kristen dahl : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie. Andet Bind. Haugianismens Tid. Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 275 – 281 :

 

Blandt Haandværkerne i Trondhjem nød Kristen Dahl stor Anseelse baade som Borger og Kristen.

Han var født den 12. December 1782 paa Kvistdalen i Røros Prestegjæld.

Faderen, Peder Dalen, var en i sin Tid Agtet og hæderlig Bonde, der sørgede for en stræng Orden i Huset og holdt Søn- og Helligdage i Agt og Ære. Paa disse samlede Husbonden sine Børn og Tjenere og sad selv med sin opslagne Bibel og nogle Andagtsbøger, hvoraf han læste for dem.

Moderen, Øllegaard Kathrine, født Halden, var en meget brav Kone og meget kjærlig og omsorgsfuld overfor sine Børn; men hun døde, medens Kristen var ganske ung. Af fire Søskende var han den yngste og kom straks efter sin Konfirmation til Røros i Tjeneste hos en av Kobberværkets Embedsmænd.

Efter at have naaet Værnepligtsalderen blev han udtaget til Soldat og var med paa Toget mod Sverige.

Et par Aar senere inntraadte han i Ægteskab med Bergmand Hans Birkens Datter Ingeborg og flyttede kort efter til Gaarden Gløshaug tæt ved Trondhjem, hvor han for Eieren skulde forestaa Gaardens Drift.

Efter fire Aars Forløb kjøbte og tilflyttede de en liden Gaard i Trondhjem, og der boede de til sin Død; her tjente de ogsaa ved Guds faderlige Velsignelse sit daglige Brød. Dahl ernærede sig ved Tømmerhaandverket, og heri bragte han det snart saa langt at han blev en efter den Tids Fordringer meget dygtig, paalidelig og anseet Mand. Derfor blev han ogsaa betroet at have Tilsyn med de fleste offentlige Stiftelsers Huse i Trondhjem og at være Formand ved de forefaldende Arbeider paa disse.

Dengang gik det nemlig ikke til paa samme Maade som nu, at en Mester paatager sig Arbeide efter Akkord; men en af Arbeiderne, som dertil ansaaes skikket, blev Formand. Dennes pligt var da at have Tilsyn med de andre og at lede arbeidet, hvorfor han almindelig nød et Tillæg af 4 shilling (13 øre/1910) til sin Dagløn.

Hidindtil havde Dahl ikke videre bekymret sig om sin Sjæls Tilstand; men han havde dog fra Barndomshjemmet taget med sig Agtelse for Guds Ord.

Nu vaktes ved Guds Ords hørelse en Uro hos ham, som snart blev til en alvorlig Bekymring for, hvad han skulde gjøre for at blive Salig. Herren var heller ikke langt borte; Dahl kom til en sand Omvendelse og Gud hjalp ham snart frem til Vished om sine Synders Forladelse ved Troen paa den korsfæstede og gjenopstandne Herre og Frelser, Jesus Kristus, og denne Tro bekjendte han ved Ord og Gjerninger til sin sidste Stund.

Til at bringe ham til Troens Klarhed bidrog væsentlig de paa den Tid i Bakke Kirke af Biskop P.O. Bugge holdte Bibellæsninger, ligesom ogsaa et nærmere Bekjendtskab med en af Brødremenighedens Missionærer, Henrik Windekilde, med hvem han siden i mange Aar vekslede Breve. Fra sin første Opvækkelse begyndte han flittig at læse i den hellige Skrift og gode, kristelige Bøger, saa ofte han havde en liden Tid tilovers fra sit Arbeide.

Da han var begavet med en klar Opfattelsesevne og en meget god Hukommelse, gjemte han en stor Rigdom af Guds Ord i Hjerte og Tanker. Han var en af «de Stille i Landet», blid og venlig, almindelig agtet og elsket.

