lars knudsen kyllingen (tjødlingen) : presentert av h.g. heggtveit

 

– fra Heggtveit’s verk : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede – et Bidrag til dens Historie» – Første Bind – Haugianismens Tid – Første Halvdel  1796 -1820.

(Les også Sigrid Svendsen’s presentasjon av Lars Kyllingen her).

 

Fra s. 212 – 220 :

 

Til de forskjellige Dele af Romsdalen indflyttede efter Hauges Raad en Række tildels meget fremragende Lægmænd.

Den mest alsidig begavede af disse var visselig Lars Knudsen Tjødlingen, som datteren har sagt blev født i Lyster (Luster/red.) midtsommer 1770. «Forældrene var Gaardbrugerfolk, der havde kristelig Interesse».

Han skriver selv følgende om sin Barndom : «Det første, jeg mindes at have følt nogen Rørelse i min Sjæl, var i mit 8de Aar (1778). Der døde et lidet Barn paa samme Gaard, hvor jeg var; jeg fik da følge min Moder til Gravøllet. Der hørte jeg, de sang Salmerne : «Det er forvisst paa Tiden snart», «Om Himmeriges Rige saa ville vi tale»; «Følg Jesus med, jeg er din Vandringsmand».

Dette rørte mit Hjerte til Taarer; jeg gik hjem med min Moder, der straks maatte lære min Tonen (Melodien) til disse Salmer, hvilket hun og gjerne vilde, da hun havde øvet mig strængelig i den bogstavelige Kundskab, saa jeg da allerede læste, hvilken Bog jeg vilde.

Omkring 1 Aar derefter (ca. 1779) døde min Moder; jeg var da hjemme hos min gamle Fader en Tid». Denne døde imidlertid omkring 1780, og han og Søsteren, der gik bort 21 Aar gammel, blev da bortsat til Fremmede; efter Datterens Opgave var han da 10 Aar.

«Han kom til en gammel, stræng Kone, hvor han havde det haardt». Han skriver : «Jeg arbeidede sammen med adskillige Folk, var flygtig i mine Tanker, vildfarende og havde mange Udyder. Naar nogen irettesatte mig herfor, græd jeg hjertelig og bad til Gud, at han vilde hjælpe mig. Undertiden kom jeg ihu, hvad min Moder havde sagt og formanet mig til; stundom naar jeg læste og sang, bevægedes jeg til Graad. Ofte havde jeg Mindelser om Døden og Evigheden.

Da jeg var i mit 17. Aar (Høsten 1786), gjentog jeg mit Daabsløfte; jeg følte da, mit Hjerte rørtes, og en Ild ligesom for gjennem mig.

Jeg kom dog ikke dengang til nogen Sindsforvandring, skjønt jeg ofte havde saadanne sterke Mindelser om Evigheden, især naar jeg betragtede alle Guds Skabninger, baade vilde Dyr, Fugle m.m., som jeg syntes alle stod i den Orden, Gud havde sat dem, undtagen Mennesket, der var langt fra sin oprindelige Bestemmelse.

Dette med mere rørte mig ofte til Taarer; men jeg forstod ikke, at jeg maatte omvende mig fra Synden. Jeg nærede det Haab, at Gud ei vilde fordærve eller nedstøde alle Mennesker i den evige Elendighed; saaledes trøstede jeg min nagende Samvittighed og stillede den tilfreds igjen. Da jeg var mellem 25 og 26 Aar (Vinteren 1795-1796), laa jeg syg og tænkte, at det havde blevet min Død. Jeg bad da til Gud, at han vilde hjælpe mig, men fik ingen Trøst; det vidnede saa tydelig indvortes, at jeg ingen Del skulde faa hos ham; dog var mit Hjerte haardt og ubevæget.

Jeg blev da forskrækket og bad om, at han vilde give mig Tid, saa vilde jeg forbedre mig.; jeg blev frisk igjen, men kom ikke til nogen Sindsforandring ved denne Sygdom».

Datteren fortæller, at han omkring Aar 1800 i Lyster blev gift med en kristeligsindet Kvinde ved Navn Margrethe, der imidlertid døde i første Barselseng med Datteren Brit, Moder til den begavede Lægmand Daniel Olsen (?) Tjødlingen.

Om sin Vækkelse skriver Lars Tjødlingen Vaaren 1817 følgende : «Jeg hørte Rygte om, at H.N. Hauge (1801) havde vandret gjennem Bygden (Lyster) og holdt Taler; da blev jeg heftig rørt; det var ligesom en Ild for gjennem alle mine Lemmer. Jeg kjendte en hjertelig Længsel efter at faa se Hauge, men traf ham ikke denne Gang; jeg havde svære Fristelser den hele Sommer (1801). Endelig om Høsten (samme Aar) kom til Bygden en Mand fra Hemsedal (i øvre Hallingdal). Han talte opbyggeligt, og det vidnede tydleligt i mig, at mit Hjerte var haardt og dennes ydmygt.

