randi andersdatter solem : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Chra. 1912 – 1920.

 

– fra s. 252 – 256 :

 

En af de mest originale Kvinder inden den haugianske Vennekreds var vistnok Randi Andersdatter Solem, som tilslut skal omtales.

Hun blev født paa Gaarden Lauvåsen i Tiller Anneks til Klæbo Prestegjæld ved Trondhjem Aar 1775. Om hendes Hjem vides kun, at Faderen var en alvorlig Mand, og at Hauge, naar han besøgte Egnen, tog ind der.

Om Datterens Ungdom er intet bekjendt; hun blev tidlig gift med Eieren af Gaarden Nideng i Klæbo, de fik en Søn, Haagen; men Manden døde efter et meget kort Ægteskab. Formentlig under sin Enkestand blev hun vakt ved Hauge og begyndte ganske snart efter at holde Samlinger, ikke alene i Klæbo og Omegn, men hun for endog paa Ski over Dovrefjeld og holdt Opbyggelser rundt om i Østlandets Dale. Frimodighed og Begavelse betegnede hendes Optræden (Meddelelser fra Sønnesønnen Provst Th. Solem, Mari Bleken, født Formo, m.fl.).

randi solem2I et Brev, dateret Lauvaasen 19. August 1800, skriver hun bl.A. : «Lovet være Herren, Israels Gud, som ved sit Ord, Aand og Tjener har ladet Lyset fremkomme af Mørket og gjenløst sit Folk, saa Mørkets Gjerninger kan aabenbares, Satans Rige forstyrres, hans Magt svækkes og Hoved knuses ved Kristi Kraft; thi saa mange, som ham annammede, dem haver han givet Magt til at vorde Guds Børn.

Hvis vi afdør med Kristus fra denne Verdens Væsen, saa skal den samme Aand, som opreiste Kristus, ogsaa gjøre vore dødelige Legemer levende til Retfærdigheds Tjeneste, hvis Frugt er et evigt Liv…

Guds Rige bestaar ikke i Mad og Drikke, men i Fred og Glæde i den Helligaand, ikke i Ord, men i Kraft, i Hjertets skjulte Mennneske i en sagtmodig og stille Aand, i at være ydmyg i Hjertens Grund; thi et godt Træ bærer gode Frugter; det kan i Sandhed siges om de tro Herrens Tjenere og sees af deres Ord og Gjerninger; dog ikke stort for dem at høste de kjødelige Ting, hvor de har faaet de aandelige. Hvad hjælper det at være rig og ikke rig i Gud, og hvad hjælper det at være fattig og ikke fattig i Aanden, give alt sit Gods og ikke give Gud Hjertet, sælge udvortes og ikke indvortes; de kan derfor ikke faa kjøbt den kostelige Perle formedelst Egenkjærlighed og Verdens Kjærlighed, saa Lyset dermed kan ikke skinne for dem» (Hauge/Lærdoms Grunde I. 57 – 58).

I en aandelig Sang, der blev adskillig benyttet i kristelige Kredse den Tid, synger hun :

¤

«O, søde Jesu ! Livets Fyrste, O hjælp mig ved din Kjærlighed

Til Døden stedse tro at være Og ikke vige noget Sted

Fra dine Fjed, men altid lære At haste til Fuldkommenhed,

Saa Faderen derved kan æres Ved Troens Kraft i Lydighed.

¤

Ak ! at jeg maa bestandig lære At bygge ret paa Troens Grund

Og Jesu Billede at bære, Saa bliver Sjælen stedse sund;

Naar jeg vil vaage, bede, stride, Ei være sikker nogen Tid,

Da faar ei Satan mig i Kvide, hvortil han bruger Magt og Flid .

¤

I Søskende, som udvalgt ere Til evig Fryd og Herlighed,

O ! lad vort Samfund altid være Udi Guds rene Kjærlighed,

Med Flittighed at bruge Tiden og tjene Næsten af al Magt,

Saa samles vi i Himlen siden, hvor Seirens Krone er henlagt.

¤

Vort Borgerskab er i Guds Rige, Vort Sind og Længsel did er vendt.

Ak ! at nu ingen maatte vige Fra Sandheds Vei, som den har kjendt,

Men tage Troens Skjold og Vaaben Og stadig staa paa Bønnens Vagt,

I Aanden altid være vaagen, Saa taber Fienden al sin Magt» (Hauge III. 16-18).

