henrik mathiesen

 

– hentet fra H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Chra. 1912-1920.

(Les også hans egen levnetsbeskrivelse her)

 

Fra s. 225 – 228 :

I Balsfjorden ved Tromsø omtales Henrik Mathiesen som den mest begavede og fremtrædende af Hauges Venner, kjendt næsten over det hele Land for sin dygtige Lægmandsvirksomhed.

Han var født i Balsfjorden 1780 af Forældre, som efter hans egen Oplysning var indvandrede did fra «Kvænland i Sverige».

«Fra min første Barndom erindrer jeg», skriver han, «at de talte om, at der i deres Tid var to Prester, som udmærkede sig ved, at de talte meget om den nye Fødsel. Der var og mange andre, som de kaldte Talere; disse optraadte med stor Iver og sagde, at Menneskene maatte omvende sig i Tiden, dersom de skulde have Haab om at komme til Gud i det evige Liv. Naar jeg hørte herom, blev jeg urolig; dog vidste jeg ikke selv, hvoraf det kom, men tænkte, at saadanne Mennesker, som lever efter Guds Ord, er vist lykkelige.

Ved den tiltagende Alder blev jeg mere flygtig og indtagen i Ungdommens Fornøielser og Ugudelighed, men havde imellem megen Uro og tænkte at forbedre mig, dog, naar Leilighed gaves, var Magten borte. Saaledes svandt Tiden hen indtil mit sekstende Aar (1796); da gik jeg i Skole en kort Tid for at forberedes til mit Daabs Løftes Fornyelse; før havde jeg ikke engang hørt Tale om Skole. Jeg havde godt for at lære og Lyst til Guds Ord. Da jeg saa blev konfirmeret, følte jeg en særdeles Aands Virkning i mig med Tugt over det Onde, jeg havde gjort, og Mindelse om at blive et andet Menneske. Det rørte mig saa heftig, at jeg græd og gjorde Løfter om at omvende mig, hvilket ogsaa havde Virkning paa mig en Tid, men efterhaanden aftog det igjen, og jeg henfaldt til mit forrige Liv, indtil jeg var tyve Aar (1800).

Da kom jeg i Tjeneste hos en Kone, som sagde, at hun havde været opvakt; hun læste meget i Bibelen og andre gudelige Bøger, græd og klagede over sig selv og andres ugudelige Levnet; dog gik hendes Tale mest ud paa Kristi Forsoning, som trøster, men lidet om hans rensende Kraft.

Hun talte med mig om, at jeg maatte blive et nyt Menneske, som jeg bifaldt og fattede ogsaa Lyst til, endskjønt hendes Levnet viste det Modsatte af, hvad hun lærte, da hun ikke førte nogen ret Kamp mod det Onde. Naar jeg da var for mig selv, bad jeg til Gud om at maatte blive bedre, men det var saa dødt, at jeg ingen Forandring følte deraf; dog standsede jeg noget i Lasterne.

Efter et Aars Forløb reiste jeg hjem (1801); straks efter kom mig for Øie en Bog, som kaldes «Evangelisk Levnets-Regel»; jeg fik tillige høre, at der i Nærheden var kommet to Personer, som talte Guds Ord og formanede Menneskene at vende om fra det Onde, de havde bedrevet, og lære at kjende Guds gode Tilbud for alle, som vil modtage ham.

Jeg hørte og, at Hans Hauge, som havde udgivet denne Levnetsregel, skulde være et særdeles gudeligsindet Menneske; jeg følte da straks en fornyet Længsel efter at blive omvendt og længtede meget efter at faa tale med dem, som jeg havde hørt Rygte om; de kom noget senere (1802) til mine Forældre.

Den ene hed Iver Olsen Gabestad og den anden Ole Olsen Bache; de var meget gudhengivne og havde store Gaver til at tale Guds Ord til Menneskenes Omvendelse fra Synden og lære dem at kjende Guds Godhed mod alle, aom søger ham i Naadens Tid. Den førstnævnte især opmuntrede mig til at lære at skrive og forestillede, hvor nyttigt det vilde blive i Fremtiden, om jeg skriftlig kunde udføre min Mening.

Jeg havde til den Tid aldrig taget Pen i Haand, men begyndte nu at lære noget, som gavnede mig. Min Lyst blev da ogsaa meget optændt efter at blive et Guds Barn og gjøre min himmelske Faders Vilje. Jeg følte nu med Smerte, at min Vandel ei havde været ret for Gud; jeg havde overtraadt hans Bud, hvorfor jeg kjendte mig fortabt og forskudt fra Guds Ansigt for mine mange, ja utallige Synder. Jeg klagede for Ovenmeldte (Gabestad og Bache) min Tilstand; de formanede mig til at vende om af ganske Hjerte, afstaa og hade al Synd og beslutte ei at gjøre den mere, saa vilde Gud af Naade forlade den.

