birgit haftorn (hovtuno) fra gol : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Chra. 1912-1920.

 

– fra s. 241 – 242 :

En tredie af de kvindelige Guds Ords Bekjendere i Hallingdal (i tillegg til Guri Olsdatter og Karen Odland) var Birgit Haftorn (Hovtuno) i Gol, Datter af Guttorm Kolbørnsen Haftorn, en av Egnens rigeste og mest indflydelsesrige Mænd.

Baade hun, hendes Forældre og Søskende var tidlig blevne grebne af den haugianske Vækkelse, og naar Hauge besøgte Dalen, tog han altid ind hos sine Venner paa Haftorn. Den begavede Birgit var baade brændende i Aanden og frimodig, hvorfor hun meget snart drog ud for at bekjende sin Tro, først for sine Veninder og Kjendte, siden for alle, hun traf.

Ja hun lod sig ikke nøie bare med en saadan personlig, mere privat Paavirkning af den Enkelte; hun begyndte ogsaa at holde Opbyggelser, ikke alene i Hjembygden og det øvrige Hallingdal, men besøgte ogsaa Valdres.

Hun virkede som vanligt dengang gjennem Sang, Bøn, Formaningstaler og private Samtaler og havde en forunderlig Evne til ikke alene at røre og vække de aandelig Sovende, men ogsaa til at veilede og trøste dem, som var blevne bekymrede for sin Sjæls Frelse. Da man engang ytrede sin Forundring over, at hun, den rige Gaardmandsdatter, reiste om saaledes, svarede hun med følgende Salmevers :

«Det jordiske skal mig ei gjøre Uro;

I dig skal mit Øie sig stedse fornøie,

Alt andet fornægte og blive dig tro». (H.E. Hagene. Bidrag til Hauges Minde.9.)

Saa vedblev Birgit at arbeide i flere Aar, indtil hun blev gift. Hendes romantiske Forlovelseshistorie fortælles der oppe i Dalen omtrent saaledes : I gammel Tid brugte man i flere Fjeldbygder at «sidde Julestue». Juleaften fastede man, og i Mørkningen satte vedkommende sig alene i Høisædet i Stuen. Saa vilde den komme, som man skulde have.

Nu var der en rig Gaardmandssøn paa Aaberg i nordre Aurdal i Valdres, som havde siddet Julestue. Ja der kom ind en, men det var ingen Bygdejente, og han kjendte hende ikke. Han troede dog fuldt og fast, at hende og ingen anden skulde han have. Saa gav han sig til at reise gjennem mange Prestegjæld for at finde Jenten, først gjennem hele Valdres, og saa tog han over til Hallingdal, begyndte nedenfra og reiste opover i hvert Sogn.

Da han kom til Gol, saa han, at man der bar den samme Dragt, som jenten hans havde baaret. Nu vidste han, at i denne Bygd maatte hun findes. Der var Skydsskifte hos Guttorm Haftorn, og den unge Mand fra Aaberg kom da did en Kveld for at faa Hus.

Det fik han. Om Morgenen kom en af Døtrene op paa hans Værelse og lagde i Ovnen, for det var meget koldt. Han laa i Sengen, og da han slog Øinene op og saa Jenten ved Ovnens Skin, mærkede han straks, at det var hende, han søgte efter. Han var der udover Dagen og prøvede paa at gjøre sig kjendt med Birgit. Men det gik ikke saa let, for hun var en meget alvorlig «Læsar», og da han fortalte hende om Julestuen, sukkede hun bare og kaldte det Djævelens Tant og Bedrag.

Men hun likte Gutten alligevel, og af Fækarer, som havde været i Valdres, fik de høre, at Aaberg var en gjæv Gaard med stor Rigdom. Der blev derfor vist ham stort Gjestvenskab, men noget Løfte om Birgit fik han ikke. Derimod fik de ham med sig omkring i Forsamlingerne og paavirkede ham paa alle Maader for at faa bragt ham til Omvendelse. Hauge kom der, og da smeltede Isen, saa den unge Aaberg af hele sit Hjerte sluttede sig til Haugianerne.

Det blev ham nu langt vigtigere at faa frelst sin Sjæl end at faa Birgit. Men have hende vilde han dog svært gjerne, da hun baade var en vakker og sjelden flink Pige; nu havde ogsaa hun huglagt ham, saa hun valgte ham fremfor gjæve Gutter af hendes Tro i Grandelaget, endda flere bød sig frem.

Om Søndagseftermiddagene, naar de var komne fra Kirken, var der altid Forsamling i Grænden Hera, hvor Haftorn ligger. Ungdommen sang, en af de ældre Haugianerne talte eller læste noget i en Postille eller af Hauges Bøger. Bagefter var der private Samtaler om Tro og Kristendom og saa Sang.

En Søndagsaften, nys før Birgit Haftorn skulde flytte til Valdres, var der Samling hos hendes Fader. Nu skulde Ungdomsvennerne tage Afsked med hende, og det var tungt. Jenterne græd, saa de ikke var istand til at synge eller maatte slutte midt i Verset, fordi Stemmerne kvaltes af Graad. En af Veninderne sagde, at hun ikke forstod, hvorledes Birgit var istand til at reise saa langt bort fra Barndomshjemmet. Da slog Birgit op i Salmebogen og traf øverst paa Bladet følgende Vers :

«Dette jordiske skal mig ei krænke».

Med hele den unge, myge Kvindeligheds Varme og Inderlighed sang de alle Salmen, og medens Birgit laa grædende med Ansigtet i Hænderne fremover Bordet, lagde alle sine Hænder paa hendes Hoved, velsignede hende, sagde Farvel og gik. Men denne Søndag paa Haftorn mindes endnu i Hera. Saa drog Birgit til Valdres som en alvorlig, men lykkelig Brud; om hendes Liv der vides for Tiden intet (forskjellige Meddelelser fra Samtidige. Bladet Nu No. 41 for 14/10 1902).

Stengt for kommentarer.