Mange Folk søgte ham; nogle spottede, andre sagde, at hans Vidnesbyrd var ret. Jeg erindrede om Kristus og hans Apostle, at saa gjorde man ogsaa med dem. Jeg fulgte med til næste Gaard og hørte paa Talen; jeg faldt i Graad og følte, at jeg var et fordærvet Menneske; jeg bad hjertelig, at Gud vilde komme mig til Hjælp, saa jeg kunde forbedre mig.

Jeg fik fat paa en Bog, kaldet «Afhandling om Guds Visdom» (af H.N. Hauge); den blev et stort Middel for mig; thi jeg fik nu en stærk Lyst til at betragte Guds Ord og blev mere og mere overbevist om min Fordærvelse. Mine Fristelser var saa svære, at jeg vidste intet Raad; jeg følte da levende min indvortes Fordærvelse. Alle onde Tanker, Lyster og Begjærligheder havde saadan Magt i mig, at jeg ofte gik afsides, lagde mig paa Marken, græd og bad til min himmelske Fader, at han vilde komme mig tilhjælp.

Men min indvortes Fiende holdt mig fangen med Tvil om, at jeg skulde faa Magt over det Onde. Jeg skrev da (senhøstes 1801) til H.N. Hauge et Brev om min Tilstand, og hvorledes min Vandring havde været, og sendte det til Bergen. Han var da ikke hjemme, men Samson Traae betragtede mit Brev og skrev tilbage, at hvor Synden var overflødig kjendt, der er og Naaden overflødigen.

Jeg blev herved hjertelig glad, gik afsides, prisede og takkede min himmelske Fader for hans Naade og lovede i mit Hjerte, at hvis jeg kunde faa være hans Barn, saa vilde jeg gjøre hans Vilje, hvad der end skulde møde mig i Tiden, enten Ære eller Vanære.

Jeg følte da (Vinteren 1801-1802) en heftig Lyst til at bekjende for andre, hvad jeg selv havde modtaget af Gud; jeg vilde saa gjerne unde alle det samme Gode. Ofte mærkede jeg en levende Kraft i min Sjæl, naar jeg saaledes fik gjøre Guds Vilje og vidne for andre, hvad jeg selv troede. Jeg reiste bort for at bekjende Guds Ord og tilskynde mine Medmennesker som mig selv til at sky Lasternes Vei og bede ham om Kraft til Omvendelse».

I denne Tid (1802- 1804) virkede han ikke alene i Bergens Stift, men ogsaa i hele det søndenfjeldske Norge, ja over hele Østlandet og det meste af Trondhjems Stift. Der var en særegen Ild og Kraft i hans Vidnesbyrd, hvorved han blev mange til Vækkelse og evig Velsignelse.

Ikke længe efter sin Vækkelse, antagelig en Gang i 1802, flyttede han fra sin Fødebygd Lyster (Luster) til Gaarden Morken paa indre Hafslo, hvor han boede i flere Aar. Efter Datterens Meddelelse giftede hans sig igjen omkring 1804 med en troende Kvinde, Anne Katrine Pedersdatter, født paa Holmedal i Lyster 1767 og vakt ved H.N. Hauge 1801; hendes Fader syntes ikke om dette; hun maatte stjæle sig til Opbyggelserne gjennem Vinduet, naar Forældrene havde lagt sig. Hun blev Lars Knudsen en trofast og praktisk dygtig Hustru, var af Natur stilfærdig og snil, men mindre begavet end han.

Snart efter kjøbte han Gaarden Næs, der ogsaa hører til Hafslo, men ligger paa Veitestranden ved den øvre Ende af Bygdens 17 Kilometer lange, smale Vand. Han var efter de Gamles Fortællinger den første, som holdt Opbyggelser der, hvilket vakte stor Forundring.

De lagde ogsaa straks Mærke til, at han i Vaaraanen begyndte tidlig om Morgenen med Folk og Heste og arbeidede, til Solen randt; derpaa tog han sig en Hvilestund og gav Hestene Hø; saa samlede han Arbeidsfolkene om sig, tog en Bog op af Lommen, læste et Stykke, sang en Salme og holdt en Bøn, hvorefter han fortsatte sit Arbeide med fornyet Kraft og Lyst.

Da dette rygtedes, sagde Folk i Bygden : «Naar skal han Lars Næs faa færdig sit Aannearbeide, som hefter Tiden bort med saadant ?» Men de mærkede snart, at han drev saa dygtig og ivrig Arbeidet, at han blev færdig en god Stund før de andre. De fik se, at «Gudfrygtighed er nyttig til alle Ting» og at den «har Forjættelse baade for dette Liv og det tilkommende».

Ved hans Virksomhed paa Veitestranden kom adskillige til Vækkelse og Liv i Gud. Men den nævnte Gaard ble allerede i 1806 taget fra ham paa Odel; saa boede han atter en Tid paa Morken. Hans Virksomhed og Iver varede ved, indtil Vækkelsens fornemste Redskab og vigtigste Leder blev sat ind i den langvarige Arrest Høsten 1804.