¤

Omkring Aar 1800 giftede hun sig med den tidligere omtalte Arnt Solem fra Nabosognet Klæbo, flyttede til Trondhjem og levede med ham i et lykkeligt Ægteskab. De var begge dygtige, flittige og fremadstræbende Folk, hvorfor deres Foretagender lykkedes, og Formuen vokste, til de blev meget rige Folk; men mange mente, at deres aandelige Liv tog Skade af al denne Medgang.

Antagelig 1825 solgte hendes Mand sine Eiendomme og sin Forretning og flyttede til Christiania, hvor han drev en betydelig Handel, samtidig som han ogsaa eiede Møllebrug i vestre Ager.

Nogle Aar senere kjøbte han Sandager Gaard i nysnævnte Sogn, flyttede did og sad i en stor og flersidig Bedrift i en række af Aar.

Provst M. I. Wefring skriver følgende om et Besøg hos ham i 1835 : «Vi hilste derefter paa A. Solem. Saavel han som Hustruen Randi Løvaas hørte til dem, der var vakte ved Hauge, og til dem blandt hans Venner, der stod i stor Anseelse hos ham.

Solem var en jevn og hyggelig Mand uden nogen synderlig intellektuel Begavelse. I verdslige Anliggender, der angik hans jordiske Kald, ansaaes han for at være indsigtsfuld og praktisk. Hustruen besad eminente aandelige Evner; hun var i særegen Grad anlagt for Tænkning og interessere sig meget for de religiøse Spørgsmaal og Retninger, som dengang var oppe paa det kirkelige Omraade. Hun vilde trænge ind i alt, have Klarhed i alt.

Den haugeske Vennekreds blev hende derfor efterhaanden altfor snæver og ensformig. Hvad der især vakte hendes Interesse var Grundtvigs Skrifter. Hans Søndagsbog og alt, hvad han udgav i religiøs og kirkelig Retning, hørte til hendes kjæreste Læsning. Grundtvigianerne var nu hendes kjæreste Omgangskreds. Selv besøgte hun (1836) Grundtvig personlig.

Uagtet vi paa Forhaand kjendte hendes Retning og kunde saaledes formode, at hun ikke havde nogen Interesse af at modtage noget Besøg af os, saa besluttede vi os dog til at gaa hen for at aflægge Solems et Besøg, hvortil vi havde saameget mere Grund, som vi havde været sammen paa Bredtvedt.

Solem var ikke hjemme. Da vi traadte ind, modtog hun os med megen Kulde. Idet jeg rakte hende Haanden, sagde hun : «Du er liden af Vækst, du er vel ogsaa liden af Erkjendelse desværre«.

Jeg spurgte, om hun var Hjertekjender og fremsagde et Vers af en religiøs Sang, som hun havde forfattet i sin Tid…Der opstod nu en Pause, og jeg forstod, at det ikke nyttede at gaa videre, og A. (Anders/red.) Redal og jeg sagde Farvel.

Da jeg efter en lang Aarrække som Kandidat traf hende i Trondhjem, var hun særdeles venlig, og vi havde mange interessante Samtaler baade om gamle og nye Ting. Det var i den Tid, jeg lærte kjende hendes Aandrighed, skarpe Blik og store Begavelse» (Wefring : Minder. 51-52).

I 1840 flyttede Solems tilbage til det Trondhjemske, hvor de boede paa forskjellige Steder i Nærheden af Byen; de fik mange Trængsler at gjennemgaa, hvilke vistnok virkede heldig paa begge i aandelig Henseende. Deres Hus var da som tidligere et Sted, hvor Aandsbeslægtede samlede sig.

Engang gjæstede den bekjendte Folkeskribent Ole Vig dem; det var i Begyndelsen af Femtiaarene. Pludselig siger Fru Solem til ham : «Jeg synes, du skulde gifte dig nu, du Vig !» Han blev forundret og kom med nogle Ytringer om, at Sagen havde sine Vanskeligheder; det gjaldt om, mente han, at finde en, som passede for sig, og det var ikke altid saa let. «Du kunde da vel leve sammen med et skikkeligt Menneske, du ogsaa«, var hendes korte Gjensvar.

Det hændte ikke saa sjelden, at hun gik og stirrede foran sig, grublende over et eller andet. Da kunde hun pludselig fremkomme med et Spørgsmaal, der kunnde sætte Vedkommende, til hvem det blev rettet, i Forlegenhed.

