ole andersen mjelva : presentert av h.g. heggtveit

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie».  Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850 . Chra. 1912-1920.

– fra s. 78 – 83 :

Som tidligere berørt, var der i Drammen vakt ikke saa lidet aandeligt Liv ved Hauges Virksomhed der.

Den ældste af dennes Venner  sammesteds var Kjøbmand Mads Møller paa Bragernæs, som efter et Brev, han har skrevet 8. November 1799, var en begavet, alvorlig og kristelig oplyst Mand.

I hans Hus holdt Hauge sin første Opbyggelse; her blev et Samlingspunkt og Midtpunkt for Haugianerne indtil hans Død 1821.

Da T.O. (Tollef Olsen/red.) Bache 1803 flyttede til Drammen, blev ogsaa hans Hjem gjennem mange Aar et Tilholdssted for kristelige Venner. En anden bekjendt Haugianer sammesteds var Jens Reiersen. Under Hauges langvarige Arrest kjølnedes imidlertid denne i sin Iver og gik næsten helt tilbage til Verden, men omkring 1814 blev han igjen aandelig oplivet og var siden en varm Kristen til sin Død 11. Januar 1818. Hauges Beretning om Reiersens Sygeleie og Død er særdeles opbyggelig.

Men de mest bekjendte Haugianere i Drammen gjennem lange Tider blev dog Farver Ole og Gro Mjelva; deres Hus var altid et sjeldent Vennehjem, hvor man fik Vederkvægelse baade for Legem og Sjæl. Ja, deres Børn og Børnebørn har indtil nu vedligeholdt de gode Traditioner. De gamle Haugianere omtalte altid dette Ægtepar og deres to Sønner, «Mjølve-gutane», som de paa sin fortrolige Vis kaldte dem, med en rørende Kjærlighed og Taknemmelighed.

Farver Ole Andersen Mjelva blev født paa Mjelva i Grytens Prestegjæld, nogle faa Kilometer ovenfor Veblungsnæs i Romsdalen, den 24. Juni 1774 (Oplysninger og Meddelelser af Sønnen, Farver Andreas Mjelva ved Frøken Bolette Mjelva. Meddelelser og Breve fra samtidige Haugianere. Bragernæs Kirkebøger. M. Wefring, «Minder», Side 56. Daværende Stiftsarkivar i Trondhjem, nu Rigsarkivar Kr. Korens velvillige Meddelelser kom mig desværre først i Hænde, efterat vedkommende Ark allerede var rentrykt).

Forældrene var Gaardbrugerfolk. Han vokste op som en begavet Gut, der hjemme blev opdraget til Arbeidsomhed og Nøisomhed.

I Omgangsskolen dengang fik han kun en saare mangelfuld Undervisning. Da den unge Mand havde stor Lærelyst, erhvervede han sig paa egen Haand ved ihærdig Flid ikke faa Kundskaber og Færdigheder. Han skrev en smuk Haand og førte en god Pen; Fremstillingen er noksaa grei og naturlig.

Om Livet i Hjemmet vides kun, at det var som almindeligt dengang.

Sønnen arbeidede paa sin Faders Gaard til over Konfirmationsalderen; siden drev han Sildefiske om Høsten og var forresten Handelskar.

Under sine Reiser som saadan fik han stærke Indtryk af den kristelige Vækkelse, som Hauge og hans Venner havde fremkaldt. Der blev nu nedlagt et Sædefrø i hans bløde, modtagelige Sind, hvilket snart spirede og bar Frugt.

Pontoppidans «Sandhed til Gudfrygtighed» øvede især en velsignet Indflydelse, og Guds hellige Aand gjorde dens dyrebare Sandheder  levende for hans Hjerte.

Sandsynlig 1804 kom det til fuldt Gjennembrud med ham, og han betragtede altid siden Lars Knuden Tjødlingen (Kyllingen/red.) som sin aandelige Fader; denne Mand boede dengang i Sogn, men flyttede omkring 1810 til Romsdalen; han havde allerede under sine Reiser som Lægprædikant gjentagne Gange gjæstet denne Egn.

