berthe canutte aarflot : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 345 – 356 :

Den videst bekjendte og mest indflydelsesrige Kvinde blandt Haugianerne er utvilsomt Berthe Canutte Aarflot i Ørsten Sogn, Voldens Prestegjæld («Berthe Kanutte Sivertsdatter Aarflots Selvbiografi», Eegsæt , 1860. «Smuler til Næring for Livet i Gud. En Samling af Berthe Kanutte Aarflots Skrifter». 1. – 5. Del. Bergen 1874 – 1888. «Berthe Kanutte Aarflot. To Livsskildringer forfattede af Bernt Støylen og H.G. Heggtveit tilligemed en Samling af hidtil utrykte Breve og Sange fra Forfatterindens Haand». Udgivet af Sønnen Knud Aaflot, Volden 1894. Meddelelser fra Sønnen, Boghandler og Storthingsmand Johannes Aarflot. Meddelelser og Oplysninger fra forskjellige andre af Familien samt flere samtidige Haugianere. M.I. Wefring, «Minder fra mit Reiseliv», S. 17).

Hun blev født paa den Gaard, hvorefter hun har sit Navn, 3. Januar 1795, en Datter af den gjæve Bonde og Lensmand Sivert Knudsen Aarflot, født 23. October 1759, landskjendt for sin mangeartede, opofrende Virksomhed for den søndmørske Almue.

Han lagde tidlig for Dagen Begavelse og Lærelyst, men fik saare liden og skrøbelig Skoleundervisning. Da han var 10 Aar, kjøbte Faderen paa hans indtrængende Bøn en Bibel, og denne blev snart Guttens kjæreste Bog. Faderen skaffede ham tillige lidt Skrivepapir; senere gjorde han sig smaa Skrivebøger af Birkenæver og hjalp sig saaledes frem.

I det 16. Aar blev Sønnen forberedt til Konfirmationen af Digteren Claus Frimann. Sien aflagde han for den bekjendte Prest Hans Strøm en Kundskabsprøve og begyndte i det 19. Aar som Omgangsskoleholder med 36 Ugers Undervisningstid og en Løn af 9 Rdlr. aarlig. Efter at have arbeidet som saadan med stor Nidkjærhed og Dygtighed gjennem en Række af Aar tog han Høsten 1793 Afsked, blev 1798 Lensmand i Volden og kjøbte derpaa Gaarden Eegset, som ligger vakkert ved Fjorden i en naturskjøn Egn. Aar 1802 begyndte han i Hovedkirkens Sacristi hver Messedag efter endt Gudstjeneste en Søndagsskole for Voldens Ungdom, og i Hungersaarene ved det 19. Aarhundredes Begyndelse «var han som en Fader for sine Sambygdinger». I 1808 anlagde han et Bogtrykkeri paa sin Gaard og stiftede 1811 «Selskabet for Voldens Prestegjælds Vel» samt skjænkede sin Bogsamling paa 550 Bind til et Almuebibliothek, der efterhaanden voksede til ca. 1000 Bind. Han arbeidede derhos for Jordbrugets Opkomst og virkede ved Tale, Skrift og Gjerning med stor Uegennyttighed og Opofrelse til sand Oplysnings Fremme og Forbedring af Bondens Kaar i sin Fødeegn. Som Paaskjønnelse herfor blev han i 1809 Dannebrogsmand. Det bedste var dog, at «han tilslut fandt sin Herre og Frelser og døde i en sand og levende Kristentro» 14. Juli 1817, «elsket og savnet af alle, som kjendte ham». Siden 1789 havde han levet i et lykkkeligt Ægteskab med Gunhild Rasmusdatter. De fik 5 Børn. Hun omtales som en gudfrygtig og elskelig Kvinde, der vistnok i endnu høiere Grad end Faderen «paamindede og advarede sine Børn for alt ondt samt formanede og tilskyndede dem til det, som var godt og Gud velbehageligt». Hun «hensov i Fred» 22. Marts 1836.

I dette forholdsvis oplyste og dannede Hjem, der utvilsomt ogsaa stod under den haugianske Vækkelses Indflydelse, fik den lille Berthe Canutte en omhyggelig Opdragelse og Undervisning. Og hendes Skrifter og hele følgende Liv viser, at den Sæd, som tidlig blev udstrøet i det bløde, modtagelige Barnesind, efterhaanden kom til at bære velsignet Frugt, uagtet hendes aandelige Liv først senere naaede til fuld Klarhed og Gjennembrud.

Den trofaste Helligand arbeidede kraftig paa hende og blev aldrig træt af «indvortes at overbevise eller tugte, lære, lede og trøste hendes Hjerte».

Men Djævelen forsømte heller ikke nogen Leilighed til at friste og plage den unge Pige paa mange Maader, ja hun fortæller selv om Anfægtelser og Sjælekampe, som hun denne Tid havde at gjennemgaa, hvilket giver et mærkeligt Indblik i Guds Riges Hemmeligheder.

I 1810 gik hun til Konfirmation for daværende Sogneprest i Volden, Jørgen Peter Meldal. Den Dag, de Unge, som skulde gjentage sit Daabsløfte, blev prøvede, gav Presten hende kun det ene Spørgsmaal at besvare : «Hvad er det at prøve sig selv ?» Da han havde faaet tilfredsstillende Svar  herpaa, sagde han : «Ja, du har lært vel ! Vor Herre hjælpe dig til at leve derefter !»

