michel grendahl : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede – et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 208 – 215 :

Nysomtaltes (Trond Nielsen Grendahl) ældre Broder Michel Nielsen Grendahl, var utvilsomt en af de mest begavede og indflydelsesriGe af Hauges Venner, ikke alene nordenfjelds, men i det hele Land.

Han blev født paa øvre Grendalen i Rennebu den 12. Marts 1775, en Søn af Gaardbruger Niels Michelsen og Hustru Randi Olsdatter.

Tiderne var trange, og de havde vistnok ofte vanskelig for med sine 8 Børn at slaa sig igjennem trods utrættelig Flid og Nøisomhed; Børnene hjalp ogsaa til alt, hvad de formaaede, og kom sig alle godt frem, flere af dem blev endog Velstandsfolk. Men Undervisningen og Kundskaberne dengang var nok yderst tarvelige; det siges, at Forældrene var brave, forholdsvis oplyste og derhos agtede Folk.

Sønnen Michel og en yngre Broder af samme Navn, bedst kjendt som Michel Mærk, lader det til var særlig begavede og lærelystne.

Om sin  aandelige Udvikling meddeler førstnævnte, at han baade af sine Forældre og gjennem Børnelærdommen fra sin tidligste Alder var overbevist om, at der gaves et Liv efter dette, hvor enhver vilde faa det eter sit Forhold her i Tiden. Men denne Erkjendelse havde dog ikke nogen stærkere Virkning paa ham, end at han ønskede at kunne leve saaledes, at det maatte gaa ham vel i hint Liv; forøvrigt opførte han sig som Ungdommem i Almindelighed. For at kunne naa sit Ønskes Maal besluttede han sig til at føre en mere kristelig Vandel og begyndte at frembære sine Begjæringer for Gud, men vidste intet andet at utbede sig, end at Herren vilde give ham det, som han behøvede for at blive salig, og lovede at være fornøiet med de Kaar i Verden, Gud i sin Visdom fandt tjenlige for ham.

Den Undervisning, Advarsel og Formaning, Pastor P.S. Krag gav under Konfirmationsforberedelsen, gjorde flere Gange et dybt Intryk paa ham, saa hans Lyst til Leg og Alt, som tiltaler Ungdommen, herved aftog, hvilket vakte Opsigt, saa han ofte for Spøg blev spurgt, om han da alt vilde blive den gamle Mand og ikke længere glæde sig med sine Kammerater.

I sin Opvekst tog han kraftig Del i Gaardens Drift, men benyttede de ledige Stunder til vedholdende Læsning i den hellige Skrift, særlig det nye Testamente. Han skal saaledes have gjennomlæst Bibelen for hvert Aar. Men han var ingen overfladisk og flygtig Læser; tværtimod blev herunder vakt mange vanskelige og vigtige Spørgsmaal, som stadig sysselsatte hans medfødte Trang til Tænkning og Grubling.

Han udtalte sin Misfornøielse med, at han levede i en Tid, da Menneskeslægten var saa fordærvet og ganske afvegen fra Religionens Forskrifter.

Dersom han havde levet i Kristi Kjøds Dage, vilde han ikke have taget i Betænkning at slutte sig til Jesu Efterfølgere for at kunne blive delagtig i de Forjættelser, han har tilsagt sine. Han kunde ikke rigtig faa Tag i den Sandhed, at Kristus er igaar og idag den samme, ja til evig Tid, og at Frelseren ei alene bad for sine Efterfølgere, men og for dem, som ved deres Ord siden troede paa ham.

Den Modsætning, som syntes at væree mellem Lov og Tro, kunde han heller ikke ganske opløse; at Menneskets Hjerte, Sind og Vilje ved Evangeliets Kald, Oplysning og Helliggjørelse maatte omdannes i den Grad, at det blev en Selvfølge, at Guds Bud ikke blev svare, var den Tid som tildækket for ham.

Desuagtet bad han ofte i Enrum og ventede, at den Fader, «som ser i Løndom», vilde efter sit Ord tilgive ham de Synder, som han daglig troede, at han gjorde sig skyldig i, uagtet han ikke kjendte dem. Disse Overveielser og Andagtsøvelser vekslede med Verdens Sind; dette varede ved til 1796.

Omendskjønt han da mere end nogensinde før anspændte sine Kræfter for at blive duelig til sin jordiske Gjerning og udkastede Planer for Fremtiden, hvorefter han agtede at handle, saa stod det dog fast for ham, at Kristendommens Sandheder var vigtigere end alt andet og skulde være Ledestjernen for ham gjennom Livet.