I disse Aar aftjente Mjelva sin Værnepligt og deltog som en tapper Soldat i Landkrigen med Sverige 1808 og led meget Ondt. Hans Kaptein Sigholt agtede hans Kristentro og hele mønsterværdige Forhold og vilde derfor gjerne have ham til Oppasser. «Ikke stjæler du af mig, og ikke drikker du dig fuld», sagde Kapteinen engang til ham.

Som ventelig var det vanskelige Tider for den unge Mand ogsaa i aandelig Henseende; men  han havde en god Ven og trofast Støtte i den anseede Haugianer Thomas Amble, der var fra Kaupanger i Sogn og hørte til Lærdølernes bekjendte Kompagni.

Tilslut blev Mjelva syg og maatte transporteres fra Kongsvinger over Fjeldet til Trondhjem; underveis havde han nær frosset ihjel og fik et Knæk, saa han aldrig siden blev helt stærk igjen som før.

Da Faderen havde solgt sin Eiendom, tog Sønnen Gaarden igjen paa Odel for at eie et Samlingssted for Venner der i Dalen.

Efter at have brugt Mjelva et Par Aars Tid, afhændede han Gaarden, angivelig 1812, til to Haugianere, Halvor Ophus og Daniel Arnesen, der beholdt hver sin halve Del. Saa kjøbte han sig et mindre Brug af Lars Knudsen Tjødlingen, men beholdt ogsaa dette bare en kort Tid. Han reiste meget, baade for at bekjende Guds Ord og se sig om.

Det berettes, at Mjelva 1814 tog over Fjeldet til Gudbrandsdalen og videre gjennem Østlandets Bygder til Christiania, hvor han besøgte Hauge, som dengang boede paa Bakkehougen ved Sagene. Derfra tog han til Drammen og Eger Papirmølle m.fl. Steder. Under denne Reise, eller maaske tidligere, blev han kjendt med Gro Olsdatter Skjervem fra Aal i Hallingdal, med hvem han 22/7 1814 i Bragernæs indgik Ægteskab.

Hun var født 1777 og en høitbegavet Kvinde, der sammen med sin ligesaa evnerige Søster, Guri Olsdatter, senere gift med Farver H. Strand i Drammen, blev greben af den store kristelige Bevægelse i Aal 1801 og følgende Aar.

De drog ikke længe efter ud for at bekjende sin Tro; mange strømmede til, og deres varme, alvorlige og vækkende Vidnesbyrd  blev talrige til Velsignelse.

Engang paa en Opbyggelsestur havde Gro Mjelva nær sat Livet til paa en Skifærd over Fjeldene, har hun selv fortalt.

Efter sit Giftermaal skal de en kort Tid have boet i Gryten; men da hun ikke taalte Veirlaget i Romsdalen, reiste de østover til Drammen 1815. Her gav Ole Mjelva sig i Farverlære hos Svogeren, H. Strand; et Aar senere var han udlært. Samme Høst flyttede de til Fredrikshald og drev her et godt og indbringende Farveri i en Række af Aar.

De passede nøie i Forening sin timelige Bedrift; men i Høitiderne, om Søndagene og til enkelte andre Tider, da der var mindre travelt i Farveriet, reiste de begge ud for at bekjende Guds Ord og blev overalt modtagne med Glæde af Vennerne. Deres fordringsløse og uegennyttige Arbeide for Guds Riges Fremvekst i vort Land blev paaskjønnet og bar velsignet Frugt.

I December 1822 reiste Mjelva og John Sørbrøden en Tur ind i Sverige lige til Gøteborg for at træffe troende Venner og tale Guds Ord. Den var til gjensidig Glæde for de norske og svenske Brødre.

Denne dobbelte timelige og aandelige Virksomhed fortsatte Mjelva og Hustru paa Fredrikshald indtil 1824, da de efter Tilskyndelse af sin Svoger H.(Halvor/red.) Strand kjøbte dennes Farveri paa Bragernæs i Drammen. De flyttede straks did og boede der Resten af sit Liv. I økonomisk Henseende var denne Flytning ikke fordelagtig, og Ægteparret fik snart trange og tunge Tider at gjennemgaa.

