anders johannesen busk

 

– hentet fra H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie»: Chra. 1912-1920.

 

Fra s. 224 :

Den betydeligste af Haugianerne i Brønø (Brønnøy/red.) var vistnok Anders Johannesen Busk. Han blev født paa Gaarden Opdal sammesteds «Mandag før 12 Søndag efter Trefoldighed 1776», og han blev sandsynligvis vakt ved Ole Baches og Iver Gabestads Virksomhed, senere øvede Hauge en afgørende Indflydelse paa hans aandelige Liv og Udvikling.

Derefter begyndte han selv at holde Opbyggelser paa forskjellige Steder i Nordland. I denne Tid var han ogsaa Jægteskipper og seilede ikke alene til forskjellige Steder i Nordland og Finnmarken, men sydover langs Kysten rundt hele Norge og ofte til Landene omkring Østersøen.

Da han var en livlig Mand, der overalt benyttede sine Øine og Øren godt, havde han meget af Interesse at fortælle sine Venner angaaende Livet og Forholdene i andre Egne og Lande. Men særlig talte han om Finnerne. Engang blev en troldkyndig Fin (finne/red.) sint og truede med at sætte «Ganden» (fanden) i ham. Men Busk lod sig ikke skræmme og sagde : «Ja, du kan gjøre, som du vil; du kan gjerne sætte hele Helvede i mig, dersom du kan; du faar alligevel ikke Lov til at gjøre mere, end Vorherre tillader». Han mærkede naturligvis heller ikke det mindste til skadelige Følger af Finnens Troldskab.

Efter at have reist som Skipper nogle Aar flyttede han til Bergen og nedsatte sig som Handelsmand paa Nordnes i Nykirkens Menighed, hvor en Række af Hauges Venner var Kjøbmænd; yderst paa Næsset S. (Samson) Traae, længere inde A. Busk, saa P. Odland, derpaa A. Helland og inderst O. Iversen.

Ikke længe efter sit Komme til Bergen, omkring 1815, giftede han sig med Karen Mathiasdatter, født paa Gaarden Welund i Rakkestad ved Paasketid 1780. Hun var en alvorlig Kristen af et kjærligt og mildt Sind og meget venlig og tjenstvillig mod alle, hun kom i Berørelse med, men i sine senere Leveaar noget svag af Helbred. De stræbte begge at vandre for Herren i Sandhed og Oprigtighed og levede et elskeligt Husliv; der var det bedste Forhold mellem alle i Familien. Deres Hus omtales som et sjeldent Vennehjem, hvor der øvedes stor Gjæstfrihed og var hyggeligt at være; han havde altid noget at tale om eller fortælle og var stedse munter og underholdende, naar der kom Venner.

Det siges, at Busk var den mest begavede til at tale Guds Ord af alle Haugianerne i Bergen.

I «Altonagaarden» i Strandgaden havde man indrette en Sal, hvor kristelige Forsamlinger holdtes hver Søndagskveld; Ole Iversen sang, Amund Helland læste, medens som oftest Busk holdt det egentlige Opbyggelsesforedrag. Han talte flydende og fremholdt klart og rigtig baade Lov og Evangelium; Vidnesbyrdet var livligt, varmt og alsidigt, men ingen egentlig Vækkelsesprædiken.

«Han pleiede at tage sit Udgangspunkt i et eller andet Guds Ord, gjorde af og til en liden Hentydning ligesom til Ledelse, men holdt forresten fri Formaningstale ud af sin rige kristelige Erfaring».

Hverken han eller de andre Bergensvenner talte «privat» med Folket efter den egentlige Opbyggelse. Blandt Venner og andre nød han Agtelse og Tillid. Hans eget aandelige Liv var roligt, jevnt og inderligt uden stærke Brydninger eller Omvekslinger; man traf ham omtrent til enhver Tid i en tilfreds Sindsstemning; men han havde vistnok ogsaa sine Prøver og Mangler daglig at kjæmpe med. Hustruen hensov 1. October 1840, og han selv døde af Kolera 1848 «i Troen paa sin Frelser».

Anders Busk var lav af Vekst, men fyldig og førbygget (kraftig/red.), Ansigtet lidt rynket, venligt og livligt, Øinene mørke og livfulde, Haaret graasprængt; Skjæg bar han ikke. Af Karakter var han nogenlunde fast, noget heftig, der dog kun varede et Øieblik, og af et kvikt, bevægeligt, stemningsrigt Sind samt «mod alle venlig og forekommende»; det sangvinske Temperament synes at have været det mest fremtrædende hos ham.

 

Stengt for kommentarer.