Disse Ord gik Berthe Canutte dybt til Hjerte, og hun nærede et levende Ønske om, at dette maatte gaa i Opfyldelse; derfor fæstede det sig ogsaa uudslettelig i Hukommelsen.

Da Høitidsdagen oprandt, følte hun levende dens store Betydning og Vigtigheden af det dyre Løfte, hun da skulde gjentage; derved blev Sindet saa bevæget og følsomt, at hun under den høitidelige Handling fældte mange Taarer og bad inderlig om Naade til at blive sin Gud og Frelser tro, som hun nu havde lovet, indtil sit Livs sidste Ende.

Hele Ungdomstiden fremover modtog hun mange liflige aandelige Rørelser og kraftige Naadevirkninger. I særdeleshed følte hun jævnlig en inderlig Længsel og Attraa efter at fare herfra og være med Kristus, og ofte glædede den Tanke hende, at hun ikke skulde leve længe i dette Stridens og Trængselens Land. Da hun engang underholdt sig med saadanne Tanker, dukkede et Værs op, som hun imidlertid ikke vidste nogensinde at have seet trykt. Efter Hukommelsen blev det optegnet saaledes : «Min Brudeklædning er hel skjøn; Min Brudgom er Guds egen Søn, Som sidder i det Høie; I Himlen er min Bryllupssal; Guds Engle mig ledsage skal. Jeg gaar fra Tidens Møie Til Glæden i det Høie !»

Ikke længe efter Konfirmationen, forfattede hun nogle aandelige Sange, som dog hverken hendes Forældre eller andre vidste noget om undtagen en Søster, med hvem hun var saa fortrolig, at hvad den ene vidste, det havde som oftest ogsaa den anden rede paa.

Da den Tid nu nærmede sig, at den unge Berthe Canutte skulde forlade Fædrenehjemmet, begjærede førnævnte at faa laane disse Sange, hvilket hun ogsaa fik. Dette var i 1816.

Det følgende Aar døde Faderen, og da han laa paa sit sidste, faldt det Søsteren ind, at han ikke havde seet eller vidste noget om disse Sange; hun troede derfor, det ikke kunde skade, at han fik se dem. Da Faderen havde gjennemlæst Digtene, ordnede han dem, eftersom han fandt det mest passende og gav Samlingen følgende Titel : «En gudelskende Sjæls opbyggelige Sange».

Derpaa leverede han den til hendes Broder og bad ham ikke forsømme at lade det lille Hefte komme for Lyset.

Dette skeede ogsaa; Sangene har indtil nu oplevet 8 Oplag og udgjør 5. Del av hendes  : «Samlede Skrifter».

Disse Ungdomsdigte er mærkelige Vidnesbyrd om hendes aandelige Livs Udvikling, Erfaring og Begavelse. Som Prøve anføres følgende :

«O Frelser, lad dit Sandhedsord antages, At mange Sjæle maa af Mørket drages

Og kjende dig, sig selv og Livets Vei. Ja lære ret, hvad syndigt er at hade,

Og sig af Hjertens Grund paa dig forlade; Du svigter ei !

*

Hvor farligt dog sin Naadetid at spilde; O, søg dog Herren, før det blir forsilde;

Tænk, Livets Sol kan snarligen gaa ned; O, staa dog op af Syndens sikre Leie

og gak med Glæde Herrens Budords Veie; Ja, vaag og bed !

*

Din Frelser selv dig dertil Kraft vil give, Vil du i Sandhed ét med ham kun blive,

Og som en Gren i ham at podes ind; Naar du vil ham af Hjertet lydig være,

Saa renser han dig, at du Frugt kan bære Med ydmygt Sind.

*

Da bliver du en Jesu Brud paa Jorden, Som blomstrer her i Naadens Stand og Orden,

Vingaardens Herre selv til evig Pris; Snart flytter han dig til sin Himmelhave,

Og ingen Orm dit Hjerte mer skal gnave, I Paradis.

*

Da høster du en evig Fryd af Naade for Suk og Grædesæd, som her du saadde

I dette farefulde Vandringsland; Der tørres Taaren af de Frommes Øie,

Sødt glemmer de al Verdens Strid og Møie I Glædens Havn.

*

O, gid dog mange vilde sig forene, Den kjære Gud at frygte, elske, tjene,

Ei nogen Ting sig saa vel; Endnu engang jeg hver og en vil raade :

O, Menneske, foragt dog ei Guds Naade, Sørg for din Sjæl !»

Udvortes stille og rolige samt under gudelige Betragtninger og anden aandelig Sysselsættelse, som vi nys har seet Frugten af, henrandt Berthe Canuttes Ungdomsaar. «De gled hen», siger hun selv, «under ideligt Opsyn af Gud og Aandens Tugt og Mindelser, saa at jeg aldrig kan fuldtakke den kjære Fader, som holdt sin Haand over mig og ikke lod mig finde Fred i Synden; thi naar ikke det var, kunde lettelig jeg, ligesom mange andre, allerede i mine unge Aar være henfalden til grove Laster. Men jeg maa med Sandhed sige, at han har altid elsket mig og derfor har han draget mig med Naade og Barmhjertighed».

I 1817 ægtede hun Amund Knudsen og flyttede nu tilbage til sit Fødested Aarflot efter at have tilbragt Ungdomsaarene paa Eegset.

Han var en brav Mand med Agtelse og Tillid i Bygden, men «aldeles ikke sin Hustru lig» og «ei saa ganske let at leve i Ægteskab sammen med»; han manglede vistnok «meget af den Finfølelse og Hensynsfuldhed», som han skyldte sin Kone. «Han delte ei heller fuldt ud hendes aandelige Interesse» og «forstod neppe helt hendes Karakter og Eiendommelighed». Derfor kom «hendes Sagtmodighed og Kjærlighed saa vel med».

