marit hansdatter formoe : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 301 – 305 :

Paa Sell, Nabosognet til Vaage, levede og virkede en anden fremragende Kvinde (i tillegg til Ragnhild Blessum/red.), der ogsaa tilhørte den haugianske Vennekreds. Det var Marit Hansdatter Formoe (Oplysninger fra Familien og en Række samtidige Haugianere. M.I. Wefring, «Minder» Side 20).

Hun blev født paa Gaarden Hattrem i Lesje Prestegjæld den 4. Marts 1788, Datter av Landhandler Hans Hansen, der døde omkring 1810, og Hustru Anne, som gik bort ca. 1828.

Marit var den ældste af 3 Søskende; Broderen Hans blev boende paa Fædrenegaarden og Søsteren Aase gift paa Nabogaarden Høie med en Mand ved Navn Ole; de er Besteforældre til den bekjendte Guds Ords Forkynder Ole Kaarbø.

— Marit fik en god Opdragelse efter Stedets Vilkaar og en tarvelig Undervisning i en almindelig Omgangsskole. Da hun havde særdeles gode Evner og stor Læse- og Lærelyst, erhvervede hun sig imidlertid efterhaanden forholdsvis mange Kundskaber og Færdigheder.

I Breve var hendes Haandskrift smuk, indholdet forstandigt og klart og Fremstillingen naturlig og sprogrigtig. Af sin dygtige og driftige Moder blev hun desuden ypperlig oplært, ikke alene i alle huslige Gjøremaal, men ogsaa i finere kvindelige Arbeider, der hørte til Kunstindustrien.

Marit Hattrem blev antagelig i 1806 gift med Gaardbr. Hans Andersen Formoe paa Sell, født der 1777. Han tilhørte den bekjendte Tolstadslægt og roses som en dygtig og driftig Jordbruger, der passede sin timelige Bedrift omhyggelig og var en agtet og brav Mand; dog stod han i alle Henseender tilbage for sin høitbegavede, drivende og udholdende Hustru.

Hun havde stærk Helbred, stod i Regelen op Kl. 4 og benyttede Tiden vel, saa hun rak meget; naar de andre gik tilsengs, satte hun sig til sin Rok og spandt; Marit var særdeles flink til at stelle alt; Kreaturene paa den store Gaard trivedes saa godt Sommer og Vinter under hendes Tilsyn og Omsorg.

Men al hendes Færd i Huset og udenfor dette var stilfærdig og ægte kvindelig; der fulgte aldrig Braak med hendes travle Flid, uagtet hun i Aannetiden havde mindst 50 Mennesker at stelle for.

Under sit daglige Arbeide ude og inde var hun lys og livlig som en Solstraale.

Hun blev vakt ved en af Hauges Venner, som reiste der, straks efter at hun var bleven gift. Hendes bedste Veninde fra den første Vækkelsestid var Guri Rommundgaard paa Sell, og de stod trofast sammen Livet ud. Sidstnævnte var ældre og døde nogle Aar før Marit.

Manden delte hendes kristelige Interesse og lagde aldrig Hindringer iveien; men man ved ei sikkert, om det kom til fuldt Gjennembrud med ham i aandelig Henseende. Han lod Hustruen raade sig, som hun vilde, og var selv tilbageholdende og stille, naar der var Opbyggelse eller kom tilreisende Haugianere.

Deres Hjem blev i omkring 50 Aar et Midtpunkt for det kristelige Liv i nordre Gudbrandsdalen og en vidt bekjendt Station, hvor Hauges Venner fra fjern og nær fandt gjæstfri Modtagelse og aandelig Opmuntring hos den tiltalende og elskværdige Husmoder.

Blandt de talrige Lægmænd, som altid besøgte Stedet paa sine Vandringer for at forkynde Guds Ord, maa nævnes Lars Knudsen Tjødlingen, Daniel Arnesen, Farver Ole Mjelva, M.I. Wefring, Anders Redal, Anders Nielsen Haave, Elling Eielsen, Arne Bjørge, Jens Johnsgaard, Syvert Bolstad med mange flere.

Omkring 1825 var Mikkel Hauge, Guri Strand og Anne Vister der.

Sivert Gravaune og Ole Løseth gjæstede ofte Formoe, ligesaa Dalens egne Haugianere : Gulbrand Haave, Ole Aanstad, Sverre Høvre, Gjertrud Mælumsvangen, Fredrik Bu o.s.v.

Naar Fremmede kom til Gaarden, hørtes ofte opbyggelig Samtale, og næsten altid blev der da tillige ogsaa holdt Opbyggelse om Aftenen.