Jeg fattede da et nyt, alvorligt Forsæt og vilde ei agte, hvad det skulde koste, naar jeg blot kunde blive Synden kvit. Desuden fik jeg en hjertelig Lyst til at tale om mit Anliggende baade for mine Forældre, Søskende og flere; mange med mig fattede da Lyst til det samme Gode, men en Del spottede, hvilket jeg ei agtede det mindste.

Engang, jeg var paa Tromsø, kaldte en Kjøbmand mig ind til sig og begyndte at spotte og spørge, om jeg havde den Helligaand.

Jeg svarede, at han bor i de Hjerter, som er rensede fra Synden og giver hans Virkning Rum i sig. Han tog nu fat paa mig, vilde slaa og spurgte, om jeg ikke frygtede. Jeg svarede nei, da jeg troede, at han intet kunde gjøre uden Guds Tilladelse. Han førte mig frem og tilbage og lod mig gaa. Jeg var glad, og min Lyst tiltog mere og mere; men ofte var jeg for nidkjær overfor mine Modstandere.

To Aar efter min første Opvækkelse kom H.N. Hauge (Midtsommer 1803) til mine Forældre (i Balsfjorden). Han var da særdeles oplivet af Guds Kraft og talte meget til Opbyggelse og formanede os til at være flittige baade med Aand og Lemmer og virke til Nytte baade for os selv og andre, ja opmuntrede os baade i Ord og Gjerning til det samme Gode.

Jeg var med ham 8 Dage og syntes, at det virkede meget til Forfremmelse i mange Dyder; dog havde jeg endda ei revet mig løs fra Alt og eiede derfor ikke Magt til at være saa aabenhjertig  og tale saaledes om min indre Tilstand, som jeg følte Trang til, da jeg skiltes fra ham. Siden har det ligget mig meget paa Hjerte at træffe ham, men jeg er til denne Tid (1817) bleven forhindret.

Jeg blev derefter kjendt med mange af hans Venner, som havde modtaget den samme Naade som han. Jeg var saa hjerteglad ved at finde dem, at jeg ei kan udsige det; jeg var og meget med dem og talte Guds Ord endog for mange. Min Lyst blev større ved at omgaaes dem, og jeg fandt mig meget bestyrket af deres trohjertige og opmuntrende Tale, saa jeg ei sparede nogen Umage, naar jeg blot kunde finde saadanne, som havde sin Lyst og Glæde i at gjøre Guds Vilje og arbeide for sine Medmenneskers aandelige og timelige Vel.

Undertiden følte jeg en Hjertens Fred og Glæde over, at jeg, som var saa ringe, skulde blive værdig til at nyde saa meget Godt i Tiden og end mere blive et Guds Barn og Arving til det evige Liv, som jeg vidste, Ingen kunde faa Del i, uden Gud fik rense Hjertet fra alt Ondt.

Naar jeg hørte om andres Flid i at gjøre Guds Vilje, vakte det en særdeles Iver hos mig til at være med, og overalt syntes jeg, at en fortrolig Omgang med Venner og en aabenhjertig Tale med dem om, hvad jeg følte og troede, styrkede Kjærligheden og virkede inderlig broderlig Forening.

Men ofte fandt jeg mig meget feilende i min Vandel og kjendte onde opstigende Lyster samt Fristelser, som var stærke at overvinde; tildels blev jeg skadet deraf, fordi jeg ei saa nøie vaagede over mig selv og ved Naadens Midler af al Kraft modstod det Onde.

Især i den Tid, da H.N. Hauge sad i den sidste Arrest (1804-1811) var jeg meget lunken; det var ligesom enhver søgte mere sit eget end før; jeg syntes da klart at føle og se, det Gode formindskedes baade hos mig selv og andre, og jeg havde liden Magt til at rette og forbedre mine Feil; min  Vilje var ei saa fri som før; dog havde jeg stedse Paamindelser om at vaage og bede samt et stadigt Forsæt om ved Guds naadige Hjælp at blive tro indtil Enden. Det har stedse været mit Maal og Ønske at blive af de enfoldige og ringe i sig selv, og Gud har styrket min Tro og holdt min Længsel ilive, saa jeg har et fast Haab om at skride fremad paa Helliggjørelsens Vei og virke mere og mere til andres Forfremmelse i Gudsfrygt og alt Godt. Dette har altid været mig magtpaaliggende, men ved Uforsigtighed er ofte Guds Værk blevet hindret, saa det ei er kommet til fuldt at udvikle sig».