Han skriver : «Da fik Vennerne vide, at Hauge ønskede, vi skulde adlyde Kongens Vilje og især vogte os for alt, som kunde vække Opsigt. Da de fleste nu standsede med at bekjende Guds Ord, lunknedes jeg og flere andre; jeg tabte den salige Ild og den stærke Omsorg for min egen og andres Salighed, ja blev endog besmittet af Synden.

Jeg følte dog altid Sorg herover og Tugt indvortes af Ordet og Aanden; jeg gik ofte afsides, faldt paa min Knæ og bad til Gud for mig selv og andre, at han vilde komme os til Hjælp, da jeg mærkede baade hos mig selv og andre, at adskillige Svagheder sneg sig ind og begyndte at herske iblandt os. Det var ofte meget tungt for mig, at jeg ei vidste, hvilket Middel kunde vække os op af denne Lunkenhed».

Han søgte dog ved Læsning i Guds Ord, Samtaler med Troesbrødre og gjennem smaa Andagter hos forskjellige af dem at bevare Troesgnisten.

Saaledes skred Tiden hen til Vaaren 1809. Da flyttede han med Familie efter Hauges Raad paa Daniel Arnesens Jagt sammen med flere Venner fra Sogn til Romsdalen. Her kjøbte han Gaarden nedre Tjødlingen øverst i Dalen, skraa overfor Slettafossen; den ligger høit og vakkert med vid Udsigt. Her boede han resten af sit Liv, der efter denne Tid blev meget frugtbringende for Guds Rige.

De første Aar i Romsdalen var næsten udelukkende optagne med ivrigt timeligt Arbeide; samtidig blev han selv gjennemrystet af stærke aandelige Kampe og Anfægtelser. Det var den indre aandelige Opglødning, han ved Guds Aand og Naade maatte gjennemleve, før han paany kunde blive et ret Vidne for sin sovende Samtid.

Og det blev han i langt dybere Mening og i høiere Grad end før Hauges Frifindelse lige under Jul 1814.

Denne Begivenhed gjorde ogsaa paa Lars Tjødlingen et stærkt og frigjørende Indtryk. Og omtrent et halvt Aar senere indtraf noget, som fik afgjørende Betydning baade personlig og for Fremtiden. Han skriver herom følgende :

«Sommeren 1815 var jeg i Samkvem med andre under et Marked; der kom en Mand til meg med Vrede og overfaldt mig med Bespottelser og mange urigtige Beskyldninger, (fordi jeg adskilte mig fra den store Hob og ikke fulgte Bygdeskikkene m.m.), hvilket jeg for det meste var uskyldig i, dog ikke i alt; dette beskjemmede mig og gik dybt til Hjerte; det blev og et virkende Middel til min Saligheds Befordring, saa jeg siden har følt en Sinds Fornyelse. Gud give os Naade at vandre frem med et sandt Hjerte i Enfoldighed; han hjælpe os til at bygge vort Hus saaledes paa Klippen, at det kan blive staaende, naar Stormvinde og Vandløb støder derpaa».

Dette Optrin Sommeren 1815 danner et nyt afgjørende Vendepunkt i Lars Tjødlingens Liv. — Fra nu af begyndte en Lægmandsvirksomhed saa dygtig, omfattende og betydningsfuld, at den maaske alene staar tilbage for Hauges.

Saa snart hans Venner i Trondhjem hørte, at han atter var begyndt som Guds Ords Forkynder, skrev de til ham og bad om, at han vilde komme did for at opbygge og oplive dem. Han fulgte Anmodningen, og denne Tur til Trondhjem Høsten 1815 blev Begyndelsen til en Række Reiser rundt det hele Land fra Maalselven til sydligst i Smaalenene, fra Stadt til den svenske Grændse; der var ikke mange Bygder, uden han besøgte dem en eller flere Gange.

De Gamle omtaler Tjødlingen som en af hin Tids meste begavede Talere : klar, livfuld, erfaringsrig og brændende i Aanden, grebet som faa af et helligt Vidnemod og en uudslukkelig Kjærlighed til sine Medmennesker samt en inderlig Omsorg for deres timelige og evige Vel.

Paa samme Tid var han en djærv Karakter, der hyppig gik lige løs paa den enkelte, medens man dengang i Almindelighed var meget forsigtig, maaske i utilbørlig høi Grad, af Frygt for at støde nogen bort.

I Trondhjem virkede han en Tid under stor Tilslutning. Han havde ikke arbeidet her længe, før ogsaa den derboende Haugianer Henrik Mathiesen begyndte at tale Guds Ord.