Alt Parti- og Sektvæsen var ham imod; Freden havde han inderlig kjær og mangen Gang bidrog han væsentlig til at forene Brødre og Søstre, hos hvem der var nogen Forskjellighed i Opfattelsen af kristelige Spørgsmaal, og det uagtet han godt forstod, at han derfor af og til blev miskjendt. I saadanne Tilfælde opptraadte han med Sagtmodighed, men derhos ogsaa med en Bestemthed og Fasthed, som nogen syntes vidnede om vel megen Myndighed.

Det er ikke faa, som har sagt, at Dahl var dem til stor Hjælp i mangen en mørk Tvilens og Anfægtelsens Time ved sit klare og enfoldige Troesblik paa Kristi Korses Hemmelighed. Han var en af de første, som i Trondhjem begyndte at virke for Missionssagen, hvilken han stedse fulgte med hjertelig Deltagelse.

Et Par Eksempler paa, hvorledes mangengang et Bibelord eller et kristeligt Erfaringsord, udtalt af ham i rette Tid, gjorde en forunderlig Virkning, kan her anføres. Da Dahl engang arbeidede hos en høitstaaende Mand, kom denne ved Arbeidets Slutning om Aftenen bort til ham, da han, som de andre, efter gammel sedvane bandt nogle Spaaner eller Affald sammen i et Knippe for at tage med sig hjem, og sagde meget heftig, at dette havde han længe ærgret sig over, og nu vilde han faa vide af Dahl, som han havde Tillid til, naar denne Uskik var kommen paa, og om den havde varet længe. Dahl blev staaende ganske rolig og svarede venlig, at han ikke kjendte til, naar den først var komme paa, men at den var meget gammel, vidste han; thi han havde hørt, at da Salomon byggede Templet i Jerusalem, fik Arbeiderne Spaaner til at koge sin Mad med.

Husbonden slog ham paa Skulderen og sagde : «Du bliver dog altid den samme; med dig kommer jeg ingen Vei. Tag nu Spaaner, baade du og de andre; jeg skal herefter unde Eder dem godt».

Manden var en af denne Verdens store eller fornemme; men som Bevis paa, at Dahl ved sin kristelige Omgjængelse havde vundet hans Agtelse og Tillid, kan tilføies følgende : En Morgen længe efter hin Spaanhistorie, da Dahl igjen arbeidede hos ham, havde han trolig ventet paa Arbeidstidens Begyndelse for ar faa tale med Dahl, og da denne kom, mødte Principalen ham med taarefyldte Øine, trykkede hans Haand, omfavnede ham og sagde med synlig Bevægelse : «O ja, I har ret, I, som holder Eder til Gud og hans Ord; I er salige i Eders enfoldige Tro; det føler jeg. Min Kone er inat død fra mig; kanske staar hun nu derover i Evigheden og anklager mig, — og hvorledes vil det gaa mig, naar jeg skal møde der ?»

En anden Gang var Dahl tilkaldt ved en Besigtigelses- eller Skjønsforretning i en viktig og tvetydig Sag. De andre var fordetmeste høitstaaende Mænd i Forhold til ham, og der blev nu talt meget mellem Herrerne om, hvad der skulde siges og vidnes i Sagen.

Omsider siger en af dem til Dahl : «Nu, hvad tror de, vi kan sige, eller hvilken Forklaring tror de, vi kan afgive ?» Denne svarede fast og bestemt : «Vi taler det, vi ved, og vidner det, vi har seet» (Joh. 3.11).  De andre saa paa hverandre og taug stille.

— Engang kom han til en Prest, netop som denne var i en haard SjÆlekamp. Rystende og bleg utbrød den anfægtede : «Ak, naar skal det lyde saa kraftig i min Sjæl, at det ikke forstummer igjen : dine Synder er dig forladte !»  Legmannen svarte : «Lad dig nøies med min Naade; thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed !»  Etter en liten Pause sagde Presten : «Gud ske Tak ! Just derved maa jeg klynge mig fast».