I sin Selvbiografi fortæller Berthe Canutte, at hun ved sit Giftermaal var ung og uerfaren og ikke kjendte til eller forstod de Prøver og Besværligheder, som Ægtestanden bragte, førend hun ved Erfaring fik lære det.

Herren skjænkede hende syv Børn, tre Sønner og fire Døtre, af hvilke den ene døde, 18 Uger gammel.

Den Møie, som er forbunden med de Smaa, særlig i den spæde Alder, hvilede som almindelig næsten alene paa hende. Dette i Forening med de øvrige Husets Sysler, der tilfalder en Husmoder, bevirker, at hun fik mindre Tid til at læse og betragte Guds Ord, som Herren lige fra Barneaarene havde givet hende en særdeles Lyst til.

Men da denne nødvendige aandelige Sysselsættelse nu alfor ofte forsømtes for de timelige Tings Skyld, blev Lysten ogsaa formindsket. Og ikke det alene; efterhaanden tabte hun tillige de gode Rørelser og kraftige Naadevirkninger, som hun i sin Ungdomstid havde saa ofte. Det aandelige Liv, som Herren i Daaben havde skjænket hende, og som senere voksede og udviklede sig saa forhaabningsfuldt, visnede nu efterhaanden hen og faldt i en Dødsslummer.

Men han, den trofaste Forbarmer, tillod dog ikke, at hun ret længe forblev i denne farlige Tilstand.

Omkring 1820 opstod en betydelig og glædelig Vækkelse paa Søndmøre ved Hauges Venner, ikke mindst i Voldens Prestegjæld; den blev ogsaa hende til Velsignelse.

Den egentlige aandelige Gjenoplivelse foregik dog først i 1822; Gud brugte Haugianeren Amund Knudsen Brekke der fra Egnen som sit Redskab. Han styrede det saa, at denne Mand sidstnævnte Aar kom til Aarflot og overnattede der samtidig med tvende andre, som begge var i sin naturlige Tilstand. Brekke «vilde derfor ikke», fortæller hun i sit Levnetsløb, «lade Leiligheden gaa forbi, me gav sig i Samtale med dem om det ene Fornødne og af Guds Ord forelagde dem Guds Raad til vor Frelse og Salighed. Uagtet jeg gik og syslede i Huset med mit Arbeide, lyttede jeg dog opmærksomt til, saa meget som jeg kunde; thi Herren vakte en Begjærlighed i mig efter at agte paa, hvad han sagde. Under Samtalen ytrede han da bl.a. følgende : «Et skal jeg sige Eder, som jeg ved er Sandhed : Ingen lever saa vel og ulastelig, at han ei behøver Omvendelse, og ingen er saa forhærdet, at han ei kan faa Naade ved en sand Omvendelse».

De første Ord traf mit Hjerte, som om han mente mig dermed og skulde have sagt dem til mig alene. Ja, den Helligaand vidnede indvortes, at jeg havde bygget paa Hø og Straa og gjort mig Haab om Salighed paa Grund af min ulastelige Vandel, som dog kun er en borgerlig Retfærdighed, hvormed vi aldeles ikke kan bestaa for ham, som ser til Hjertet. Saaledes blev da disse faa Ord ved Guds medvirkende Naade Middel til min Omvækkelse og Omvendelse; derfor er de ogsaa blevne siddende i min Hukommelse; ja jeg mindes endnu, at samme Aften, straks efterat jeg havde lagt mig, bad jeg hjertelig til min himmelske Fader, at dersom han saa mig vandre paa en Afvei, uden at jeg selv vidste eller forstod det, han da af Naade vilde give det tilkjende.

I den Anledning benyttede jeg mig af disse Davids Ord : Herre, din Aand er god, lad ham føre mig paa den rette Vei (Sal. 143, 10)! Og min Bøn blev hørt, ja det varede ikke længe, førend et nyt Lys opgik i min Sjæl, og Herren lærte mig da grundig at kjende min Naturs dybe Fordærvelse; naar jeg nu prøvede mig efter Guds Bud i deres aandelige Forstand, blev det let for mig at indse, at det ikke stod saa vel til, som jeg før tænkte og troede.

— Blandt det meget i Guds Ord og aandelige Læreres Skrifter, der ligesom blev nyt for mig, var ogsaa det Stykke i Pontoppidans Forklaring, som handler om, hvorledes Mennesket paa en fin og uformærket Maade kan falde ud af sin Daabspagt. Dette gjorde da Guds Aand saa klart og tydelig for mig, at jeg ligesom kunde sige til mig selv : Her ser du nu, hvorledes det er gaaet til. — Nu kunde da ingen Figenblad længere skjule min Nøgenheds Skam; thi jeg mærkede, at dertil behøvedes en langt kosteligere Klædning, nemlig Frelserens Retfærdighed, som vi ved Troen maa lade os iføre. Nu vaagnede den Bedrøvelse efter Gud, der virker Omvendelse til Saliggjørelse, som ingen fortryder».–

Efterhaanden fandt hun ved Guds Aands Veiledning frem til en fuldere og alsidigere evangelisk Erkjendelse og en inderligere Tilegnelse af Frelsen i Kristus end tidligere. Hun lærte nu bedre end før at bygge helt paa Klippen Kristus.

