«min levedag hen mod sin aften skrider»

«Min Levedag hen mod sin Aften skrider,

Og Livets Sol snart til sin Nedgang glider,

Al Naadens Gud, gjør Livets Aften sød !

Min Sjæl indtaget er af Himmellængsel, Den haster bort fra dette Verdens Fængsel,

fra Synd og Nød.

*

Farvel du Jord, med al den Del, du eier,

for Jesu Skyld vinder jeg nu Seier,

Mit Reisepas er skrevet med hans Blod;

Thi kan jeg glad ved Dødens komme smile, Jeg længes til den søde Sabbathshvile,

Som er saa god.

*

Min Tro og Haab paa Jesu Død er grundet,

Han haver fuld Forløsning for mig vundet,

Paa Frelseren er min Fortrøstning kast,

Min Syndeskyld er slettet ud af Naade, Derfor saa bliver Døden mig en Baade,

Hans Ord staar fast.

*

Her er min Sjæl som en forjaget Due,

Der skal hun tryg og glad sin Frelser skue,

Ei ængstes haardt af Satans Synd og Sorg;

Nei, Stridens Dage har for evig Ende, og Sions Sukke sig til Lovsang vende

I Frydens Borg.

*

Jeg vil da kjærlig en og alle raade :

O, søg dog Herren, raab og bed om Naade;

Forsøm det ei ! Nu er det Naadens Dag.

Tænk, Naadens Tid kan snarlig være omme, Og Dødens Budskab kan uventet komme,

Gjør klar Jers Sag !

*

Hjælp. Jesu, mig, at helt til Livets Ende,

Min Troeslampe klarligen maa brænde,

Og jeg med Længsel dig imøde gaa.

Lad ingen Syndens Søvn min Sjæl omtaage, Men styrk mig med din Naades Kraft at vaage

Og færdig staa !

*

Kom da, min Jesu, naar det dig behager !

Med Glæde jeg fra Verden Afsked tager,

Naar du ved Døden bringer mig dit Bud;

Jeg glæder mig i Haab og Himmellængsel, At snart du hente vil fra Nød og Trængsel,

Din kjøbte Brud».

Stengt for kommentarer.