Da Dahl engang paa sine gamle Dage var sammen med nogle kristelige Venner, hvoriblant flere yngre, begavede Lægmænd, og en af dem efter Maaltidet skulde takke og bede høit, bleb Brødrene sittende lidt og tale seg imellem, om hvem der skulde gjøre dette. Da sier en : «Kanske gamle Dahl takker og beder ?» Denne svarede straks med barnlig Freidighed : «Ja, jeg behøver altid at bede og har bestandig meget at takke for; jeg vil gjerne gjøre det. Men..» lagd han til med Eftertryk.. «I som hører paa, maa være enfoldige».

De kjære Venner talte mangengang siden, naar de mødtes, om disse Ord og hans hjertelige og enfoldige Bøn.

Da han tilsidst blev saa svag, at han ikke mere orkede at arbeide, gik han efter Anmodning en Tid omkring som Kolportør (selger) og solgte Bøger. Han ledagede da sit Salg med nogle Formaningens eller Trøstens Ord, alt som Leiligheden gav.

Men i det 77. eller 78. Leveaar tog hans allerede før noget svækkede Syn saaledes af, at han ikke mere kunde komme ud; i de sidste 5-6 Alderdomsaar var han ganske blind. Et Par Aar før sin Død laa han han noen dager meget syg, og man troede da, at hans Hjemgang var nær. En Bekjendt sagde til ham, at nu fik han vel snart flytte herfra, hvorpaa han svarede, at ogsaa han selv troede, dette muligens var Guds Vilje.

Derfor holdt han nu paa med sit Regnskapsoppgjør; «men med dette», lagde han vemodig til, «ser det sørgelig ud. Jeg arme Synder har en uhyre Gjæld; det ene Skyldregister er større end det andet. Dog…» sagde han smilende med taarefyldte Øine,.. «det er ikke farligt; thi det staar «betalt» under dem alle sammen».

Da han var bleven bedre, og man ytrede, at han vel endnu en Stund blev hernede, sagde han med Hengivenhed : «Som Gud vil; jeg tænkte rigtignok, at jeg kun havde et lidet Stykke flad Vei igjen til Hjemmet; men jeg skjønner nu, at der er vel endnu nogle Bakker tilbage. Dog, Herren hjælper mig nok ogsaa over dem !»

Saaledes var han bestandig fornøyet og hengiven i Guds vilje og sad saa stille, som om alt, hvad der foregik omkring ham, var uvedkommende Ting, indtil en eller anden troende Bekjendt kom og satte sig i en Stol ved Siden af ham og begyndte at tale om aandelige Sager. Da kom atter Ungdommens Liv og Friskhed over den Gamle, og han talte med fuld Fatning og usvækket Hukommelse om det, som hører Guds Rige til.

Han erindrede lige til sine sidste Dage meget af Luthers og andre kristelige Forfatteres Prædikener over Søn- og Helligdagsteksterne og kunde desuden udenad mange gamle og kjærnefulde Salmer, som han ikke sjelden sang et eller flere Vers af. Naar nogen beklagede, at han var blind og manglede aandelig Næring, sagde han gjerne : «Jeg tygger Drøv nu !»

Dette var bogstavelig sandt, han levede i Erindringen og gjentog og overveiede det, han tidligere havde læst og hørt, til Næring og Styrkelse for sin Sjæl i Forbindelse med en uafladelig Bøn og flittig Brug af Nadveren.

Dahls største Omsorg baade tidligere og nu var for Konens Frelse. Især i begges Alderdomsdage opsteg der mangen inderlig Bøn og mangt et dybt Suk i Stilhed om, at hun dog maatte blive løst fra det jordiske og overgive sig helt til Herren.

Hans Hustru var en sjelden arbeidsom og dygtig Kvinde, der bidrog meget til at lette ham Omsorgen for det timelige udkomme gjennem sin utrættelige Virksomhed. Saaledes havde stadig nogle unge Mennesker, især fra Landbygderne, i deres Hus et Hjem, naar de gik paa en Skole eller lærte et Haandverk, og der bor mange agtede Mænd hist og her i de forskjellige Dalstrøg, som endnu (1910) har i kjær Erindring de Dage eller Aar, de boede i Kristen Dahl’s hus.

