carsten ottesen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket  : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid. Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 289 – 295 :

Af Nordlændinge maa omtales et Par af de ældste og mest betydelige.

Den videst bekjendte, ialfald i senere Tid, var utvilsomt Carsten Ottesen (en Mængde samtidige Breve, Attester og andre Agtstykker. Meddelelser fra Ottesens Broder og Søster samt fra Lærer J.C. Olsen i Mosjøen, Farver Johan Jensen, Hemnæs, og andre samtidige Haugianere).

Han blev født 26. September 1796 paa Gaarden Finnbakken i Bygden Lerskaret i Korgen, Anneks til Hemnæs Prestegjæld paa Helgeland, Søn af daværende Gaardbruger Otte Johan Eriksen, som efter Tradition i Familien nedstammede fra en gammel norsk Presteslægt fra Jemtland.

En af dennes ældste kjendte Repræsentanter skulde være Sognepræst i Opdal, Erik Lauritzen Blix, død 1633.

Faderen virkede først med Dygtighed som Skolelærer i en Række af Aar, før han overtog den nævnte Eiendom, og var meget agtet for sit Retsind og Begavelse, men blev først vakt til Liv i Gud under sin sidste Sygdom omkring 1830; han blev 88 Aar gammel. Moderen, Berit Kjerstine Johnsdatter, omtales som en mild, rolig og from Kvinde. Hendes Yndlingsbog var J.J. Rambachs Betragtninger over Jesu Lidelse.

«De opdrog Børnene strængt kristelig, fordrede af dem ubetinget Lydighed og Afhold fra Banden og Guds Navns Misbrug».

Disse havde alle en medfødt Lyst til Bøger og let for at lære, men næsten ingen Skolegang; det meste lærte de i Hjemmet. Sønnen Carsten var særlig rigt udrustet med Evner og Anlæg. «Han havde en medfødt Sands for Musik, der var en gammel Arv i Slægten. Allerede i Otteaarsalderen spillede han Violin med en Smag og Færdighed, som vakte Beundring».

Denne Begavelse kom ham siden tilgode som Lægprædikant; «han eiede en fin, behagelig Stemme og yndede den aandelige Poesi, som han selv ogsaa havde Anlæg for».

Under Hauges Nordlandsreise 1803 blev de ældste Søskende, Erik, Jakob og Kristine, vakte; disse, især Søsteren, paavirkede Broderen, «der ogsaa kom til et bevidst Troesliv, et Par Aar før han tegnede sig til Konfirmation».

I Førstningen var Faderen meget herimod; denne førte et særdeles retskaffent Liv, var vel kjendt i sin Bibel og holdt stadig Husandagt; men dette troede han ogsaa var nok; noget mere vilde han ikke vide af.

De unge Haugianere fik derfor adskillig Trængsel i Hjemmet for sin alvorlige Kristendoms Skyld; men de vedblev utrættelig at bede for sine Forældre og omgikkes dem med Sagtmodighed og Visdom. De fik ogsaa tilslut den Glæde, at Faderen, som allerede antydet, skiftede Mening om deres Gudsfrygt og paa sine gamle Dage blev en alvorlig Kristen.

Den fromme, bløde og modtagelige Moder gav Børnenes Tro snart i Stilhed sit Bifald.

Carsten blev antagelig 1812 konfirmeret i Hemnæs Kirke af Stedets Sogneprest, Iver Anker Heltzen (1785-1842), som først udlod sig med, at «han skulde se at faa Nykkerne ud af Læsergutten fra Lerskaret».

Han prøvede Konfirmanden strængt; men da denne over Forventning besvarede alle hans Spørgsmaal ret og godt, enten de gjaldt Bibelen eller Lærebøgerne, udtalte Presten sin fulde Tilfredshed og behandlede ham derefter med særlig Venlighed.

Noget senere kom han i Tjeneste hos en troende Mand ved Navn Knut Hageli i Elsfjorden; denne var vakt ved Hauge, indflyttet til Hemnæs fra Voss og en meget virksom og driftig Mand baade timelig og aandelig. Sammen med denne sin Husbond begyndte Ottesen at holde Opbyggelser og vedblev dermed uafbrudt sit hele Liv.