I sine Sange : «Troens Frugt» taler hun paa forskjellige Steder udførlig om det Troesliv, den Fred og Glæde, som gjennemstrømmede hendes Sjæl, da Herren atter skjænkede hende en fuld og følbar Forsikring om hendes Benaadelse og Barneret hos Gud.

Fra nu af voksede hendes aandelige Liv Aar for Aar en herlig Vekst nedad i Ydmyghed og opad «til Kristi Alders fulde Maade».

Hun skriver etsteds : «Hvor ofte har jeg dog ikke af Mangel paa Aarvaagenhed og Bøn feilet og forseet mig mod dig, min himmelske Fader og Frelser ! og dog er du ikke bleven træt  af at forbarme dig over mig. O nei, langt mere villig end en Moder til at hjælpe sit snublende Barn, har du været til at række mig Haanden, reise mig op og paany drage mig ind til dig !»

Den senere bekjendte Provst M.I. Wefring skriver i sine «Minder» følgende om en Tur, han Høsten 1834 foretog over Søndmøre : «Jeg besøgte Berthe Canutte Aarflot, der var gift med Amund Stølen. Jeg kjendte hendes religiøse Sange, som i høi Grad havde tiltalt mig. Da jeg kom ind paa Gaarden, spurgte jeg en Gut, der kom mig imøde, om Husbondsfolket var hjemme. «Ja», sagde han, «Far og Mor staar paa Laaven og tærsker». Jeg gik derhen og fandt det ogsaa saaledes. Efter en liden Stund forlod Hustruen Arbeidet og bad mig gaa ind i Dagligværelset. Den Dag, jeg tilbragte i hendes Hjem, indtager en kjær Plads i mine Erindringer. Berthe Canutte en i sjelden Grad fintfølende og med stor Takt begavet Kvinde. Hun var ikke meget snaksom; men naar hun talte om aandelige Ting, fik man en levende Fornemmelse af, at hun lagde sit Hjerte ind i Ordene. Hendes Tale og Omgjængelse bar Ydmyghedens og Stilhedens Præg. Det forekom mig, som om hun laa ved Jesu Fødder og lyttede til hans Tale, og at hun havde valgt sit Sted ved Siden af Maria. Naar Talen gjaldt andre, var hun meget forsigtig i sine Ord og meget mildt dømmende. Vennerne saa altid op til hende med den største Tillid og Hengivenhed, og man kunde ikke nyde hendes Venskab uden at modtage aandelige Indtryk og ethiske Impulser. –Gjennem indre Kampe og stærke Anfægtelser var Forsoningen ved Kristus gaaet saa klart op for hende, at hun hvilede i den med hele sin Sjæl. I den Tid, hun blev vakt, og længere ned gjennem Aarene, var der faa, naar Brødremenigheden undtages, som havde faaet et saa klart Syn paa og en saa hjertelig Tilegnelse af Kristi Fyldestgjørelse. Vi havde en Opbyggelse sammen paa Gaarden Barstad. Der holdt hun en inderlig Bøn, som bevægede os alle. Men den samme Ydmyghedens og Sagtmodighedens Aand, der gav hendes øvrige Tale og Færd sit kristelige og opbyggelige Præg, udtalte sig ogsaa i Bønnen. Ægtefællen delte hendes Tro; han var en meget praktisk og forstandig Mand, snaksom og underholdende. Enhver, som med Længsel efter at faa Opmuntring og Tilskyndelse for sit kristelige Liv besøgte dette Hjem, kunde ikke forlade det uden at finde, hvad han søgte».

Naar man i korte Træk skal tegne et Billede af Berthe Canutte, kan det vanskelig ske mere træffende end ved at anvende Apostelens Ord paa hende : «Kvindens Prydelse skal ikke være den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud (1 Petr. 3, 3-4.)

Hendes Liv og Omgjængelse, saavel i det hele som i det enkelte, var en praktisk Fremstilling og Virkeliggjørelse af, hvad Apostelen her kræver af en kristelig Kvinde, hvilket nærmere skal paavises.

Berthe Canutte var i eb sjelden Grad beskeden og nøisom. Alt, hvad der kunde henregnes til forfængelig Pynt, betragtedes med stor Uvilje. Uagtet hun var en Datter af Lensmand og Dannebrogsmand Sivert Aarflot og sad i forholdsvis gode timelige Kaar, rettede hun sig dog i Klædedragt og Husstel væsentlig efter, hvad der var almindeligt blandt Almuen i bedre økonomisk Stilling. Flitter og paahængte Guldsmykker kunde der ikke være Tale om. Hermed er dog ikke sagt, at saadant oprindelig havde været hendes Natur imod. Ingenlunde ! Men forsaavidt Menneskets medfødte Hang til Forfængelighed derigjennem aabenbarede sig, havde hun i Aandens Skole lært at tilbagetrænge Tilbøieligheden. Og ligesom hun med Hensyn til Klædedragt selv iagttog stor Enkelhed, saaledes opdrog hun ogsaa sine Børn efter de samme Grundsætninger. Den Klædedragt, som hun brugte for sig og sine, var renlig, ordentlig og tækkelig, af Tøi og Snit som et almindelig brugelige. Sin jordiske Livsgjerning baade inde og ude røgtede hun med Omhu, Flid og Troskab.

Paa Vestlandet er Gaardene i Almindelighed smaa og Jordens Afkastning saa sparsom, at selv bedre stillede Bønders Hustruer maa deltage i alt Arbeide paa Ager og Eng, i Mark og Skog, da det vanskelig lønner sig at holde større Hjælp af leiede Folk.

