iver iversen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821- 1850. Christiania 1912 – 1920.

– fra s. 270 – 274 :

Blandt de gamle Haugianere paa Strinden ved Trondhjem var Iver Iversen kjendt og afholdt næsten rundt det hele Land.

Han blev født 1. september 1789 i Lilleelvedalen, dengang Anneks til Tønset i Østerdalen, yngste Søn af Gaardbruger Iver Haldorsen og Hustru Sigrid.

Forældrene flyttede allerede 1793 fra sit Hjemsted til Nordland. De boede først en kort Tid paa Bardujordet, men flyttede saa til Finnset i Reisen (Sørreisa/red.), Anneks til Tranø Prestegjæld.

Denne Gaard ryddede de fra nyt af og bebyggede. I Opveksten deltog ogsaa Sønnen Iver i dette besværlige Nyrydningsarbeide. Da Iver Olsen Gabestad og Ole Olsen Bache i 1802 besøgte Egnen, blev ved disses ildfulde Opbyggelsestaler ikke saa faa vakte, men der indsneg sig den feilagtige Opfatning, at en Kristen ikke videre burde befatte sig med timeligt Arbeide.

Iver Haldorsen granskede ivrig de Skrifter af Hauge, som han fik fat paa, men kunne ikke finde, at denne var af en saadan Mening. Han skrev til Hauge og bad ham besøge Stedet og retlede de Nyvakte, og i 1803 efterkom denne (Hauge) Opfordringen. Han holdt Opbyggelse paa Finset, der mange Folk var samlede.

Hans Tale gjorde stor Virkning og bragte dem til at indse Nødvendigheden av at være tro baade i det jordiske og himmelske Kald. Bevægelsen kom nu ind i sunde Spor. Blandt dem, som i aandelig Henseende blev dybt grebne denne Gang, maa ogsaa Iver Iversen have været; det fortælles nemlig af Samtidige, at denne «i sin Tid var vakt til aandeligt Liv ved H.N. Hauges personlige Paavirkning«.

Senere kom sidstnævnte Lægmand imidlertid ikke til Nordland og blev det følgende Aar sat ind i den langvarige Arrest. Det er ogsaa utvilsomt, at Iversen meget tidlig ble ført ind i den kristelige livsbevegelse, som udgik fra Hauge, og at han stedse betraktede denne som sin aandelige Fader og alltid delte hans Syn og Standpunkt. Det er heller ikke umuligt, at han kan have modtaget nogen aandelig Paavirkning af sin tilkommende Svoger Henrik Mathiesen, senere gift med hans ældre Søster Siri. Denne var en driftig og dygtig Mand som allerede i Nordland drev Sjøbrug.

Iver Iversen kom snart i hans Tjeneste og førte i nogle Aar en af dennes Fartøier, en Slup, som hed «Prøven».

Da Mathiesen senere nedsatte sig som Handelsmand i Trondhjem, fulgte Iversen med; ved Dygtighed og Vindskibelighed tjente han sig etterhvert saa mange Penge, at han omkring 1822 kunde kjøbe av Haugianeren Arnt Bjørnsen Solem den vakre Gaard Moholt på Strinden en fjerdedels Mil fra Trondhjem.

Bygningerne havde Solem opført. Husene laa i en Firkant, saa Gaardspladsen var helt indebygget. Fjøset havde man indrettet for en betydelig Besætning, da der var 500 Maal dyrket Jord. En Mærkelighed i Bygden er Vandledningen, som næsten i en Fjerdings Længde gaar fra et Indtag ved Loholtmyren. I Borgestuen havde Solem ladet indrette Linmaskine, som dreves med Hestekraft.

Hauge og hans Venner ivrede nemlig, som bekjendt, ogsaa for Linavl og Lærredsvævning. Hovedbygningen var to-etages, av betydelig Længde og herskabelig indrettet; Storstuen og flere Værelser gik, efter den tids Bygningsskik tvers igjennem Huset. Kjøkkenet var i Solems og Iversens Tid tillige Forsamlingssal og indrettet hertil; saaledes havde den store Skorsten Fløidøre, som blev lukket under Møderne.

Dette enestaaende store Landskjøkken kunde rumme omkring 100 Mennesker. Midt mod Enderne af Hovedbygningen laa to Stabur. Begge var samtidige med det øvrige Anlæg; men Fløien paa det ene Stabur havde tilhørt en ældre Bebyggelse og bar Aarstallet 1739.

I Aarenes Løb gik en Mængde Mennesker ud og ind i disse Hus. Paa Solems Tid var her Liv og Forhandling om alt muligt fra Jordbruk, Biavl og Roedyrkning til vanskelige og vigtige religiøse og kristelige Emner.

