kristi svantesvold : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 343 – 345 :

Ikke mindre fremtrædende og virksom (enn Anne Skjefstad/red.) var Kristi Svantesvold i Vats, der ligger i Ryfylke, nordenfor Stavanger (Oplysninger og Meddelelser fra Kirkesanger E. Koltveit i Vats, Nils Halvorsen i Ølen og Provst J.S. Ulsaker i Vikedal. Pavels Dagbøger paa flere Steder).

Hun opgives født i Nabosognet Skjold paa Gaarden Vorre Aar 1799. Om Forældren vides kun, at de opdrog sin tænksomme, begavede og videlystne Datter til stræng Arbeidsomhed og Nøisomhed, alt fra den tidlige Barndom.

Der blev liden eller ingen Anledning til Skolegang, hun maatte selv lære sig omtrent alt det nødvendigste; særlig var hun flink i Religionsbøgerne, som hun kunde udenad til Punkt og Prikke. Men hun havde ogsaa en sjelden Forstaaelse af det læste og udmærkede sig under Konfirmationsundervisningen ved sine forstandige, ofte dybe og træffende Svar.

Den «hjertensgode» Sogneprest M.H. Magnus, der var «en stor Elsker af Havevæsenet», vides dog ikke at have øvet nogen Indflydelse paa hende; han forstod neppe helt de religiøse Behov og kunde langtfra tilfredsstille dem.

Men Guds Aand arbeidede stærkt i Stilhed paa Barnet og overbeviste om Synd, Retfærdighed og om Dom.

Som ganske ung Pige, angivelig 1818, kom hun i Tjeneste hos Gaardbruger Anders Ihle i Vikedal, der ligger ikke saa langt fra hendes Fødebygd. Paa det nye Sted havde man i en Række af Aar været meget uheldige med sine Prester; det vides nemlig med Vished, at flere af dem var baade smittede af Rationalismen og desuden stærkt henfaldne til Drik.

Der fandtes dog enkelte Haugianere, ligesom Bygden af og til fik Besøg af tilreisende Lægmænd.

Efter at Kristi havde tjent der en Tid og udmærket sig ved stor Dygtighed og Tjenesteiver, blev hun, efter hvad der fortælles af Samtidige, omkring 1824 gift med sin førnævnte Husbond. De levede i et lykkeligt Ægteskab og fik tre Sønner.

De Gamle har berettet, at hun nogle Aar senere, angivelig ca. 1830, blev vakt til Liv i Gud. Om Midlet var en af de derboende eller tilreisende Hauges Venner vides dog ikke. Ihvertfald var dette Udslag af en længere kristelig Udvikling ad den indre Overbevisnings Vei under Guds Aands stadige Paavirkning fra Barneaarene af.

Der var paa Nabogaarden Lø en Mand ved  Navn Ole Eriksen, almindelig kaldt «Ole Gundsmand», som omtrent samtidig var kommen til Omvendelse.

Han er omtalt af de Gamle som en barnlig Natur med aandelig Dybde og kristelig Rigdom.

Derhos eiede han stor Frimodighed til at vidne om sin Tro, og der er bevaret Ytringer af ham, som røber en ikke liden Begavelse. Hans Styrke var en fuld og hel Hengivelse til Herren. I vigtige og vanskelige Tilfælde tænkte han kun paa, hvad Gud vilde, og handlede derefter uden Sidehensyn.

Hans Vidnesbyrd baade privat og i Opbyggelser bar ogsaa Præg heraf. Det var Formaningens og den kristelige Opmuntrings Naadegave, han især eiede.

Disse to, Ole og Kristi begyndte ikke længe efter sin Omvendelse at tale med sine Husfolk og Naboer om det «ene Nødvendige».

Især om Søndagene gik de rundt i Husene og vidnede for alle om Gud. Engang holdt de Opbyggelse i Osen, ikke langt fra Kirken, efter endt Gudstjeneste i Vikedal. Hele Kirkealmuen hørte paa; deres alvorlige og gribende Vidnesbyrd om Synd og Naade gjorde stærkt Indtryk, særlig da Presten i flere Henseender vakte Anstød og Forargelse, mest dog ved sit Liv.

Han blev ogsaa tilsidst lang Tid derefter ved høieste Resolution af 2. August 1845 suspenderet fra sit Embede og undergivet Justisens Tiltale. Ved Provsteretsdom af 29. October 1845, stadfæstet ved Christiania Konsistorialrets Dom af 9. Januar 1846, blev han fradømt sit Embede.

Foruden en flittig og utrættelig kristelig Opbyggelsesvirksomhed inden Sognet, foretog de ogsaa Leilighedsvis Reiser til Nabobygderne, især i Høitiderne. Og under de nys antydede fortvilede Menighedsforholde i Vikedal var deres Virksomhed dobbelt nødvendig og betydningsfuld.

Det fortælles af Samtidige, at Kristis Mand i Slutningen af Tretiaarene afgig ved Døden. Hun vedblev at bo paa Ihle og fortsatte sin timelige og aandelige Virksomhed indtil 1844, da hun blev gift med Gaardbruger Sjur Svantesvold i Vats og flyttede did. Her tilbragte hun Resten af sit Liv.

