ole eidissen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Anden Del. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 774 – 775 :

 

Den mest fremtrædende af Vennerne i denne Egn (Tromsø/red.) var utvilsomt Ole Eidissen (Oplysninger fra ham selv og flere af hans samtidige Venner; Udtalelser fra Professor Gisle Johnson. «Norsk Missionstidende» for 1902, Side 76 – 77), født Nytaarsdag 1832 paa Gaarden Skarberg i Tromsøsundet.

Han voksede op under trange Forholde og lærte tidlig at arbeide haardt og nøies med lidet.

Det udviklede hans Evner og staalsatte hans Karakter langt mere end den Smule tarvelige Undervisning han fik i Datidens Omgangsskole. Af ulige større Betydning blev den aandelige Paavirkning, han tidlig modtog. Han skriver : «Allerede i tolv, tretten Aarsalderen blev jeg ved Læsning af Guds Ord vakt til Erkjendelse af min Synd og følte en smægtende Længsel efter at komme i Forening med min Frelser. Dette Liv kom dog først til sin Ret ved Kallems Virksomhed«.

Paa sit nævnte Fødested boede han længe efter at han var bleven voksen og ernærede sig som Gaardbruger og Fiske.

Ved Begyndelsen af Femtiaarene kom han til fuldt aandeligt Gjennembrud og et virksomt Kristenliv, stærkt paavirket af den store Vækkelse, som begyndte ved A.N. Haave i Slutningen af Firtiaarene og fortsattes og udvidedes ved O. Kallems og andre Lægmænds ildfulde og overbevisende Forkyndelse  om Synd og Naade.

Under den sekteriske Bevægelse, der fra omkring 1856 og senere bredte sig over denne Egn ved Lammers og hans Venner og ledede til store Udtrædelser, stod Eidissen og flere andre fra Haaves og Kallems Dage urokkelig fast paa den gamle Troesgrund, trods stærkt Tryk og ikke smaa Trængsler.

Og den holdt han altid senere fast ved uden at vakle og fik efterhaanden et stedse dybere og klarere Syn paa den lutherske Kirkes Herlighed, trods Kirkesamfundets Brøst.

Han voksede stadig i Naaden og Sandheden; derfor var han ogsaa altid en ypperlig Veileder for andre.

Fra omkring 1850 til 1875 drev han hvert Aar som Fisker i Lofoten og Finnmarken og forkyndte samtidig Guds Ord der. Af stor Betydning ogsaa for ham selv blev de tidligere berørte Møder paa Bentsjord hos gamle Moursund og Frue. I den store, blandede og ofte stærkt religiøst bevægede Kreds her fik han den første Øvelse i at lede en Samtale og tillige en god Oplærelse som Taler, da han ofte af Moursund blev opfordret til at føre Ordet.

Erfaringerne her og paa Fiskeværene samt under Reiser til og fra disse kom ham til stor Nytte under hans senere aandelige Virksomhed for Guds Rige.

Han havde en egen, enestaaende Evne til at lede en Samtale baade med den enkelte og flere og var mægtig som faa til sagtmodig, sindig og med logisk Klarhed at overbevise dem, som modsagde eller endog spottede.

Samtidig udviklede han sig til en af Nordnorges dygtigste Guds Ords Bekjendere. Han havde Ordet i sin Magt, samlede mange om sin Talerstol og var flink baade til at vække og veilede. Han blev mange til Velsignelse, ikke mindst derved, at han selv var en ydmyg Mand, som gav Gud Æren i alt og for alt.

En Tid virkede han i Lutherstiftelsens Tjeneste som Bibelbud, og det vides, at Professor Gisle Johnson satte stor Pris paa hans Husbesøg, Opbyggelser og faste kirkelige Holdning.

Hans længste og betydeligste Arbeide var dog knyttet til det norske Missionsselskab. Det begyndte omkring 1876. Som Kredsemissær inden Tromsø Stift arbeidede Eidissen i hele 25 Aar med Troskab og Dygtighed, trods de sidste Aars legemlige Svaghed. Hedningemissionens store Sag eiede hans varme Kjærlighed og levende Interesse, og han bevarede Troskaben mod Missionsselskabet usvækket lige til det sidste.

Han hørte ikke til dem, som synes, at det nyeste altid er det bedste.

Ved Siden af sit Arbeide for Hedningemissionen virkede han i lang Tid hvert Aar som Udsending fra Tromsø Biskop ved Lofotens Fiskevær. Ogsaa hertil var han fortrinlig skikket.

Desuden arbeidede han af og til i Indremissionens Tjeneste i Tromsø By.

I hele Stiftet var Eidissen velkjendt og anseet; hans Besøg var overalt kjærkomne. Hertil bidrog baade hans Dygtighed, vindende Personlighed, sindige, sagtmodige Optræden og sunde lutherske Standpunkt.

Det tilføies, at han blev valgt som Deputeret fra Tromsø Stift ved de kirkelige Landsmøder i 1885 og 1887.

Saaledes vedblev det nidkjære Vidne at arbeide utrættelig indtil 14. Januar 1902, da han «fandt Hvilen hos Gud fra sit Virke».

 

Stengt for kommentarer.