berthe andersdatter stenhovden : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Chra. 1912 – 1920.

 

– fra s. 249 – 251 :

 

I Søndfjord levede en begavet kristelig Kvinde, der ogsaa virkede som Guds Ords Forkynder; det var Berthe Andersdatter Stenhovden i Kinns Prestegjæld, en Søster af den bekjendte Randi Solem i Trondhjem.

Hun var oprindelig fra det Trondhjemske og blev født paa Gaarden Lauvaasen i Tiller Anneks til Klæbu Prestegjæld sandsynligvis i 1777.

Hun omtalte aldrig sin Moder, men hyppig sin Fader, idet hun ofte ytrede : «Saa sagde Far !» Heraf tør maaske sluttes, at baade hendes og Søsterens store Begavelse væsentlig var en Arv fra ham.

For sin Familie omtalte hun Faderen som en alvorlig og troende Mand. Da han engang var Øienvitne til, at et Barn døde under en saa svær Kamp, at Blodet sprang frem fra Neglerne, sagde han : «Tænkte vi ret paa Døden, saa smilte vi ikke i vort hele Liv».

— Berthe Andersdatter blev vakt i en ung Alder, formentlig ved Hauge, der ofte tog ind i hendes Forældres Hus. Da hun selv var kommen til nogen aandelig Klarhed, begyndte hun at virke alt, hvad hun formaaede, saa flest mulig af hendes Medmennesker ogsaa kunde blive omvendte og komme til Sandhedens Erkjendelse. Hun optraadte først ved Bøn og private Samtaler i smaa Forsamlinger; siden holdt hun fri Formaningstale og udlagde Guds Ord i større Sammenkomster baade paa Hjemstedet og i andre Bygdelag.

Efter fleres Vidnesbyrd var hun udrustet med en usædvanlig skarp og klar Forstand og eiede en mærkelig Evne til at udtrykke sine Tanker nøiagtig og flydende.

Paa en af sine Vandringer for at forkynde Guds Ord kom hun ogsaa til Søndfjord (Sunnfjord/red.), hvor hun tillige traf sammen med Hauge. Denne lod sin foran omtalte fortrolige Ven Peder Abrahamsen Stenhovden vide, at han syntes, at hun vilde blive en passende Ægtefælle for ham. Da hun var vakker og i alle Maader rigt udrustet, samtykte han med Glæde, friede til hende, fik «Ja», og hun blev ham en from og ualmindelig driftig og dygtig Hustru.

De var forresten meget forskjellige. Han mere indesluttet og stille, hun livlig, virksom og i høi Grad energisk, et udpræget og strængt Viljesmenneske, der var den egentlig styrende.

Men hun var tillige godgjørende, barmhjertig og meget gjæstfri. Han var Landhandler; engang kom der en Mand og vilde «borge» noget, men Peder sagde «Nei». Dette hørte Hustruen og ytrede meget alvorlig : «Kommer du ikke ihu, hvad du læste igaar i Huspostillen, at der ligger mange i Helvede for sin Ubarmhjertigheds Skyld !» Han kaldte da Manden tilbage og lod ham faa paa Kredit, hvad han ønskede.

En anden Gang tog hun en stor Gjetost, som stod paa Bordet, delte den midt over og lod sin Husmand faa den ene Halvpart.

Det er sagt om hende, at hun var «den Haltes Fod og den Blindes Øie«; hun tog sig med stor Opofrelse af alle virkelig trængende. Og deres Hus var et Vennehjem, hvor der var godt at være; thi man blev der ikke alene mødt med stor Gjæstfrihed, men Sjælen blev ogsaa vederkvæget ved Bøn, Sang og kristelige Samtaler, hvori særlig Husmoderen tog Del og lod de andre nyde godt af sin rige kristelige Indsigt og Erfaring.

Hun var hyppig tilstede i Opbyggelser, som hendes Mand og reisende Lægmænd holdt, ja deltog selv i dem ved Bøn og Formaning paa samme Tid, som hun var en flittig Kirkegjænger og Nadvergjæst. Det berettes, at hun særlig interesserede sig for Ungdommens Overhøring paa Kirkegulvet og «naar ingen anden kunde give Svar paa Prestens Spørgsmaal, saa svarede hun».

Hjemme grandskede hun sin Bibel i hver ledig Stund baade sent og tidlig; da hun tillige gav Guds Ord Rum i Hjertet, blev hun derved en moden og befæstet Kristen, som stod fast under alle Tilskikkelser og Omskiftelser.

Manden, der i Et og Alt delte hendes kristelige Syn og Standpunkt, og med hvem hun levede fredelig og kjærlig, døde allerede 1838, og hun sad nu i en lang Aarrække igjen som Enke med 13-14 Børn i gode Kaar. Efter hans Død styrede hun Husstellet og Gaardsbruget med enestaaende Dygtighed. Men hendes Barneopdragelse var neppe altid heldig. Hun var maaske for stræng, stolede kanske for meget paa sig selv og sin egen Visdom og Dygtighed, og var vistnok forlidet mild og kjærlig. Af sine Gutter fik hun adskillig Sorg, medens Døtrene derimod artede sig vel, saa hun fik Glæde af dem.

Men sine Sorger og Trængsler bar hun som en sand Kristen med stor Taalmodighed. Hun stolede paa Gud og  var utrættelig virksom lige til det sidste, da hun altid eiede en usædvanlig god Helbred. Hun døde i Troen paa sin Frelser efter nogle Dages Sygeleie i Slutningen af September eller Begyndelsen af October 1857; som sin Mand blev hun begravet paa Svanø Kirkegaard.

Hun var middels høi af Vekst og førvoksen (kraftig/red.), havde et rundt, fint furet og udtryksfuldt Ansigt samt brune, livfulde Øine og sort Haar, der i Alderdommen var meget graanet.

Flere beretter, at hun var en kritisk Natur med særlig Gave til at prøve Aanderne. Alle, som ønskede det, stod hun bi med Raad og Daad, og mange benyttede sig af hendes rige Indsigt og store Redebonhed til at hjælpe og veilede i timelige og aandelige Ting. Hun var som faa agtet og afholdt i en vid Omkreds (Meddelelser af Anders Redal og fru Aarseth, hendes Datterdatter, der boede hos hende i sin Barndom og Ungdom).

Stengt for kommentarer.