Desuden blev femten fremmede Børn i kortere eller længere Tid af deres Barndom opforstrede i dette Hjem, og mange af dem havde de uegennyttige Gamle for ganske liten Betaling.

For sine egne Børn var Hustruen en trofast og opofrende Moder. Hun gik tillige, naar hun syntes at have Tid, baade i Kirke og andre Steder, hvor Guds Ord blev talt, ja, var endog en og annen gang bevæget; men derved blev det ogsaa. Hjerte og Sind hang ved det jordiske, og Rørelserne kvaltes igjen af de mange Bekymringer og det timelige Stræv, saa det aldrig i hendes sunne og friske Dage kom til noget Gjennembrud.

Og dog var nu allerede Alderdommen der og de graa Haar ! Dette laa særlig tungt paa hendes Mand. Otte Aar før sin Bortgang feirede de Guldbryllup; ved den Anledning var tre Børn med Ægtefæller og femten Børnebørn samlede omkring dem. Allerede dengang havde Dahls Helbred taget meget af, hvorimod Konen endnu var nogsaa rask og rørig, ligesom hun hele sin Tid eiede en sjelden stærk Helse; men efter den Tid begyndte ogsaa hendes Helbred at vakle. Da hun ikke længere kunde deltage saa meget i de huslige Sysler som før, blev hun utaalmodig, og da hun af Naturen var meget heftig, gav dette Anledning til mange tunge Stunder for hendes Ægtefælle, hvis stille, inderlige Sukke for hendes Frelse vedblev at opstige til Herren.

— Straks efter Nytaar 1867 blev hun angrepet af Lungebetændelse. De første Dage var hun meget utaalmodig og forsøgte med stor Anstrængelse at staa op, da hun mente nu som før at maatte passe sit Husstel. Men Herrens Arm blev hende for stærk; hun måtte tilsengs igjen.

Da Konen nu var borte fra Stuen, saa det ogsaa ud til, at den gamle Mand heller ikke kunde blive der længere; han følte sig mat og frøs og bad om at faa komme i sin seng; denne stod hendes saa nær, at han kunne høre hvert Ord, hun sagde.

Gud vilde, at han allerede her i Tiden skulde faa erfare sine Bønners Opfyldelse og være Vidne til hendes Omvendelse og salige Hjemgang.

Da hun nu mærkede, at Kræfterne tog af, og Sygdommen voksede, saa det ud til, at den onde Frister fik gjøre den Gamle end mere uimottagelig, ja næsten fiendsk, mod Sandheden. Hun vilde nødig se nogen kristelig Ven i Nærheden, ja forbød til og med at Presten kom til hende. Dette var hardt baade for Manden og hendes Nærmeste; de havde hende inderlig kjær og ængstedes for, at hun i en saadan Sindstilstand skulde gaa ud af Tiden. I Fællesskab bad de stadig ivrig til Herren om Naade for hende, og at han forbarmede sig ogsaa over denne dyrekjøbte Sjæl.

Ikke længe efter mærkede man en stærk indre Kamp hos den Syge, skjønt ingen turde komme hende nær af Frygt for, ligesom tidligere, at blive afvist med haarde og korte Svar.

En Dag spurgte hun imidlertid selv ængstelig, om hun kunde nyde den hellige Nadvere. «Kanskje blev jeg derved noget løst; jeg føler mig saa bunden«. Ved disse Ord rant Taarerne ned ad den gamle Mands Kinder; thi han havde længe og inderlig længtet efter dette Naadesmaaltid; men Konen havde i den senere Tid ikke villet; og for Freds Skyld havde han stille lagt ogsaa dette Savn paa sin Frelsers Hjerte. Saa nød de da begge det hellige Sakrament; hun var meget opmærksom og noe bevæget.

Den næste Dag kom paa Anmodning af en Nærstaaende den nidkjære og trofaste Herrens Tjener, Pastor Karl Roll, for at tale med hende. Hun tog venlig  imod ham, da han sagde, at man havde bedt ham om at se til hende. Og nu var ogsaa Herrens Tid kommen; Frelsens Time slog.

