karen odland : presentert av h.g. heggtveit

 

 

– i boken : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Chra. 1912 -1920.

 

– fra s. 235 – 241 :

 

En aandsbeslægtet Kvinde av førnævnte (Guri Olsdatter/red.) var Karen Odland, oprindelig fra Hemsedal, hvor hun blev født paa Gaarden Grøte Vaaren 1777 og døbt 23. Marts samme Aar.

Forældrene var Gaardbruger Thore Larsen Grøte og Hustru Anne Pedersdatter. Deres særdeles begavede Datter fik en efter Tidens og Bygdens Forhold god, sædelig Opdragelse, blev holdt strængt til Arbeide og opvandt Nøisomhed; men nogen nævneværdig Skoleundervisning fik hun dengang ikke. Det hele indskrænkede sig til lidt Øvelse i Læsning og Undervisning i Kristendomskundskab efter Pontoppidans «Sandhed til Gudfrygtighed».

Denne lærte dog Børnene væsentlig hjemme; paa Skolen fik de en tarvelig (enkel/red.) Veiledning til at forstaa den. De Kundskaber, hun senere viste sig i Besiddelse af, saavelsom sin Dygtighed i Brevskrivning, erhvervede hun i en voksen Alder.

Om sin Ungdom og aandelige Udvikling skriver hun 1817 følgende i et Brev til Hauge : (les hele brevet her).

Som anført (i brevet/red.) havde hun straks efter sin Vækkelse «en saadan Lyst og Iver til ved enhver Anledning at tale med ethvert Menneske om Nødvendigheden af at omvende og forbedre sig». Ja hun deltog ogsaa i sin Hjembygd i de almindelige Opbyggelser ved Bønn og Formaning. Siden ophørte hun dermed paa Grund af de foran (i brevet/red.) nævnte Anfægtelser. Efter at være kommen til større aandelig Klarhed og Troesvished gjenoptog hun sin Opbyggelsesvirksomhed i Hjembygden og Omegnen, og det fortælles, at hun var i Besiddelse af en stor Begavelse til at tale Guds Ord og havde let for at udtrykke sig mundtlig. Hun virkede til Vækkelse, Veiledning og Velsignelse for mange.

Da en Slægtning af hende, Peder Olsen Aalrust fra Hemsedal, sammen med Hauges Svoger, Loose, kjøbte et Møllebrug i Strudshamn ved Bergen i 1804 og flyttede did, reiste hun derhen ikke længe efter, hvor hun baade gik Konen tilhaande med alt i Huset og selv tilfredsstillede sin store Læselyst i flere Retninger.

Siden flyttede hun til Bergen og fortsatte der paa samme Maade. Baade i Strudshamn og Bergen deltog hun flittig i Haugianernes Sammenkomster ved sine vækkende og lærerige Formaningstaler, men virkede især gjennem Samtaler i en Vennekreds eller med den Enkelte.

Saa skred Tiden hen til 1814, da hun blev gift med Kjøbmand Peder Odland, der var født paa Gaarden Odland i Haa Prestegjæld paa Jæderen (Jæren/red.) den 30. Januar 1784. Ogsaa han var vakt ved Hauge og havde av denne faaet sit aandelige Præg. Han kom som ganske ung til Bergen, var først i Bødkerlære hos Hauges førnævnte Svoger Joh.N. Loose, reiste senere tilsøs i Krigens Tid og kjøbte saa efter nogle Aars heldige Reiser en Handelseiendom paa Nordnes, hvor han drev som Kjøbmand og Skibsreder og blev ved sin Dygtighed og Stræbsomhed en velstaaende Mand. Han omtales som en elskværdig og intelligent Personlighed med ikke liden Dannelse. Baade han og Hustruen hørte til den haugeske Vennekreds’s mest anseede «Ældste», hvorfor deres Raad blev indhentet i vigtige og vanskelige Spørgsmaal.

Han deltog som eneste Deputeret fra Bergen i Det norske Missionsselskabs grundlæggende Generalforsamling, der avholdtes i Stavanger 8.-9. August 1842. Lidt over en Maaned efter, den 28. September s. A. afgik han ved Døden. Saavidt vides talte han aldrig i kristelige Sammenkomster, men besøgte dem og Kirken flittig.

— Han var høi af Vekst, kraftig bygget, uden at være før (tykk/red.) med et alvorligt, tænksomt Udtryk i det kun lidet rynkede, vakre Ansigt; særlig omtales Øinene som sjælfulde. I sin Vandel var han stø, i Tale noget langsom og forsigtig; der fulgte en slig Ærefrygt med ham, har en sagt, med dette faldt mere bort i Samtale.

Hans Hustru (Karen) levede mange Aar efter hans Død og opnaaede en høi Alder, uagtet hun allerede som ung blev temmelig svag, da hun, der kom fra en Fjeldbygd, ikke taalte Byluften. Odland kjøbte da mest for hendes Skyld Gaarden Solheim tæt ved Byen, og nu frisknede hun til og boede der Vinter og Sommer lige til sin Død. Hun var særdeles begavet og derhos sjelden elskværdig, ret en Kvinde paa hvem Apostelens Ord kan anvendes : «at hendes Prydelse ikke bestod i Haarfletning eller Smykker, men i en stille Aands uforkrænkelige Væsen«.

Hun levede tilbagetrukket og deltog efter sit Giftermaal vistnok ikke i Opbyggelserne hverken ved Bøn eller Formaningstale, men ikke desto mindre satte Vennerne megen Pris paa hende, og Haugianerne maatte altid ud til Solheim for at se og tale med Karen Odland.

Besøgende har fortalt, at hun eiede en slig gjennemtrængende Klarhed og Skarphed, at hun syntes ligesom at kunne se et Menneske tvers igjennem. I Samtale var hun visdomsfuld, lærerig og særdeles erfaren i mange Ting, havde en sund Dømmekraft og en enestaaende Evne til at prøve Aanderne. Hun tog sig kjærlig af enhver, eiede rig aandelig Erfaring og et sjeldent Lys i Guds Ord, var en flittig Beder og en forsigtig Kristen, hvorfor hun ogsaa havde let for at give andre aandelig Veiledning.

Hun var lidt nøie paa det; Smaating, som hun ikke likte, satte hun irette for; hun sagde altid sin Mening bent ud uden Omsvøb, men paa en elskværdig og vindende Maade. Naar det var en Sag eller et Spørgsmaal, hun tog under Behandling, kunde hun saa let skjelne mellem, hvad der var sandt eller falskt, Ret eller Uret, paa samme Tid som hun talte alvorlig og med Bestemthed; Forstand og Vilje var mest fremherskende, ikke Følelserne, der altid var beherskede.

Kort sagt : Hun var en Personlighed og en kristelig Karakter, som man sjelden træffer Magen til. Hun var middelshøi og velbygget, havde et anseeligt Ydre og en tækkelig, værdig Fremtræden; Ansigtet var blidt, vakkert og udtryksfuldt, præget af Klarhed, Ro og Tænksomhed.

Naar hun refsede, saa hun alvorlig, men ikke stræng ud; «det bed saa, det hun sagde», beretter en af hendes Venner. Hun var den af Ægtefolkene, som øvede størst Indflydelse i Huset, baade fordi hun var mest begavet og aandelig overlegen og tillige bestandig hjemme, medens hendes Mand var meget nede i Byen.

Hun døde paa sit kjære Solheim 10. Mai 1860. Professor Dr. theol. Sig. V. Odland og Kirkehistorikeren, Sogneprest Th.G.B. Odland er hendes Sønnesønner.

Stengt for kommentarer.