Et saadant Tilfælde traf netop Ole Vig, da han besøgte hende. Ude i Havegangen udbrød hun med ét : «Tror du, det er Djævelen, som har skabt Styggeveiret, du ?»  Vig vidste ikke ret, hvad han skulde svare paa et saa underligt Spørgsmaal. «Du tror da vel dette, naar du tror Bibelen», vedblev hun.

Hun busede ud med det, som faldt hende ind, uden Hensyn til Omgivelserne. Som rimelig fandt mange, at hun var noget hensynsløs. Engang fremsagde en ung Mand efter Hukommelsen et længere Digt for hende. Da sagde hun : «Du har god Hukommelse; men hvorledes er det med Dømmekraften ? Man siger, at de, som har saa god Hukommelse, skal ikke have saa god Dømmekraft».

Vedkommede ytrede da, at med Hukommelsen var det ikke saa rart bevendt, naar det ikke gjaldt noget, som særlig tiltalte ham (Olaf Røst : «Bemærkninger om Hauge og hans Retning», Trondhjem 1883. S. 70-71).

Hendes Sønnesøn, Provst Th. Solem, skriver om hende : «Bedstemor havde jeg mere med at gjøre, da hun var i sin fulde Vigør, medens de boede paa Breidablik (en udskilt Del af Gaarden Stafne ved Trondhjem), altsaa i de Aar, vi besøgte dem ofte. Hun styrede selv sit lille Hus, ligetil hun efter Bedstefars Død (1857) flyttede til os.

Hun skulde som ung have været meget vakker — rundt Ansigt med høi Næse, sort Haar, der bevarede sin Farve til det sidste, mørkebrune, dybtliggende, stikkende Øine. Skarp Forstand havde hun og en ualmindelig stor Bibelkundskab. Bibelen, hvoraf hun kunde en stor Del udenad, og Grundtvigs «Sangværk», som hun ogsaa kunde udenad, var hendes kjæreste Læsning.

Hun vilde gjerne disputere om religiøse Materier. (Stiftsprovst) B. (Bernhard) Essendrop, som den Tid var Prest paa Strinden og ofte kom i vort Hus, havde – erindrer jeg – mangen skarp Disput med hende. Ved sin store Bibelkundskab og sin skarpe Logik bragte hun ham ofte i Forlegenhed.

Jeg havde allerede som Barn religiøse Interesser — allerede da jeg var ganske liden, svarede jeg, at jeg vilde blive Prest, naar nogen spurgte mig – jeg havde derfor Interesse af at paahøre deres Disputatser, og det staar saa levende for mig, hvorledes Essendrop under de skarpe Hug, han fik at kjende, rystede paa sit krøllede Hoved og rev sig i sin Krøltop, hvilket han brugte, naar det blev ham for hedt.

De var dog meget gode Venner, og E. (Essendrop/red.) satte megen Pris paa hende. Hun var ogsaa et ualmindeligt Menneske. Selv havde hun arbeidet meget i sit Liv, da de jo stedse havde hat stort Brug, og hun taalte ikke at se andre uvirksomme.

Hun havde en mærkelig Evne til at gjøre sig gjældende, og bare med et Blik udrettede hun mere end andre med mange Ord. Hun sagde «Du» til alle; men selv hendes Søn – min Fader – og vi Børnebørn sagde «Di» til hende, ligesom ogsaa til Bedstefar. Dette brugtes jo endda mangesteds blandt Bønderne.

I de 2 1/2 Aar, hun boede i vort Hus, holdt hun sig mest paa sit Værelse, hvor hun gjerne modtog Besøg af Fremmede, helst Prester, da hun med sin livlige Aand gjerne vilde have nogen at tale med.

Hun døde stille og uden større Smerter af Lungebetændelse (27. August 1859 paa Stafne, som hun flyttede tilbage til 1858). De (hun og hendes Mand) ligger begge begravede paa Hafsten Kirkegaard.

Trods de to vare saa forskjellige, som vel muligt kan være, hørtes der, saa er det mig sagt, aldrig nogen Mislyd mellem dem. Han modsagde hende aldrig – dette vel baade fordi han var en saa udpræget Fredens Mand, og fordi han var hende ganske underlegen, hvad Forstand angik og Evne til at udforme sine Tanker i Ord (Meddelelser af Provst Th. Solem af 7. Februar 1899).

Stengt for kommentarer.