Den bekjendte «Bache-striden» var allerede begyndt og naaede følgende Aar sit Høidepunkt. De tog, som næsten alle Hauges Venner, Parti mod Bache og søgte af al Magt at hindre baade hans Skilsmisse med Guri Sæbjørnsdatter og nye Giftermaal med Enken Anne Halvorsdatter Vister, som i nogle Aar havde været gift med en Gaardbruger Gunhus paa Modum. Al Modstand var imidlertid frugtesløs; Bache fuldførte sit Forsæt og søgte siden ved sin mægtige økonomiske Indflydelse at lamme Mjelva under Udviklingen af hans Bedrift.

Disse Trængsler vendte dog Gud til Velsignelse for det stræbsomme Ægtepar, hvis Hus fra nu af fik stor Betydning som et aandeligt Centrum for Haugianerne i Drammen og Omegn.

De nød ogsaa almindelig Tillid og modtog kortere og længere Besøg af mangfoldige Vakte og alle Lægmænd, der reiste gjennem Byen.

Ved sin udstrakte Gjæstfrihed, alvorlige Kristenliv, forsigtige Vandel og faste kirkelige, sundt lutherske Holdning øvede de gjennem Aarene en stigende, velsignelsesrig Indflydelse, som neppe kan skattes høit nok. Der blev hyppig holdt Opbyggelser i deres Hjem baade af tilreisende Haugianere og dem selv.

Naar Tid og Anledning gaves, foretog en af dem eller begge i Forening Smaature for at bekjende Guds Ord i Drammens nærmeste Omegn, især Lier og Eker.

Til Belysning af Mjelvas kristelige Liv og Opfatning i denne Tid, anføres følgende Uddrag af et Brev fra 1828 :

«Hvilken Trøst er større end at være et Guds Barn, der tør bede, har Tro og Tillid til sin himmelske Fader, og, naar denne Trængselstid er til Ende, efter Forjættelsen har Arveret til det evige Liv og tør vente Salighed af Naade for Kristi Skyld ! Hvad der hører til at blive et saadant Guds Barn, det kjender ingen uden den, som har følt de aandelige Fødselssmærter og er bleven født paany af Guds Aand ved Naademidlerne. Hvad der hører til for at blive fast i Tro og Tillid til sin himmelske Fader, kjender ingen uden den, som er lært af Gud, prøvet ved Trængsel, og har lært at stride mod Synden og fornægte sig selv. O, Venner, har vi Erfarenhed i vort Hjerte om disse Ting, saa har vi ogsaa følt og kjendt, at Herren er god, at han har usigelig meget Godt gjemt til dem, som frygter ham. Hans følbare Godhed og Naade er gjerne mest kjendelig, naar Sjælen har været i Anfægtningers Prøve under Følelsen af liden Tro og Mangel paa Frimodighed. Naar da Herren styrker vor Sjæl igjen med mere Tro, som forøget Haabet, og naar Adgang igjen aabnes til vor himmelske Fader, saa vi atter tør bede med fuld Tillid og kaste al vor Sorg paa ham, da bliver hans Godhed og Naade følbar, og da er det en usigelig Naade at være værdiget at faa oplade vor Mund til at love og prise hans hellige Navn. Gid vi daglig maatte give Agt paa os selv og søge at blive nøie kjendt med Aandens Virkninger paa vort Hjerte ! da vil den gode Helligaand føre os i Frygt for os selv, minde os om vore Synder, opvække Længsel efter Guds Naade, gjøre os fattige i vor Aand, ringe i vore egne Øine, virke Taalmodighed samt er retfærdigt Had til alle Synder, saa bliver vi og erkjendtlige for og føler os uværdige til de mindste som de største Velgjerninger, som bevises os. Da vil Aanden ogsaa opvække den rette Kjærlighed til alle Medmennesker, saa vi elsker deres Sjæl til Omvendelse og udstrækker os med Omsorg for at vække dem, som sover i Synden, og gjerne vil dele alt med de Vakte og med den Erfaring, Gud har givet os Naade til at faa nedlagt i Hjertet, komme hverandre til Hjælp og Troens Bestyrkelse. — Gud styrke os, som er vaagne, til ret at bruge denne dyrebare Naadens Tid til Guds Ære og Næstens Gavn ! Det er min hjertelige Bøn».