Men for ikke at blive foragtet tog han det i denne Tiden ikke saa nøie med sin Kristendoms Pligter, hvorfor han indtil 1799 deltog i «næsten alle Ungdommens Daarligheder med Undtagelse af de grove Laster».

Da fik han høre om den store kristelige Livsbevægelse, som allerede tidligere var begyndt søndenfjelds, og allerede samme Aar fik Dalen Besøg af den forhen omtalte Lægpredikant Nils Iversen Riis, «et Menneske med besynderlige gode Talegaver». Hans kraftige Vidnesbyrd gjorde et dybt Indtryk paa Michel Grendahl;  disse blev forstærkede, da han lidt senere paa Aaret blev kjendt med «den lille Iver Gabestad’s Omsorg for Menneskenes sande Vel saavelsom den utrættelige Flid, han anvendte for samme». Efter hans eget Udsagn havde disse to Lægmænds Vidnesbyrd i Forening med Hauges Skrifter «den største Indflydelse» paa ham.

Ved Bøn og fortsat Læsning i disse Bøger samt Bibelen, opgik der et klarere Lys over hans Hjertes naturlige Tilstand og Troens Vei til Kristus; han fik tro sine Synders Forlatelse, og Aanden virkede et ganske forandret Sind, saa han blev en ny Skabning i Kristus Jesus.

«Jeg overveiede nu», skriver han, «mine af Gud nedlagte Gaver…; og ihvorvel jeg mærkede, at disse ikke var store, saa vokste de ved Øvelse..;jeg kunde ikke føre det over mit Hjerte at tie stille, men maatte ved Raad og Undervisning bede mine Medmennesker at antage Guds Kald til Oplysning og Helliggjørelse ifølge Saliggjørelsens Orden».

Han begyndte allerede Aar 1800 paa Søn- og Helligdage at holde Opbyggelser i Hjembygden, oftest sammen med andre. Paa de Tider, da hans Gaardsbrug tillod det, udstrakte han senere sin Virksomhed til en videre Omkreds. Hermed vedblev han flittig indtil Hauges Fængsling Høsten 1804; da sluttede ogsaa han, som de fleste andre, foreløbig med sin Lægmandsprædiken. Derimod fortsatte han altid med at vidne privat i det daglige Liv om sin Tro, naar det beleilige Øieblik tilbød sig.

Efter omhyggelig Overveielse og Hauges Raad besluttede Grendahl paa denne Tid at vælge en anden Næringsvei. Han overlod sin Fædrenegaard til en yngre Broder og reiste til Drammen, hvor han stod en Tid i Butiken hos en Kjøbmand Olsen; derefter opholdt han sig sandsynligvis en stund i Bergen for videre at blive uddannet som Handelsmand, hvorefter han drog til Christianssund og tog Kjøbmandskab. Det var i Krigsaarene; i Begyndelsen af hans Ophold der beskjød en engelsk Fregat Byen. Han kjøbte snart en Eiendom ved Havnen, byggede en Brygge udenfor, og det fortælles, at den i lang Tid var den største i Byen.

Her drev han meget med Lastehandel, Skibsfart, Skibsbyggeri og Rederi og havde især Forbindelser med England, hvis Sprog han lærte sig saa godt, at han selv kunde føre sin Correspondance paa Engelsk. En af hans Skippere forspilte engang paa en Reise did 24.000 Kroner for ham (1910). Styrmanden seilede endelig hjem med Fartøiet. Da Skipperen senere fattig og i Pjalter kom til Grendahl, fik han Hjelp.

Han kjøbte desuden i 1807 (?) fire Gaarde ved Navn Utheim paa Averøen i Kvernes, ikke langt fra Byen, rev ned de over 30 Smaahuse, som fandtes der, og byggede op igjen nye, tidsmæssige Bygninger; han var den første paa de Kanter, som benyttede Plog, hvorover Bønderne blev meget forbausede og sagde : «Aa ja, dette giver nu ikke Mad i Gryden til Kvelden !» Gaarden blev et Mønsterbrug for Egnen. Da hans Forretning i Christianssund tiltog stærkt, solgte han den omkring 1810 til sin Broder Trond.

I Førstningen han boede paa sidstnævnte Sted, var han udsat for megen Spot, men den forstummede snart. En Mand i Byen spurgte : «Er De en af de Hellige ?» Grendahl svarte : «Ikke saa meget, som jeg ønskede og gjerne vilde; thi det  står skrevet : «Uden Hellighed skal ingen se Herren !»