De levede lykkelig sammen og fik to Børn, en Søn og en Datter. Samtidig som hun var en driftig og huslig Hustru, dygtig i alt kvindeligt Arbeide, forsømte hun heller ikke nu det ivrige Virke for sine Medmenneskers timelige og evige Vel; hun forstod at benytte hver Ledig Stund og syntes derfor at faa Tid til alt. Deres Hjem blev fra nu af et Midtpunkt for aandeligt Liv og kristelig Virksomhed i vid Omkreds. Ligesom tidligere i Vikedal holdt hun ogsaa her i adskillige Aar selvstændige Opbyggelser, der i Regelen var talrig besøgte, da hun baade var rigt begavet og tillige i Besiddelse af et sjeldent Kjendskab til sin Bibel og den lutherske Kirkes bedste Opbyggelsesskrifter.

Hun eiede en evangelisk Erkjendelse, forstod at dele Ordet rettelig og fremholde det paa en vindende og kjærlig Maade, saa hun kom i aandelig Forbindelse med Tilhørerne og kunde paavirke dem alsidig, mest deres Vilje og Samvittighed.

Særlig yndede hun dog at tale med den enkelte eller gaa fra Hus til Hus og samtale med Familierne. Hertil var hun en Mester, rigt udrustet med Menneskekundskab, og et stort Fond af kristelig Erfaring, som hun ypperlig forstod at gjøre Brug af. I senere Leveaar indskrænkede hendes Virksomhed sig omtrent udelukkende til kristelige Samtaler; men hermed holdt hun trofast ud lige til det sidste.

Hun var ogsaa en meget besøgt timelig og aandelig Raadgiver, ikke mindst dygtig til at veilede aandelig til at veilede aandelig Bekymrede og Anfægtede.

En nu bortvandret, høit anseet og indsigtsfuld Lægmand, der kjendte hende nøie, har udtalt : «Hun var en sjelden Kvinde og havde en slig Respekt med sig; begavet i alle sine Ytringer; der var altid Lærdom i det, hun sagde. Kristi var en Lærer blandt Kvindekjønnet, og alle bøiede sig for hendes Mening; den var altid sindig og vel begrundet; hun syntes særlig begavet i Tænkningen».

Efter sit andet Giftermaal foretog hun forskjellige kortere og længere Reiser indover Ryfylke og en Del af Søndhordland for at virke til Guds Riges Fremme og blev mange til Velsignelse. Engang i Femtiaarene besøgte hun Ølen i Fjeldberg; her gik hun fra Gaard til Gaard, fra Hus til Hus og samtalte med alle om Nødvendigheden af at søge ham, som er «Veien, Sandheden og Livet».

Hun boede hos Haugianeren Nils Halvorsen og var der en Søndag over. Tidlig om Morgenen nævnte Dag kom Folk fra Ølen og nærmeste Omegn for at høre hendes vækkende og fængslende aandelige Undervisning om de dybeste og mest brændende Spørgsmaal for et Menneske. Huset blev snart fuldt; Tilhørerne syntes aldrig at blive trætte. Den gjæstfrie Vært gav dem alle Middag, og man fortsatte paa samme Maade lige til den sene Aften, uden at Folket gjorde Mine til at gaa. Dette syntes Kristi blev altfor meget og sagde derfor paa sin rolige, bestemte og afgjørende Maade : «No skal de gaa hemat og halla Kveld, og ikke sitte heran længer og eta op’en Nils !»

Saa drog hver hjem til sit; men der blev en Sæd nedlagt under dette Besøg i Ølen, som spirede og bar Frugt i de kommende Tider, har en derboende sagt.

Noget lignende hændte ogsaa en Søndag hjemme paa Svantesvold. Uden nogen særskilt Indbydelse kom allerede tidlig om Formiddagen en hel Mængde Folk, indtil Huset blev fuldt; man vilde tale med Kristi og høre hendes Undervisning om den trange Vei, som fører til Livet. Sjur og Kristi blev tvilraadige om, hvad Gjæstfrihed krævede; de syntes, det blev mange at beværte; men paa den anden Side havde de vanskelig for at lade dem gaa uden Middagsspise. For at søge Veiledning slog Ægteparet op i Bibelen og traf ved første Øiekast Dagens Evangelium (7. S. eft. Tref.) om Jesus, som bespiser henved fire Tusinde med syv Brød (Markus 8, 1 flg.). Al Uvished svandt; Manden gik straks paa Staburet og huggede istykker en hel Del Kjød og Flesk; man kogte en stor Gryde fuld og beværtede Forsamlingen i Tro og Tillid til Guds Velsignelse, og det blev mere end nok for de Tilstedeværende.

«Da Folket saaledes var styrket og vederkvæget, fortsatte man med Bøn, Sang, Samtale og kristelig Læsning indtil sent paa Ettermiddagen; derpaa gik hver hjem den vakre Sommeraften, glade og taknemmelige for Guds rige Naade og Velsignelse mod dem baade til Legem og Sjæl. Saaledes blev Kristi ved at virke gjennem aandelige Samtaler, venlig Omgang og en lysende Livsvandel, hvorved hun vandt mange Venner for Herren og blev høit agtet og elsket af alle».

Hun døde i Fred paa Svantesvold i Vats 29. December 1861 omkring 62 Aar gammel.

Stengt for kommentarer.