lars iversen (kvarekvol) kjeldmo

 

– hentet fra H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid. Første Bind. Første Halvdel.

(Les også hans livserindring her)

Fra s. 191 :

En ikke mindre fremragende, men endnu mere virksom Lægmand (enn Samson Traae) var Lars Iversen Kjeldmoe, almindelig kaldt «Lars Voss». Han fortæller selv, at han blev født paa Gaarden Kvarekvol i Voss’ Prestegjæld ikke langt fra Bergen (!) den 17. December 1769 og døbt kun en Uge gammel, 1. Juledag samme Aar, inden endnu hans Moder var saa frisk, at hun kunde være med ved denne hellige Handling. Denne talte han senere ofte med Glæde om, og formanede andre flittig til ikke at opsætte med at bringe Børnene til Jesus i den hellige Daab.

Hans Forældre var Gaardbruger Iver og Thorild Kvarekvol; allerede i 1775 døde hans kjære Fader, der omtales som en meget sagtmodig Mand; efter at have været Enke til 1779 giftede Moderen sig igjen med en Mand fra Nabogaarden Grue, hvor der var fire Opsiddere, som alle havde Børn. Den unge Gut fik derfor Kammerater nok, men det første Aar efter sin Ankomst hertil, var han stedse meget sørgmodig og trist af Sind, hvorfor han ikke tog nogen Del i de andre Børns Vildskab og Overgivenhed.

«I denne tid», skriver han, «plagedes jeg meget med Indskydelser af den onde Fiende om at forkorte mit eget Liv, saa jeg neppe turde bære min Tollekniv paa mig. Da jeg holdt dette indesluttet i min egen Barm og ei havde Mod til at aabenbare denne Sindslidelse for min gode Moder, som vistnok vilde have trøstet og styrket mig, blev min Ve og Vaande saa meget større; da jeg herefter begyndte at søge andre Børns Selskab og lidt efter Lidt tog Del i Kortspil, støiende Nattesværmeri m.m., forsvandt Selvmordstankerne hurtig som en Sky om Morgenen.

Mine Barneaar henrandt saaledes, til jeg var 17 Aar gammel; da døde min kjærlige Moder, og Aaret efter gjentog jeg mit Daabsløfte, hvorover jeg var noget urolig og bekymret. Da jeg kunde læse godt efter den Tids fordring og fattede ogsaa temmelig, hvad jeg læste, saa følte jeg stærkt i min Samvittighed Guds Ords Vidnesbyrd og Vigtigheden af den Pagt, jeg nu havde fornyet med den alseende og retfærdige Gud, men forstod dog slet ikke rigtig, hvad Omvendelse og Selvfornægtelse skulde betyde eller være. Men uagtet mit letsindige Levnet ønskede jeg dog stedse at blive salig, og da jeg tillige følte, at jeg ei kunde vente dette, saaledes som min Vandel dengang var, tog jeg gamle og for sit ærbare Levnet og retskafne Vandel roste Mænd til mit Mønster, idet jeg tænkte, at naar jeg blot levede saaledes som disse, vilde jeg nok blive lykkelig hisset.

Alle disse gode, men desværre altfor svage Forsætter og Mindelser, svandt snart, og jeg begyndte nu ret for Alvor at blive en fordærvet og ryggesløs Yngling. Hertil Bidrog vistnok meget den Tids onde Skikke  og Sædvaner i min Fødeegn; thi Brylupperne da maatte mindst vare i 8 Dage under uafbrudt Æden (spising), Drukkenskab, Dans, Støien og ofte Slagsmaal m.m.; ellers duede de til Intet for de forblindede Mennesker. Da Kirken laa i Nærheden af Gjæstgiverstedet Vossevang, maatte alle, naar de Søn- og Helligdagene kom fra  Kirken, derhen at faa en Pægel (Brændevin). Derefter begyndte man at bytte og handle Heste under en gruelig Banden, forenet med Løgn og Bedrageri. Herved foraarsagedes en gyselig og ubeskrivelig Støi og Uorden, der vedvarede til langt ud paa Natten, saa enhver kan indse, hvorledes Sabbaten vanhelligedes, og Guds hellige Navn blev bespottet.