I hans Hjem vankede forskjellige Folk baade fra By og Land. Han holdt regelmæssige Husandagter, til hvilke alle og enhver havde Adgang; den blev ogsaa benyttet af mange.

Under sit Ophold i Christianssund var han afholdt af Byens bedste Familier, og det siges, at han trivedes godt der; men saa begyndte der Smugling og Bestikkelser overfor Toldfunksjonærerne og andet saadan, og dette blev ham saa utaaleligt at se paa, at han besluttede at komme bort derfra.

havsten - michel grendahl2Da han hørte, at den store Gaard Hafsten paa Byaasen ved Trondhjem skulde sælges paa Auktion, bad han sin Ven Arnt Solem om at være tilstede og handle paa hans Vegne. Denne kjøbte ogsaa Eiendommen for 9500 Spd.(38000 kroner); det var i 1821, og neste Aar flyttede Grendahl med Familie did.

Hafsten var et af de største Brug nordenfjelds, men yderst vanstelt; hans Smaapiger kunde saaledes plukke Multer paa Engene, da de kom did. Han tog med Iver fat og begynte at afgrøfte og dyrke de store Vidder, der efterhaanden blev omdannede til frugtbare Aagre og Enge. Da han kom der, var Fjøset til 20 Kjør stort nok; men han maatte straks nedrive de gamle og bygge nye, tidsmæssige Udhuse, der endnu fuldstændig svarer til vor Tids Fordringer; en Smaagut magtede at kjøre Hølæssene ind og vælte dem af. Inden kort Tid kunde han fø 60 og i den sidste Tid, han drev Gaarden, over 80 Melkekjør. En ny, kostbar, men praktisk Vandledning fik han ogsaa istand.

Alt blev bygget efter egen Plan og under hans Tilsyn; Gaarden dreves med mærkelig liden Hjælp; thi alle hans Folk kappedes om at være de flinkeste; de elskede Grendahl som en Fader, hvilket ogsaa fandt sit Udtryk i det Vidnesbyrd, som gamle, for ikke saa længe siden afdøde Arbeidere kunde aflægge, naar de sagde : «Aa ja, det gik godt den Tid; men saa gjorde det nu meget, at han Far kom til os kvar Søndag og læste Præken, og vi song al’ ihop«.

Han var tillige en flink Smed, der udførte mangtet dygtigt Arbeide; paa hans Smedjes Tomt staar nu Hafstens Kirke (Byåsen/red.). En gammel Byaasing, Per Solberg, som for første gang hørte en Prædiken der, sagde efterpaa : «Jeg har hørt Guds Ord paa denne Haugen før, jeg !» Da man spurgte ham om, hvorledes dette kunde forholde sig, svarede han : «Jo, det var jo der, Grendahls Smedje stod !» Her havde de to Gamle havt mangen kristelig Samtale.

Men det er heller ikke Tvil om, at Grendahl, ifølge paalidelige Samtidiges Vidnesbyrd, ogsaa holdt Opbyggelser efter sit Komme til Strinden baade paa Hafsten, i Trondhjem samt under sin Thingvirksomhed ogsaa i Christiania og Omegn, i Drammen og paa Eker; han vedblev dermed ialfald til omkring 1835.

Uagtet han fra Aandsevnernes Side var usædvanlig rigt udrustet, manglede han ydre Begavelse som Lægprædikant. Han kunde i sine Opbyggelser udlægge Guds Ord dybt og alsidig, med rig praktisk Anvendelse; han pleiede ogsaa baade at formane og tale privat med Folk, dog selvfølgelig altid uden at være nærgaaende eller taktløs.

Da Forstanden var mest fremtrædende hos ham, og hans forresten baade dybe og stærke Følelser altid nøie blev beherskede, var det en Selvfølge, at han ikke kan kaldes en Vækkelsesprædikant i dette Ords almindelige Betydning, uagtet han ofte talte vækkende og alvorlig som faa; det var Erkjendelsen, Viljen og Samvittigheden, han henvendte sig til; Hovedvægten ble lagt paa at belære og veilede.

De, som især søgte Næring for den kristelige Følelse i Opbyggelserne, syntes ofte, at hans Taler var noget tørre; men for tænksomme og prøvede Kristne var det en Fest at nyde godt af hans dybe og rige Indsigt i Naadens Husholdning og Guds Riges Hemmeligheder.

De sidste 10 Aar af sit Liv holdt han aldrig egentlig Opbyggelsesforsamlinger, ligesaa lidt som han reiste omkring. Med hver Søndag samlede han sine Tjenere og Familien til Andagt. Først ble der sunget en Salme, saa en Prædiken for Dagen læst af Samlingspostillen, derefter en ganske kort Bøn, hvorpaa tilslut en Salme blev afsunget.

