudt dette og været utro mod den kjære Frelser. Hun blev herover i den Grad bedrøvet og forfærdet, at hun ikke var istand til at udføre Melkningen. Hun gik hjem, fortalte dette til sin ældre Søster, Maren Andrea (født 16. August 1812), og sagde, at hun følte sig aandelig syg og fortabt.

Hendes Forældre og Søskende, der ikke forstod en saadan Sjælstilstand, blev meget bedrøvede og bekymrede og troede, at hun havde mistet Forstanden. Den indre Uro og Angest tiltog, og i sin store Nød blev hun mere end almindelig haardt plaget af Sjælefienden, som altid prædikede, at der ikke var Naade at faa for hende.

Hun havde hele sin Barndom og Ungdom ført en ulastelig Vandel, ja endog været rosværdig i alt sit Forhold, men følte nu, at hun var en større Synder end alle andre og dristede sig derfor ikke til at tro, at Jesu Kristi, Guds Søns, Blod renser fra al Synd. Alt, hvad man talte til hende om Naade og Syndsforladelse for Jesu Kristi Fortjenestes Skyld, var hun uimodtagelig for, da hendes eget Hjerte fordømte hende. Der var heller ingen af de Nærmeste, som kunde bringe Hjælp; hun gik mange Gange til Nabogaarden Redal for at faa Veiledning og Trøst, men forgjæves.

Efter at hun i 18 Uger havde været nær Fortvilelsen, begyndte endelig Haabets Stjerne at glimte frem af de tykke Skyer. Hendes Klageraab (-rop) forandredes til en uafladelig Tiggen og Beden om, at Gud for Jesu Kristi Skyld vilde være hendes Sjæl naadig.

Den Tanke gik derpaa som et Lyn gjennem hendes Sjæl : Du har jo læst i Guds eget Ord, at Jesus er kommet til Verden for at gjøre Syndere salige. Jeg er jo en Synder, der uden ham er fortabt til den evige Død, og han er jo kommet for at frelse de Fortabte. Jeg vil gaa til ham og bønfalde om hans Naade.

Derefter gik hun ind i en Lade (låve) og udøste sit Hjerte i en inderlig Bøn til Herren om, at han vilde give hende Tro og Syndernes Forladelse. Under dette kom hun til Troens fulde Forvisning og Frimodighed,  og ligesaa dyb som Syndesorgen havde været, saa stor blev ogsaa Glæden i Herren. Ligesom hun bar sin Sorg i Stilhed, saaledes ogsaa den nye, aandelige Lykke; dog mærkede alle hendes glædestraalende Ansigt og den Fred, som hvilede derover, at der i hendes Indre var foregaaet en gjennemgribende Forandring fra Sorg til Glæde, fra Angest (angst) til Fred.

— Den første, hun betroede sin aandelige Oplevelse, var førnævnte ældre Søster Maren, der straks forstod, at saavel Sorgen som Glæden var den Helligaands Gjerning.

Det blev tillige klart, at Gud gjennem Søsterens salige Overgang fra Døden til Livet vilde drage ogsaa hendes Hjerte til sig. Dette skeede; hun kom til Erkjendelse baade af sin Synd og Guds Naade i Kristus.

Begge Søstre forenede sig nu i en fælles Bøn, i fælles Betragtning af Guds Ord, i fælles Lov og Tak til Gud og i fælles Bekjendelse. Med deres Moder kom det ogsaa straks til fuldt aandeligt Gjennembrud; hun tog mer end før hjertelig Del i sine Børns Gudfrygtighedsøvelser.

Derefter begyndte de at holde stadig Husandagt hjemme. De samvirkede paa skjønneste Maade og havde snart den Glæde, at en ældre Broder ogsaa blev vakt.

Stina havde især Gave til at synge, bede og tale privat med Folk om det ene nødvendige; «Maren var i høi Grad begavet med aandelig Forstand  og Indsigt i Guds Ord og havde derhos en fremragende Evne til at vidne for andre om Sandheden til Salighed i Sammenkomsterne».

Da det blev bekjendt for Naboerne, at de havde Guds Ord for sig om Aftenerne, kom disse og bad om Lov til at være tilstede under Andagtstimerne.