Og medens Iversen boede paa Gaarden, var her kanske endda større Færdsel; Trønderne betragtede i mange Henseender Moholt som et Samlingssted, hvor man hos den forstandige, praktiske og høiagtede Eier kunde faa Raad, Veiledning og Bistand i nær sagt alt, hvad der angik det timelige og aandelige Liv.

Iversen drev Moholt med stor Kraft og Dygtighed i henved 40 Aarr, til omkring 1860. Han holdt ca. 40 Kjør og ansaa Kvægholdet for den viktigste Side ved Landbruget. Han drev sin Gaard med Fordel og sluttede med en pen Formue. Dessuden tog han længe en virksom Del i det offentlige Liv og blev hædret med mange Tillidshverv, som han varetog med samvittighedsfuld Dygtighed, men trak sig tilbage fra disse borgerlige Gjøremaal omkring 1850.

Hans største og stærkeste Interesse laa dog paa det kristelige og kirkelige Omraade. Dette var Tilfældet helt fra Ungdomsaarene og til hans Livs sene Aften.

Han begyndte straks efter sin Vækkelse at deltage i Opbyggelserne sammen med de ældre Venner ved at holde Bøn og kristelig Formaningstale paa haugiansk Vis; han læste ogsaa ofte i Overensstemmelse hermed et passende Stykke af en eller anden god Bog av vore lutherske Fædre og føiede dertil nogle hjertelige og praktiske Vækkelses- og Opmuntringsord. Det var stedse noget mildt, kjærligt og evangelisk ved hans Optræden.

Da han blev voksen, holdt han ogsaa selvstændige Opbyggelser; men de bar altid Præg af hans Ydmyghed, Beskedenhed, rige, kristelige Erfaring og hjertevindende Venlighed.

Han forstod den Kunst at lokke og drage til Herren med den kristelige Kjærlighets stille Magt, men kunde ogsaa være stræng og bruge Saltet, naar han fandt, at det behøvedes.

Fra 1804 til omkring 1818 holdt han, som saa mange andre, ikke Opbyggelser; dog vidnede han ved sit Liv gjennem Samtaler med den enkelte. Men efter sidstnævnte Aar og til sin Død var han igjen utrættelig virksom for Guds Riges Fremme ved å bekjende sin Tro i større og mindre Forsamlinger, mest i Stiftsstaden og dens nærmeste Omegn. Han gjorde dog ogsaa ofte længere Reiser som Guds Ords Bekjender, især rundt om i Trondhjems Stift og Dele af Hamars og Christianias Stifter.

«I sin megen Ydmyghed», skriver Fru Anna Roll, «var han en aandelig benaadet og overlegen Personlighed, der kun bar dette tilskue for dem, der kjendte ham godt, og hvor han vidste sig forstaaet». Og Stiftsprost T. Angell beretter : «Hvad jeg ved om ham er, at han var en ægte «Israelit uden Svig», en oprigtig og alvorlig Kristen, ivrig virksom sor Guds Riges fremme, med agtelse for det kirkelige Embede. Han var i Sandhed gudfrygtig og from, en «Pietist» i den bedste Betydning af Ordet».

Og «Luthersk Kirketidende» skriver : «Han fandt sig drevet til at søge at vække og nære det aandelige Liv hos sine Medmennesker. Ved sit venlige Sind, deltagende Hjerte og sin Redebonhed til efter Evne at bistaa med Raad og Daad, hvor legemlig eller aandelig Nød paakaldte hans Hjælp, vandt han en Tillid og Agtelse som faa. Den ydre og indre Missions Virksomhed havde i ham en deltagende Ven, ligesom han interesserede sig for alle Foretagender i gudelige og veldædige Øiemed».

Som de fleste Haugianere var han en kirkelig Mand, en flittig Nadvergjæst og Kirkegjænger.

I Alderdommen, da han led af en temmelig stærk Tunghørighed, kunnde man i hans Sognekirke se et eiendommeligt Syn : Aldrig saa snart var Presten kommen paa Prædikestolen og var færdig med Indledningen, før Døren bag ham stille blev lukket op paa Gløt, og et hvidt Hoved med Haanden bag Øret viste sig i Aabningen. Det var Iversen, som ikke kunde undvære sin Prædiken, og som Presten begunstigede paa denne Maade.

«Han forlod aldrig sin egen Forsamling, som nogle have for Skik», brugte Guds Ord flittig og var en utrættelig Beder. Bygdens Presteskab hørte til hans Omgangskreds, med byens Geistlighed stod han paa den bedste Fod og stiftet gjerne Bekjendtskab med Tilreisende.