Paa Hageli tjente han til omkring 1818. Saa var han atter hjemme et Par Aar og drog i 1810 sydover, besøgte først Trondhjem og reiste derefter til Røros, hvor han straks gav sig i Farverlære hos en P. Iversen. Her blev Ottesen til Høsten 1823.

Paa Anbefaling af Venner overtog han nu at bestyre et Farveri for en kristelig Familie paa Fredrikshald. Som udlært Svend forlod han derpaa næst før Jul Bergstaden og reiste over Fjeldet til Gudbrandsdalen, hvor han bl.a. standsede et Par Dage hos den bekjendte Haugianer Jens Johnsgaard paa Tretten. Sammesteds holdt han ogsaa en Opbyggelse, der gjorde et dybt Indtryk paa Johnsgaards Søn, Johan, som dengang var ca. 9 Aar gammel.

Saa fortsatte han videre over Hedmarken og Romerike til Bredtvedt i Aker. Did kom Ottesen først ud paa Vinteren 1824, da han overalt underveis standsede hos Haugianere og talte Guds Ord, hvor der var Anledning. Hauge laa dengang næsten stadig syg; kun enkelte Gange og for en liden Stund sad han paaklædt oppe, men spøgte alligevel angaaende sit nedbrudte Legeme, der før havde været saa kraftigt, at hans Arm var ligesaa tyk som Ottesens Laar; denne var nemlig usædvanlig liden og spædlemmet.

Men først og fremst talte de sammen om aandelige Ting. Den tilreisende Lægmand holdt ogsaa paa Opfordring en Opbyggelse der, som vandt Hauges Bifald. For den unge Farver stod siden dette Besøg som et af hans Livs lyseste Stunder. Ved Afskeden bad det prøvede Vidne ham om snart at komme igjen; men før dette kunde ske, havde Gud taget sin tro og trætte Tjener hjem.

Ottesen fortsatte derpaa gjennem Smaalenene til Fredrikshald. Her overtog han sin nævnte timelige Gjerning og virkede samtidig flittig som Lægmand paa Stedet og i Omegnen. Vaaren 1827 reiste han tilbage gjennem Østlandet, tog over Fjeldene til det Throndhjemske og drog saa videre til sit Hjem i Nordland.

Overalt bekjendte han frimodig sin Tro paa en elskværdig og vindende Maade. Hensigten med denne lange Tur hjem var at «besøge sin gamle Fader og øvrige Familie«.

I Slutningen af Januar 1828 tog han atter Vandringsstaven for at se til sin Broder, der gik paa Seminariet i Trondenæs og underveis aflægge Venner et Besøg. Han lod sig leie til at ro Lofotfiske; efter at dette var endt, fortsatte han videre nordover, gjæstede Maalselven og Bardodalen, hvor der var mange Haugianere, og besøgte mange andre Steder; overalt holdt han hyppig Opbyggelser og virkede til megen Velsignelse. Derfra vendte han samme Vei hjem igjen.

I Hemnæs opholdt han sig ikke nu længe, men reiste sydover til Trondhjem, idet han stadig forkyndte Guds Ord, hvor han kom.

Saavidt vides, naaede han til Stiftsstaden ud paa Aaret 1829. Her vilde Vennerne, at han nu skulde nedsætte sig som Farvermester; de hjalp ham til at kjøbe en større Bygaard ved Raadhuset, hvori der straks indrededes en stor Sal til fast Opbyggelseslokale, som snart fik Navnet «Ottesens Sal«.

Det blev nu en fast Ordning, at her skulde holdes Opbyggelse hver Søndags og hver Onsdags Eftermiddag.

«Ottesen var fast Bestyrer og Betjener af Salen, der næsten altid under Møderne var fuld til Trængsel. Iver Iversen paa Moholt bistod jævnlig Ottesen under Sammenkomsterne, især Søndagene; ogsaa andre ældre Venner i og omkring Byen talte enkelte Gange paa Salen samt anerkjendte tilreisende Lægprædikanter. Ottesen stiftede den første Missionsforening i Trondhjem og begyndte der tidligst med Afholdsarbeide og en Søndagsskole».