I Førstningen bestod disse smaa Opbyggelser i Oplæsning af et Kapitel i Bibelen eller passende Stykker af gode, lutherske Bøger i Forbindelse med aandelig Samtale og Sang; men efterhaanden begyndte Maren af indre Drift at holde selvstændige Bønner samt gribende Formaningstaler til dem, som hørte paa. Flere og flere af de Omboende samledes, og hver Gang kom nogle til Vækkelse.

De Tilstedeværende indsugede Sandhederne som den tørre og tørstige Mark Regnet, og dette ringe Hus blev Arnestedet og Udgangspunktet for en stor og almindelig Vækkelse. Søstrene fik Opfordring af Naboerne til at komme snart til den ene og snart til den anden; de fulgte Indbydelserne, da de troede herigjennem at se et Vink fra Gud om, at det var hans Vilje, at de efter den Evne og Naadegave, han havde skjænket, skulde bekjende hans Navn for sine Medmennesker. «Uagtet Vidnesbyrdet baade var alvorligt og indtrængende, saa bevarede de dog i en sjelden Grad Kvindeligheden».

En saadan usædvanlig Optræden lokkede flere og flere Nysgjerrige til at besøge Opbyggelserne. Der var dog enkelte, som ansaa den hele Bevægelse for Sværmeri og betragtede disse Kvinder for indbildske og hovmodige Daarer; saadanne Tilhørere kom bare til Møderne for at modsige og overbevise om Vildfarelsen.

Særlig var dette Tilfælde med et Par Skolelærere, Mads Johannesen Krogness og Elias Andreas Olsen Fitje, der begge var religiøst paavirkede og holdt godt besøgte Søndagsoverhøringer, som blev baade Yngre og Ældre til kristelig Oplysning og Velsignelse.

Da de kom til Opbyggelsen, satte de sig ned blandt de andre og hørte med spændt Opmærksomhed paa Maren, som dengang førte Ordet. Hun havde ikke talt længe, før det hjertelige og klare Vidnesbyrd om Nødvendigheden af at søge Herren og faa sin Sag opgjort med ham, medens det endnu var Dag, gik de strænge Kritikere til Marv og Ben; de følte sig slagne i Samvittigheden og overvundne af den Kjærlighedens Magt, som laa i Vidnesbyrdet, og de bekjendte, at disse Søstre, som de havde anseet for Sværmere, nu stod for dem som vise, medens de selv hørte til Daarernes Tal. Siden sluttede de sig til Bevægelsen og tog Del i Sammenkomsterne.

Disse fortsattes rundt om under stigende Tilslutning. I October 1833 blev tre Søskende fra Nabogaarden, der laa tæt ved, helt vundne for Guds Rige; de havde været paavirkede og staaet Guds Rige nær; derfra gik Herrens Naadekald som en Ild fra Hus til Hus, fra Hjerte til Hjerte rundt hele Sognet i Løbet af Maanederne October, November og December sidstnævnte Aar.

«Opbyggelser blev holdt ofte, og ingen saadan fandt Sted, uden at en eller anden, undertiden flere paa een Gang lagdes til den troende Menighed«.

Baade Stina og Maren var utrættelig virksomme. En Sammenkomst, sidstnævnte holdt paa Gaarden Grythen, omtales som sjelden virkningsfuld. Der blev sunget en Salme; saa holdt Maren en Tale over følgende Ord af Profeten Jeremias : «Pløier Eder et nyt Land og saar ikke længer blandt Torne» (Jer. 4,3).

«Foredraget var ordnet, klart og særdeles gribende. Hvad der skulde pløies var Hjertet; Plogen, som skulde benyttes, var Loven; ligesom en naturlig Pløining bringer den Jord, der vendes nedad, op i Dagen, saa man faar se, hvorledes den ser ud, saaledes bringer Loven, naar den faar Magt til at overbevise Mennesket om Synden, Hjertets indre Beskaffenhed frem i Dagen, saa at Mennesket faar se, hvorledes det i Virkeligheden er stillet overfor Gud» osv. Talen gjorde et stærkt Indtryk, og flere sluttede sig helt til Bevægelsen, bl.a. den bekjendte M.I. Wefring.

Bevægelsen greb mere og mere om sig; det følgende Aar (1834) fortsatte den videre sin Gang i Prestegjældets øvrige Sogne, saa der neppe fandtes noget hus, som var uberørt. Sammenkomsterne blev stadig hyppigere og varede ofte langt ud paa Aftenerne. Nogle bekjendte sin Synd, andre trøstede de Bekymrede, en Del bad aabenlyst, dels for sig selv, dels for andre, undertiden med Navns Nævnelse.