Mathiesen blev antagelig 1814 gift med Seri Iversdatter Finset i Sør-reisen (Sørreisa). Hun var født 1782, en Datter af Hauges bekjendte Ven Iver Haldorsen Finset, og omtales som en begavet og elskelig kristelig Kvinde, driftig og dygtig i det Timelige. Formentlig straks efter flyttede de sydover til Trondhjem, hvor han nedsatte sig som Kjøbmand.

Da den begavede Lægprædikant Lars Knudsen Kyllingen fra Romsdalen i 1815 begyndte at virke i Trondhjem efter Anmodning af Vennerne der, varede det ikke saa længe, før Mathiesen ved hans Vidnesbyrd blev aandelig fornyet og opflammet til større Iver i sin Saligheds Sag.

«Nu i Begyndelsen af 1817», skriver han, «har jeg kjendt større Lyst og Liv i at følge min Overbevisning og mere i Ord og Gjerning bekjende det, jeg nu stærkere føler Nødvendigheden af, nemlig at opbygge og tilskynde mine Medmennesker til ved Guds naadige Hjælp at haste med mig  efter at opnaa end større Fuldkommenhed i gode Gjerningers Udøvelse og være flittige til at aagre med det Pund, som er enhver betroet.

Ligesaa føler jeg og en større Omsorg i mit Hjerte for, hvorledes jeg kan blive tro og faa det rette Lys til at vandre med Herren og lede andre med mig paa samme Vei. Naar jeg forsømmer det mindste, føler jeg Aandens Tugt, medens derimod det Godes Udøvelse giver Ro og Hjertefred.

Naar jeg føler mig lunken i min Iver, søger jeg Gud, min Fader, med ydmyge Bønner om, at han vil holde mig ved Haanden og undervise mig, hvis jeg er paa nogen Afvei, saa han ikke skal nødes til at drage sin Naade fra mig.

Ja jeg kjender undertiden en levende Længsel efter mere at faa optændt det Kjærlighedens Liv, som giver Lys og Varme til andre, at de, som har modtaget dette Gode, nu herefter maatte blive stærkere forenede med hverandre i Aandens Enhed og Fredens Baand. Da kan den rette Kjærlighed faa Rum i vore Hjerter, saa vi i alt Paakommende søger at stifte Fred og Enighed innbyrdes blandt os og vise i Ord og Gjerning, at dette er vor inderligste Attraa.

Naar det mangler herpaa, kjender jeg Sorg derover, saa jeg drives til flittig at bede min himmelske Fader om, at han ved sin Aand kunde faa bøie mit Hjerte til en sand Erkjendelse af min Ufuldkommenhed; det mindste Gode, jeg kan udøve til min Næstes Opbyggelse, tilkommer han alene Æren for, da jeg kjender, at jeg intet Godt formaar af mig selv.

Jeg har dog det visse Haab, at jeg af Gud faar Naade og Kraft til at blive fast i dette mit Forsæt, og lover og takker ham for sin store Naade, som lader mig se og føle mig forbedret.

Jeg lover ny Lydighed til at opofre mig til hans Tjeneste al min Tid og ei søge mit eget, men hvad jeg ved (vet/red.)er hans Vilje og mest fremmer de Troendes sande Gavn og er til Guds Kirkes Vedligeholdelse og Opbyggelse. O, at de, som endnu ei har seet og smagt, hvor god Herren er, maa komme til at kjende dette Gode og herefter se, at det er af Guds Naade vi har Alt, og at deres Hjerter maa blive lagte derunder. Dertil give du, kjære Fader, os Naade for din Søns, Jesu Skyld. Amen».

Tilskyndet af Vennerne i Trondhjem begyndte Mathiesen at tale Guds Ord i Byen og nærmeste Omegn; men det varede ikke længe, før han foretog længere Reiser som Lægprædikant.

I 1817 drog han sammen med Lars Kyllingen nordover lige til Maalselven; det følgende Aar gjorde de en Reise sydover gjennem de trondhjemske Bygder, over Dovre gjennem Gudbrandsdalen og Hedemarken til Bredtvedt (til Hauge/red.) og derfra videre Bygderne nedover til Christianssand og vestover til Bergen; herfra fortsatte de til Romsdalen, hvorefter Mathiesen vendte hjem.

Overalt holdt de flittig Opbyggelser, og Mathiesen viste sig som en varmhjertet Taler med rig kristelig Erfaring og Evne baade til at vække og veilede.

Siden lader det til at Mathiesen udelukkende virkede paa Hjemstedet, samtidig som han fortsatte sin Handelsvirksomhed.

Men hans Livsdag blev ikke lang. Den 8. april 1826 gik han bort i Fred, og allerede den 26. Mai samme Aar fulgte hans trofaste Hustru ham i Døden. Begge hviler ved hinandens Side; over deres Grav reiste deres Svoger, Iver Iversen paa Moholt, et Mindesmærke, der saavidt vides endnu er bevaret.

 

Stengt for kommentarer.