margrethe veum : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Chra. 1912 – 1920.

 

– fra s. 249 :

 

En aandsbelægtet Veninde af Kristi Morken var Margrethe Veum fra en Gaard af samme Navn paa indre Hafslo, hvor hun antagelig blev født omkring 1780.

Ogsaa hun kom til Vækkelse ved Hauge og begyndte ganske tidlig at holde Opbyggelser i Hjembygden og havde stor Frimodighed til at bekjende sin Tro baade i kristelige Sammenkomster og privat; hun holdt mest Bøn og formanede derhos (i tillegg/red.) til Vækkelse, Omvendelse og Kristi Efterfølgelse.

Hun levede alle Dage ugift og boede sammen med sin gifte Søster Elisabet i et lidet Kammer paa Veum, hvor de hyppig fik Besøg af kristelige Venner, ofte langveisfra.

Engang kom flere Guds Ords Bekjendere ind, hvoraf Lars Kirkeberg og John Nilsen Fjeld fra Valdres. Da hun hørte, hvor de var fra, spurgte hun : «Hvorledes staar det til med Menigheden ?»  Dette forundrede den ene af dem, som sagde : «Denne gamle Kvinde spørger saa apostolisk !»

— Disse to Søstre var flittige og virksomme i det Timelige, førte et eksemplarisk Liv og eiede alles Tillid. Det var saa godt at komme til dem, da man altid der fik aandelig Næring. Margrethe var mest livlig og meddelsom og talte af Hjertets og Aandens Fylde.

Engang var mange Venner samlede hos den bekjendte Lægmand Erik Venjum i Hafslo; Margrethe var ogsaa tilstede; Erik tog da en af sine smaa Børn og lagde i hendes Fang; hun tog det i sine Arme, trykkede det til sit Bryst og nedbad i hjertegribende og kjærlige Ord Guds Velsignelse over Barnet. Da blev Faderen glad og sagde : «Ja, det var netop det, jeg vilde, at du skulde gjøre !»

I sin høie Alderdom blev Legemet meget skrøbeligt og skjælvende, men Aanden var lige stærk, varm og virkelysten; hun kunde derfor sige : «Jeg kjender, at jeg endnu har Lyst og Kraft til at tale Guds Ord, men min Skjælving hindrer mig».

Det fortælles, at hun altid havde en stærk Tro, som barnlig og enfoldig holdt sig til Gud og hans Ord; derfor udtalte hun saa forvisningsfuldt om en ung Mand, som der var bedet meget for : «Han er endnu bare verdslig, men han vil engang omvende sig, før han gaar i Graven; Forbønnen skal ikke blive spildt for ham heller !»

Hun døde hurtig uden noget egentlig Sygeleie omkring 1860; men Vennerne var visse paa, at hun hensov i Fred. Trods gjentagne Efterforskninger af Stedets Sogneprest har hendes Dødsfald ikke været at finde i Hafslo Kirkebøger.

«Hendes Udseende var ringe for Verden, men af hendes Aasyn og hele Væsen fremlyste Troesfrimodighed, Tillid og Glæde i Gud; hun havde et saa forunderlig klart og enfoldig Troesøie» (Meddelelser fra Peder Nagløren, der kjendte hende i mange Aar).

Stengt for kommentarer.