Saaledes blev der i Møderne bedet om troende Prester.

Andre formanede saadanne, som endnu maatte staa tvilende og prøvende, til fuldt ud at hengive sig til Herren.

Bevægelsen begyndte imidlertid at faa en ensidigt og usundt Præg. Dersom Herren ikke havde styret det saaledes, at den var bleven ledet ind i sundere Spor og havde faaet en mere stille og indadvendt Retning og de Vakte et klarere Syn for Betydningen af Ordet og Naademidlerne, var der stor Sandsynlighed for, at man havde forvillet sig ind paa Sværmeriets Omraader med de dertil hørende Udskeielser og Vildfarelser.

Hos Stedets Sogneprest var dessværre ingen Hjælp at faa i denne Henseende; men heldigvis boede nogle ældre Haugianere i Nærheden, som baade var skikkede og villige til at lede de Vakte gjennem Vanskelighederne. Af disse maa først og fremst nævnes Erik Olsen Thingnæs. Han kunde omgaaes de Unge paa en enestaaende visdomsfuld Maade, vinde deres Tillid og hjælpe dem tilrette, særlig gjennem lærerige Samtaler. Han var utrættelig i hjælpende, pleiende og veiledende Kjærlighed.

Næst ham maa nævnes Peder Abrahamsen Stenhovden. Han var en af de første udenfor Prestegjældet, som indfandt sig. Paa den allerede nævnte Gaard Grythen var en af hans Døtre gift, og der holdtes ofte Samling. En Aften var Stenhovden tilstede; han opfordrede Maren Underli til at begynde, og den mærkedes snart, at den gamle blev meget bevæget, da han af de unge Nyvaktes Vidnesbyrd erfarede, hvilken glædelig Forandring der var foregaaet med mange i Kredsen.

En saadan aandelig Opvaagnen, sagde han  i sin Slutningstale, havde han længe sukket efter; men nu gjaldt det, at man ei blev staaende stille paa dette Trin eller lod sig forlede til at forveksle Vækkelsen med en sand Omvendelse; nu krævedes en stadig Vekst i Selverkjendelse, uafladelig at trænge ind til Kristus i Troen, daglig at gaa frem i Helliggjørelsen; nu maatte der vises Bestandighed, saa Kristendommen, der ikke bare bestaar i Følelse, men i Kraft, kan faa Magt over alt det indre og ydre Liv. Saa omtrent talte han, siger flere Tilhørere.

Efterat Opbyggelsen var endt, begyndte Eftersamtalerne blandt de Vakte som sædvanlig. Den ene sang, den anden bad; den ene formanede, den anden trøstede; men alt skeede vekselvis, sømmeligt og med Orden. Gamle Stenhovden var enten Tilskuer eller tog bemærkelsesværdig Del heri; men da Mødet varede adskillig udover Natten, gjorde han med eet opmærksom paa, at nu maatte Forsamlingen opløses og enhver vende tilbage til sit Hjem, hvorhos han atter fremhævede, at Guds Rige ikke bestaar i Ord, men i Kraft, og at Kristne bør vogte sig for at give dem Anstød, som staar udenfor Bevægelsen.

Han deltog i mange af Sammenkomsterne og øvede en velsignet Indflydelse paa de Nyvakte, saa de skred mere og mere frem i kristelig Erkjendelse, i en fuld og sand Forstaaelse af Kristenlivets Kampe, Kaar og sunde Udvikling og i en ret Opfatning af de jordiske Livsopgaver.

Ole Svanøe var en mere ængstelig og frygtsom Natur, svært ræd for, at Vækkelsen skulde skeie ud; han kom dem ogsaa tilhjælp ved sin rige, aandelige Erfaring og sit faste, kristelige og kirkelige Standpunkt. Han syntes, at Stenhovden gik vel lang med i Bevægelsen.

En af de Unge dengang, førnævnte M.I. Wefring, skriver imidlertid : «Jeg anser den varme Deltagelse og inderlige Tilslutning, som Stenhovden lagde for Dagen overfor Vækkelsen, for en stor, kristelig Visdom; thi ved denne Imødekommenhed vandt han de Vaktes Fortrolighed og Tillid, og de advarende og paamindende Ord, han senere fra sit modne Standpunkt henvendte til os, fandt selvfølgelig desto lettere Indgang.