Saa reiste Tjødlingen sydover; i Begyndelsen af 1817 var han hos Hauge paa Bredtvedt og modtog hans Opmuntring, Veiledning og Raad; derfra fortsatte han vestover til Bergen; overalt udstrøede han rigelig Livets ord. Efter at have virket vestenfjelds en Tid drog han nordover til Trondhjem igjen, holdt her nogle Opbyggelser og reiste saa tidlig paa Høsten 1817 sammen med H. Mathiesen nordover lige til Maalselven; der var i de fleste Bygder Trang til at høre Guds Ord; mange blev paavirkede og adskillige vakte.

Efter Tilbagekomsten arbeidede han i Trondhjem Resten af Aaret. Straks efter Nyttaar reiste han og Mathiesen sydover fra Stiftsstaden, over Dovre, gjennem Gudbrandsdalen og omkring i de østlandske Bygder til Bredtvedt.

Efter en kort Stands her fortsatte han vestover til Christianssand, tog saa videre til Bergen og derfra nordover til sit Hjem.

Han gjorde baade opmuntrende og nedslaaende Erfaringer angaaende kristelig Interesse, vaagnende Liv og religiøs Ligegyldighed.

I 1819 reiste han atter flittig om baade søndenfjelds, vestenfjelds og nordenfjelds. Det følgende Aar (1820) virkede han paany i Trondhjem og paa Søndmøre (Sunnmøre); i 1822 gjæstede han atter Bygderne i det østen- og vestenfjeldske. Aar 1823 holdt han Opbyggelser i Trondhjem, hvor der nu især blev vakt en stor Begjærlighed efter at høre Guds Ord, saa Husene stundom ikke kunde rumme de tilstrømmende Skarer.

Ud paa Sommeren 1823 drog han sammen med Daniel Arnesen sydover, og efter at have virket rundt om paa Østlandet reiste de endog 10 Mile ind i Sverige; efter Tilbagekomsten herfra opholdt de sig en Stund paa Fredrikshald (Halden).

I 1824 virkede Tjødlingen (Kyllingen) baade i Romsdalen, vestenfjelds og østenfjelds og fortsatte paa samme Maade det følgende Aar, dog noget hindret af Overanstrængelse og tiltagende Svaghed, som Følge af hvad han havde gjennemgaaet paa mange Reiser, ved talrige Opbyggelser i alslags Veir og under oftest  trange og vanskelige Forholde.

Et af de sidste Leveaar holdt han Samlinger i Soggendal ved Egersund. Der var et forskrækkeligt Veir. En Ven sagde da til ham : «Det er ondt Veir idag !»  Denne svarede . «Synes du det ! Hvad mener du da om Veiret i Sodoma og Gomorra ?»

Han var udsat for Farer af mange Slags, endog for røveriske Overfald. Paa en af sine Vandringer for at tale Guds Ord kom han og en Reisefælle til et ensomt liggende Sted, hvor der tillige var Skydsstation. De tænkte at overnatte her, men fandt forskjellige Ting saa mistænkelige, at de besluttede at reise videre, bad om Dagbogen for at indskrive sine Navne og forlangte samtidig Skyds til næste Station.

Dette kunde man ikke nægte dem. I det de fortsatte Reisen, viste det sig, at nogen satte efter dem; men da de havde en rask Hest og desuden Forsprang, lykkedes det at kjøre saa fort, at Forfølgerne ikke kunde indhente dem, og de slap uskadet fra det.

Af anden Art var følgende Oplevelse : En Kveld havde Tjødlingen bestemt Opbyggelse et godt Stykke fra sit Hjem; han satte sig paa Hesten og drog afsted; det gikk gjennem en Skov (skog), hvor der allerede var bælgmørkt (bekmørkt). Mens han red og tænkte over, hvad han vilde sige til Folket, naar han kom frem, syntes han, der pludselig sad bag ham paa Hesteryggen en Person, som begyndte at overbevise ham om, hvor aldeles unyttigt det var at fortsætte længere; han gjorde langt lettere ved at reise hjem igjen. Men Lars, der forstod, at det var Satan, som vilde hindre ham, svarede : «Hvis Gud hjælper mig frem til mit Bestemmelsessted, saa skal jeg fortælle, hvem du er !»

Og det er sagt af Tilstedeværende, at den Gang talte Tjødlingen slig, «at det var omtrent umulig at høre paa uden at blive omvendt».

— Ved en given Leilighed skal han have forudsagt, at Lesje, Nabobygden til Romsdalen, ikke altid skulde blie en saa ufrugtbar Mark, som Sognet viste sig at være paa den Tid (i kristelig betydning/red.). Han reiste gjennem Egnen; men ingen vilde laane ham Hus til Opbyggelser. Da gik han fra Gaard til Gaard og talte med Folk om Veien til Livet. Efter at have besøgt de sidste Gaarde paa samme Maade vendte han sig om, saa ud over Bygden og sagde : «Ja, nu har jeg saaet alligevel, og man skal se, om det ikke bliver, før 20 Aar efter at jeg er død og begraven, saa skal Sæden spire». Dette gik ogsaa i Femtiaarene paa en herlig Maade i Opfyldelse.