Ved Siden af at «han drev sin timelige Forretning med stor Dygtighed og Paapasselighed», gjorde han ogsaa af og til i denne Tid Reiser udenfor Hjemmet, saaledes engang nordover til øverst i Namdalen; i den nærmeste Omegn holdt han ofte Opbyggelser og besøgte flittig kristelige Venner. Om Ottesens kristelige Virksomhed under dette mangeaarige Ophold i Trondhjem skriver en gammel Haugianer : «Han var en flink Sanger og havde gode Talegaver; Indholdet var skriftmæssigt, vækkende og opbyggeligt, ofte formanende, altid rigt paa kristelig Erfaring. Der var stedse noget tiltalende og vindende ved hans Optræden, til at tale Guds Ord med den  Enkelte eiede han en sjelden Evne. Han havde en noget heftig Natur, men forstod at beherske sig, var forekommende og venlig mod enhver, samt meget gjæstfri og opofrende; Middagsbordet Søndagene maatte jevnlig forlænges til det dobbelte«.

I 1836 blev han gift med Mille Pedersdatter, en troende Pige fra Steien i Lilleelvedalen. Hun var født den 20. Juni 1807, kom nogle Aar efter sin Konfirmation til Farver P. Iversen paa Røros som Tjenestepige og reiste derfra til Trondhjem 1831, hvor hun og Ottesen blev kjendte.

De levede lykkelig sammen i et kristeligt Ægteskab, fik 4-5 Børn, der dog alle døde i den spæde Alder. De tog til sig en Gut og en Pige, Børn af Lærer Peter Johnsen i Meraker (Meråker/red.), og gav dem en omhyggelig Opdragelse.

Ottesen  fortsatte som gift Mand den tidligere Virksomhed paa samme Maade; de havde ogsaa næsten stadig Kostgjængere i Huset, som siden bevarede dem i en taknemmelig og kjærlig Erindring. Sommeren 1838 søgte Ottesen Stillingen som Økonom ved de Døves Institut i Trondhjem, varmt anbefalet af bekjendte og anseede Mænd i Byen, som O.A. Krogness, P.O. Aune, O.A. Moe, J.D.F. Lyng. Han fik Posten og virkede her med Dygtighed og Samvittighedsfuldhed i omkring 3 Aar, afholdt og agtet baade af Børnene og Tjenerne.

«Ved Misundelse og Bagvaskelse» blev han imidlertid drevet væk derfra Sommeren eller Høsten 1841, man hviskede i Krogene, at Kosten ei var god nok og Renligheden ikke fuldt tilfredsstillende. Der foreligger imidlertid en Række Attester fra saadanne Vidner, som havde den bedste Anledning til nøie at iagttage Forholdene ved Døvstummeinstituttet, og hvori Beskyldningerne tilbagevises som grundløse, uden Fnug af Sandhed.

Saa kjøbte de en Gaard  ved Navn Tempe i Strinden ved Trondhjem og flyttede lige did fra nævnte Institut. De drev nu i en Række af Aar Jordbrug her, holdt Kjør og solgte Melk i Byen. De kom sig godt op og fik ofte Besøg af Venner; han arbeidede tillige utrættelig for Guds Riges Fremme.

Høsten 1847 solgte de Tempe og kjøbte igjen en større Gaard (Leeren ?) i Skogn ved Levanger. Her boede de til 1854 og afhændede da sin Eiendom, der nu paa Grund af deres Alder faldt dem noget besværlig, og kjøbte saa igjen en mindre, men meget god Gaard, Viig i Flatanger, Fosnæs Prestegjæld; denne tilflyttede de Vaaren sidstnævnte Aar. Ved Siden af Jordbruget drev Ottesen her tillige Farveri i nogle Aar.