Hun deltog med Liv og Dygtighed i de kristelige Samtaler, udvekslede med de reisende Lægmænd sine aandelige Erfaringer og opbyggede ved sin vakre og gribende gudelige Sang; men hun holdt neppe eller ialfald sjelden Bøn i Tilreisendes Nærværelse og talte vistnok ei heller til Opbyggelse i Forsamlinger.

Hendes Liv var eksemplarisk, og hun vidnede kraftig og høilydt i vide Kredse om sin Tro og Gudsfrygt gjennem en lysende Vandel. Hun var som Kristen et mærkeligt Bevis paa, hvad Gud kan udrette i en Menneskesjæl, som helt hengiver sig til ham og i alt lader ham raade.

Det er fremhævet af flere, at hun eiede en betydelig Gave til at tale privat med Folk om deres Sjæls Frelse og Salighed; hun gjorde det ogsaa ofte, først og fremst med sine Nærmeste og dernæst med alle, som arbeidede eller vankede paa Gaarden.

Da Formoe laa midt i Færdselsveien, kom der stadig mange Reisende; naar hun mærkede, at nogen af disse ikke havde faaet Øinene opladt for det ene Nødvendige, saa talte hun med dem derom eller gav Vedkommende en eller anden passende kristelig Bog at læse; alt skede paa en kvindelig, kjærlig og taktfuld Maade. Hun forstod som faa at tale et godt Ord i rette Tid.

Som allerede antydet, var hun overordentlig gjæstfri, men gjorde aldrig nogen særegne Foranstaltninger; hun beværtede Folk med det, som hun havde for Haanden.

Der var et godt Fisketjern i Nærheden, og naar det kom Tilreisende, satte hun ut et Garn om Aftenen og kunde da altid til Frokosten ogsaa byde dem fersk Fisk.

Et stærkt fremtrædende Træk ved hende var stor Gavmildhed mod Fattige; de gik aldrig tomhændte fra Gaarden. Straks efterat de var blevne gifte samt i 1812 og 1813 og ved Begyndelsen af Trediveaarene, ja tildels ogsaa siden, naar det var Uaar, saa Folk maatte bruge Bark og Mose til Føde, kom store Flokke til Formoe for at faa Hjælp, og det hændte ofte, at der var flere Fattige tilbords end Husets talrige Familie og mange Arbeidere.

Hun var som en Moder for de Fattige, der hang ved hende med rørende Kjærlighed. Hendes Mand syntes sommetider, at det gik altfor vidt, og var bange for, at de selv skulde komme til at mangle; men hun havde ikke Hjerte til at se Folk gaa sultne og uhjulpne fra sig og eiede den Tillid til Gud, at han vilde give Velsignelse, saa det rak til alle, og hendes Tro blev heller aldrig beskjæmmet.

Hun var ogsaa sjelden husholderisk og forsynlig og sørgede for, at det store Stabur i gode Aar blev fuldt af Mad, saa hun havde tilstrækkelig til at tage af, naar Uaar kom. Da var hun utrættelig hjælpsom.

En Husmand, der iagttog hendes Færd daglig, sagde : «Jeg skjønner ikke, hvorledes dette kommet til at ende; hun gaar med Stabursnøglen hele Dagen !»

Hun brugte Tiden saa godt, at hun trods al Travlhed ogsaa fik Anledning til at læse daglig i Guds Ord og ialfald Søndagene tillige i Luthers Huspostille, Johan Arndts «Sand Kristendom», Scrivers «Sjæleskat», Franckes Skrifter, Pontoppidans «Troens Speil», Hauges Samlingspostille m.fl.

Hendes Forhold til Stedets Prester, særlig Provst Krag, var altid hjertelig og godt; de boede altid paa Formoe, naar der var Gudstjeneste ved Kirken eller Konfirmandundervisning.

Hvis hun ikke var enig med dem, havde hun let for at sige sin Mening paa en aaben og beskeden Maade og var derfor ikke mindre agtet og elsket af dem.

En Gang, da Sogneprest L.B. Fietzentz (1768-1830) vilde forære hendes Datter den saakaldte «Evangelisk-kristelige Salmebog», blev hun alvorlig og sagde : «Hvis du ikke har noget andet at give hende end den rationalistiske Bog, saa kan du lade det være«, hvorefter Presten stak Salmebogen til sig igjen og tiede stille.

Hun var almindelig agtet og afholdt af Store og Smaa, Unge og Gamle i det hele Prestegjæld, ja i vid Omkreds.

Hendes aandelige Liv var jævnt og roligt uden større Omvekslinger eller stærke aandelige Kampe og Brydninger; men hun havde dog ogsaa, som enhver Kristen, sine Prøver og Trængsler.

Forstanden var skarp og klar, Følelserne dybe og stærke; men hun forstad saa godt at beherske dem; Kristendommen var i hendes Troesliv først og fremst en Viljesag, som hos alle Haugianere. Det varme Hjerte og den rige Kjærlighed gjorde, at hun helst vilde tro alle vel og tage Alting op i den bedste Mening; det hændte derfor, at hun blev skuffet i sin Tro paa og Tillid til Menneskene.