Efter denne lille Udsigt over hans Reiser skal tilslut meddeles enkelte Træk fra hans Virksomhed og private Liv. Straks efter sit Komme til Tjødlingen beyndte han at holde Opbyggelser. Da dette rygtedes i Bygden, fik en Kone stor Lyst til at se og høre ham. Hun kom da paa et Møde, hvor en Mængde Folk var samlet. Konen havde gjort sig store Forestillinger om ham. Med da Lars var særdeles liden af Vekst, slog hendes Tanker om til Foragt, saa snart hun saa ham komme.

Hun udbrød : «Er dette Lars Tjødlingen, nei, er dette Lars Tjødlingen !» Dette hørte han og svarede straks : «Ja, her er han, slig som du nu ser ham !»

Men hun fik snart mærke, at den lille, uanselige Mand kunde tale Guds Ord med en Aands og Krafts Bevisning, som greb Tilhørerne dybt baade i deres Vilje og Samvittighed.

— I sine Opbyggelser læste han i Almindelighed et Stykke af Guds Ord og forklarede og anvendte dette til Vækkelse, Veiledning og kristelig Opmuntring til at tro paa Jesus og følge ham efter. Han var mild og kjærlig i sin Tale, sindig og rolig i hele sin Optræden. Derfor sagde ogsaa Hauge : «Lars Tjødlingen skal gaa foran og lokke paa Faarene, men Daniel Arnesen følge efter med Pisken og have et Øie med de aandelig Dovne og saadanne, som vil vige af fra Veien».

Hans Kristendomsopfatning var alsidig. Han satte ikke nogen Sandhed i Skyggen, allermindst Evangeliet om Kristus og hans Gjerning. Det er saaledes karakteristisk, at over Indgangsdøren indvendig i Dagligstuen har han paa nedre Tjødlingen ladet male følgende Vers, der skal være af ham selv : «Naar du oplukker denne Dør, Da hos dig den Betænkning gjør, At Jesus Krist, vor Frelser kjær, Den rette Dør til Livet er».

Datteren har fortalt, at han ogsaa digtede forskjellige aandelige Sange, der engang blev meget brugte i Opbyggelserne, men nu er forsvundne. I sit Hus læste han daglig høit et Stykke af en Opbyggelsesbog eller i Bibelen, talte med sine Husfolk flittig om det ene fornødne og havde gjerne et Guds Ord at sige til dem, med hvem han kom i Berørelse. Han havde en troende Tjenestegut, som sagde om hans Opbyggelser Søndagene, at han talte slig, at det gik ham til Marv og Ben, stod levende for ham og blev til Nytte og Velsignelse hele Ugen.

Tjødlingen var en stor Børneven (barnevenn/red.). Naar han havde været ude paa Reiser og kom hjem, havde han gjerne kjøbt med sig en hel Del større og mindre Kager og forskjellig Godter. Saa pleiede han at bede til sig optil 30 Børn i Grænden og holde Lag for dem; han beværtede de Smaa med Kager og alt det gode, han havde med sig, var venlig mod alle, klappede dem paa Kindet og talte lokkende om Guds Kjærlighed og Jesus, den store Børneven.

De Smaa holdt saa meget af ham; de hang baade om hans Hoved og Hals. Han levede i et lykkeligt Ægteskab med sin Hustru, der var en huslig, venlig og kjærlig Kvinde. Sine Børn opdrag han i Gudsfrygt og Herrens Formaning, med tugtede dem strængt. Han brugte flittig Naadens Midler og var en stadig Kirkegjænger og Nadvergjæst. En Gang de havde en Prest i Grytten, som hyppoig omtalte de Vakte paa en nedsættende Maade, blev Lars Tjødlingen, Daniel Arnesen og de andre Haugianere enige om at yde sin Tiende i en bedre Kornsort, end de pligtede, enten Rug eller Hvede, for at lægge for Dagen sit Sindelag overfor Sognepresten og søge at formilde ham. Dette havde en og en god Virkning.

— Lars foretog almindelig sine Reiser i Vintertiden; en paalidelig og kristelig Tjenestegut i Forbindelse med hans dygtige Hustru varetog da alt Arbeide paa Gaarden, som han selv drev overmaade dygtig i Sommertiden, saa den var et rent Mønsterbrug efter de Tiders Forholde.

Han arbeidede selv haardt og forlangte af Arbeidsfolkene det samme; han paalagde ogsaa strængt i sine Taler, at Folk maatte røgte sin  jordiske Gjerning med størst mulig Dygtighed, Troskab og Flid og formanede indtrængende de Troende til at være et lysende Eksempel for andre baade timelig og aandelig.

Hans Hus var meget gjæstfrit og stod aabent for alle Venner; der kom ofte store Flokke af Troende til ham. Engang mange Tilreisende uventet havde indfundet sig, blev hans Hustru forlegen med Hensyn til, hvad hun skulde beværte dem med. «Lav (lag/red.) du kun Mælkegrød», sagde Lars, «saa skal jeg komme med noget ved Siden af».

