ingeborg fosmo : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 356 – 359 :

Endnu maa omtales en mærkelig Kvinde i Maalselven, straks søndenfor Tromsø. Det var Ingeborg Fosmo, vidt bekjendt i hine Egne (Meddelelser af Klokker Søren Nilssen, Brev fra Kirkesanger John Strømsmo i Bardo, antagelig fra første Halvdel af 1901 samt Skrivelse fra ham af 4. December 1901).

Hun blev født 15. Februar 1800 paa Gaarden Fagerliddal i Maalselven, en Datter af Gaardbruger Ole Lassesen, født i Øier angivelig 1769 og død i Maalselven Vaaren 1860.

Han havde faaet sin kristelige Paavirkning ved Iver Olsen Gabestad og senere gjennem H.N. Hauge.

Moderen, Rønnaug Tollefsdatter, var født i nordre Østerdalen og blev vakt ved H.N. Hauge.

Datteren Ingeborgs Barndomshjem ligger øverst i Dalen, der paa dette Sted er temmelig vid. Stedet er vakkert med Bakker, Smaadale og Skove af Furu og Birk rundt om. I nogen Afstand sees lavere Aaser eller Fjelde, der er skogklædte til henimod Toppen.

Der, hvor Husene staar, er temmelig fladt. Gaarden Fagerliddal var ogsaa i den ældre Tid en Station for kristelige Venner, hvor der ofte blev talt Guds Ord af tilreisende Lægmænd. Forældrene havde i 1803 Besøg af H.N. Hauge, som holdt en gudelig Samling der.

Faderen, Ole Lassesen, reiste ogsaa selv adskillig omkring og vidnede om sin Tro, især sammen med den landskjendte Haugianer Lars Iversen Kjeldmo, som var indflyttet til Bygden fra Voss.

Den nævnte Datter fik en stræng Opdragelse, næsten for stræng, men ingen Skolegang; Forældrene, der var kristelig oplyste og vel hjemme baade i sin Bibel, sin Børnelærdom og den lutherske Kirkes bedste Opbyggelsesbøger, underviste hende selv i Kristendomskundskab. Lidt Skrivning lærte hun sig selv ved at benytte Haugianernes Breve som Forskrifter. Hun havde udmærkede Evner og var en moden, forstandig og kristelig oplyst ung Pige, da hun i 18 Aarsalderen blev konfirmeret, antagelig 1818, af den daværende Sogneprest til Lenvik, Niels Roth Blix Heyerdal (1785 – 1829).

Maalselven var nemlig dengang Anneks til sidstnævnte Prestegjæld.

Men man har ikke hørt fortælle, at Presten øvede nogen kristelig Indflydelse paa hende. Der var imidlertid dengang ikke saa lidet aandeligt Liv i denne Egn; flere fastboende begavede Guds Ords Forkyndere virkede og ikke faa tilreisende Haugianere. Baade gjennem disse og især ved Forældrenes kristelige Formaninger og Bønner modtog Ingeborg en alvorlig kristelig Paavirkning, uden at det kom til fuldt aandeligt Gjennembrud med hende. Hun blev tillige fra de spæde Barneaar vænnet til stræng Arbeidsomhed og Nøisomhed; af sin Moder modtog hun en dygtig Veiledning i alt Husets Stel og de forskjellige kvindelige Arbeider.

Omkring 1825 blev hun i Lenvik gift med en Mand fra Nabogaarden Fosmo ved Navn Ole Johnsen, Søn af Gaardbruger og Smed John Nielsen Fosmo.

Paa sidstnævnte Sted tilbragte hun Resten af sit lange Liv. Hendes Mand var allerede dengang noget tilaars og kristelig vakt ved den bekjendte Haugianer Lars Knudsen Tjødlingen (Kyllingen/red.) (død 1826).

Ole Fosmo omtales som en godslig, omgjængelig Mand, omhyggelig Ægtefælle og en oprigtig og anseet Kristen, der tillige virkede som Guds Ords Forkynder baade i Hjembygden og Omegnen. Han var ogsaa meget virksom i sit jordiske Kald.

Ingeborg nød som Hustru sin Mands fulde Tillid.

Nogle Aar senere, omkring 1830, blev hun virkelig vakt; en alvorlig Barselseng med Frygt for Døden og Dommen var Midlet; med sin stærke Vilje kjæmpede nu den unge Kvinde en haard og langvarig aandelig Kamp, før hun overgav sig helt til Herren, fik tro sine Synders Forladelse og fandt Fred ved Kristi Blod, som renser fra al Synd. Fra denne Tid var der et endda inderligere Samliv og Samarbeide mellem Ægtefolkene.

— Deres Hjem Fosmo høiner sig vakkert paa vestre Side af Bardo-Elven, tæt ved den store og naturskjønne Bardo-Foss, omgivet af Bakker og Skov, især Furu og Birk. Stedet ligger noksaa høit; afrundede Høider eller skogklædte Aaser findes rundt omkring.

Ved Driftighed, Dygtighed og Vindskibelighed drev den store Gaard op til et Mønsterbrug i vid Omkreds, og de blev snart Velstandsfolk.

