– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Chra. 1912 – 1920.
– fra s. 228 – 230 :
I Vindgelen, Anneks til Tolgen i nordre Østerdalen, levede for henved 100 Aar siden en Kvinde ved Navn Sara Ousten, som virkede til stor Velsignelse ikke alene inden sin Egn, men ogsaa i flere andre Bygdelag (Meddelelser fra Kirkesanger Sv. Østvang i Vindgelen og især samtidig Optegnelse af Haugianeren Carsten Ottesen).
Hun blev født 1777 paa Fædrenegaarden Ousten eller Vindgelen søndre og var den ældste af to Søstre; begge omtales som meget begavede, især Sara.
Om hendes Hjem og Ungdom vides kun, at Forældrene var agtværdige Gaardfolk, der opdrog sine Børn til Arbeidsomhed, Nøisomhed og Sædelighed. Sara siges at have lagt for Dagen kristelig Interesse allerede fra Barndommen af; men hun blev vakt ved H.N. Hauge, som engang reiste over “Vindgjela” Kobbergrube.
Guds Ord slog snart dybe Røtter i hendes modtagelige Sind, og det varede ikke længe, før hun begyndte at bekjende sin Tro for sine Slægtninge og nærmeste Omgivelser.
Hendes Venner havde Betænkeligheder ved, at hun holdt Opbyggelser og henvendte sig til Hauge for at faa vide, hvad han mente. Denne spurgte : “Tror I, at hun er en alvorlig og ydmug Kristen med saa stor kristelig Kundskab og Erfaring, at hun er skikket til at veilede andre ?”
Herved svarede de ubetinget : “Ja”.
“Er hun dygtig og flittig i sit jordiske Kald ?”
“Ja, hun staar over de andre”.
“Da kan I uhindret lade hende tale !” var Hauges Svar (mundtlige Meddelelser fra en gammel Tyldøl efter Tradition paa Stedet).
Og hun udfoldede en betydelig velsignelsesrig Virksomhed baade gjennem Opbyggelsestaler i Forsamlinger og ved Samtale, Sang og Bøn rundt om i Hjemmene. En bevaret Sang giver Indblik i hendes kristelige Syn og Standpunkt, hvorfor følgende anføres :
“Dit Bud, o Gud, skal være os fremfor alting kjært, Og Navnet dit at ære,
Som du os selv har lært;
Lad true Spot og Spe og Møie, Savn og Trængsel;
det hæver kun vor Længsel til dig i Himlene.
— Der finder Sjælen Hvile, der er vort Borgeskab;
Her faar vi trolig stride mod Synden Dag og Nat;
Din Naade med os staa, At vi maa dine være I Krist, vor Frelser kjære;
Han er vort Liv og Lys.
— Han er vor Ros og Ære, Vor Fred og Salighed,
Ja al vor Hjertes Glæde, som Sjælen frydes ved.
O trygge Tilflugtssted for alle ædle Sjæle,
Som i Ydmyghed dvæle I Troens Lydighed” (samtidige Optegnelser af Carsten Ottesen).
¤
For sin Tro og Bekjendelse maatte hun lide adskillig Forfølgelse. Engang var hun paa Besøg i Nabobygden Tønset hos et Par kristelige Venner, Ægtefolkene Besvend og Guri Holen, som Forfatteren N. Østgaard i sin “Fjeldbygd” saa sympathisk har skildret fra deres yngre Dage.
Her sad hun sammen med dem og netop sang en Salme i den af Hauge udgivne “De sande Kristnes udvalgte Salmebog”, da Presten paa Stedet, Provst Andreas Fuglsang Dircks (1763 – 1828), der havde hørt Nys om hendes Besøg, kom stormende ind. Han rev Bogen fra hende, kastede den paa Ilden og gav hende selv et Par dygtige Ørefigen.
Konen i Huset, som sad tæt ved, fik ved Hjælp af en Kjep karret Bogen til sig, og den var til deres Forundring uskadt.
Provsten skjældte og larmede imidlertid dygtig en Stund; men da han intet videre Svar fik, taug han endelig og nærmede sig Døren.
Men pludselig standsede han, vendte sig mod Sara og sagde : “Du synes vel, at jeg har gjort dig Uret og handlet ilde mod Dig ?”
“O, nei”, svarede denne; “det kan ei skade mig; thi jeg tror, at alt, hvad Herren lader mig vederfares, skal tjene mig til Gode; men det forekommer mig, at Provsten har handlet Ilde mod sig selv“.
Ved dette Svar brast han i Graad, vendte sig om og gik ud (samtidige Optegnelser af Carsten Ottesen. Meddelelser af Kirkesanger Sv. Østvang og Lærer H.N. Trøen i Tønset).
Der fortælles, at hun engang sammen med Esten Olsen Røe fra Vindgelen foretog en Reise til Opdal i søndre Trondhjems Amt for der at træffe Hauge i Anledning af Spørgsmaal om Fremgangsmaaden ved Opbyggelserne eller Samlingerne, som de helst kaldtes i hendes Hjembygd. De talte da underveis Guds Ord for de mange, som vilde høre.
En anden Gang, formentlig i 1803, reiste hun og en kristelig Veninde omkring i Guldalen for at bekjende sin Tro. Under sin Vandring her kom de til en Gaard, Nordaunet i Holtaalen, hvor Husets Folk var vakte, men af Mangel paa aandelig Veiledning havde henfaldt til Sværmeri, ja en af dem var endog angreben af religiøst Vanvid. Ved Samtale, Sang og Bøn lykkedes det Sara Ousten og hendes Ledsagerske at rettlede de stakkels Folk, saa de kom til Besindelse og blev sunde i Troen. Deres Hjem blev fra den Tid af et Midtpunkt for kristeligt Liv og Virksomhed i Bygden, og der har saavidt vides indtil denne Dag været kristeligsindede Mennesker paa denne Gaard (Meddelelser af Kirkesanger Sv. Østvang).
Efter nogle Aars Forløb blev Sara Ousten gift med en af Hauges Venner ved Navn Ole Thorsen fra Haugen i Vindgelen. Han holdt ikke Opbyggelser, men hjalp sin Kone under disse med Postillelæsning. — Saaledes blev hun ved at virke velsignelsesrigt lige til sin sidste Stund, men efter sit Giftermaal væsentlig i Hjembygden.
Ogsaa sin jordiske Gjerning røgtede hun med Troskab og Dygtighed. Hun var flink i alt Husstel og kvindeligt Arbeide, styrede sit Hjem fortrinlig og var i Trondhjem bekjendt for sit gode Smør.
Det siges, at hun var kjendt og agtet i vid Omkreds. Iethvertfald har hendes Minde bevaret sig forunderligt friskt og levende indtil nu, ikke alene i Hjembygden, men ogsaa paa andre Steder, hvor hun virkede. Hendes Livsdag var rig, men blev ikke lang. Paa Vindgelens Begravelsesplads findes endnu en Mindesten, hvorpaa der staar følgende Indskrift : “Herunder hviler de jordiske Levninger af den salige Kone Sara Engebretsdatter Ousten, som døde den 25. October 1822, 45 Aar” (Inskriptionen paa hendes Mindesten. Forskjellige Meddelelser fra Samtidige).