I disse almindelige saakaldte Forlystelser tog jeg stedse Del, naar Leilighed gaves; men min Hestehandel lykkedes altid saa slet for mig, at jeg derved ødelagde min lille Formue; Aarsagen hertil var maaske, at jeg ikke kunde bande og lyve saa frækt, som de mere øvede».

«Det gik mig som med den forlorne Søn; Herren sendte Redning; i mit 29. Aar blev jeg opvakt af den stærke Syndesøvn, og mit Hjerte røres ved Guds Langmodighed og Naade, der vilde opreise mig arme Menneske af mange Fald. Denne Guds Kjærlighed kan jeg ikke skjule, men vil frit ud bekjende, og det for alt Folket, at han har friet mig fra den aandelige Død, saa Kraften erfares deraf. Guds Kjærlighed er saa klar, at jeg ei andet kan kjende end at ville opofre mine Kræfter til at vandre deri alt, hvad jeg formaar. Omtrent 19 Aar siden (1798) reiste en Person ved Navn Thore Thoresen og holdt religiøse Taler i den Egn, jeg var; især forklarede han det første Bud, om at elske Gud. Dette kom mig underligt for (forekom meg osv.), da det vidnede om min Synd; men da jeg var modvillig, faldt det snart bort.

Samme Aar i Julen var vi mange sammen efter den gamle Skik og reiste omkring fra Gaard til Gaard, dansede og drak. Da indtraf det, at en af mine fornemste Laugsbrødre kom, medens vi var samlede paa den Gaard, hvor jeg tjente; han havde været omtrent en halv Mil borte hos en, der havde begyndt at holde Taler; ved denne var han bleven rørt; han havde og med tvende (to) Breve, som han læste for hele Julelaget. Dette gav jeg Agt paa og syntes var ret; men da vi var drukne, begyndte mine ældste Brødre at le og spotte og blev arrige (sinte) i sit Sind. Da følte jeg i min Aand, at det var Synd, og tænkte : Du gjør ret ilde, som spotter det, du ikke kjender mere til; det kan være ligesaa meget Godt som Ondt. Jeg talte da i Stilhed nogle Ord med denne Person, som foreholdt mig, at jeg maatte afstaa fra Synden og omvende mig m.m., hvilket gik ind paa mit Hjerte.

Nu skulde vi reise til en anden Gaard, og jeg bad den omtalte Kammerat, at han vilde følge med os; men han svarede «Nei». Jeg reiste med de andre; da jeg var næsten fremkommen, kunde jeg for min Samvittigheds Angest ikke følge længere, men sled mig fra dem og opsøgte igjen den før omtalte Person; da jeg atter traf ham, fortalte han om en, som havde nogle af Hauges Bøger. Af denne laante jeg et Eksemplar, kaldet «Betragtning over Verdens Daarlighed».

Medens jeg læste i den, vidnede det klart i min Aand : Her vises den rette Vei til Livet. Den lærte og, at vi alle bør lade os undervise af Guds sande Ord; dette troede jeg saa fast, at jeg ved Bøn, Suk og Graad, med stor Angest over mine begagne Synder, i en 14 Dages Tid kunde ligesom seire over alle mine indvortes og udvortes Sjælefiender. Sandelig det var den Helligaand, som da igjenfødte mig og gav Vidnesbyrd, at jeg var et Guds Barn, om jeg vilde blive hans Kald lydig, som jeg da ogsaa lovede, i hvad det end skulde koste.