I hans hyggelige Hjem med den vide, vakre Udsigt over Omegnen, omgvet af rige historiske Minder, blev Besøgende modtagne gjæstfrit paa gammelnordisk Vis af ham og hans begavede og elskværdige Hustru. Stedet var et Vennehjem som neppe noget andet nordenfjelds, et Centrum for haugiansk kristeligt Liv og Kultur i Trøndelagen, hvorhen reisende Lægprædikanter og andre kristelige Venner søgte for at faa aandelig Opmuntring og Raad eller timelig Veiledning, den han med sin alsidige Begavelse og mangesidige praktiske Ingsikt havde saa let for at give.

Men kom der nogen, han ikke kjente, maatte de finde sig i at blive eksaminerede; ofte anmodede han dem ogsaa om at læse høit af en Bog, forat han heraf kunde slutte sig til, hvorledes de talte.

I Strindens kommune betroedes han vigtige Hverv,  og 1829 blev han valgt til Storthingsmand for søndre Trondhjems Amt og var dets Repræsentant i 1830, 1833, 1836 og 1837. I 1839 frabad han sig Gjenvalg; men da det dengang var paa Tale at faa udvirket skjærpede Bestemmelser angaaende gudelige Forsamlinger, kom mange og bad ham om ei at undslaa sig for at modtage Valg. Han maatte derfor afsted igjen 1842; siden vægrede han sig bestemt ved at blive gjenvalgt.

Under alle disse Thing var han Medlem af Budgetkomiteen og en ualmindelig ivrig Thingmand; han satte sig meget omhyggelig ind i alle Sager; særlig kom hans Skarpsindighed og Indsigt frem i Komiteerne. Han tilhørte Oppositionen og var den Gang ved Siden af O.G. Ueland fører for Bondepartiet; Karakterens ubestikkelige Renhed viste sig i all hans Færd; han kjæmpede for Sparsomhed i Statshusholdningen, for Religionsfrihed og følgelig ogsaa for Jødernes fulde Adgang til at bosætte sig i Landet.

Da han efter nogen Tid mærkede, at Thingarbeidet svækkede hans Kristenlivs Varme og Iver, blev der en haard Kamp, før han atter kom i det gamle Forhold til Herren.

Under denne bad han Gud lære sig at være baade en god Kristen, og paa samme Tid en nyttig Statsborger. For at blive holdt vaagen og varm under Politikens sløvende Indflydelse anvendte han daglig mindst en af Morgentimerne til Bøn og Guds Ords Læsning.

Om Søndagene og i Høitidenre besøgte han troende Venner for at styrkes gjennem Samværet med dem.

Efter Thinget i 1842 tog Grendahls Kræfter stærkt af; i sine sidste Leveaar plagedes han af en besværlig og smærtelig Sygdom, der bevirkede, at han tænkte paa at trække sig tilbage fra Alt. Da kom det beleilig, at han i 1848 fik Spørgsmaal fra Anthon Jensen i Mosvigen, om Hafsten var tilsalgs, og efter Samraad med sin Familie afhændede han Eiendommen for 15.000 Spd. (60.000 kroner). Da Gaarden havde to Hovedbygninger og Værelser nok, blev Grendahl og Hustru foreløbig boende paa Stedet.

Efter Opfordring af mange Venner begyndte han derpaa at udarbeide et lidet Skrift om «Hans Nielsen Hauges Liv, Virksomhed og dennes Følger».  

Det er endnu af Værd og et mærkeligt Vidnesbyrd om hans Evner og Aandskraft, uagtet det er skrevet under tiltagende Sygelighed og først blev færdigt faa Dage før hans død; siden blev det udgivet af Svigersønnen, Overlærer C. L. Simonsen.

Et Par Dage før Hjemgangen spurgte han sine Nærmeste, om de vilde nyde Herrens Nadvere sammen med ham; dette skeede. Pastor Carlsen forrettede, og Grendahl talte da saa opløftet og herlig om Gud og hans Naade, at Presten vendte sig til Familien og sagde : «Mine Ord bliver ringe her !»  Han modtog derpaa troende og med dyb Ærefrygt i Brød og Vin Jesu hellige Legeme og Blod.

Lidt før sin Død udbrød han : «Jeg hører Sang fra Thronen !» Med klar Bevidsthed, fast Tro og i Besiddelse af Talens fulde Brug til sidste Øieblik sov han stille hen uden stor Kamp, omgivn af sine Kjære, medens Svigersønnen fremsagde siste vers av salmen : «Gud Hellig Aand i Tro os lær«, som han saa ofte havde hørt ham gaa og nynne paa.

