iver knudsen lykke : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 281 – 284  :

 

iver lykke4En noget yngre Aandsbroder af de nys Omtalte (Kristen Dahl og Iver Iversen) var Iver Knudsen Lykke i Trondhjem.

Han blev født 19. September 1790 paa Nylykken i Kvikne Prestegjæld. Hans Fader var Gaardbruger og Stiger ved Kvikne Kobberværk Knud Olsen Skogstad, en Søn af Lensmand Ole Thoresen Skogstad.

Moderen, Kari Iversdatter, Datter af Iver Arntsen Grøtli, hørte ligesom Faderen til en anseet Bondeslægt der.

Kun seks Aar gammel begyndte den lille Iver sin Skolegang; han lærte snart at læse, og det gik raskt med Katekismus, Forklaring og Bibelhistorie; da han havde hurtigt Nemme, ypperlige Fatteevner og en god Hukommelse.  Femten Aar gammel gjentog han i 1805 sit Daabsløfte. Han skriver, at dette var ham meget vigtigt.

Han bad i denne Tid ofte Gud om Hjælp til at blive tro i Pagten og var Konfirmationsdagen rørt til Taarer, ja «fattede ogsaa det faste Forsæt, at gaa frem i en dydig Vandel for at have Gud til Ven«.

Alt fra den tidligste Barndom indprentede Forældrene baade Iver og hans Søskende, «at vi ikke blot var skabte for dette Liv, men havde en udødelig Sjæl, og hernede var kun et Forberedelsens Land, hvor vi skulde forædles, dannes og opdrages, især for den tilkommende Verden».

Skjønt han dengang ikke havde stor Sands for disse Sandheder, var han dog Forældrene siden meget taknemmelig; «den Sæd, de ved sine Formaninger havde nedlagt, blev heller ikke aldeles frugtesløs, men virkede gjennem Aarene som et Baand paa ham. Han fattede Afsky for de udvortes grove Laster, var fornøiet med sig selv og tænkte, at han ei kunde bringe det videre, ja mente endog, at Gud ikke heller fordrede mere af ham. Om Menneskets dybe fordærvelse og Affald fra Gud og Frelsen i Kristus samt at Veien til Livet gik gjennem Omvendelse, Gjenfødelse og Helliggjørelse, havde han dengang kun lidet Begreb.

Han indsaa vel, at de fleste Menneskers Levnet ikke stemte med Guds Ord og bar paa et klart Vidnesbyrd i sit Hjerte, at hvis han levede som de, da havde han intet grundet Salighedshaab.

Men de gode Forsætter svækkedes, han tog Del med de andre, om end hemmelige Mindelser i Samvittigheden og en vis Anstændighedsfølelse overfor Mennesker afholdt ham fra aabenbare og opsigtsvækkende Synder».

I 1806 reiste Iver Lykke til Nordmøre for at blive Tjenestegut hos et Søskendebarn. Her var han, indtil Faderen kjøbte en Eiendom paa den Kant, Liabø i Thingvold; da flyttede han hjem og hjalp til med Gaardens Drift.

Aar 1810 blev han indskreven som Tambur, kommanderet til Trondhjem og ansat ved Munkholmens Kompagni under Kaptein Dons.

Efter Hjemkomsten gav han sig i Snedkerlære hos en Mand paa Gaarden Mjelva i Romsdalen. Og i Aarene 1812-1814 reiste Iver Lykke rundt paa forskjellige Steder og drev sit Haandværk. Han led i denne Tid ingen Nød, da han for det meste arbeidede hos formuende Bønder, som havde Korn i Overflod; men det var sørgeligt at se mange spise Furubark; Dødeligheden var derfor ogsaa meget stor i 1813.

— Under Krigen med Sverige blev han udkommanderet; men da han i Januar 1814 skulde hente sin Mundering, frøs han fordærvet sin venstre Fod og slap saaledes for at deltage i Felttoget. Vaaren 1815 reiste Lykke til Christianssund, hvor han arbeidede hos forskjellige, deriblandt hos Postmester Christi 2 1/2 Aar.