Sin Forretning i Drammen arbeidede han efterhaanden op. Ved Sidenaf Farveriet anlagde han ogsaa, antagelig 1826, et Uldvæveri for Tilvirkning af strikkede Sager, især røde Topluer, som han for en stor Del afsatte paa Romsdals Marked, hvortil han i 14 Aar, fra omkring 1827 – 1841, personlig reiste, med fuldt Læs af Huer og Trøier.

Paa disse Ture, som tog flere Uger og gik om Christiania, over Romerike, Eidsvold, Hedemarken, gjennem Gudbrandsdalen og over Fjeldet videre til Veblungsnæs, hvor Markedet fandt Sted, havde han i Regelen faste Stationer hos Venner hele Veien.

Overalt holdt han Opbyggelser, der var til stor aandelig Vederkvægelse og Velsignelse, om det end ofte kunde være slidsomt nok. Under Markedet, hvor han hyppig traf Troesbrødre, talte han ogsaa flittig Guds Ord om Aftenerne. Hans timelige Livsgjerning og aandelige Virksomhed smeltede smukt sammen og gik altid Haand i Haand.

Mjelva var en dygtig Forretningsmand, der ogsaa forstod sig meget godt paa Heste, hvoraf han gjerne kjøbte med sig flere, som han solgte igjen, naar han havde faaet lidt Skik paa dem.

Men han var ikke af de Kristne, som tabte Tillid og tog aandelig Skade ved sin Handel. Ærlighed og Redelighed var et fremtrædende Træk hos ham; han holdt sig tillige altid aandelig vaagen, brugte flittig Bøn og Naadens Midler og blev bevaret i Lydighed mod Aanden. Derfor øgedes Agtelsen for og Tilliden til ham som Kristen Aar for Aar.

Han foretog engang, sandsynligvis ved Midten af Trediveaarene, en Reise rundt Kysten om Christianssand og Stavanger lige til Bergen. Hesigten var dels Handelsanliggende, men især Lyst til at bekjende Guds Ord og lære det kristelige Liv og Forholdene paa andre Steder nøiere at kjende. Han traf mange gode Venner, som han siden stod i Brevveksling med, og knyttede da kjære Forbindelser, som varede hele Livet.

Om et Besøg, den senere Provst M. Wefring i 1836 aflagde i Drammen, skriver denne følgende : «Vi tog ind til Farver Mjelva, med hvem vi allerede havde gjort Bekjendtskab paa Bredtvedt. Mjelvas Hus var Midtpunktet for den haugianske Livsrørelse i Drammen. Han havde gode  Gaver til at forkynde Guds Ord; der laa Alvor og Klarhed i hans Vidnesbyrd, og han havde megen Omsorg for de Troendes Vekst og Fremgang i Naaden».