Manden døde efter en 8 Dages Sygdom den 10. December 1856 i Troen paa sin Frelser. Han var af middels Høide, bredskuldret og blond, livlig og rask, langmodig af Sind, fredelig i al sin Færd og derfor afholdt af alle, som kjendte ham.

Omsorgen for Børnene laa især paa Ingeborg; hun opdrog dem med gammeldags Strænghed, men viste tillige Mildhed og Kjærlighed imod dem. De artede sig ogsaa vel, medens de var under hendes Tilsyn. I de mange Aar, hun sad igjen som Enke, blev Gaarden drevet med samme Dygtighed som før; de to voksne Sønner, John og Ole, hjalp hende godt og fik siden hver sin Halvpart af Fosmo.

I Omgang var Ingeborg aaben, ligefrem og tildels drøi i sine Udtalelser. Dog gjorde hun altid Indtryk af at være ærlig og sand i sin Kristendom og nød derfor Agtelse og Tillid; enkelte syntes vistnok, at hun tildels var noget myndig, hvilket imidlertid utvilsomt kom af hendes eiendommelige Natur og særegne aandelige Udrustning.

Ved Siden af en alsidig kristelig Interesse og i nøie Forbindelse med denne stod hendes rige Godgjørenhed mod Fattige og en storartet Gjæstfrihed. Da Gaarden ligger ved Alfarveien fra Maalsnæs til Bardo, kom der stadig mange Veifarende forbi; hun pleiede sædvanlig at gaa ud, hilse paa dem og høre Efterretninger fra Venner og Bekjendte, som boede i den øvre Del af Dalen eller i de nedre Bygder.

I Regelen blev de Reisende indbudte til at hvile sig og modtage Forfriskninger, enten Mad eller Drikke, eftersom det kunde falde. Hun var en eiendommelig storslagen Skikkelse, der i denne Henseende kanske mere end nogen anden i Nutiden lignede Sagatidens Kvinder her og paa Island. Aabent og ærlig bad hun Veifarende at komme ind, beværtede dem rundhaandet paa det bedste og gjorde ingen Forskjel, enten det var Rige eller Fattige; alle blev behandlede ligedan.

Hvis derimod en eller anden, som blev indbudt, gjorde Undskyldninger, likte hun ikke dette og kunde give dem ren Besked.

Nogle Reisende, som engang kom trætte og sultne did og glædede sig til at blive beværtede efter hendes Sædvane, var uforsigtige nok til at møde den venlige Indbydelse med de gjængse Talemaader, at hun ikke skulde nogen Bekostning for deres Skyld; det var ufortjent. Da svarede hun kort : «Ja, saa faar I gaa Eders Vei !» De maatte nu bittert angre, at de ikke med Tak havde modtaget hendes gjæstfrie Tilbud.

Hun likte aldrig noget Krus, var selv aaben og ligetil og vilde, at andre skulde være ligesaa.

I hendes Hjem var ofte Opbyggelser og kristelige Møder af forskjellig Art. Et større Lægmandsmøde holdtes der ved Begyndelsen af 70-Aarene. Det var i Slutningen af Julen; Folk strømmede til baade fra Maalselvens forskjellige Kredse og Nabosognene Bardo og Reisen, saa der blev en meget talrig Forsamling.

Da de Fremmede tidlig om Morgenen begyndte at samle sig, stod gamle Ingeborg selv ved Bordet og skjænkede Kaffe; store Hauger af «Gorokager» og Julebrød stod rundt omkring; hver enkelt blev trakteret; alle fik forsyne sig saa meget, de ønskede; det var som at komme hjem til Mor. Den store Kaffekjedel blev tømt flere Gange og fyldt op igjen af Pigerne, medens Ingeborg med synbar Tilfredshed og Glæde skjænkede uafbrudt og bød Folket tage til sig. Saa skred Tiden udover til Kl. 12 Middag; da sagde den Gamle alvorlig : «Nu har jeg staaet her og skjænket Kaffe, siden det var graalyst idag; nu mener jeg, det maa bli noget andet; I faar begynde med Mødet !»

Ingeborg syntes, at hun nu selv vilde have aandeligt Vederlag for Beværtningen, og at Folkemængden ogsaa trang til en anden Bespisning end den, de havde faaet. Mødet begyndte og lededes af Lærer og Storthingsmand Peder Andersen Moen (1813 – 1873); det var meget opbyggeligt, og man holdt paa omtrent til Kl. 5-6; saa blev atter alle Tilstedeværende beværtede.

Stedets Sogneprest, Nikolai Martens (1836 – 1890), var ogsaa tilstede.

Da han kom ind i Spisestuen sammen med de andre, sagde Ingeborg paa sin sædvanlige troskyldige Maade : «Sæt dig nu der; jeg tror, du trænger at faa noget i dig; hvorledes staar det til med Konen og Barna dine ?»