Da han havde naaet op i Oldingealderen, solgte han Gaarden, med forbeholdt sig og Hustru Føderaad for Livstid. Endelig flyttede de Sommeren 1870 fra Fosnæs til Vefsen ved Mosjøen i Nordland, hvor deres Fosterdatter Kjerstine Johnsen var gift med Agronom H. Sund, som eiede Gaarden Øien. Paa de nævnte forskjellige Steder var Ottesen i Vandel og Vidnesbyrd et Lys for sine Omgivelser, utrættelig virksom for sine Medmenneskers timelige og evige Vel, agtet og elsket af alle, som kom i Berørelse med ham.

I Vefsen kom de Gamle til at tilbringe en lang og god Livsaften. Ogsaa nu, ja lige til det sidste, traadte Arbeidet for Guds Rige helt i Forgrunden; Han foretog dog ikke længere Reiser, med virkede paa Hjemstedet og i den nærmeste Omegn.

«Han havde en skarp Forstand og eiede idethele særdeles gode Evner; Dømmekraften var sund og udviklet, den kritiske Sands vaagen, og han formaaede som faa at «prøve Aanderne, om de var af Gud»; men paa samme Tid kunde han være overbærende og velmenende overfor andre«.  

Desuden havde han en Hukommelse, som var ualmindelig klar og tro. Guds Ord og Bøn brugte han saare flittig hele sit Liv; derfor havde han stor Bibelkundskab. De gamle lutherske Kirkefædres Skrifter var han glad i og fortrolig med. Særlig eiede han mange af Hauges Bøger, som han holdt meget af og brugte flittig. I Opbyggelsessammenkomsterne talte han i Regelen frit, men ofte læste han noget godt af de gamle lutherske Forfattere; derefter forklarede han det nærmere og formanede alvorlig til Efterlevelse.

De selvstændige Taler var knyttede enten til Bibelsteder eller Salmevers, hvoraf han bevarede en stor Mængde i sin ypperlige Hukommelse. Han forstod mesterlig at tage frem af sin Erindrings rige Skat, hvad han behøvede for Anledningen, og anvende, saa det blev baade alvorligt og opbyggeligt for Tilhørerne.

Derhos formanede han ofte de Troende til at samle et Forraad af Bibelsprog og Kjærnesalmer i sit Minde for at have til Tugt, Trøst og Opbyggelse under Vandringen, især i Alderdommens Dage.

Hans Samtaler var særdeles opbyggelige og aandrige; man følte sig saa vel i den Gamles Selskab og kunde altid tage med sig hjem noget godt af blivende Værd. I sit lange Liv havde han samlet saa meget af Visdom og Erfaring baade paa det verdslige og kristelige Omraade, at det stedse bragte Glæde og Hygge at faa besøge ham.

I sit Forhold optraadte Ottesen bramfrit og beskedent; derfor var han ogsaa meget høflig og hensynsfuld mod andre, kjærlig og velmenende.

Den Gamle fortalte om mange Prester, han havde stødt sammen med; men han kom altid vel fra dem; selv flere, der blev anseede som Modstandere, fik Tillid til ham, saa de altid tilslut skiltes paa den venligste Maade. Under alt var han en ydmyg Mand, der stedse omtalte sin Uduelighed til det gode og i stærke Udtryk skildrede sin Naturs Vanart, dybe Fordærvelse og Uskikkethed til Guds Rige; men Jesus, hans Kors og Fortjeneste, var hans eneste Trøst og Ære.

Ottesen er et herligt Eksempel paa, hvorledes Herren dog kan faa sin Skikkelse i dem, som lader ham faa Magt over sig. Derfor kan det med Rette siges om ham : «Han var velsignet af Gud og blev andre til Velsignelse».

I hele sin Omgjængelse var han saaledes, at alle maatte faa tilovers for ham. En inderlig Kjærlighed til Brødrene, ja overfor alle Mennesker, traadte stærkt frem; naar han fik Besøg af Venner, var han særdeles forekommende og glad. I hans Hus blev der stedse udvist stor Gjæstfrihed; enhver, som besøgte ham, maatte altid trakteres med et eller andet. Under kortere eller længere Samvær talte han gjerne angaaende forskjellige Emner, helst dog om aandelige Ting.