Grøden kom paa Bordet og Tilsætningen ligesaa. Han holdt Bøn og en Samtale bagefter, som var saa lærerig og opbyggelig, at alle følte sig fornøiede og lykkelige ved den timelige og aandelige Beværtning, som de fik.

— Det var især om Høsten, i October, paa den Tid Markedet holdtes paa Veblungsnæs, at mange Folk samledes i Romsdalen. En Mand fra Lom har fortalt, hvorledes han i sin Ungdom sammen med andre kristelig Paavirkede pleiede at tage Ture didhen i Markedstiden. De tog over Fjeldet og lagede det saa, at de kunde standse noget paa Tjødlingen eller i Nabolaget. Om Dagene tog man da Arbeide paa Gaardene, hvor Potetoptagningen netop gik for sig, og om Aftenerne gik man i de Opbyggelserne, som Lars holdt, for at faa sit aandelige Liv næret og udviklet.

— Der blev spredt ud det Rygte, at Læserne aad ham op og ruinerede ham. Et Par fremtrædende Mænd i Bygden besluttede da at reise til Tjødlingen og undersøge, om det var sandt, med uden at lade sig mærke med, hvad de egentlig vilde.

Lars forstod dog snart Hensigten; han beværtede dem paa det bedste, saa de blev rent forundrede, og da han havde gjort det, sagde han : «Nu faar I være med mig paa Staburet for at se, om «Læserne» har spist mig op !»

Da de kom did, var der fuldt af Korn, Mel, Flesk, Kjød og Klæder, saa ingen anden Mand i Bygden havde et sligt Forraad; de gik da skamfulde hjem med store Tanker om hans Økonomi og timelige Dygtighed. Han var forresten høit agtet og anseet af alle, og der stod stor Respekt af ham. Men der var dog nogle, som alligevel havde imod ham, fordi han blev Midlet til saa manges Vækkelse og Omvendelse.

Oplysende og karakteristisk baade for hans Kristendom og kristelige Klogskab og Visdom at behandle saadanne er følgende Fortælling : En verdslig Mand, der boede langt derfra, havde hørt om Lars Tjødlingens ivrige Virksomhed til Guds Riges Fremme og blev saa forbitret derover, at han besluttede at reise til Tjødlingen og æreskjænde ham.

Dette skede, og han udøste over Lægmanden de styggeste Skjældsord, som han kunde finde frem. Lars hørte taus og rolig paa det hele. Manden ventede nu, at hans Modstander vilde læse ham ordentlig Teksten. Men denne lod, som om han intet havde hørt, saa paa sin Hustru og sagde : «Manden har lang Vei; gjør istand en god Kling til Niste for ham paa Hjemveien !»

Den Tilreisende blev forundret og sagde forlegen, at han ikke behøvede nogen Niste. «Jo», sagde Lars, «du har langt hjem og trænger Niste». Saa gjentog han til Hustruen : «Lav en god Kling for ham og strø Sukker paa den !»

Hun gjorde dette, pakkede Nisten ind og gav Manden, der nølende modtog den og gik skamfuld sin Vei. Da han var kommen et godt Stykke paa Hjemveien, blev han sulten; Klingen brændte i Lommen paa ham, men han havde ingen Lyst til at tage den op og spise. Endelig maatte han bekvemme sig dertil; den smagte godt, men var paa Grund af Omstændighederne vanskelig at faa ned. Den gav Anledning til mange Tanker og Overveielser, og før han kom hjem, var han vakt.

Senere lod han Lars vide, hvilken Virkning Klingen og hans hele Forhold havde havt paa ham.

— Tjødlingen var stedse rolig, fornøiet og tilfreds, men havde utvilsomt ogsaa sine indre Kampe baade med Hensyn til sig selv og andre. Han havde en Søn, som hed Knud, der længe levede ugudelig og drak. Sorenskriveren sagde engang til Lars : «Det er ondt, at du, som er en slig brav Mand, skal have en saa vanartet Søn».

Hertil svarede denne : «Aa, det kommer nok til at blive værre med ham; han vil komme i Øvrighedens Hænder, og saa vil han omvende sig og blive frelst».

— En Søndag Lars havde været ved Kirken, gik han og mange Venner efter endt Gudstjeneste ud paa Kirkegaarden mellem Gravene, saa paa Indskrifterneog talte om Døden, Dommen og Evigheden. En af dem udtalte da sin Medynk med ham og hans ugudelige Søn. Da sagde han : «I behøver ikke at ynkes over mig; naar jeg er død og bleven til Støv, skal Knud komme til Sandheds Erkjendelse og profetere over min Grav».

Dette skede ogsaa længe efter; Sønnen blev omvendt, og efter endt Gudstjeneste en Søndag traadte han op paa Faderens Grav, vidnede om sin Tro, formanede Folket til at sky Synden, omvende sig til den levende Gud og tro paa den Herre Jesus, saaledes som Faderen havde forudsagt.

