bersvend andersen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid -Anden Afdeling. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 769 – 771 :

 

En af de mærkeligste Lægmænd, Norge har havt i nyere Tid, er vistnok Bersvend Andersen (Mundlige Oplysninger fra Kirkesanger Søren Nilssen, flere af hans Venner i Nordland og Breve fra ham selv. «Folkebladet» (amerikansk) for 1917. «Norske lutherske Prester i Amerika» 1843 – 1915 af Pastor O.M. Norli, 2. rev. Udgave, Side 166), den foregaaendes yngste Broder.

Han  blev født 7. December 1821 paa Gaarden Kroken i Salangsdalen, der nu er en Del af Bardo, Anneks til Maalselvens Prestegjæld straks søndenfor Tromsø.

Forældrene Anders Pedersen og Hustru Barbro Simonsen hørte til Haugianerne. Moderen døde ved Sønnens Fødsel, og denne blev opfostret af et Par børnløse Folk.

Fra den spæde Barndom lagde han for Dagen ualmindelig Begavelse og et blødt, følsomt Sind. Han var en kvik Gut, ret en Spilfugl, som alle syntes vel om, fordi han var saa munter og morsom. Skolegangen var liden og Undervisningen tarvelig; han lærte sig selv det meste.

I Opveksten fiskede han tidt i Elven; naar han syntes, Endomheden blev for stor, kløv han op i et Træ, hvor han sad og sang, ofte i timevis.

Det mærkedes tidlig, at Guds Aand i Tilslutning til Daaben og Børnelærdommen arbeidede kraftig paa hans modtagelige, men dengang noget flygtige og ustadige Hjerte.

Haugianerne i Prestegjældet, særlig den ældre Broder Peder, paavirkede ham ogsaa meget ved sine Formaninger, Opbyggelser og sit kristelige Liv. Det samme gjælder tilreisende Lægmænd som Elling Eielsen, Jens Monsen og især Anders Nielsen Haave.

Paa den indre Overbevisnings Vei blev han efterhaanden ført videre frem, indtil det, efter hans egen Meddelelse, i 1837 kom til fuldt kristeligt Gjennembrud med ham. Han var da kun 16 Aar gammel. Fra denne Tid og hele sit Liv var han en alvorlig, forsigtig og stø Kristen.

Veiledet af A.N. Haave voksede han hurtig i evangelisk Erkjendelse. Timelig og aandelig Arbeide gik Haand i Haand. Fra sine Guttedage deltog han i Lofotfisket og fortsatte i Regelen dermed, saa længe han var i Norge. Allerede fra 1837 begyndte han at bekjende sin Tro i Opbyggelsesforsamlinger, først i Hjembygden og siden gjennem en lang Række af Aar rundt om i hele Stiftet, mest dog i Lofoten, Senjen, Vesteraalen og Salten Provstier, og blev for sin Virksomhed tildels privat understøttet af Venner paa forskjellige Steder.

I Firtiaarene blev han forlovet, men først i 1851 gift med Marit Johnsdatter Bones, da hans Forældre var imod denne Forbindelse. De fik ialt 8 Børn, levede i trange Kaar og havde mange Trængsler; men alt tjente til at lutre og modne hans Kristenliv og bevare ham i Ydmyghed.

En Tid virkede han som Emissær for Det norske Missionsselskab. Han havde et beskedent, tækkeligt, elskværdigt Væsen og var en sjelden vindende og tiltalende Personlighed, som man syntes godt om og havde Tillid til.

Han eiede stor Begavelse til at forkynde Guds Ord. I almindelighed læste han et Afsnit i Bibelen, greb Hovedtanken i dette og udviklede denne ligesaa dybt, dygtig og praktisk som den flinkeste Theolog, har en kyndig og paalidelig Mand sagt.

«Hans Syn paa Kristendommen var alsidigt; dette fremlyste i alle hans Taler; intet vigtigt blev stillet i Skyggen; baade Lov og Evangelium kom til sin fulde Ret; den Kristnes Liv og Vandel og Troens gode Strid under den daglige Helliggjørelse blev ogsaa fremholdt med tilbørlig Styrke, som Naadens nødvendige Frugt.

Han havde Vækkelsens Gave, dog ikke ved Tordentale; han optraadte mildt, kjærligt, lokkende og dragende. Han var derhos flink til at veilede, udvikle, nære og styrke Kristenlivet, saa det tiltog i Klarhed og voksede sig stærkt i ham, som er dets Rod og Kilde«.

Ligesom han i sine Opbyggelser lagde for Dagen en skarp Forstand og en dyb Følelse, saa forstod han ogsaa at tiltale, paavirke og gribe det hele Menneske samt vinde og drage det til Kristus.