Havde de Ældre mødt Vækkelsen med en viss Kulde og Tilbagetrukkenhed, frygter jeg meget for, at de havde staaet uden Indflydelse og magtesløse overfor dens videre Udvikling».

— Christian Østviken virkede heller ikke lidet som aandelig Leder; han sluttede sig i sin Behandling af de Unge nærmest til Thingnæs og Stenhovden og lærte de Nyvakte kanske mere end de andre at være tro, ikke alene i det aandelige, men ogsaa i sit jordiske Kald, i alle Forholde, paa alle Omraader, saavidt mulig at være lysende Eksempler og Foregangsmænd.

Det var tillige af stor Betydning for denne Vækkelse, at Egnen Sommeren 1834 fik Besøg af den kjendte Haugianer Daniel Arnesen fra Romsdalen.

Wefring skriver : «Hans Optræden blev til megen Veiledning og Bestyrkelse for dem, der var begyndt at søge Herren. Naar han skildrede Fristelserne og Farerne, der uundgaaelig mødte enhver, som for Alvor vilde følge Jesus, og naar han formanede de Vakte til at iføre sig de rette Vaaben, for at de kunde staa som Seiervindere paa den onde Dag, da fik vi et levende Indtryk af, at han selv stod i Kampen, og at han talte til os som en øvet Stridsmand, der selv kjendte Sjælefiendens List og Rænker, men derhos kjendte Seiersfyrsten, der uafbrudt kommer de Kjæmpende til Undsætning og tilraaber dem : «Frygt ikke, du lille Hjord, det er min Fader behagelig at give Eder Riget».

Det følgende Aar (1835) kom den begavede Lægmand Ole Simonsen Berg fra Stange paa Hedemarken til Søndfjord og opbyggede og støttede de Unge ved sin rige, kristelige Erfaring samt klare, sunde og veiledende Vidnesbyrd om Kristenlivets Farer, Fiender og Afveie.

Det fortjener at fremhæves, at disse Ledere, hver efter sin eiendommelige Begavelse, med sjelden Visdom og Kjærlighed løste denne vanskelige Opgave : at opdrage unge, ensidige Nyvakte til sunde, alsidige, virksomme Kristne. Selvfølgelig gik det ogsaa med denne Vækkelse, som det staar i Lignelsen om de fire Slags Sædejord; ogsaa her var det noget, som faldt paa Stengrund eller visnede, fordi det ikke havde dyb Jord, eller som kvaltes af Torne. Meget faldt dog, som anført, i god Jord, voksede op og bar velsignet Frugt.

Stina Underli fortsatte en Tidlang paa samme Maade sin Virksomhed til Guds Riges Fremme. Saa blev hun syg, men modtog dette Kors som sendt fra Herren, bar det med Taalmodighed og var et lysende Eksempel for andre ved sin levende Tro og virksomme Kjærlighed.

En af hendes samtidige Naboer fortæller : «Det var hendes Hjertes høieste Attraa at fare herfra og være med Kristus. De to sidste Leveaar, da hun især bar paa et sygt og svagt Legeme, var det en stor Glæde og Opbyggelse for Venner at besøge hende. Hendes hele Væsen syntes at være gjennemtrængt af Guds Kjærlighed; hun talte af Hjertets Overflødighed om Gud og hans store Naadegjerninger. Ved Siden heraf vidnede hun om, hvad vi har at iagttage for at høre ham til og kjendes af ham som hans Forløste og til evig Tid være hans Eiendom.

Hendes kjæreste Sysselsættelse var at fordybe sig i den hellige Skrift, det sammentagne Ord i sin sande Sammenhæng samt vore lutherske Fædres Skrifter. Af disse yndede hun mest Luther samt Johan Arndts «Sande Kristendom» og Speners, Franckes og Pontoppidans Bøger.

— Biskop H.A. Brorsons «Troens rare Klenodie» med «Svanesange» var hendes kjæreste Salmebog.

Hun fandt aldrig Behag i nogen Ting, som var udenfor den sande Gudsdyrkelse i Aand og Sandhed. Med sit Sind og Hjerte var hun altid vendt til Gud i Bøn eller optaget af hellige Betragtninger og længedes mere og mere efter at faa indgaae til den Sabbatshvile, som er tilbage for Guds Folk.