Presten satte sig synlig tilfreds og besvarede hendes Spørgsmaal; derefter gjorde man sig tilgode med Mad og Drikke under livlige kristelige og kirkelige Samtaler; hvorefter Sognepresten afsluttede med Andagt. Og medens de fjernere boende overnattede paa Stedet, drog de, som havde kortere Vei, til sit Hjem. Saaledes var hun Værtinde baade for den enkelte og mangfoldige paa een Gang lige til sin Død. Hun havde baade Evne og Hjertelag.

I 1891 fik hun atter Besøg af en Lægmand, som oftere havde været paa Fosmo og modtaget baade aandelig og timelig Velsignelse der. Ingeborg var nu 91 Aar og holdt for det meste Sengen. Da han havde hilst, fortalte den Reisende, at han havde været tilstede ved hint store Møde for 20 Aar siden og tilføiede, at han ikke nu kunde gaa forbi uden at se indom. Der stod en Stol foran Sengen. Hun sagde synlig interesseret og oplivet : «Sæt dig nu der, saa jeg kan faa se dig !» Efter at have betragtet ham nøie, tilstod den Gamle, at hun ei kjendte ham igjen, hvilket jo var rimeligt efter saa lang Tids Forløb. Paa hans Spørgsmaal, hvorledes det stod til, sagde Ingeborg, at hun følte, det nu led mod Enden. Da han atter spurgte om de kristelige og kirkelige Forhold i Bygden, svarede hun, at det var gaaet tilbage, og beklagede, at Sekterne fik mere og merer Fremgang baade gjennem Taler og ved Udbredelse af sine Skrifter. Den Gamle fortalte, at de ogsaa havde kommet ind til hende for at sælge Bøger. Ingeborg vilde dog ikke uden videre indlade sig paa nogen Handel med Ukjendte, men sagde, at hun havde Skrifter nok : Bibelen og andre lutherske Opbyggelsesbøger; hvis han imidlertid vilde lægge igjen nogle Skrifter, kunde han gjøre det; hun skulde gjerne se paa dem. Han gjorde saa. Ingeborg gjennemlæste dem snart og fandt, at de ikke var i Overensstemmelse med vor lutherske Opfatning af forskjellige kristelige Spørgsmaal, og hun havde sat sine Mærker paa mange Steder i Bøgerne for saa meget lettere at kunne gjøre sine Bemærkninger, naar Bøgernes Eier kom tilbage. Imidlertid opfordrede hun nu den tilreisende Ven, der var en anseet Guds Ords Bekjender, til at se, om hun havde Ret, og denne fandt snart, at han i et og alt maatte give den Gamle Bifald; hendes Bemærkninger vidnede om en mærkelig Skarphed og Klarhed i Bedømmelsen af saadanne Ting. Da S.N. sagde Farvel, spurgte han om, hvilken Hilsen han skulde bringe hendes Venner i Nabosognet Reisen. Hun svarede : «Hils dem, at jeg ikke kan undvære Jesus, og at jeg tror, at han af sin Naade vil modtage mig, naar jef skal vandre herfra !»

Den gamle Kristi Tjenerinde gik ind til den evige Juleglæde, 27. December 1892. Hun døde som en «arm Synder, der alene blev frelst af Naade».

Ingenorg Fosmo var at Legemsbygning et Særsy,; saa høi af Vekst, at man sjelden fandt nogen Kvinde af den Størrelse, og dertil ualmindelig førvoksen og stærkbygget.

«I sine yngre Dage skal hun have været vakker»; Øinene var blaa, store og livfulde, Ansigtet fint rynket og med et energisk, bestemt, næsten mandigt Udtryk; Panden var høi og hvælvet. Hendes Aasyn bar Præg af Klogskab, Tænksomhed og Forstandighed. Det stærkest fremtrædende Træk i hendes Karakter var, som vi har seet, en stor Aabenhed og Ligefremhed; det hun syntes, sagde hun til Vedkommende, naar hun fandt det nødvendigt.

Ved Siden heraf straalede stærkt og klart frem hendes enestaaende Gjæstfrihed. Som vi har hørt, aabnede hun sit Hus paa vid Væg for baade Prester og Lægfolk til Opbyggelsessamlinger.

Intet, hverken hendes bedste Mad, Værelser, Heste eller Vogne var for gode for dem.

Men til Gjengjæld herfor fik hun ved deres Opbyggelser og Samtaler en aandelig Næring, som bragte rig Velsignelse for det kristelige Liv. Man maatte somme Tider være lidt tykhudet, naar man talte med hende; saa aaben og drøi var hun ofte; men baade Ordene og hendes hele Forhold bar altid Præg af Velmenthed samt hjertelig og kjærlig Omsorg for ens aandelige og timelige Vel.

Det man almindelig forstaar ved Kvindelighed var lidet fremtrædende; men derfor kan hun ikke siges at have været ukvindelig; hun indtog en Særstilling ved sin naturlige Aabenhed og mandige, djærve, uforfærdede, selvstændige Karakter; hun gik lige løs paa Sag og Person uden Omsvøb og uden at gjøre Forskjel.

Der stod altid Respekt af hende baade i Huset og blandt Omgivelserne. Hun var baade aandelig og legemlig en kvindelig Kjæmpeskikkelse.

 

 

 

Stengt for kommentarer.