Det var en sand Fest at høre ham forkynde Guds Ord baade for Yngre og Ældre, har en, der kjendte ham nøie i over 20 Aar, sagt.

Han havde et godt Ord til enhver; alle fik det, de trang, og alle fik rigelig aandelig Næring. Og hvor godt han end talte, og hvor stærkt han paavirkede og gjorde Indtryk paa de store Skarer, som hørte ham, saa var han altid selv bagefter den samme ydmyge, beskedne og elskværdige Kristi Tjener som før.

Det saa ud for dem, som kjendte ham nøie, at han stedse voksede den rette aandelige Vekst : nedad i sig selv og opad i Kristus, idet han gav Gud Æren for alt og var selv intet.

Medens han overfor Ukjendte kunde være noksaa forsigtig i sin Tale, var han derimod livlig, munter og meddelsom i en fortrolig Vennekreds. I sine Opbyggelser var han meget livfuld, frisk og fængslende og evnede som yderst faa at holde sine Tilhørere i Aande.

«Gjennem sine sjeldne Gaver, sin alvorlige, frigjorte, alsidige Kristendom, sin lysende Livsvandel og nidkjære, betydningsfulde Virksomhed øvede han en Indflydelse i vide Kredse som ingen anden Lægmand i Tromsø Stift og nød en enestaaende Tiltro og Tillid«.

Et Udtryk herfor var, at Foged Chr. Aug. Barth engang betegnede ham som «Lægmandsbispen«, uagtet han langtfra søgte at herske over nogen. Han var en aandelig Hyrde i fuldeste og bedste Betydning. Saavidt vides, virkede han i 1875 omkring et Aars Tid som Bibelbud i Lutherstiftelsens Tjeneste.

Efter at have arbeidet utrættelig og dybt indgribende i Nordnorge til Guds Ære og Sjæles Frelse fra 1837 til 1876 udvandrede han med Familie sidstnævnte Aar til Amerika. Han nedsatte sig i Nærheden af Crookston, Minnesota og begyndte ogsaa her snart at prædike Guds Ord i 12 smaa, spredte Menigheder omkring Crookston.

I 1878 blev han ordineret til Prest i Hauges Synode og reiste til Dakota, hvor han havde faaet Kald fra nogle Menigheder. Han eiede Kjæmpekræfter og en uopslidelig, offervillig Kristenkjærlighed.

Han gik tilfods fra Sted til Sted i Red River Dalens store Missionsfelt, prædikede Guds Ord, stiftede Menigheder og var 6 Aar forud for nogen anden fra Hauges Samfund til at virke i denne Egn.

Efter at have arbeidet her utrættelig fra 1878 til 1894 og det nævnte Strøg var ordnet og fordelt i flere Prestekald, drog han med sin Søn og 30 andre Familier paany ud for at søge et nyt Virkefelt. De nedsatte sig i Alberta, Canada, hvor Bersvend Andersen atter begyndte et mærkeligt aandeligt Rydningsarbeide.

Han var utrættelig virksom; rundt om dannede han Menigheder og ordnede Forholdene. Efter sit Fødested i Norge kaldte han en af sine Menigheder paa det nye Sted Bardo. Han var den første norsk-lutherske Geistlige i Provinsen Alberta, hvor han virkede som Prest fra 1894 til 1910.

Han tog nu Afsked og arbeidede siden som Reiseprædikant alt, hvad han formaaede, endnu mærkelig aandsfrisk og legemsstærk.

Den 13. Juni 1917 hensov han fredfuldt i sin Søn Peders Hjem, nær Bardo, Alta.(Alberta/red.), Canada i en Alder af 96 Aar og efter at have virket for Guds Rige i 80 Aar, fra 1837 – 1917.

Hans Hustru døde i 1888 i Red River Dalen.

— Bersvend Andersen var en sjelden helstøbt og prøvet kristelig Personlighed. Ikke noget enkelt Temperament syntes at være særlig fremtrædende paa de andres Bekostning; men alle samvirkede i skjøn Enhed; han var ogsaa i denne Henseende forunderlig harmonisk og alsidig, uden stærke Brydninger eller skarpe Modsætninger.

I Kjærlighed og utrættelig Omsorg for sine Medmenneskers timelige og evige Vel havde han neppe sin Ligemand.

Derfor vil hans Minde leve i utallige taknemmelige Hjerter baade i Nordnorge og i Amerika; han virkede omtrent 40 Aar paa hvert af de nævnte Steder.

Stengt for kommentarer.