Dagen før hun sov hen, fik hun en stærk Drift til at gaa ud for at beundre Guds Herlighed i Naturen, da det var den skjønneste Sommertid, glædes i den friske Luft, de fagre Blomster og lytte til Fuglenes vakre Sang; men da hun naaede til Døren, formaaede hun ikke at komme længere paa Grund af Kraftesløshed. Saa sad hun der i en Lænestol et Kvarter, faldt hen ligesom i en kort Slummer, men vaagnede snart og sagde : «Hellige, Hellige, treenige Gud !»

Og atter : «Det velsignede Jesunavn ! Ja, i Jesu Navn jeg leve vil og dø !»

Disse Ord udtakte hun paa en saa mild, liflig og hjertelig Maade, at det vidnede om, at hun med Aanden og Sindet allerede var i hin Verden.

Saa spurgte hun, om ikke Englene ogsaa synger. Herpaa svarede de Tilstedeværende «Jo !» hvorefter hun sagde : «Jeg vil synge med dem !»

Derefter bad hun om at faa «Troens rare Klenodie», som hun altid havde for sig fremfor andre Salmebøger. Da hun fik nævnte Bog, sagde hun : «Den er det skjulte Klenodie, hvori min Aand kan fryde sig !»

Hun spurgte efter det nye Testamente og fik det i Haanden; da trykkede hun det fast til sit Bryst med de Ord : «Det er Livsens Bog; jeg vil aldrig forglemme den !»

Derefter lagde hun sig paa Sengen med Testamentet fast trykket ind til sit Bryst og sagde : «I maa ikke lade Bogen komme bort for mig !»

De sidste Øieblikke var nu forhaanden. Hun udbrød seierrig : «Lovet være Jesu velsignede Navn !» Med disse Ord gik hun hjem til sin Frelser ved en stille og salig Død 16. Juli 1843 i en Alder af  kun 27 Aar.

Hun var ikke høi af Vekst, men velvoksen og noget førbygget. Det runde, velformede Ansigt havde en frisk, rød og hvid farve. Mildhed og Kjærlighed, Fred og Glæde straalede ud af hvert Træk; Øinene var vakre, mørke og sjælfulde. Af Natur var hun lys, livlig og fyrrig, af Væsen meget tiltalende og vindende. Overfor alle optraadte hun beskedent, tækkelig og ægte kvindelig.

Den indre, aandelige Liv var overveiende lyst; men hun havde dog ogsaa sine Anfægtelsesstunder. Fremfor alt omtales hun som en lyttende Maria ved Jesu Fødder, hvis største Glæde og Attraa var at tjene Herren og vinde saa mange som muligt for hans Rige. Hun var flittig og dygtig i sin timelige Gjerning, men tillige ofte saa optaget af det aandelige, at hun pludselig glemte Arbeidet og stod fordybet, som om hun ikke var i denne Verden.

Søsteren, Maren Andrea Underli, deltog utrættelig i Arbeidet for Guds Riges Fremvekst og sunde Udvikling paa Stedet, især gjennem Opbyggelser og kristelige Samtaler. Paa samme Tid var hun særdeles dygtig, driftig, ja drivende i alt kvindeligt Arbeide, en af de flinkeste i Egnen, og forsømte aldrig noget af sine timelige Gjøremaal for den aandelige Virksomhed.

Hun forstod paa en mærkelig Maade at gjøre Martha Gjerning med Maria Sind.

Vaaren 1835 reiste hun sammen  med Anders Redal gjennem Nordfjord over Søndmøre, hvor de besøgte Webjørn Svendsen og Berthe Canutte Aarflot, og videre til Romsdalen. Her traf de Daniel Arnesen og Elling Ormheim, men skildtes paa Tjødlingen, da Redal foreløbig drog nedover Dalen igjen.

De havde hele Tiden holdt mange Opbyggelser sammen og virket til stor Velsignelse.

Maren Underli tog Veien over til Lesjeskogen og fortsatte videre til Mæhlumsvangen i Nordre Fron i Gudbrandsdalen. Her standsede hun, da dette Sted var nærmeste Maal for Reisen. Allerede i Hjemmet havde hun hørt Tale om den begavede og virksomme haugianske Kvinde Gjertrud Vangen og hendes stilfærdige og alvorlige Husbond Ole, begge ældre og erfarne Haugianere.