Uagtet hun langtfra var blind for Skyggesiderne, havde hun overveiende et lyst Syn paa Livet og vilde ikke slippe Haabet.

Hendes Husliv var lykkeligt og kristeligt; det kunde nok indtræffe, at hun og Manden havde forskjellige Meninger om en eller anden Ting; men der blev af den Grund aldrig Strid mellem dem; de levede fredelig og kjærlig sammen.

Hun havde mest Indflydelse paa Børnene og deres Opdragelse og var baade stræng og kjærlig. Først og fremst søgte hun at opdrage dem til Gudsfrygt og dernæst til utrættelig Flid og Arbeidsomhed; derfor blev Børnene usædvanlig flittige og dygtige, Gutterne i sin Gjerning og Pigerne i Husstellet og forskjellige kvindelige Færdigheder.

Hendes Bestræbelser gik dog fornemmelig ud paa at vække og udvikle det kristelige og sædelige Liv, som allerede var skabt hos dem i Daaben. Hun lod dem lære en Mængde af de bedste Salmer i Guldbergs Kirkebog, der dengang var i Brug paa Sell.

Ved Siden heraf sørgede hun særlig for, at de baade kunde udenad og forstod sin kristelige Børnelærdom. Allerede tidlig lod hun Børnene læse udvalgte Stykker i Bibelen og Johan Arndts «Sande Kristendom».

Naar de var budne til Brylluper eller Begravelser, sad hun ikke hjemme, med var tilstede og havde et vaagent Øie med dem overalt. Saa snart den første Dag af Laget var tilende, gik hun hjem, og Børnene fulgte ogsaa altid med hende. Naar hun en ellen anden Gang syntes, at de i sin ungdommelige Munterhed og Leg gik vel vidt, var et Blik paa dem tilstrækkelig Paamindelse og Tugt.

Var Børnene alene borte i Selskab eller Besøg hos Slægt og Venner, maatte de altid ved Tilbagekomsten nøiagtig gjøre Rede for sine Oplevelser, og de havde en saa stor Agtelse for Sandheden og en slig Kjærlighed til Moderen, at de aldrig søgte at føre hende bag Lyset og endnu mindre tale usandt. Hun vilde, at de under sit Samvær med Kammerater skulde have Gud for Øie i alt, baade under Leg og alvorligere Samtaler. Helst ønskede hun, at de ved saadanne Anledninger skulde have for sig, hvad hun havde lært dem af Salmer, Sange og andet, istedetfor verdsligt Tøv og Tant, som almindelig var i Brug, naar Ungdommen kom sammen.

Som et karakteristisk Eksempel paa, hvor kjærlig hun formanede sine Børn, anføres følgende af et Brev til en af dem, dateret 29. November 1850 : «Fra dine spæde Barndoms Dage synes jeg at have mærket en Slags indre Uro hos dig. Uden Tvil har dette været et Kald og en Dragelse fra den kjærlige Fader i Himmelen; men dette Kald er saa at sige af Verden og dens Sysler hidtil blevet kvalt i Fødselen, til en ikke ringe Bedrøvelse for den kjære Helligaand. Jeg har en Bøn til dig, kjære Søn; du fortryder vist ikke paa mig; det er af ren moderlig og kjærlig Omsorg, jeg beder. Istedetfor letsindige Selskaber begynd du i dit Hus at læse gudelige Bøger og øv dig og dine i sand Gudsfrygt.

Din bøielige og snille Kone lægger med Hensyn til dette ene Nødvendige et stort Ansvar paa dig; thi som du er, saa er ogsaa din Kone. Ønskeligt vilde det være, og usigelig vilde du glæde mig, din gamle Moder, paa mine Alderdomsdage, naar jeg fik høre, at du for din Kone og dine Børn blev et Mønster paa sand og ægte Gudsfrygt. Da vilde de Taarer og de Bønner, jeg har ofret for dig og din udødelige Sjæl, være mig velsignelsesrigt gjengjældte af den kjære Gud. Mine Dage vil om kortere eller længere Tid være endte; Herren skjænke mig da Forvisning om, at de er vel anvendte for min egen Sjæls Salighed og for mine Børns ! 

Ja for mine Børn baade i aandelig og timelig Henseende. Bed du, kjære Søn, tidt og ofte, sent og tidlig for dine gamle Forældre ! Din gamle Moder beder ogsaa gjerne for dig».

Efter et lykkeligt ægteskabeligt Samliv i henved 50 Aar døde hendes Mand.