Endnu i en Række af Aar kunde han foretage længere Reiser som Lægmand. Julen 1848 var han i Valders. I et Brev af 9. Marts 1849 til den bekjendte Lægprædikant John Nielsen Solsaa eller Fjeld skriver han bl.a. følgende : «Mangt og meget kjender jeg i mit Hjerte Trang til at skrive om, fornemmelig angaaende mig selv og Udsigten for vor felles Sag : at virke for Guds Rige; men jeg vil indeslutte alt i det apostoliske Opmuntrings- og Formaningsord : «Hold fast ved det, du har, at ingen skal tage din Krone !» Ak, Broder ! vi ved, paa hvad Maade vi har faaet det, og hvem som har skjænket os Gaven, den uforskyldte Naade og Gave, nemlig vore Synders Forladelse formedelst Troen paa Guds enbaarne Søns Navn. Det kostede ham Liv og Blod at faa os frelste; han har ved sin Helligaand arbeidet utrættelig paa vore Hjerter, at kalde, oplyse, helliggjøre og opholde. Maatte vi gaa ham imøde med erkjendtlige Hjerter ! Vi ved med os selv, at vi har gjort ham Modstand i vor Vankundighed og Vantro, og hvor megen Kamp og Strid Synderen maa udholde, før det gamle Adams Sind bliver dødet. Men ingen vinder Seier, førend Gud af Naade for Kristi Skyld skjænker Troen og bereder Hjertet til at modtage den uforskyldte Naade og Gave. Mine Øine rinder ved Tanken paa min Uværdighed og Utaknemmelighed mod ham og Ubevogtsomhed over Skatten. Alligevel har han til denne Dag opholdt Forsættet og tidt vakt fornyet Længsel efter at blive ham mere lig i Sind og Vilje. Men jeg bekjender for dig, kjære Broder, at det koster megen Kamp og Strid at komme igjennem de mange Skyer, som vil tynge det aandelige Liv og svække Troen; det gjælde at holde fast ved Forjættelsen. Kunde baade jeg og enhver Trængende ret holde an i ydmyg Bøn med et barnligt Sind, saa har Gud lovet os Bønhørelse for Jesu Skyld. Og dette er vor Glæde og Trøst, at dersom vi her vil følge vor Frelser i Striden, saa er han selv med og giver Seier, og naar vi nedlægger Vandringsstaven, har han lovet os Arv i sit Rige, ja evig at mættes i Guds Ansigts Beskuelse. — For de opbyggelige Stunder, vi havde med hverandre i Julen, er Du takket, og Du kan, om Du vil, lade de fortrolige Venner, som jeg besøgte, se mit Brev. De er mig i kjær Erindring; jeg havde ved Guds Naade en god Jul iblandt Eder; thi Herrens Ord var os ofte dyrebart. Jeg ønsker og beder til Gud for mig selv og alle, som har modtaget Sandhedens Aand, at vi maatte blive tro til Enden og bære Frugt. Lad den Guds Kjærlighed, vi har smagt, komme til at brænde med Omsorg for vore Medmennesker at drage dem ud af Mørket og lede dem med den Visdom, Gud har betroet os, til sit forunderlige Lys. De hilses alle meget kjærlig fra min Kone og Sønner og øvrige Venner her og sidst fra mig, Eders forbundne i vor Herres Jesu Kristi Tro og Kjærlighed».

Saavidt vides, foretog Mjelva efter den Tid væsentlig kortere Reiser.

Han var en rolig, alvorlig, klog Mand; til en udadvendt, altfor snaksom, ung Kristen sagde han engang : «Du kunde gjerne tænke lidt mere og snakke lidt mindre !»

Han levede i Herrens Frygt og «var forresten mere forestaaende og fintfølende, end man kunde vente af en gammel Døl, ogsaa i Sager, som angik jordiske Forholde».

I sin Bekjendelse var han fast og den lutherske Kirke trofast hengiven. Den offentlige Gudstjeneste besøgte han flittig, selv om Prestens Prædiken kunde være noksaa skrøbelig. Omendskjøndt han ikke var nogen udpræget kritisk Natur, formaaede han dog at prøve Aanderne baade i Skrift og Tale, om de stemte med Guds Ord og vor Kirkes Bekjendelse.

Han fulgte i god Forstand med sin Tid, interesserede sig levende for alt, som angik Guds Riges Fremgang her hjemme og ude blandt Jøder og Hedninger, og læste af nyere kristelige Forfattere ogsaa Rosenius’s Skrifter, som han syntes godt om.

I sit Hus holdt den Gamle flittig Andagt, og hver Søndag Eftermiddag havde han Opbyggelse hjemme, hvortil Venner og Naboer blev indbudte. Efter gammel haugiansk Sædvane læste man først en Prædiken eller et stykke af en god Bog, hvortil sluttede sig Bøn og Formaningstale, delvis knyttet til et Bibelsted eller Salmevers, men uden Forsøg paa at udlægge Guds Ord som ved en Bibellæsning.