I disse forskjellige Sysler maatte ogsaa Berthe Canutte deltage. Ved Siden heraf havde hun tillige at udføre huslige Gjøremaal, saavel Madlavning, Vaskning, Tilvirkning o.s.v. som alt med Hensyn til Børnenes Tilsyn, Pleie og Opdragelse. Disse sine Kaldspligter udførte hun ufortrødent og samvittighedsfuldt, ikke som en Byrde, men som en Gjerning, der var hende overdraget af den Herre, hvis Tjenerinde hun vilde være ogsaa i det betroede jordiske Kald.

Ja en Del af sin Gudsdyrkelse satte hun i samvittighedsfuldt at røgte sine timelige Pligter.

— Men ofrede hun ikke Legemets udvortes Prydelse stor Omtanke, var dette saa meget mere Tilfælde med Sjælens Renselse, Personlighedens Udvikling og Helligelse. Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen var Hovedsagen for hende. Hun eiede af Naturen et blødt, venligt og kjærlighedsfuldt Sindelag; dette aabenbarede sig i hendes hele Væsen, i al Omgjængelse som Hustru, Moder og Kristen.

Derfor var hun sin Mand underdanig i Kjærlighed, selv om det kunde falde vanskelig, og stod som hans trofaste Medhjælp i alt, der laa inden hendes Stillings og Evners Omraade. Hun lettede Livets Byrder og Bekymringer for ham, trøstede og styrkede med Guds Ord og Bøn under Modgang og Trængsler og forestod hans Hus med stor Dygtighed, Vindskibelighed, Flid og Troskab.

«Han eiede i Hustruen en uvurderlig Skat, hvilket han vistnok ogsaa mangen Gang i sit stille Sind med Tak til Gud erkjendte, men lod altfor lidet komme frem i sit Forhold til hende».

–Som Moder opdrog hun Børnene i «Tugt og Herrens Formaning». «Tidlig lærte hun dem Morgen- og Aftensuk, paamindede Sine altid at bede Herren om Naade og Beskyttelse, naar de gik tilsengs, og takke for hans Miskundhed, naar de stod op, samt atter søge hans Hjælp og Varetægt for den nye Dag.

Desuden advarede hun dem for det onde og syndige i alle Skikkelser : i Tanker, Ord og Gjerninger, formanede til det sande Gode i alle Forhold, lagde dem inderlig paa Hjerte Frelserens Kjærlighed mod den faldne Slægt og hver enkelt af Slægten, bønfaldt dem om at lade sig vinde af denne Kjærlighedens Magt og blive aandelig indpodet i ham, som saa deilig siger : «Jeg er Vintræet, I er Grenene. Hvo som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kan I intet gjøre (Joh.Ev. 15,5.). Fra denne Stamme, fra Jesus Kristus og ham korsfæstet, hentede hun selv Næring, Saft og Kraft for sit aandelige Liv gjennem Ord og Sakrament. Og naar hun gik til Kirke og Opbyggelsesforsamlingerne, bad hun altid, at Ordet maatte saaes i Hjerteageren og der bære Frugt. Det samme opmuntrede hun ogsaa flittig sine Børn til».

En af Sønnerne har fortalt følgende Smaatræk, der kaster Lys over hendes Opdragergjerning : «Jeg mindes en Juleaften; jeg var badet, og Mor havde iført mig nye Klæder; da sagde hun : «Nu er du ren og pen; maatte Vorherre ogsaa faa rense og smykke Sjælen din, saa du blir ren og tækkelig i hans Øine; gid han fik iføre dig sin Retfærdigheds rene, hvide Klædning, hvormed du ene kan bestaa for ham og komme ind i Himmelen !»

Uagtet disse Ord lød som et moderligt Ønske og var udtalt mere for mig end til mig, gjorde de dog et dybt og uudsletteligt Indtryk paa det barnlige Sind, endog jeg dengang ikke fuldt ud fattede Betydningen af dem. Det var en Bøn, der gik fra Moderens til Barnets Hjerte, ja, jeg haaber, at den ogsaa naaede den himmelske Børneven. Derefter fortalte hun mig paa en barnlig og gribende Maade om Jesu Fødsel i Stalden, om Hyrderne paa Bethlehems Marker o.s.v. — Ligeledes mindes jeg en Søndagsmorgen, en klar, straalende Dag i Juni; ved Skolens Opgang funklede Dugdraaberne lig Perler og Diamanter paa hvert Blad og Straa bortover den blomsterklædte Mark, medens Fuglerne istemte sin Morgensang til Skaberens Pris; der var en hellig Fred og Hvile udbredt over den hele Natur. Da sagde Mor : «I Sandhed en deilig Dag, et smukt Billede paa den evige Sabbatshvile, der venter Guds Børn, og som enhver af os skal faa Del i, om vi er lydige mod Gud indtil Enden».

–Engang bad jeg Mor om at faa gaa ud paa Marken og plukke Blomster. «Ja, spring afsted, men kom snart igjen», sagde hun. Da jeg med glædestraalende Ansigt vendte tilbage og viste hende min Krans, sagde hun : «Ja, den er vakker; men disse Blomster visner snart. Dersom du er et lydigt og snildt Barn og elsker Jesus, saa vil han engang i Himmelen give dig Blomster, som er meget skjønnere og aldrig visner». Ogsaa disse Ord virkede stærkt paa mit bløde og barnlige Sind. Naar hun fik Tid til at samtale med mig lidt, forstod hun mesterlig at være Barn sammen med mig. At jeg ved slige Anledninger gjorde hende mange barnlige Spørgsmaal, behøver jeg ikke at sige. Fra slige Stunder har jeg de kjæreste og mest velsignelsestrige Minder. Engang jeg sad paa hendes Fang, og hun med moderlig Ømhed saa ind i mit livsglade Ansigt, sagde hun med et Suk : «Uskyldige Alder, sød er du, men kort. Af tunge Bekymringer drives du bort !»