Knud levede endnu nogle Aar som en alvorlig og eksemplarisk Kristen og døde i Troen.

— Lars Tjødlingen virkede utrættelig lige til det sidste. Ud paa Vinteren 1826 blev han liggende syg, og da dette rygtedes, kom Venner fra Omegnen i stort Antal for endnu engang at se og høre ham, og han havde altid et passende Alvorsord at sige til hver især.

I Pintsen holdt han, siddende paa Sengen, sin sidste Opbyggelse, der var særlig gribende, fuld af Kjærlighedens Omsorg og Alvor. Da han følte Dødens Komme, sagde han farvel til Slægt og Venner og gav hver enkelt en kristelig Formaning. Hans sidste Ord var : «Elsker hverandre i Guds Kjærlighed !»

Og saa gik han ind til sin Herres Glæde. Det var 1. Juni 1826. Begravelsen foregik 9. Juni under stor Deltagelse. Hans gamle Ven og Reisefælle Daniel Arnesen holdt Ligtalen, der endnu er bevaret. I denne hedder det bl.a. : «Betænk, det var Herren, som havde betroet ham sine Pund at aagre med, som havde udrustet ham med Kraft og Visdom fra det Høie til at bekjende sit Navn til sin Ære og Menneskenes evige Salighed. Og alligevel han var en tro Arbeider i Herrens Vingaard, saa erkjendte han dog og bekjendte for Gud og Menneskene, at han var ufuldkommen og havde mange Feil og Skrøbeligheder, og at hans Gjerninger aldrig kunde gjøre ham salig, men alene Troen paa sin kjære Frelser, Jesum Kristum; og ved hans Naade og Fortjeneste var det og han havde et levende Haab, at den Gud og Herre, som han saa hjertelig elskede og trolig tjente, vilde af Naade skjænke ham en liden Del i den Herlighed, som han har beredt for sine troende Børn».

— Lars Tjødlingen var liden af Vekst, havde gult Haar, vakre, blaa Øine, et rundt, fyldigt, blidt og venligt Ansigt, hvoraf en livlig, ildfuld Aand og inderlig Kjærlighed lyste.

Han eiede en skarp, klar Forstand, en sund Dømmekraft og en sjelden Evne til at prøve Aanderne, om de var af Gud. Af Karakter var han fast, rolig og besindig, men kunde ogsaa optræde med stort Alvor og Strænghed. Hustruen Anne Kathrine Pedersdatter døde i Troen 2. Februar 1852 i en Alder af 85 Aar.

Af Lars Tjødlingens Efterkommere findes en hel Del baade i Romsdalen og andre Steder. Det er foran sagt, at han i sit første Ægteskab fik en Datter, Brit. Denne blev gift med en Søndmøring ved Navn Ole Nilsen Langeland; hun var sygelig og boede al sin Tid paa Tjødlingen. De havde følgende Børn : Lars, Nils, Ole og Daniel Tjødlingen.

Sidstvævnte blev født 31. December 1833. Om hans Ungdom vides kun, at han da levede som et almindeligt Verdensmenneske. I 1853 reiste han til Tromsø, hvor han var Handelsbetjent i 6 Aar. I 1859 vendte han hjem igjen. Han blev i Juni 1861 gift med Brit Asbjørnsdatter Ormeim (Ormheim), født 18. Januar 1834. Fra Barndommen af gav han Sandheden Bifald og gik bestandig med en Brod i sin Samvittighed; men det kom ikke til noget fuldt Gjennembrud med ham; han vilde ikke bryde med verdslige Kammerater og sin Tilbøielighed til stundimellem at tage sig et Rus.

Men i Slutningen af Mai 1876 blev han vakt under eiendommelige Omstændigheder. Han havde gjort sig en Tur til Veblungsnæs og drog derfra beruset paa Hjemveien. Om Kvelden kom han til Gaarden Risen, der ligger straks ovenfor Horgem Skydsstation. Her overnattede han hos en kristeligsindet Mand ved Navn Jens. Om Natten kom Daniel Tjødlingen i stor Sjælenød. Han gik ind til sin Vært og vækkede ham; denne maatte staa op, læse for ham af Guds Ord, tale med ham og bede for og med ham.

Efter en alvorlig og haard Kamp blev han mere rolig og stille. Den næste Dag kom han hjem som vakt, fulgt af Jens, til stor Forundring for Hustru og Børn. Han havde nu faaet et helt andet Udseende : det fredløse Udtryk var veget; og snart fandt han Hvile i Troen paa Kristi Blod, som renser fra al Synd.

Ikke længe efter begyndte han at holde Bøn i Forsamlingerne; senere deltog han ogsaa ved Postillelæsning og nogle kristelige Formaningsord tilslut. Men først adskillige Aar derefter vovede han sig til at holde egentlige Opbyggelsestaler; disse var sammenhængende, vækkende, indtrængende og overbevisende. Hans Hustru glædede sig over hans Sindsforandring og blev snart ogsaa selv en levende Kristen. Siden er flere af deres Børn begyndt at søge Gud og har fundet ham, som er Veien, Sandheden og Livet.