Naar han sagde noget, var det meget bestemt og greit, og han gav nødig efter i sine Meninger, som han ofte vidste at begrunde ret godt. Men man syntes nok af og til, at han holdt vel meget paa dem. Dette kom dog først og fremst af, at han var et udpræget Karaktermenneske; Viljen var stærkest fremtrædende hos ham; denne og Samvittigheden søgte han ogsaa fortrinsvis at paavirke baade i Opbyggelser og under private Samtaler; megen Vægt lagde han tillige paa en klar og dyb kristelig Erkjendelse.

Paa Grund af sin forsigtige Vandel, store Erfaring og mange gode Egenskaber var han agtet og afholdt af alle, han kom i Berørelse med. Sig selv dømte han bestandig strængt og klagede ofte over sin Synd og Fordærvelse.

Undetiden led han af haarde Anfægtninger, men atter lysnede det, saa den Gamle kunde tro sig frelst af Naade. Det var hans Trøst i Liv og Død. Han interesserede sig stedse levende for Guds Riges Fremgang baade ude og hjemme og talte ofte om, hvorledes Gud fik velsigne Hauges og hans Venners Virksomhed.

Derimod klagede han hyppig over, at det kristelige Arbeide nu bar saa liden Frugt; dette mente han kom af, at Emissærernes høie Lønninger ofte gjorde dem til «Leiesvende», som ikke dreves af Kristi opofrende, uegennyttige Kjærlighed, men reiste for at leve godt og faa stor Betaling for Arbeidet.

Naar han talte om dette, og hvad Hauges Venner ofrede og led, saa kunde han blive baade ivrig og harm.

Ved Siden af de aandelige Interesser og hans selvforglemmende Arbeide for Guds Rige traadte ogsaa stærkt frem hans Troskab i det timelige og utrættelige Arbeidsomhed. Saaledes kunde han  75-80 Aar gammel rydde ganske store Stykker Nyland. Sin Ved hentede han fra Skoven og huggede den selv indtil faa Aar før sin Død. I Veden ledte han frem Emner til Økser, Skeer m.m., som han forarbeidede og dels forærede sine Venner, dels skjænkede Basarer til Guds Riges Fremme.

En Del Smaasager af Ben gjorde han ogsaa; den Gamle kunde ligesom aldrig taale at sidde ledig. Det hændte flere Gange, at man af Ottesens Arbeider kunde sælge for 10 Kroner, ja mere.

Det gjorde ham saa glad og taknemmelig, naar han hørte, at det blev noget til Missionen af «hans Skrap», som han beskedent kaldte det.

Han var en gammel og varm Missionsven. Baade han og Hustru testamenterede alt, hvad de eiede, til «Det norske Missionsselskab». Han gav ogsaa jævnlig til Guds Riges Fremme i det hele.

Sin kjære Hustru saa han gaa bort i Troen 25. December 1885; «deres Samliv var kjærligt og fortroligt, fra hans Side særligt overbærende og hensynsfuldt».

Den over 88-aarige Ægtefælle var meget bøiet ved hendes Bortgang; men han talte dog, om end med Besvær, ved Baaren baade vakkert og opbyggeligt samt fulgte med til Graven. Det var hans sidste Tale i en Forsamling og sidste Kirkefærd; men den Gamle levede endnu i nogle Aar, aandsfrisk og interesseret.

Hele sit Liv, men mest i Alderdommen, glædede han sig særlig i Børn og talte ofte barnlig og morsomt med dem; de Smaa gjengjældte ogsaa i rigt Maal hans Kjærlighed. Den tidligere nævnte Pleiedatter havde en Søn, som Ottesen særlig holdt af. Da denne døde i 5-6 Aarsalderen, sørgede den Gamle meget og skrev en vakker liden Mindesang om Barnet; den fik i sin Tid Plads i «Børnebibliotheket».