Disse Ord har jeg ofte erindret under Livets mangehaande Sorger og Tilskikkelser. De foran anførte Træk vil maaske synes at være af liden Betydning; men for mig er de ægte Perler af uberegnelig Værdi».

Hendes Sind og Hjerte var altid vendt opad og Guds Ord i Sandhed den aandelige Næring, hun daglig styrkede sig med. Mangen hyggelig Stund havde de paa Aarflot, særlig om Aftenerne, naar man samlede sig i den store, gamle Dagligstue, hver med sit Arbeide. Da fortalte eller sang hun eller læste for sine Husfolk af gode Bøger og samtalte med Smaa og Store. Det siges, at Scrivers Sjæleskat blev læst helt igjennem flere Gange i Kveldsstunden om Vinteren.

Men det mærkeligste er dog, at dette skeede paa en saa livfuld og hjertelig Maade, at Børnene aldrig blev kjede. Nei, hun havde saa godt et Lag til at gjøre Hjemmet hyggeligt; hun var altid fornøiet og glad; dette virkeded paa Børnene, som ogsaa blev tilfredse og lykkelige.

Biskop H. A. Brorsons Salmer og aandelige Sange havde hun stedse hos sig og benyttede flittig.

Ja, naar hun satte sig i Spinderokken, kunde det ofte hænde, at hun lagde Salmebogen paa det ene Knæ og traadte Rokken med den anden Fod. Saaledes henviste hun i Tale, Skrift og Eksempel sine Medmennesker til ham, i hvem der ene er Frelse.

Hendes eget Kristenliv var rigt paa Tro, Haab og Kjærlighed. Daglig levede hun et inderligt Samliv med sin Gud og Frelser. Hun havde sit Borgerskab i Himmelen og betragtede sig som en Guds Pilegrim hernede i Forkrænkelighedens Land.

Hendes Kristenliv var stærkt indadvendt. Hjertets Renselse fra al iboende Synd : syndige Tanker, syndige Attraaer og Begjæringer var for hende det første og fornemste, som maatte kues, ja dræbes i Fødselen, og denne Hjertets Renselse søgte hun ikke i en ydre Etterlevelse af den kristelige Sædelæres Forskrifter, idethele ikke i noget ydre. Hun havde af egen Erfaring i Aandens Skole lært, at man først maa være indpodet i Vintræet, Jesus Kristus, førend der kan blive Tale om at bære i Sandhed gode og Gud velbehagelige Frugter.

Kristus og ham korsfæstet var hendes eneste Saligheds Grund og Kilde : der og alene der, søgte hun Kraft til Vandringen i et nyt Levnet paa Helliggjørelsens Vei, som ofte er saa tung for Kjød og Blod, men nødvendig og lykkelig for Aanden og dens Liv.

— Idet hun med dette kristelige Livssyn søgte at virkeliggjøre Kristendommen i Liv og Omgjængelse, kan den Maade, hvorpaa dette skede, vanskelig betegnes mere træffende end ved Apostelens Ord : «i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen».

Sagtmodighed var et Grundtræk i hendes Karakter; Ubetænksomhed, Fremfusenhed, Overilelse i Tale eller Handling derimod fremmed for hende. Til Vrede var hun i den Grad langsom, at selv de, som gjennem Aar daglig omgikkes hende, havde vanskelig for at sige, at de havde seet hende overilet af denne Skrøbelighed, der desværre selv blandt Kristne er saa almindelig og volder saa meget ondt, baade for en selv og andre.

Uden at være indesluttet var hun forsaavidt stille, som dette er uadskilleligt fra den sande Sagtmodighed, der ikke kan forenes med et støiende Væsen, som desuden vanskelig forliges med sand Kristendom.

Et jordisk, verdsligt Sind gjør i Regelen et Menneske uroligt og støiende, et himmelsk og aandeligt Sind derimod sagtmodig og stille. Hint er af forkrænkelig, dette af uforkrænkelig Art. Hint er forkasteligt for Gud, dette meget dyrebart i Guds Øine.

— For dem, der ikke kjendte hende nøiere, kunde det ligge at antage, at Berthe Canutte anvendte megen Tid paa Udarbeidelsen af de Bøger, hun lod trykke, og mange har antydet, at de stod i den Formening. En saadan Opfatning er dog helt feilagtig. At nedskrive sine Tanker, enten i Prosa eller Poesi, faldt overmaade let, og det var vanskeligt for dem, som boede sammen med hende, at erindre, at hun til sine Bøger anvendte nogen anden Tid end smaa Fristunder i Ugens Løb samt Søn- og Helligdage, og selv disse Tider var det kun ledige Stunder, som blev benyttede hertil.

Kirken og Husandagten var det første, aandeligt Forfatterskab det andet.

Det ligger nær i denne Forbindelse at antyde Hovedtrækkene i hendes aandelige Digtning samt paapege, hvilke Sangere, hun var beslægtet med og modtog Paavirkning af. At hun er vel kjendt i Guds Ord og den lutherske Kirkes bedste Opbyggelsesliteratur mærkes overalt.