Han var frisk og rask lige til 6. Marts 1855 om Aftenen, da han blev syg; allerede ud paa Dagen den 7. Marts gik han bort i en Alder af 78 Aar og blev den 24. i samme Maaned begravet paa Sell Kirkegaard.

Det blev ikke længe, hans Hustru kom til at overleve ham; da han var borte, syntes ogsaa hendes Kraft at være brudt. Hun fik Vattersot straks over Begravelsen og laa en Tid tilsengs af og til; den meste Tid var hun dog oppe. De sidste Uger af sin Levetid maatte hun stadig holde Sengen og led meget; dog bar hun Smærterne med Taalmodighed og var glad og frimodig i Troen paa sin Frelser.

To af Døtrene, Mari Bleken og Marit Fougner, kom hjem, Dagen før hun døde; da de traadte ind i Værelset, sagde hun til den ældste : «Gud har opholdt mig Liv, til jeg kunde faa se Eder igjen».

Af og til var Bevidstheden ikke ganske klar. Hun laa i Bøn og strævede især med at bede Fadervor; men Kræfterne svandt, og Mælet svigtede. Lidt før hun lukkede sine Øine for sidste Gang, var hun borte en land Stund og laa som død, medens Børnene stod grædende om hende. Da hun vaagnede igjen, straalede hun af Glæde og sagde : «Jeg har været ved Livets klare Strøm (Aab. 22, 1 flg.); jeg stod og saa, I græd; dersom I vidste, hvor godt jeg havde det, græd I ikke over mig !»

Dette var hendes sidste Ord; straks efter sovnede hun ind i Jesu Navn; det var den 1. Juli 1855. Hun blev 67 Aar og begravedes den 8. Juli næstefter ved Siden af sin Mand under overordentlig stor Deltagelse særlig af de Fattige, der i Mængde fulgte hende til Graven og begræd sin store Velgjørerinde.

Provst Christian Dick, dengang i Opdal, hvor hun havde en gift Søn, digtede og fremsendte til hendes Begravelse en vakker Mindesang.

— Hun var middelshøi, vakker og velbygget; Haaret havde en brun Farve, men blev i de sidste Aar lidt graasprængt; Øinene var blaa og livlige, Ansigtet velformet og vakkert; hun havde faa og fine Rynker; Udtrykket var mildt, kjærligt, fredfuldt, med et Drag af Alvor.

Hun lignede mest sin Datter Marit Fougner i dennes yngre Dage. Om hendes Karakter og Eiendommelighed skriver Provst M.I. Wefring : «Hun var livlig af Temperament, frimodig og glad, den indre, glade Stemning gav sit Udtryk i Sang. Naar hun gik omkring i sit store Hus, saa hørte man Sang fra Kjøkken og Kjælder; hendes Hus var i sjelden Grad gjæstfrit, og naar hun fik Besøg af Troende, kunde hun glæde sig som et Barn».

Hans og Marit Formoe havde ialt 12 Børn, hvoraf 7 opnaaede en høi Alder, medens 5 døde som ganske smaa.

De, som blev voksne, var 1. Anders Formoe, født 15. November 1810, død 5. Mai 1906, gift med Rønnaug Blessum, født 2. Juli 1824, død i Juli 1906.

2. Hans Formoe, født 24. Marts 1813, gift med Elisabeth Skarsem i Opdal. Han døde der paa sin Fødselsdag 24. Marts 1900.

3. Mari Formoe, født 8. Marts 1816, gift 27. Marts 1843 med Haugianeren Torger Johnsen Bleken i Faaberg, født 22. November 1811, død 29. Juli 1890. Hun døde 22. December 1907.

4. Ole Formoe, født 30. Marts 1818 (1819 ?), gift med Rønnaug Guttormsdatter Brekken paa Sell. Han døde i North Dakota den 8. August 1898.

5. Anne Formoe, født 1. Juni 1822, gift med Paul Rommundgaard; de kjøbte Blessum paa Vaage og boede der. Hun døde i Christiania 28. Septbr. 1890 og blev begravet paa Krist Kirkegaard sammesteds.

6. Marit Formoe, født 12. November 1826. Om hende er den vakre Folkevise : «Sjaa Sole paa Anaripigg» digtet. Navnet i Visen, en ældre Søsters Udsagn samt en noget senere i «Christiania-Posten» Nr. 304 for 1849 trykt Artikkel af Ingeniørkaptein P.R. Krag, hvori Digtet første Gang er offentliggjort, viser dette. Hun blev gift med Storthingsmand Christian Gundersen søndre Fougner i østre Gausdal , født 27. Sept. 1817, død 15. Juli 1896. Hun lever endnu.

7. Ragnhild Formoe, født 8. Juni 1830, gift med Gaardbruger Andreas Toft i Follebu, østre Gausdal; han lever, men hun døde Vaaren 1909.

 

 

 

Stengt for kommentarer.