Han digtede ogsaa mange aandelige Sange baade til Fødselsdage og ellers. De har Tid efter anden staaet i «For Fattig og Rig», som han med en enestaaende Trofasthed abonnerede paa fra dets første Begyndelse 1848 til sin Død, ialt 41 Aar. «Disse fordringsløse Sange vidner om poetiske Anlæg, klare Tanker, dybt kristeligt Alvor, rig Erfaring og en hjertelig Tilegnelsei Troen af Kristus og hans Død.  Desuden skrev han af og til særdeles vakre Breve til sine Venner. Ottesen havde den Naade til 1 1/2 Aar før sin Død at se saa godt, at han kunde skriveen ganske fin gothisk Skrift uden Briller«.

Men i en Række af Aar hørte den Gamle saa daarligt, at man kun med stort Besvær kunde samtale med ham. Ellers var hans Aandsevner mærkværdig klare og usvækkede lige til kort før Bortgangen.

«Han laa omkring et Aar tilsengs af Alderdomssvaghed. I de sidste Maaneder var han meget skrøbelig og maatte stelles og pleies som et Barn. Men naar man magtede at gjøre sig forstaaelig, saa kunde han ogsaa da baade tænke klart og tale med megen Interesse, helst om Guds Ord og hans Riges Fremvekst i Verden, som han flittig tiggede Gud om og formanede sine Omgivelser til ogsaa at virke for ved Bøn og Arbeide.

Den Gamle beholdt sin Bevidsthed til det allersidste; man mærkede, at han, efterat det var umuligt at faa tale til ham, da han ei hørte, fremdeles ved Bøn og Guds Ord beredte sig til Bortgangen; denne havde han alt i mange Aar ventet og bedet om maatte komme i Herrens beleilige Time.

Han indslumrede om Morgenen Kl. 9 den 29. Marts 1889 og var da 93 Aar og 6 Maaneder gammel. Den Bortgangnes Træk var fredfulde og blide. Man kunde ligesom tydelig se, at han var sovnet ind i Herren. Dødens Gru var borte; det var kjært at samles om det afsjælede Legeme paa Grund af den salige Fred, som hvilede over hans Ansigt. Man maatte mindes og bede Ordene : «Min Sjæl dø den Retfærdiges Død og mit Endeligt vorde som hans !»

«Ottesen havde for Aar siden ladet gjøre sin Ligkiste med et Kors paa. Til dette havde han lavet et ligestort Kors af Papir, hvorpaa der stod med store Bogstaver : «Jesus er mit Haab og min Trøst«. Dette blev da sat paa hans Kiste. Det var ligesom hans sidste Tale til de Venner, der var samlet om hans Baare.

Begravelsesdagen var begunstiget af det deiligste Veir; Manden, hos hvem han boede i de sidste Aar, og hvor han blev pleiet saa vel til det sidste, — havde reist en Æresport med Indskrift : «Farvel gamle Ottesen» ved Huset; den ikke ganske korte Vei til Elven var helt smykket med Granbar. Hver Nabo havde strøet sit Stykke for at lægge sin Kjærlighed og Agtelse for Dagen.

De Venner, som kunde samles, var mødt frem for at ledsage ham til Graven. Presten talede gribende i Sørgehuset, særlig over Ordene paa Kisten : «Jesus er mit Haab og min Trøst». Efter Begravelsen var man atter sammen. Tiden gik fort under kristelige Samtaler, Bøn og Sang samt Oplæsning af den bortgangnes Sange og Breve; man følte, at en af Herrens Egne var gaaet hjem og havde efterladt sig et elskeligt og alvorligt, manende Eksempel.

Herren velsigne hans Minde for os alle, som fik den Naade i mange Aar at kjende ham og høre hans visdomsfulde, alvorlige og kristelige Formaninger !»

Ottesen  var liden af Vekst, — under Middelshøide og desuden ganske tynd og spæd; man maatte forundre sig over, at han formaaede at udføre saa meget og tungt Arbeide.

I sin Levemaade var han særdeles nøisom og fordringsfri. Tobak havde han aldrig brugt og desuden været Afholdsmand fra sine tidligste Aar.

Paa Vefsen Kirkegaard er der reist et smukt Mindesmærke over Ottesen og hans Hustru.

 

 

Stengt for kommentarer.