Paa Moholt talte Prester ligesaa ofte som anerkjendte Lægfolk; en Tid holdt den senere Stiftsprost Bernhard Essendrop hyppig Bibellæsninger der, og den bekjendte G. A. Lammers, medens han var Prest i Trondhjem, blev indbudt til at tale i det store Kjøkken, der naturligvis var propfuldt.

Det var ogsaa Iversens Lyst i al Venskapelighed med et lunt Smil at samtale om kristelige Emner, vigtige Troeslærdomme og Tidens brændende Spørgsmaal med andre, især fromme og indsigtsfulde Mænd. En skriver : «Jeg har mangen Gang i mit stille Sind fornøiet mig over den Maade, hvorpaa han fremførte sine Indvendinger. Hans «hvorfor det da, kjære Prest ?» kunde falde nogsaa leit selv for en saa slagfærdig Mand som Bernhard Ludvig Essendrop».

Hans Beundring for Presterne hindrede dog ikke, at han sagde sin Mening til dem lige ud, men altid beskjeden og tækkelig, ja, at han endog i Enrom paa en kjærlig Maade kunde revse dem, naar han syntes, det behøvedes.

Dette gjaldt naturligvis ogsaa Lægpredikanter, ja, alle dem, han kom i nærmere Berøring med. Iversens aandelige Selvstændighed gjorde at han i Salmebogsagen kom til at staa i Modsætning til sin høitagtede Prest. Den gamle vilde absolut ha den av Andreas Hauge udarbeidede Bog indført, mens Bygdens Flertal med Essendrop i Spidsen holdt paa M. B. Landstads, som ogsaa seirede. Denne hans Holdning kom af, at han syntes Udvalget i førstnevnte var mere i Overensstemmelse med Lægfolkets Kristendomsopfatning; han var dernæst for gammeldags til fuldt ud at kunde forstaa Landstad’s mere tidsmæssige Sprog  — og endelig var Udgiveren af hans kjæreste Salmebok en Søn af Hans Nielsen Hauge.

Omkring 1860 solgte han sin Eiendom Moholt, men haabet dog at faa bo der til sin Dødsdag.

Med Undtagelse af timeligt Arbeide, der holdt ham oppe i legemlig Henseende til den høie Alderdom, var han efter denne Tid udelukkende sysselsat med kristelig Virksomhet. Som antydet, laa Arbeidet for Hedningemissionen ham særlig paa Hjerte. Allerede fra omkring 1820 omfattede han denne Sag med inderlig og utrættelig Kjærlighed. Der blev tidlig stiftet Mands- og Kvindeforeninger i Bygden. Af sidstnævnte havde Sognet en hel Del, og Iversen var deres bedste Støtte. Hver eneste Uge saa man ham snart paa den ene, snart paa den anden Kant af Prestegjældet, ivrig optatt med at lese og tale for «sine kjære Foreninger».

Uagtet den Gamle var over sytti Aar og trods de ofte betydelige Afstande, foregik disse Ture fordetmeste til Fods, ikke alene i den vakre Sommertid, men ogsaa en barsk Vinterdag. Om denne hans Virksomhed skriver en Tilstedeværende : «Ved at høre gamle Iversens jevne Taler paa disse Kvindeforeningsmøder forstod jeg snart, at han sad inde med et Væld af kristelig Erfaring og Visdom, som han udmyntede paa en ligesaa taktfuld som elskværdig Maade for os, som hørte paa ham. Jeg var dengang ung, men lærte at elske den gamle Mand med det troværdige Ansigt og det ærværdige, patriarkalske Udseende og den rolige Holdning, han altid indtog, saavel naar han talte offentlig som privat«.

De almindelige Opbyggelser og Arbeidet for den indre Mission ble ligesaalidt tilsidesat. Eiendommelig for Iversens Tale var «den Understrøm af Hjertevarme, som bar Foredraget fra Begyndelse til Slutning. Han var ikke ofte stræng og søgte aldrig at skræmme nogen. Man mærkede først og fremst, at her stod en Mand, som havde lært at sætte Pris paa Naadens Rige, og for hvem det var en Sag af høieste Vigtighed, at enhver maatte faa Øinene op og komme med og faa det ligesa godt. Ordene faldt paa engang med stor Blidhed og det mest indtrængende Alvor. Naar hertil kommer, at Talen blev fremført paa en rolig og tiltalende Maade, at Iversens Fremtræden var den smukkeste og endelig, at han personlig var høiagtet i Bygden som ingen anden  — ja saa er det greit, at hans Virksomhed som Lægpredikant naaede dybt, ja at den har udrettet mere, end Mennesker kan beregne».