Hos dem tilbragte Maren hele Vinteren for at bestyrkes i Troen, udvikles i aandelig Henseende samt lære Forholdene, Skik og Sædvane nøiere at kjende der i Dalen.

Disse to Kvinder drev nu først og fremst flittig med huslige Arbeider, men benyttede ogsaa trolig Helligdagene til at gaa i Kirke om Formiddagen og om Kvelderne at holde kristelige Sammenkomster, enten paa Mæhlumsvangen eller andre Steder i Omegnen. Det var i flere Henseender en udviklingsrig Tid, hun tilbragte der.

Vaaren 1836 reiste den unge Kvinde hjem igjen og blev 19. Juni samme Aar gift med Elias Andreas Olsen Fitje, Kirkesanger i Førde, født 7. Juli 1810, Søn af Gaardbruger Ole Andersen Fitje og Hustru Anne Mortensdatter.

Han omtales af de Gamle som en begavet Mand, en flik Lærer med særlig Evne til gjennem Søndagsoverhøringer og Opbyggelser at paavirke og overbevise de mange Tilstedeværende, som pleiede at indfinde sig, først og fremst Ungdommen.

Som allerede antydet, fik ogsaa den føromtalte Vækkelse en afgjørende Betydning for hans aandelige Liv, idet han  ved denne kom til fuldt kristeligt Gjennembrud. Mand og Hustru fortsatte nu en Tid i Forening at virke til Velsignelse for mange. Men efterhvert som Børneflokken voksede, blev Konen mere og mere optaget med mange huslige Arbeider og de Smaas kristelige Opdragelse. Hun viste sig nu at være ikke mindre dygtig som Hustru, Moder og Opdragerinde end tidligere under Arbeidet for at vække og lede det kristelige Liv i Bygden og Omegnen.

Hun maatte tilslut gjennemgaa en haard og tung Korsets Skole. Manden fik nogen Svaghed for stærke Drikke, og hun blev angrebet af en ulægelig Sygdom, som lagde den virkelystne Kvinde i en tidlig Grav. Men hendes Kristenliv, der altid havde været inderligt og eksemplarisk, udfoldede sig særlig nu som aldrig før; hun blev intet og Kristus og hans Gjerning alt.

«Sygdommen bar hun med Taalmodighed og fornøiet Hengivenhed i Guds Vilje; Sygeleiet var opbyggeligt og fredfuldt»; «hun døde i Troens fulde Forvisning paa sin Frelser» 6. Februar 1845. De havde 5 Børn, hvoraf tre naaede den voksne Alder og blev alvorlige Kristne.

— Maren Andrea Fitje var middelshøi af Vekst og spædbygget; hun havde brunt Haar, mørkeblaa, udtryksfulde Øine og et lyst, vakkert, venligt, tiltalende Ansigt. Hun var meget begavet, klog, besindig, visdomsfuld, af en fast, bestemt Karakter og særdeles udholdende.

Hun var derhos forstandig til at omgaaes Folk og eiede en mærkelig Evne til at vinde dem for Guds Rige.

Hendes Sygdom og Bortgang i Forbindelse med Venners Formaninger og Forbønner bevirkede, at Manden alvorlig søgte og fandt Naade til at overvinde sin Svaghed, saa han Resten af sit Liv var en stø og forsigtig Kristen, som alle havde Agtelse for og Tillid til.

Han blev anden Gang gift 24. April 1847 med Ingeborg Tofte. Hun tilhørte ogsaa Haugianerne, var fra Hallingdal og omtales som en » arbeidssom og retskaffen, stræng og alvorlig» Kvinde. De havde en Datter, Maren, der er gift i Batalden i Kinns Prestegjæld.

— Elias Fitje blev heller ikke gammel; han angrebes af Lungetæring og døde i første Halvaar av 1855, kun 45 Aar gammel; men Dødsfaldet er ved en Forsømmelse ei indført i Førde Kirkebog, skriver en af Stedets Prester.

— Han var høi af Vekst og bredskuldret, havde mørkt, blødt, lidt kruset Haar, mørkebrunt Helskjæg, nedbøiet Næse, blaa Øine og høi Pande. Hovedet var noget skaldet, hans Ansigtsudtryk venligt og mildt.

 

 

 

Stengt for kommentarer.