Saa flyttede han i 1820 til M. Grendahl, som dengang var Kjøbmand i sidstnævnte By.

«Opholdet her blev meget vigtigt for Lykke, da han under sin Husbonds Veiledning begyndte at prøve nøie sit hidtil førte Liv og Levnet. Han fandt da, at det ikke stemmede med Guds Ord. Det gik ham gjennem Hjertet; han blev ved Guds Naade vakt, omvendt og en ny Skabning i Kristus Jesus. Han tog da straks Afsked med sine Selskabsbrødre. Af disse havde Lykke en hel Del, da han af Naturen eiede et muntert Sind, var hyggelig og omgjængelig samt forstod at skikke sig saaledes blandt Folk, at det vandt deres Behag. Men da han under Guds Ords og Aands Veiledning lærte sin naturlige dybe Fordærvelse at kjende, fik han Afsky for det, han før havde elsket, og fattede Lyst og Længsel efter at tjene Gud i Oprigtighed og Sandhed. Han betragtede flittig Guds Ord og søgte ved Guds Naade at indrette sin Vandring derefter».

Allerede i 1821 reiste han til Trondhjem og tog Plads hos den driftige Forretningsmand Arnt Solem. «Baade denne og hans begavede Hustru Randi blev Lykke til stor Opbyggelse og Veiledning i Salighedens Sag».

Fra denne Tid var han en Kristen, som nød stor Anseelse og Tillid i vide Kredse og regnedes blandt Haugianernes mest indflydelsesrige Mænd, en af Vennesamfundets «Ældste».

Det berettes af Familien, at han i en Række af Aar førte Fartøier for A. Solem sammen med O.A. Moe.

I 1831 giftede han sig med Birthe Bache, født Nesterud, Enke efter en af Hauges ældste og mest virksomme Venner i Trondhjem, Kjøbmand Lars Bache. Hun drev efter sin Mands Død Handel saavel paa Nordlands Markeder som i Byen og var særdeles driftig, indsigtsfuld og dygtig. Men først og fremst var hun en levende Kristen, opfyldt af sand Kjærlighed til sine Medmennesker og virksomt interesseret i alt Arbeide for Guds Riges Fremme.

For de Fattige havde hun stor Omsorg. «Efter et Kristenliv, rigt paa Tro og gode Gjerninger, døde hun 1839».

I 1840 giftede Iver Lykke sig igjen med Jacobine Mechalie Tangen, født 4. September 1816, Datter af Landhandler og Gaardbruger Peder Tangen, Eier af Gaarden Neby paa Tønset. Hendes Moder var Anne Kjerstine Tangen, født Blomberg.

Sammen med sine 5 Søstre og 2 Brødre blev denne Datter tidlig holdt til Virksomhed i den store Bedrift med Handel og Skydsstation.

I hendes tidligste Ungdom gik der en Vækkelse over Bygden, fremkaldt ved Elling Eielsen. Hele Ungdomsflokken paa Neby blev grebet, isærdeleshed den ældste Søn, Ivar, som blev til stor aandelig Støtte for sine andre Søskende. Mechalie kom straks efter sin Vækkelse, omkring midten af Trediveaarene, til Eugenia Stiftelse i Christiania for at lære Kunstvævning og var senere tillige en Tid hos Arnt Solem og Hustru Randi, som dengang boede paa Gaarden Sandager ved Christiania.

Hendes aandelige Liv skjød nu en herlig Vekst ved Omgangen med flere af Hauges Venner.

Hun vankede ofte hos den bekjendte Jens Hansen, Eier af Bakkemøllen, Gabriel Udnæs paa Brochmannshaugen og Hans Erichsen paa Schultzehaugen, gift med Hauges Søster Karen.

Da Mechalie som nygift kom til Trondhjem 1840, følte hun sig ofte ensom, da der hin Tid ikke var noget almindeligt aandeligt Liv. Men hun opsøgte flittig Fattige og Elendige og tog sig kjærlig af dem; de Troende, som hun kom i Berørelse med, blev hendes kjæreste Venner.

