hans andreas moursund : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Afdeling. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 773 – 774 :

Vækkelsen i Balsfjorden baade i Hauges Dage og senere er tidligere berørt.

I Tromsøsundet var der i Firtiaarene adskilligt Liv; det følgende Tiaar blev der megen Bevægelse og Gjæring. Det aandelige faste Midtpunkt var Bentsjord, som dengang eiedes af Godseier Hans Andreas Moursund (Oplysninger og Meddelelser af Emissær Ole Eidissen, Kirkesanger Søren Nilsen og Skoledirektør P. Coucheron), Prestegjældets rigeste og mest anseede Mand.

Han blev i Trediveaarene grebet af den haugianske Bevægelse og stod siden i et fortroligt Forhold til A.N. Haave og Ole Kallem.

Gamle Moursund var ikke alene en i timelige Ting ualmindelig indsigtsfuld og praktisk Mand, der nød alles udelte Agtelse og derfor besad almindelig Tillid. Han var tillige som Kristen en helstøbt Personlighed, et Lys og et straalende Eksempel for sine Omgivelser samt en sjelden aandelig Leder og Veileder for mange.

Baade i Firtiaarene og især under de senere stærkt religiøst bevægede Tider samledes de Troende ofte hos ham til opbyggelige Sammenkomster og Samtaler om brændende kristelige Livsspørgsmaal; de Nyvakte og aandelig Bekymrede fandt altid hos denne «varmhjertede, elskelige og erfarne Kristen» en faderlig Veiledning.

Den senere bekjendte Ole Eidissen vankede her meget og deltog ofte efter Husfaderens Ønske og Anmodning baade i Samtalerne og Opbyggelserne.

Overfor alle, som besøgte disse Møder, blev der vist en storartet Gjæstfrihed.

Moursunds faste kirkelige Holdning, Klogskab og Anseelse bidrog meget til at lede Bevægelsen i sunde Spor.

Sin Aandsklarhed og Aandsnærværelse lagde han  i sin Alderdom paa en mærkelig Maade for Dagen under en Ildebrand paa Gaarden. Han overtog selv Ledelsen af Slukningsarbeidet og traf saa hurtig kloge og praktiske Forholdsregler, at det vakte Beundring og reddede store Værdier fra Ødelæggelse.

Paa sine gamle Dage lod han Godset bestyre af andre for selv udelt at kunne varetage sine stærke aandelige Interesser.

Han udgav paa Tromsø i 1869 en liden Samling : «Smaa-Salmer af H.M.»

— Den 20. September 1880 døde han i Troen paa sin Frelser i en Alder af nogle og syvti Aar. Han levede i et langt og lykkeligt Ægteskab med Flemine Vadel, som var «en begavet og elskelig Kristen, der paa en fortrinlig Maade stod ham bi timelig og aandelig. Hygge, Tilfredshed, Glæde og alvorlig Kristendom trivedes saa godt i deres Nærhed. Næsten alle deres mange Tjenere var vakte til nyt Liv, og flere af deres Børn var i Barneaarene og Ungdommen under alvorlig og kjærlig aandelig Paavirkning«.

Fru Moursund døde paa Tromsø 10. August 1889 i en Alder af 73 Aar.

— Den senere adskillig bekjendte Lars Eriksen (Oplysninger fra ham selv, Kirkesanger S. Nilsen m.fl.) paa Langnes i Tromsøsundet, født angivelig 1833, fortæller, at han i sin Ungdom tjente hos Moursund paa Bentsjord. Han skriver : «Jeg var forud greben af Guds Naades Magt til Omvendelse og Tro paa Jesus; men det skal være sagt, min Gud og Frelser til Lov og Pris, at de Aar, jeg tilbragte i deres Hus, var den lykkeligste Tid i mit Liv«.

Her fik han ogsaa en betydningsfuld aandelig Opdragelse og tillige en dygtig Oplærelse i de timelige Ting, der blev ham til stor Nytte for hele Livet. Eriksen og hans Hus var et talende Vidnesbyrd om, hvad han havde modtaget paa Bentsjord. Han blev selv i over 50 Aar i aandelig Forstand et Lys og Salt for sine Omgivelser baade ved Ord og Eksempel, uagtet han vistnok alene talte privat med Folk i det daglige Liv. Han døde paa Langnes nogle Aar efter 1901, elsket og savnet af mange.

Stengt for kommentarer.