sebille sørum

 

– hentet fra H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Chra. 1912 – 1920.

 

Gjengitt s. 244 –

Maaske endnu mere begavet og dyb var nysnævnte (Gunhild Høijord) Kvindes Veninde Sebille Christophersdatter Sørum, der opgives født paa Gaarden Langved i Vivestads Anneks til Ramnæs Prestegjæld i Jarlsberg Aar 1772.

I et Brev (til H.N. Hauge/red.) fra 1817 skriver hun følgende om sit indre Livs Udvikling : (les hele brevet her)

Det berettes, at hun begyndte at holde Opbyggelser i Hjembygden og nærmeste Omegn omkring 1803. En gammel Meddeler skriver : «Sebille var en sjelden driftig og begavet Kvinde, høi af Vekst, havde lyst Haar, var blid og vakker; med sin inderlige Omsorg følte Alle sig særlig draget til hende, saa hun var et Middel i Guds Haand til Vækkelse for mange».

I Sammenkomster, siger den samme Meddeler, læste hun og holdt Bøn og «havde en sjelden Evne til at tolke Ordet»; hun var alle Dage en «ivrig Kristen».

Nogle Aar senere blev hun gift med en Enkemand fra Gaarden Sørum i Vaale ved Holmestrand og flyttede straks did, hvor hun tilbragte Resten af sit Liv. Deres Ægteskab omtales som «eksemplarisk»; men hun fik mange huslige Trængsler og Sorger. Manden døde tidlig, og hun blev siddende igjen som Enke i trange Kaar. En særlig haardt Slag var det, da hendes eneste Søn Anders kjørte sig ihjel i Holmestrands Gader, idet en Tømmerstok faldt over ham. Men hun klagede aldrig, var glad og frimodig i Gud og satte al sin Lid til ham og blev ikke beskjæmmet, hvor mørkt det end mangengang saa ud.

Sin Opbyggelsesvirksomhed fortsatte hun lige til det sidste. En anden gammel Meddeler siger : «Hun var en Profetinde, en Prædikant og en visdomsfuld Kvinde. Hun holdt ofte Opbyggelser, særlig i sit eget Hus. Hun brak to Gange sit Ben og en Gang sin Haand; gik med sin brukne Haand sikkert et halvt Aar, men var lige munter, glad og frimodig i Herren. Hun bar sin sønderbrudte Arm i et Træbind og gik paa Gulvet og talte Guds Ord. Naar der kom bekymrede Sjæle til Presten, viste han dem bestandig til Pernille for at blive trøstede og veiledede».

Den samme Meddeler fortæller : «Hun formanede især til Kristi Efterfølgelse, hvilket var en Hovedlærdom i hendes Forkyndelse. Naar man læser «Samlingspostillen» (udgivet af Hauge), Henrik Neuchs «Aandelig Aarvaagenhed» og F.J. Speners «Kristendoms-Øvelse» har man Hovedtrækkene i hendes Kristendom, Kristenliv og Forkyndelse.

Var en Modsætning til Brødremenigheden, der altid prædikede om Jesu Blod og Vunder, men ikke om Helliggjørelsen. Baade hun og de fleste Haugianere troede mere paa Kristus, end de prædikede om Kristus; men de lagde altid til «for Jesu Kristi Skyld«. De var i Regelen glade og livlige i sit Kristenliv og ikke træge og sure, og kunde godt bære sit Hoved høit».

Da hun i vide Kredse var bekjendt som en sjelden visdomsfuld aandelig Veileder, fik hun Besøg af mange, og der blev ofte lagt stærkt Beslag paa hendes Gjæstfrihed. «Hun havde simpelt Bondestel», siger en af hendes Venner, «men der var altid saa renlig og hyggeligt, og hendes opbyggelige og aandfulde Samtaler var det bedste Krydderi til den simple Kost».

«Beværtningen var simpel (enkel/red.), ofte kun varme Poteter, men jeg syntes, at de aldrig smakte saa godt som hos hende», har en bekjendt Lægmand sagt.

Hun havde en kristeligsindet Nabo, der var meget formuende og syntes derfor engang, at hun ikke havde Raad til at beværte og huse de mange, som søgte til hende; de kunde tage ind hos ham. Men da hun lukked Huset, syntes hun straks, at det blev mindre af Mad der og trangere for hende; det var ligesom Guds Velsignelse blev borte, har hun sagt; Vennerne fandt sig heller ikke tilfredse. Det varede derfor ikke længe, før hun begyndte med den gamle Gjæstfrihed og fandt sig i dobbelt Forstand, baade aandelig og legemlig, vel tjent dermed.

Ofte blev hun hjulpen ud af Vanskeligheder, saa hun særlig glad maatte takke Gud. En Gang kom en kristelig Ven til hende, bekjendt for sin Frimodighed og sine Talegaver, og bad om Mad, da han havde reist langt. Han fandt hende mod Sædvane meget nedslagen og spurgte hvorfor. Hun fortalte da, at Fogeden havde «eksekveret» hendes Kjør. Medens den Fremmede spiste og hørte paa, hun fortalte om sin Nød, sagde han plutselig : «Du skal laane din Næste din Tunge !»

Hvad han mente hermed, forstod hun først senere. Da han havde spist, takkede han for Maden og gik.

Saa reiste han indover til Eker, nedover til Drammen og østover til Christiania og Omegn og fortalte Venner om Pernille Sørums trange Kaar, bad om Hjælp og bankede ikke forgjæves paa Hjertedøren noget Sted; han kunde om en 14 Dages Tid komme tilbage til hende med et flerdobbelt saa stort Beløp som det, hun behøvede for at faa udløst sine Kjør. Nu lovede og takkede de Gud i Forening for hans naadige Hjælp.

Efter de gjentagne Benbrud var hun halt og havde vanskelig for at gjøre Ture som tidligere. Men man samledes hjemme hos hende til Opbyggelse, Bøn og aandelig Samtale, og hun ledede det kristelige Liv i hele Omegnen fra sin lille, koselige Stue. Saaledes blev hun ved til det sidste. Selv paa Dødsleiet holdt hun Opbyggelser; hun laa i Sengen og talte for dem, som kom.

Til en Gut, der havde været udsvævende, men var bleven omvendt, sagde hun : «Ja. Broder ! Gak (gå/red.) bort og synd ikke mere !»

— «Hendes Tale var hjertelig og opbyggelig og med saadant et Liv; hun havde stort Lys i Guds Ord». «Hun døde som hun havde levet, i Troen paa sin Frelser» den 4. November 1837 og blev begravet 13. samme Maaned.

 

 

Stengt for kommentarer.