Han havde let for at tale privat med Folk baade vækkende og veiledende og var idethele en dyb, tænksom, erfaren Kristen, der stod betydelig over det almindelige ogsaa som Guds Ords Forkynder, men stod vistnok i Begavelse tilbage for sin Hustru. Hun var en usædvanlig rigt og alsidig udrustet Kvinde, tankeklar, skarp og kritisk, men ogsaa med dybe og stærke Følelser; det mandlige og det kvindelige fandtes hos hende i en underlig Blanding; hun havde et skarpt Øie for Folks Feil og Svagheder og kunde ved given Anledning høvle dem ordentlig over. Særlig tog hun sig af de unge Lægprædikanter og bidrog ofte ved Siden af sin Mand til deres alsidige Opdragelse.

Man maatte imidlertid holde af hende; thi Kjærligheden og Omsorgen for Vedkommendes Vel og Guds Riges Sag skinnede frem baade af hendes Ord og Handlinger, selv naar hun syntes haardhændt.

Den bekjendte Nils Poulsen (1817 – 1894) havde engang faaet en ordentlig Overhaling, som han senere omtalte og var taknemmelig for længe efter hendes Død.

Hun var sjelden gløgg, skarpsindig og interessant. Sogneprest G.A. Lammers og mange andre lærde og dannede Mænd satte Pris paa at tale med hende. Men hun var kanske ikke netop saa let at omgaaes i det daglige Liv; uagtet hun levede i et sjeldent lykkeligt Ægteskab, hændte det nok af og til, at Manden havde al sin Ro og Sindighed behov. Ligeoverfor Tjenerne optraadte hun bestemt, skarpt og stillede store Fordringer og var derfor vistnok adskillig frygtet, men usædvanlig dygtig til at oplære flinke og alsidige Folk samt vænne dem til Renlighed, Flid og Orden.

Hun omtales som en god Veninde af Fru Marie Schandorff (1784 – 1848), der 1827 grundlagde «Eugenia Stiftelse» i Christiania.

Sine Børn opdrog Gro Mjelva vistnok temmelig strængt, men var heller ikke blind for, at de maatte have lidt Afveksling, hvis de skulde skikke sig vel.; hun pleiede derfor at tage dem med baade paa kortere og længere Reiser, saaledes engang lige til Eidsvold med egen Hest.

Sin Frimodighed og Lyst til at vidne om sin Tro for andre beholdt hin lige til det sidste; hendes Tale var fængslende, klar, lærerig og ualmindelig dygtig; den gav alle, baade Unge og Gamle, noget at tænke paa og tage til Hjerte.

I sit Hus og i alt kvindeligt Arbeide omtales hun som enestaaende flink; Kost og alt forøvrigt var enkelt, men tiltalende. Mand og Hustru «fyldte Stuen» hver paa sin Maade med sine Personligheder og gjorde det «saa koseligt og tiltrækkende at være der».

Gro Mjelva døde 10. Marts 1858, og Ole Mjelva hensov 14. September samme Aar.

Til Begravelserne, især den sidste, mødte en stor Skare af Venner og Kjendte baade fra By og Land, et Bevis paa, hvor almindelig agtede og afholdte de var.

Ole Mjelva omtales som en stor, kraftig bygget og stout Skikkelse med livlige, blaa Øine og et vakkert, klogt Ansigt, hvori Besindighed, Mildhed og Kjærlighed var de mest fremtrædende Træk; Sønnen Andreas lignede ham meget.

Det tilføies, at den Gamle en Tid hørte til Drammens «elegerede Mænd», ogsaa et Vidnesbyrd om Tillid og Agtelse, som særlig var at sætte Pris paa i hin Tid.

— De havde to Børn : Farver Andreas Mjelva, født i Drammen 15. Marts 1816, død sammesteds15. Juni 1898, og Trælasthandler Ole Mjelva, født paa Fredrikshald 13. April 1821, død i Drammen 7. December 1894.

— Førstnævnte efterlod sig to Sønner : Sogneprest Olaf Christofer Mjelva (1853 – 1901) og Kjøbmand paa Bragernæs Martin Mjelva; sidstnævnte en Datter, Frøken Bolette Mjelva, som driver Kaabeforretning i Drammen.

Stengt for kommentarer.