Saaledes følte jeg Herrens Kald paa mit Hjerte, at jeg skulde vende mig fra Synden, tro paa Jesus Kristus, træde i hans Fodspor og følge ham efter samt bekjende hans hellige Navn for Menneskene. Jeg begyndte da straks at vidne for andre, hvad jeg troede, og om hvilket nyt Forsæt jeg havde fattet og sagde, at jeg vilde fornægte mig selv og efterfølge min Frelser, i hvad for Trængsel der end skulde møde. — Denne hastige Forandring, som skeede med mig, virkede især Forundring hos mange, der kjendte mig; jeg var undertiden sorgfuld, men for det meste glad. —

Om Vaaren (1801) kom Hans Hauge (til Voss);  jeg blev med ham til Bergen og fik Veiledning og Bestyrkelse ved hans kjærlige Omgang. Saaledes gik jeg da frem i Enfoldighed, men undertiden syndede jeg mod Herren; derved tabte jeg min Frihedsaand og den første Kjærlighed; dette Tab kan jeg ikke udsige; bittert fik jeg føle den store Elende, det Menneske kommer i, som har været renset og igjen bliver besmittet med Synder og kommer i Trældom og Tvil om Guds Naade. —

Siden den Tid har det bestandig været tungt for mig, da jeg stedse har ligget under Aandens Tugt, der aldrig har tilladt mig Syndefrihed, saa jeg har fundet Smag i den. Men Gud har atter besøgt mig med sin Naade, saa jeg er hjerteglad; gid jeg saa sandt maatte bevare dette i Ydmyghed og Aarvaagenhed indtil Enden.

Af det anførte kan I, mine kjære Medmennesker, tydelig se og erfare, hvilken en stor og grov Synder jeg har været; dersom ikke Naaden var større end Synden, saa kunde jeg umulig blive frelst. Men eftersom min Synd blev overflødig kjendt, saa blev og Naaden endnu overflødigere kjendt. Enhver fornuftig Kristen kan tænke, hvilken Sorg, Bedrøvelse og Angest, der trængte ind i min Sjæl og Hjerte, da jeg fik se min store Ondskab og Ulydighed. Ved Guds Ord og den Helligaands Lys fik jeg Syn paa alle Afguderne og alt det Onde i mit Bryst, der stak mig med Dødens Braad. Nu kunde jeg let have gaaet under i Fortvilelse; men Guds særdeles Naade, Barmhjertighed og bundløse Kjærlighed bevarede mig. Den tilskyndede sent og tidlig, at jeg i Sandhed skulde vende om til min himmelske Fader og tro Evangeliet om min Frelser, Jesus Kristus, der med sin Død paa Korset har lidt for mine og den ganske Verdens Synder. Nu kan I og lettelig forstaa, hvilken Afsky jeg senere har havt og stedse har til alle de opregnede Laster samt alle andre Synder, der er imod Guds Ord.

Siden den Tid har jeg vandret i Enfoldighed, bekjendt Guds hellige Navn blandt mine Medmennesker, i hvilken Henseende jeg har gjennemreist Norge tre til fire Gange, besøgt hver By og de fleste Prestegjæld, især i det Søndenfjeldske, saa Kristi Kjærlighed, der var antendt i min Sjæl og Hjerte, har udbredt sig derfra…med drivende Ønske om alles Frelse… Ved disse mine Reiser blandt saa forskjellige Mennesker har jeg prøvet forskjelligt og samlet Erfaring om Medgang og Modgang, Sorg og Glæde, om ondt Rygte og godt Rygte. For omtrent 26 Aar tilbage (1818), flyttede jeg med Kone og Søn fra Bergen til Nordland, hvor jeg efter et Aars Forløb ble Eier af Gaarden Kjeldmoe i Maalselven. 

Iblandt denne kristelige Menighed har jeg stille henlevet mine senere Dage og opofret mine sidste saavel aandelige som legemlige Kræfter. Herren har velsignet mine Bestræbelser, saa jeg stedse har havt daglig Brød til mig og mine og dertil Agtelse og Venskab af de fleste Mennesker i Omegnen; jeg takker hjertelig Gud for Alt i vor Herres Jesu Navn. Nu længes jeg inderlig efter at vandre bort og faa være med Kristus og ønsker alene indtil Enden ved Guds Naade at kunne stride ret den gode Strid, beholde Troen og fuldkomme Løbet, saa ved jeg vist, at Seierskronen ogsaa er henlagt for mig.