Foruden H.A. Brorson ser man, at Paulus Gerhardt, men især Thomas Kingo og Dorthea Engelbrektsdatter har øvet Indflydelse og afsat Spor, uden at hun derfor gjør sig skyldig i Efterligning.

Paa samme Tid, som hun viser sig at være en beslægtet Natur af sidstnævnte, bevarer hun dog sin Eiendommelighed.

— Berthe Canuttes Skrifter og Sange, der udgjør 5 smaa Bind, hvoraf enkelte endog har oplevet 9 Oplag, udmærker sig ved bibelsk Enfold, Klarhed og Hjertevarme samt en kristelig Folkelighed, som er saare sjelden.

Særlig tiltrækkende for religiøst bevægede Sjæle er, at hendes rige, dybe og sunde kristelige Erfaring overalt kommer frem og bliver til Veiledning og aandelig Opmuntring.

Hun forstaar mesterlig at tale Alvorsord til Vækkelse og Omvendelse og lægger for Dagen et sjelden klart evangelisk Syn, paa samme Tid som hun med Alvor og Kraft stiller Kravet, at den Kristne ved Naadens Magt daglig skal afdø fra Synden, fly den i alle Skikkelser og vandre i Lyset i Frelserens Fodspor.

Fælles for hende og Dorthea Engelbrektsdatterr er en stærk Følelse af Jordlivets Forkrænkelighed og Møie, en livstræt Mæthed af Verden samt en brændende Længsel efter Himmelen. Dette har paa mange Steder faaet et gribende og skjønt Udtryk i Sangene.

Der er dog mere Freidighed og Troesfrimodighed i Berthe Canuttes Skrifter end hos hendes bergenske Sangersøster; dog er Ligheden saa stor, at den ikke alene paa flere Punkter kommer frem i fælles Livsbetragtning, gjennem Valg af Melodier og Sangemner, men endog i Billeder, Udtryk og Vendinger.

Med Hensyn til kristelig Selverkjendelse, Ydmyghed og Beskedenhed staar hun dog over sin Aandsfælle i Bergen.

Man skal lede vidt for at finde Ydmyghedens og den ægte Kvindeligheds Skjønhed og stille Duft i den Grad hos en Forfatterinde som hos Berthe Canutte. Mariasindet og en Kjærlighed, der helt gaar op i Herren, er ogsaa stærkt fremtrædende i hele hendes Forfatterskab. Udførligere at gaa ind paa dette Emne tillader Pladsen ikke, hvor interessant dette end kunde være.

Hendes Skrifter blev snart en udbredt, kjendt og kjær Læsning for det troende Lægfolk i Norge, navnlig paa Vestlandet. Dette gav Anledning til, at hun blev gjæstet af mange, endog fra fjerne Steder; ligesom disse Samværsstunder var opmuntrende og vederkvægende for hende selv, saaledes virkede de tillige oplivende og troesstyrkende paa de Besøgende.

Det samme gjælder den udbredte Brevveksling, hun førte med Lægfolk, især paa Søndmøre, samt enkelte Prester.

Foruden den kristelige Indflydelse, Berthe Canutte øvede paa sine Nærmeste, udfoldede hun i det stille og skjulte en Indremissionsvirksomhed saa betydningsfuld, at man kun maa ønske, den var mere almindelig, end den vistnok er.

Naar en eller anden fra Bygden eller de tilstødende Distrikter i et eller andet timeligt Erinde havde været paa Aarflot og igjen skulde gaa hjemover, fulgte hun i Regelen med udenfor Huset; naar Veir og Føre ikke hindrede, ledsagede hun Vedkommende endog et lidet Stykke paa for at tale et Vækkelsens, Formaningens, Opmuntringens eller Trøstens Ord og forstod ypperlig at afpasse alt efter enhvers aandelige Tilstand. Havde hun f. Eks. lagt Mærke til, at den Fremmede under sin Samtale om timelige Ting gjorde sig skyldig i Guds Navns Misbrug, Banden eller Sværgen, saa henledede hun venlig og hensynsfuldt Opmærksomheden herpaa og benyttede Anledningen til at sige et Alvorsord. Og netop fordi Paamindelsen baade skeede i Stilhed, uden at nogen var Vidne dertil, og denne tillige stærkt vidnede om en omsorgsfuld indtrængende Kjærlighed, som var eiendommelig for hende, derfor fandt ogsaa det gode Ord i Regelen et godt Sted.

Man følte, at her var det Omsorgen for Sjælens sande Vel og evige Frelse, som fremkaldte Advarselen. Formaningen bar i mange Tilfælde synlig Frugt, idet den ledede til Vækkelse og Omvendelse, og Virkningerne i det skjulte var maaske ikke mindre. Herren kjender sine !

Hun holdt ogsaa Opbyggelser rundt om, naar hun havde Anledning. Engang i Ørstenvik, i Webjørn Svendsens Hus, sad hun paa en liden Skammel med et 1 1/2 Aar gammelt Barn paa Fanget og «formanede alle til at omvende sig, tro paa Jesus og leve i og med ham».

En Tilstedeværende har berettet, at «hun eiede store Gaver til at tale Guds Ord; Vidnesbyrdet var alsidigt og rigt, særlig veiledende for aandelig Bekymrede til at finde Fred i Kristus Jesus og blive hos ham som Kvisten i Vintræet».

Stuen, Kjøkkenet og Gangene var fulde af Folk, der «blev dybt grebne ved hendes lokkende, kjærlighedsfulde og evangeliske Prædiken«.