Efter at have virket væsentlig i Hjembygden nogle Aar, begyndte Daniel Tjødlingen omkring 1892 at gjøre Smaature som Guds Ords Forkynder til Lesjeskogen, hvor han havde en gift Datter, og holdt ogsaa Opbyggelser ude i Fjordene omkring Romsdalen.

I 1898 reiste han første Gang til Søndmøre (Volden og Østen) og var der fra Jul og udover Vinteren for at bekjende Guds Ord. Det næste Aar virkede han ogsaa paa nævnte Steder, men blev kaldet hjem paa Grund af Hustruens Sygdom. «Hun døde salig i Troen paa sin Frelser » 25. Marts 1899. Saa reiste han atter til Søndmøre og arbeidede der fra før Jul 1899 og udover Vinteren 1900; ligesaa fra Juletid 1901 til omkring Paaske 1902. Saaledes blev han ved at virke til Velsignelse for mange indtil sin Død, der indtraf 25. Februar 1904 paa Røvik i Bolsø under et midlertidigt Ophold der.

— Daniel Tjødlingen var utvilsomt en mere end almindelig begavet og rigt udrustet Lægmand, noget skarp og kritisk, men en eiendommelig Evne til at prøve Aanderne. Han kunde af og til paa en noget mistænksom og tildels haardhendt Maade tage fat paa ukjendte Lægmænd og ordentlig krydseksaminere dem; han var et aandeligt Polititalent, men mente det utvilsomt godt og følte sig drevet dertil af Kristi Kjærlighed og Omsorg for Sjælenes sande Vel.

Engang, paa et Indremissionsmøde, var der Tale om Lægmandsvirksomheden før og nu. Daniel hævdede, at tidligere talte Lægmændene kun Sandheden, som de selv havde erfaret den, men nu var det tildels anderledes. Det kunde mærkes paa flere, at de lærte sine Taler som en Lekse hos en eller anden yndet Forfatter.

Og i denne Forbindelse fortælles det af en Tilstedeværende, at Daniel kom med følgende hvasse Ytring om saadanne Lægprædikanter : «Noget laaner de, noget lyver de, Resten stjæler de».

— Trods al Lighed med sin fremragende Bedstefader synes han ikke at have eiet et saa rigt Fond som denne af Kjærlighed, Mildhed og hjertevindende Venlighed. Han var liden af Vekst, havde et fint furet, vakkert og udtryksfuldt Ansigt med blaa, forskende, gjennemskuende Øine og en høi, hvælvet Pande, mærket af krydsende Tanker og Overveielser; Haaret var helt væk øverst oppe i Hovedet og bagover. Han var en Skikkelse, som brændte sig uudslettelig ind i ens Erindring, en kristelig Personlighed med udpræget fast Vilje og klar, kritisk, nøgtern Fortstandighed; Følelsen og Fantasien synes at have været noget tilbagetrængt i hans Sjæleliv, hvilket ikke var Tilfældet med hans Bedstefader.

— I sit 2. Ægteskab havde Lars Tjødlingen Børnene Knud, Anne og Margrethe. Anne blev gift med Gaardbruger Nils Knudsen Dahle. Deres Søn er den bekjendte og anseede Missionssekretær Lars Dahle, født 7. December 1843.

Margrethe blev omkring 1841 gift med Farver Hvam i Tønsberg. Hun døde der 19. Januar 1897 i en høi Alder.

 

 

(Et lite avsnitt om Kyllingen gjengitt fra samme verk av Heggtveit  : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede – et Bidrag til dens Historie» – Første Bind – Haugianismens Tid – Første Halvdel  1796 -1820  S. 204) : En gang, mens det holdtes Ting der (på Svanøen) kom den begavede legpredikant Lars Knudsen Kyllingen (Tjødlingen) dit og holdt etter anmodning av sine venner og vertsfolk oppbyggelse i en annen stue på gården. Fogden fikk høre om dette og ville gå bort og arrestere legmannen. Da dette kom for Kirsti Svanøe’s ører, gikk hun like ned til fogden og spurte : «Er det sant at du vil sette fast Lars Kyllingen, som er kommet til meg på besøk ?» Fogden svarte «Ja» til dette, hvorfor hun utbrøt : «Jeg har aldri hørt så galt at øvrigheten vil fengsle dem som taler Guds Ord for oss, men lar slike gå, som banner, sloss og nesten dreper hverandre; lar du ham ikke være i fred, så skal det bli siste gang det skal holdes Ting her; jeg er rådig over mitt eget hus !» Da fogden hørte dette, tidde han stille, lot legmannen være uenset og gikk inn i Tingstuen igjen. Les mer om Kirsti og Ole Svanøe her :

Stengt for kommentarer.