Men, desværre, jeg er endnu herneden, og Synden bor fremdeles i mit Kjød; dersom jeg ikke alvorlig vaager og beder, kan jeg lettelig falde i Fristelse, thi Aanden er vel villig, med Kjødet skrøbeligt, og der er intet Godt i mit Kjød. Den onde Natur maa derfor stedse tvinges og aandelig korsfæstes ved daglig Omvendelse og derved blive lagt under Aanden, hvorfor der uafbrudt maa ske en bestandig Fornyelse i vor Sjæl og Aand, — ligesom vi ogsaa daglig maa bekomme en fuld Syndernes Forladelse.

Dette er min Tro efter Børnelærdommen og min redelige Bekjendelse, ei nogen Indbildning, men en fast Overbevisning om de usynlige Ting, som ikke sees, men dog holdes for sande og visse. Troen er en Guds Gave, der kraftig virker den ægte kristelige Kjærlighed. Derfor er jeg fast forvisset om, at jeg over alle Ting bør frygte og elske Gud, holde hans Bud og elske min Næste som mig selv. Og saaledes som jeg selv tror, taler jeg altid. Disse to Punkter : at elske Gud og sin Næste holder jeg urokkelig fast ved, og herpaa vil jeg ved Guds Naade seire over alle mine Sjælefiender og stadfæste denne Grundsandhed i den hellige, treenige Gud Faders, Søns og Helligaands Navn, saa jeg ikke vil leve (for) mig selv, men i Guds Søns Tro og i det Haab, at han af Naade vil skjænke mig det evige Liv. Gud høre min Bøn, Amen».

Han omfattede vor Kirkes Goder, det kirkelige Embede, Presterne og den offentlige Gudstjeneste med varm Kjærlighed og var altid den første og den sidste tilstede i Guds Hus under Menighedens Forsamling der. Han levede i Sandhed et Kjærlighedens Liv. Lige til det sidste Leveaar samlede han Folket om sig til Opbyggelse enten i Nabolaget eller eller andre Steder  –  særlig paa Sollid. Ligeledes pleiede han hvert Aar, naar Vaaraannen var over, sammen med Ole Lassesøn Fagerliddal at tage sig en Tur ud til Reissen (Sørreisa) og Bardo (Bardø), navnlig til sidstnævnte Sogn, for at opmuntre og formane sig selv og Vennerne der.

Særlig i Høitiderne, men vistnok ogsaa ellers, gjengjældte disse hans Kjærlighed ved i Flok og Følge at besøge «Lars Voss» i hans Hjem, hvor Gjæstfriheden saa gjerne husede dem flere Dage ad Gangen.

Sit sidste Leveaar tilbragte den Gamle paa Sygesengen, og skjønt de legemlige Lidelser var strænge, var han aldrig utaalmodig eller klagede derover; glad og fornøiet talte han i denne Tid oftere om at vandre herfra, saaledes som en Jesu Troende kan gjøre det, og ytrede mangengang sin Forundring og Glæde over, at den onde Frister nu saa sjelden plagede ham. Med sædvanlig Tilfredshed og Glæde modtog han den sidste Morgenen Sønnekonen, som efter Sædvane bragte ham Kaffen, hvoraf han dog nød kun lidet; glad som han altid var i denne, forundrede dette Husets Folk, der nu straks maatte ind for at se til ham; han var da netop sovet hen.

Hans Dødsdag er ikke anført i Maalselvens Kirkebog, men den indtraf omkring den 28. Juni 1853 (Oplysninger fra Samtidige, indsamlede af Kirkesanger P.M. Lilleeng i Maalselven).

Stengt for kommentarer.