mette fossen fra kvikne i østerdalen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – første Halvdel. 1796 – 1820.

 

– fra s. 260 – 261 :

Hvad Hedemarkens Amt angaar, fandtes der i Solør og Odalen en Del Haugianere.

I Elverum omtales nogle; paa Gaarden Søberg blev flere af Børnene vakte ved Hauge og Stedet et Midtpunkt for kristeligt Liv i Bygden.

I Aamodt var enkelte, i Lilleelvedalen og Tønset flere, i Tolgen en Del, men i Annekset Vindgelen en stor Flok; her var Sara Ousten (død 1821) og hendes Mand Midtpunktet for Bevægelsen.

I Kvikne nævnes enkelte Vakte; den mest kjendte af disse var utvilsomt Mette Fossen, hvis Minde har bevaret sig forunderlig friskt og levende indtil denne Dag baade paa Grund af hendes eksemplariske Liv og triumferende Død.

Hun var en Datter af Simen Nilsen Veen paa Kvikne og blev tidlig vakt enten ved Hauge eller ved en af «Lærerne fra Smaalenene».

I sit Hjem mødte hun ingen Forstaaelse, men var tværtimod Gjenstand for Haan og Spot; Faderen sagde, naar hun talte med ham om det ene Fornødne : «Hold Kjeft, Skarveunge ! Jeg har lært dig at læse ogsaa jeg !»

Paa Grund heraf søgte hun saa ofte som muligt at komme sammen med de Vakte i Tolgen og Vindgelen. Undet et af disse Besøg var hun nær omkommen paa Turen over Fjeldet. Paa sin Omgivelser virkede hun baade ved en lysende Vandel og en frimodig og visdomsfuld Bekjendelse af sin Tro.

Efter nogle Aar blev hun gift med Eieren af Gaarden Fossen, der ligger paa den anden Side af Orkla, som danner et Vanfald nedenfor eller ved nævnte Eiendom; heraf har den faaet sit Navn. Her blev hun ofte gjæstet af Haugianere baade fra nær og fjern, da hendes Hjem var Midtpunktet for det kristelige Liv i Bygden.

Antagelig i 1812 om Vaaren eller Forsommeren samledes nogle Venner paa Fossen, og de opbyggede hverandre som sædvanlig ved gudelig Samtale, Bøn og Sang. Da de reiste igjen, «førte» Mette dem over Orkla i en Færge. Elven var dengang meget stor. Paa Tilbageveien roede hun alene; Strømmen var strid og tog Færgen nedover mod Fossen, saa den ikke lod sig styre.

Da hun trods alle Anstrængelser saa, at alt Haab om at komme over var ude, begyndte hun, rolig og frimodig som sædvanlig, med klar og gribende Stemme at synge sidste Vers af den bekjendte Salme : «Naar jeg betænker Tid og Stund» af Professor Nils Pedersen (1601 – 1634).

Det lyder saaledes . «Naar du vil kalde, Herre sød, Til Rede vil jeg være, Min Sjæl med Fryd i Abrams Skjød Lad dine Engle bære ! O Jesu Krist, som Døden vist paa Korset for mig taalte, I Dødens Krig Stat du med mig, at jeg kan Seir beholde !»

Og før Verset var sunget tilende, forsvandt hun i Fossen, medens hendes Venner, dybt grebne, men tillige opløftede ved hendes Tro, stod og saa derpaa uden at kunde hjælpe hende.

Al Sokning og Leden efter Liget var forgjæves. Man fik folk nedigjennem hele Orkladalføret til om Sommeren, naar Elven minkede, at have Øinene med sig overalt, men uden Resultat. Hun fandtes aldrig.

Det blev da et staaende Udtryk om Mette Fossen : «Herren begrov hende selv, som han gjorde med Moses«.

Hun efterlod sig 2 Sønner og 3 Døtre, hvoraf den ældste Datter, Kjersten, senere vil blive omtalt.

 

Stengt for kommentarer.