Hun fik i sit Ægteskab tre Børn. Efter Opfatningen dengang blev disse opdraget noget strængt; man havde kanske ogsaa for lidet Syn paa det menneskelige og lagde for stor Vægt paa det Ydre. Her kom dog Ægtefællernes store Forskjelligheder til at spille en heldig Rolle i Børnenes Udvikling, idet Faderens Strænghed og Alvor suppleredes af Moderens lyse Humør og noget friere Anskuelser.

Iver Lykke nød megen Tillid som Kommunemand og var Kasserer for flere Legater; Hedningemissionen omfattede han med levende Interesse.

«Af Karakter var han meget ligefrem og aldrig bange for at sige sin Mening. Baade dette og at han havde et noget heftigt Gemyt var Aarsag til, at Folk, som ikke kjendte ham nøiere, ofte misforstod ham».

Han var ikke lidet af en Petrusnatur : ærlig, trofast og oprigtig, stemningsrig og følelsesfuld.

Under det tilsyneladende haarde Skal boede et varmt Hjerte, en stræng Retfærdighedsfølelse og en dyb Ydmyghed. Han brugte flittig Guds Ord; i de lange Vinteraftener var Bibelen hans stadige og kjæreste Læsning. Han holdt Husandagt hjemme, men optraadte aldrig offentlig, da han ikke havde Ordet i sin Magt.

Han førte et meget gjæstfrit Hus baade for Venner i Byen og tilreisende Læge og Lærde.

I sine sidste Leveaar var han meget plaget af Gigtsmærter, som han dog bar med stor Taalmodighed, om han end ofte ydrede Lyst og Længsel efter at fare herfra og være med Kristus i det lyse Himmelhjem. Han laa kun tilsengs nogle faa Dage; i denne Tid kom alle hans kjære Venner for at sige ham Farvel; han var ved fuld Bevidsthed og havde et godt Ord til dem alle.

Han vilde stadig høre en af Familien læse Guds Ord, Troesartiklerne, Fadervor og hans Yndlingssalme : «Herre Jesus Krist, min Frelser du est» af H.C. Sthen; den blev han aldrig træt af at høre.

Det var et fredfuldt Dødsleie; den 6. Juli 1865 drog han sit sidste Suk. Sogneprest M. Holtermann talte ved hans Baare i «Vor Frue Kirke» over disse Ord : «Sandelig han var en Israelit, i hvem der ikke var Svig».

Hans Enke fortsatte og udvidede sammen med den ældste Søn Forretningen. «Hun var et udpræget Handelsgeni og arbeidede trolig til sin Død. Endnu større og mere udpræget var hun dog som Kristen. Hun blev gjennem alle Livets Omskiftelser «den første Kjærlighed» tro og var saa opfyldt af denne, at hun i alle Forhold gjenspeilede Jesu Liv. Hun havde en stærk Trang til at gjøre godt mod de Fattige og Syge, og af disse var der en meget stor Flok, som vistnok evig velsignede hendes Minde. Hun havde stor Interesse for Byens Asyl, hvor hun i mange Aar var med i Bestyrelsen. Ligesaa i Foreningen for faldne Kvinder. Desuden havde hun ogsaa Sands for alt, hvad der var skjønt og godt i Naturen og Menneskelivet. Hun var kvik og freidig og bevarede altid sit lyse Humør; intet kunde rokke hendes Tro paa og Tillid til Gud».

— I det sidste Leveaar led hun adskillig af en haardnakket Bronchit, som tilslut endte hendes Liv. Hun laa ikke mange Dage; Døden kom temmelig uventet for hendes Omgivelser.

Hendes Yndlingssalme : «Hvad er det godt i Jesu Arme som Skjødebarn at sove ind» af U.B. von Bonin blev til Virkelighed; hun bogstavelig sov ind i Døden. Det var 12. April 1878. Hun blev 62 Aar gammel.

— Iver Lykke var middelshøi, mørk, med blaagraa Øine og et alvorligt og bestemt Ansigtsudtryk; Skjæg bar han ikke.

Hustruen Mechalie var høi af Vekst og blond, med et lyst og godt Udtryk i det vakre, fredfulde Ansigt.

 

 

Stengt for kommentarer.