Det var imidlertid ingen let Sag, det nu gjaldt. Denne gamle, hæderlige, dygtige og retskafne Kvinde skulde blive til intet i sine egne Øine og istedet føle sig som en fortabt og fordømt Synderinde; Frelserens Fyldestgjørelse og Retferdighed skulde bli hendes.

Men Gud gav sin Tjener Visdom og Kraft, og den Hellige Aand vidnede med Ordet. Det var vel haardt i Førstningen, da Guds Bud blev hende forelagt; men med sønderknust Hjerte erkjendte hun lydelig at være skyldig i dem alle. Man fryktede for at hun skulle have sagt : «Det er en for haard Tale !»

Med det hændte ikke; hun følte sig truffen og havde intet mere i sig selv at stole paa. Da den kjære Sjælesørger nu forstod, at her var bleven en alvorlig Syndenød, og tillige skjønnede, at Døden ikke var langt borte, saa havde han ogsaa Evangeliets rige Trøst at forkynde denne sønderknuste Sjæl.

Med stor Klarhed og Kraft fremholdt han for hende Jesus i al sin Kjærlighed til Syndere, og da hun bævende spurgte, om hun kunde tro dette, og om det var for hende, forsikrede han hende høit og dyrt, at saa utrolig det end syntes, maatte hun dog tro det; thi Beviset var soleklart : Faderen havde jo sendt sin Søn; Sønnen var jo kommen for at frelse hende, og Jesu Kristi, Guds Søns, Blod renser fra al Synd.

Da piblede Taarerne frem, og hun bad, at man vilde gjentage dette for hende. Ja, hun kom til en dyb Syndserkjendelse, tog imod Troen som en Guds Gave og blev et levende Bevis for, at vi blir retfærdiggjorte som ugudelige av Naade, kun af Naade for Jesu Skyld.

Endnu levede hun i tre Døgn med fuld Bevidsthed. Hun laa fordetmeste med foldede Hænder ligesom i Bøn; man mærkede, at hun nu havde Fred med Gud; den døende var blid og venlig og sagde, at hun intet mere havde med denne Verden at gjøre, ikke engang med sine Børn og Børnebørn, som hun ellers holdt saa meget af; Jesus var hendes et og alt.

Aftenen før Bortgangen tog hun kjærlig Afsked med alle Omkringstaaende og takkede dem for alt. En stund efter slog hun Øinene op og sagde : «Nu har jeg seet Frelseren; han sagde, at jeg skulde faa komme«.

De sidste Ord var : «Nu da, i min Herre Jesu Navn gaar jeg herfra !»   Derpaa laa hun stille nogle Timer, indtil kl. 6 om Morgenen den 4. februar 1867, da hun sov stille hen i en Alder af 83 år, mens de omkringstående knelte ned med Lov og Tak til Herren for hendes Frelse.

Man kan tænke sig den gamle Ægtefælles Fryd og Glæde over dette; han var som opløst i Guds Lov og Pris. Hidindtil havde han ikke lidd av nogen Sygdom, undtagen Giktsmærter; men nogle Timer efter Hustruens Hjemgang, da han selv sagde, at nu var hans Livs Maal naaet, mærkede man, at der var indtraadt en Forandring med ham; Døden havde sat sit Mærke paa hans Pande; man forstod, at ogsaa hans Opløsningstime var forhaanden.

Døden indtraf dog først fem Dager senere; men disse var rene Feststunder for dem, som stod omkring hans sidste Leie. Mange kristelige Venner og Bekjendte kom for at sige den Gamle Farvel, og til alle havde han fordetmeste nogle passende Ord, enten et Skriftsprog, et Salmevers eller et Opmuntrings- og Formaningsord.

Han talte undertiden om sin Tro og dens Grund med glad Frimodighed : «Ja, det er jeg vis og sikker paa; det er ingen Indbildning, det; Fornuften tier her !»