I sine senere Leveaar havde han flere Sorger, som gik dybt til Hjertet. Først maatte han i Midten af Sekstiaarene flytte fra sit kjære Moholt; saa døde hans kjære Hustru Bereth i 1869 i en alder av 82 år. Hun delte hans kristelige Livssyn, var en huslig, dyktig og driftig Kvinde, men stille, tilbageholdende og mindre fremtrædende.

De var børnløse. Og endelig maatte han se Søstersønnen, Iver Mathias Mathiesen, der fra Tiaarsalderen havde været betragtet og behandlet som en Søn, efter en langvarig Sygdom gaa bort før sig i 1872.

Men hans Jernhelse holdt dog længe ud.

Kun tre Dage før Bortgangen kunne man se ham paa Gaden, rank som et Lys, omhyggelig klædt i sin Diplomatfrakke. En ærværdig, en sympatisk Skikkelse !

Han var adskillig plaget av en lei Hoste han havde båret på i 60 Aar, og en tiltagende Døvhed. Det som gjorde Iversen saa sund paa Legeme og Sjæl, var hans regelmæssige Levemaade og Arbeide. Indtil bare nogle faa Dage før sin Død gik han paa Slaget 4 om Eftermiddagen ud for at sage og hugge Husets Ved.

Det havde han gjort fra første Dag, han kom til Moholt, og aldrig havde det været nogen anden Vedhugger paa Gaarden.

— Den begavede, virkelystne Gamle var ingen Pennens Mand. Han har skrevet et Par Smaastykker, samt et Indlæg i «Aftenbladet» midt i Sekstiaarene angaaende Biskop P.O. Bugges Opfatning av H.N. Hauge. Dessuden en velskreven Artikel i «Luthersk Kirketidende» for 10. Marts 1867 under Titel : «Endnu lidt om Lægmandsvirksomheden».

Af størst Betydning var dog de mange og vigtige Bidrag, han i sin Tid gav A. Chr. Bang til Hauge og hans Venners Historie. I sin høye Alderdom følte han sig ensom og lengtet efter at faa «slippe hjem». Naar han da var at formaa til at tale i en Forsamling, begyndte han som oftest med at skildre Sjømandens Glæde over at faa god Bør, slig at han kunde naa Havnen; selv gledede han sig inderlig over at mærke, at det blæste op til «god Vind». Endelig den 25. februar 1878 fikk «den gode og tro Tjener» vandre bort i Fred i en Alder af 89 Aar.

Ved hans Bortgang skrev et Blad :  «Han var en af disse sindige, prøvede, erfarne aandelige Fædre, om hvem det i Sandhed kan siges, at Kristus havde vundet sin Skikkelse i ham«.

Hvor elsket og avholdt den Gamle var, blev ogsaa lagt for Dagen ved hans Jordefærd, der foregik fra «Vår Frue Kirke» i Trondhjem, der han boede, siden han flyttede fra Moholt. Kirken var næsten fyldt, og en stor Skare af alle Lag af Folket fra Byen og Omegnen fulgte hans jordiske Levninger til Lade Kirkegård, der han bisattes i eget Gravsted ved Siden af den forudgangne Hustruen.

Meget karakteristisk er det Fællestestamente, de oprettede under  5. November 1867. Ifølge dette Dokument skulde efter den længstlevendes Død først bestemte beløp utbetales til Slægtninge og andre Personer. Saa skulde det av det tiloversblevne udbetales Stiftelsen «Hans Cappelens Minde» ved Skien Kr. 800, «Josefinestiftelsen» i Stavanger Kr. 800, «Det norske Missionsselskab» Kr. 1600, «Missionen for Israel» Kr. 800 og «H.N. Hauges Legat» Kr. 400.

— Den Sum, som blev tilovers, skulde efter foreskrevne Regler anvendes til Honorar for Executores Testamenti og Deling mellem efternævnte Stiftelser, som hver fik følgende Beløb : «Lutherstiftelsen» i Christiania Kr. 5532,67 1/2 Øre, «Diakonisseanstalten» sammesteds Kr. 2966,34 og «Magdalena-Stiftelsen» i Trondhjem Kr. 2966,34.

— Iver Iversen var en Kjæmpeskikkelse, mindst 73 Tommer høi, velbygget og vakker med et elskværdig og patriarkalsk Udseende. Han og hans Hustru hviler i Nykirkegaarden paa Lademoen. Støtten over dem bærer følgende Indskrift : «De Retfærdiges Ihukommelse skal være til Velsignelse».

Det kan tilføies, ar hans gjæstfrie og hyggelige Hjem paa Moholt er borte. Gaarden brændte Nat til 28. September 1901.

— Literaten Henrik Mathiesen den yngre, født 9. Juli 1847, er Iversens Søstersøns Søn.

Stengt for kommentarer.