Jævnsides med dette opofrende, virksomme Arbeide for Medmenneskers evige Frelse gik Omsorgen for dem i det timelige, en levende Deltagelse i deres Ve og Vel, hvilket hendes mange Leilighedssange ogsaa viser.

Uagtet de, paa faa Undtagelser nær, ikke er fremkomne af egen Drift, saa var de dog en velvillig Efterkommelse af Opfordringen om at «skrive nogle Vers» til Trøst i Sorgen.

Hun stod ogsaa stedse rede med Raad og Daad, og understøttede saa langt, Anledning og Evner tillod det, uden derved at svigte nærmereliggende Pligter. Navnlig gjælder dette Velgjørenhed mod værdige Trængende, som altid blev imødekomne ved en Kjærlighedsgave.

— Saaledes var Berthe Canutte Aarflots Liv og Vandel. Trods al travl og dygtig Virksomhed var hun dog ikke af Verden. Hendes Hu stod til det rette Hjem heroventil i Himmelen. En stærk Længsel kom ofte frem baade i mundtlig Udtalelser og hendes Skrifter; især de, hun forfattede i en mere fremskreden Alder, bærer Vidnesbyrd herom.

Saaledes digtede hun under Sygdom en aandelig Sang, hvorigjennem der gaar en dyb Hjemve og en salig Glæde ved Tanken paa snart at fare herfra, komme hjem og faa Del i den Sabbatshvile, som er tilbage for Guds Folk.

Af Sangen, der blev nedskrevet efter hendes Diktat af den ældste Søn, anføres følgende Vers :

*

«Min Levedag hen mod sin Aften skrider,

Og Livets Sol snart til sin Nedgang glider,

Al Naadens Gud, gjør Livets Aften sød !

Min Sjæl indtaget er af Himmellængsel, Den haster bort fra dette Verdens Fængsel,

fra Synd og Nød.

*

Farvel du Jord, med al den Del, du eier,

for Jesu Skyld vinder jeg nu Seier,

Mit Reisepas er skrevet med hans Blod;

Thi kan jeg glad ved Dødens komme smile, Jeg længes til den søde Sabbathshvile,

Som er saa god.

*

Min Tro og Haab paa Jesu Død er grundet,

Han haver fuld Forløsning for mig vundet,

Paa Frelseren er min Fortrøstning kast,

Min Syndeskyld er slettet ud af Naade, Derfor saa bliver Døden mig en Baade,

Hans Ord staar fast.

*

Her er min Sjæl som en forjaget Due,

Der skal hun tryg og glad sin Frelser skue,

Ei ængstes haardt af Satans Synd og Sorg;

Nei, Stridens Dage har for evig Ende, og Sions Sukke sig til Lovsang vende

I Frydens Borg.

*

Jeg vil da kjærlig en og alle raade :

O, søg dog Herren, raab og bed om Naade;

Forsøm det ei ! Nu er det Naadens Dag.

Tænk, Naadens Tid kan snarlig være omme, Og Dødens Budskab kan uventet komme,

Gjør klar Jers Sag !

*

Hjælp. Jesu, mig, at helt til Livets Ende,

Min Troeslampe klarligen maa brænde,

Og jeg med Længsel dig imøde gaa.

Lad ingen Syndens Søvn min Sjæl omtaage, Men styrk mig med din Naades Kraft at vaage

Og færdig staa !

*

Kom da, min Jesu, naar det dig behager !

Med Glæde jeg fra Verden Afsked tager,

Naar du ved Døden bringer mig dit Bud;

Jeg glæder mig i Haab og Himmellængsel, At snart du hente vil fra Nød og Trængsel,

Din kjøbte Brud».

 

— Og Gud imødekom sin Tjenerindes Længsel; han kaldte hende hjem, noget anderledes vistnok, end baade hun selv og hendes Nærmeste havde tænkt sig, men derfor ikke mindre kjærlig, ikke mindre salig for hende, saa er vort Haab.

Under en tilsyneladende ubetydelig Forkjølelse i den kolde Høstluft blev hun pludselig og uventet rammet af et Slagtilfælde. Efter et Par Dagers Sygeleie, hvorunder hun, da Tungen var lam, lidet eller intet kunde tale, endte hendes jordiske Livsløb 29. October 1859. Det sidste Ord, man hørte fra hendes Læber, var : «I hvad Du gjør, gjør hvert et Fjed i Dødens søde Tanke» osv.

Ja, Dødstankerne var kjære for den Gamle, fordi hun betragtede Døden som en Indgang til Livet; derfor slutter vi med Skriftordene : «Salige er de Døde, som dør i Herren».

— Hendes Mand, Amund Knudsen Aarflot, vandrede bort allerede 23. Marts 1860.

Sine Børn, 3 Gutter og 4 Piger, fik de baade Ære og Glæde af. Knud Peter Aarflot, født 1821, blev 26. December 1850 gift med Ingeborg Larine Moe. Han boede paa Gaarden Aarflot og døde 1896. Johannes Aarflot, født 1824, var Boghandler i Aalesund og en anseet Storthingsmand paa flere Thing. Han døde 1891. Faderens Forretning blev overtaget af Sønnen Johannes Aarflot, født 1867.

Sivert Martinius Aarflot, født 3. August 1827, indtraadte 1. Juli 1855 i Ægteskab med Ane Gurine Ose. Han døde paa Gaarden Brauteset 28. October 1910. En af deres Børn er Førstelærer ved Jevnaker Skole, Andreas Olai Aarflot, født 17. Mai 1873.

 

 

Stengt for kommentarer.