Til en Ven fremsagde han næsten hele det 53. Kapitel af Esaias; især var det rørende, da en næsten ligesaa gammel Troesbroder kom og tog Afsked med ham; under mange Glædestaarer talte de om deres Gjenforening hisset om en kort Tid, og hvorledes de der skulde faa love og prise ham, som havde kjøbt dem til Gud med sit Blod.

Ogsaa den kjære Biskop Andreas Grimelund kom til den Døende. Efter at have talt nogle gribende Afskedsord, meddelte Biskopen den Gamle under Haandspaalæggelse Herrens Velsignelse.

Et Par Dage før Afskedens Time slog, da man sagde, at to af hans Børnebørn stod ved Sengen, reiste han sig op, lagde Hænderne paa deres Hoveder, bad for dem og velsignede dem.

Et tredje, mindre Barnebarn blev Dagen efter sat op i hans Seng; han lagde Haanden paa hendes Hoved og sagde : «Gud bevare din Indgang og Udgang fra nu af og til evig Tid ! Amen i Jesu Navn».

— Siden hørte man kun, at han ganske stille for sig selv gjentog enkelte Bibelsprog og Vers, hvoriblandt J. A. Rothes bekjendte : «Nu har jeg fundet det, jeg grunder Mit Salighedens Anker paa«. Denne var en af hans Yndlingssalmer, som han fremsagde helt.

En anden gudelig Sang, der udtrykte hans Sjæls Hjemve (lengsel/red.), gjentog han hyppig. Især i det sidste nynnede han ofte paa den. Det første vers lyder saaledes : «Mon naar Bryllupsvognen kommer ? Rolighed min Sjæl attraar. Vig, min Vinter, kom, min Sommer, Kom endnu i dette Aar ! Jeg vil flytte; Thi hvad Nytte Gjør jeg her som jordisk Borger, Som et Maal for mange Sorger ?»

Dagen før Hjemgangen hørte man ham med nogen Anstrængelse fremsige Verset : «Min Frelser saa blodig Er Sjælen vist naadig; Han har mig forløst. Min Tro den sig grunder Paa Frelserens Vunder, Jeg dør med den Trøst !»

Kort før sin Død sagde han : «Nu kommer Bryllupsvognen»; det var hans sidste Ord.

Han laa derpaa saa stille, at man troede, at Aanden allerede var bortvandret. Men da man fremsagde Salmen : «Nu har jeg vundet Og stridt den gode Strid», og var kommen til de Ord : «Her har jeg Skjoldet, — Nu Kampens Tid gaar ud, — Jeg har beholdt Den sande Tro paa Gud», bevægede han sagte Læberne til et neppe hørligt  «Ja!» og dermed fløi hans frelste og frigjorte Sjæl fra Troens Land her til Beskuelsen hisset for at istemme sin Frelsers Lov og Pris blandt Englenes mange Tusinde.

Han hensov om Morgenen den 9. februar 1867 i en Alder af vel 85 Aar.

Der var Glæde i Himmelen, men ogsaa Fryd paa Jorden. Enhver, som var tilstede ved disse Dødsleier, glemte aldrig, hvad de saa og hørte. Alt blev dem til Trøst og Troens Bestyrkelse.

— Saa fik da de to Gamle, efter at have levet sammen i 58 Aar, ogsaa følges ad i Døden, ja ind i Himmelen. De begravedes samtidig den 13. Februar næstefte, ledsaget til deres sidste Hvilested af en stor Skare Venner og Bekjendte.

— Dette Ægtepars datter, Øllegard Kristine Dahl, blev gift med Kommandersergeant, senere Forstander Halvor Halvorsen Undseth, født i Rendalen 1823, død i Trondhjem 1891. Et af deres Børn var den europæisk berømte Arkæolog, Dr. phil. Ingvald Undseth, født i Trondhjem 9. November 1853, død 3. December 1893. «Helt fra Skoledagene af havde han med Forkjærlighed syslet med Studier af Nordens Oldsager, gamle Historie og Sprog; Domkirken i Trondhjem og Moderens Fortællinger fra gamle Sagaer havde meget tidlig ledet og fæstet hans Interesser i den Retning». —

 

 

 

Stengt for kommentarer.