«Han gik ud af Verden med et Smil», har en Tilstedeværende sagt. Det var 18. Januar 1849.

Han bleV begravet paa Hlademoens nye Kirkegaard; uagtet et frykteligt Uveir rasede under Høitideligheden, var dog Deltagelsen fra By og Bygd enorm;  da man passerede Trondhjem, rak Toget fra Skandsen til Torvet.

«Han var ubetinget den betydeligste af Hauges Venner, jeg har kjendt, og en enestaaende begavet og alsidig udrustet Mand», har en sagt, der i en Aarrække stod ham nær. Særlig var hans Tænkning dyb, selvstændig, klar og ofte skarpsindig, hvilket kom frem baade i hans Opbyggelsesforedrag, Storthingsvirksomhet (mest i Komiteerne), under private Samtaler, gjennem hans Skrift om Hauge, samt i Brev, hvoraf nu dessværre kun faa er bevarede.

Hans Skrivelse til W.A. Wexels i Anledning af dennes Lære om Omvendelse efter Døden omtales som lige udmærket baade fra Indholdets og Formens Side  — grundig, sindig og saglig.

Han eiede mange Kundskaber og Interesser samt et Syn paa Kulturoppgaverne , der var sjeldent; men det, som gjennemtrængte og beherskede Alt, var varm og virksom Kristendom. 

I al praktisk Gjerning var han langt fremme : dygtig Smed og Snedker, hændig og flink til at gjøre Alt, hvad der kunde falde. Desuden havde han Indsigt i forskjellige Ting, som man skulde tro laa fjernere for ham, hvorpaa der kunde anføres flere Eksempler.

Af Karakter var han taus, indesluttet og alvorlig, et udpræget Viljemenneske med en enestaaende Evne til at beherske og tvinge sig selv. Derhos omtales han som en indadvendt, kritisk og forsigtig Natur; for Udenforstaaende var der noget «tørt»  — reserveret og stivt ved ham, men at der bag det rolige og kalde Ydre bankede et varmt, følsomt Hjerte for andres Nød, fik mange i Stilhed erfare; men han lod selv ikke den venstre Haand vide, hvad den den høire gjorde.

Han var glad i Musik, spillede fiolin indtil sin Vækkelse og gjenoptog dette senere i Livet. Rennebygger (=folk i Rennebu/red.) som saa hans Instrument hænge paa Væggen, sagde :»Nu æ’en Grendahl follin, Fela hæng paa Vægga hos’en«.

Han gjorde dem siden opmærksomme paa, at det var med Instrumenter som med Menneskets Stemme; de kan benyttes baade til Velsignelse og — Forbandelse.

Han spillede forøvrigt kun Salmemelodier.

Af Vekst var han over Middelshøide, velbygget, uden at være før, med et lidt rundt Ansigt og et alvorligt, tænksomt, næsten strængt Udtryk i det fint furede og intelligente Aasyn, der blev livligt, aandfuldt og vakkert, naar et Smil spillede om Munden eller glimtet i de blaa Øine. Han havde stærk Haarvekst og brunt, graasprængt Haar; Skjæg rundt om, men noget kort, barberede sig ellers.

Ved sin Side havde han en Hustru, om hvem det med rette er bleven sagt, at hun som Kvinde var jevngod med ham som Mand. Hendes Navn var Bereth Mikkelsdatter Husdal fra Gjeitestranden, Anneks til Børsen ved Trondhjem, hvor hun antagelig blev født 1782. Med hende ægteviedes han 9. November 1810 i Kornstad Kirke i Kvernes, ikke langt fra Christianssund. Deres Ægteskab var saare lykkeligt, da de gjensidig udfyldte hinanden. Hun var en begavet og rigt udrustet, meget tiltalende Personlighed, livlig og interesseret for alt Godt, et fint kvindeligt Væsen og saare afholdt af alle, som kom i Berøring med hende.

Hun tilhørte et kristeligt Hjem, hvor Hauge og mange af hans Venner vankede og holdt Opbyggelser. Det gav hende et Præg for hele Livet.

Som ung Pige var hun til Hjælp flere Steder, da Haugianerne pleiede at bistaa hverandre, især hvor større Foretagender kom igang; hun styredee saaledes Huset for den kjendte Bogtrykker Ole Pedersen Moe i Christianssand. Herved blev hendes medfødte Evner alsidig udviklede i praktisk Retning, samtidig som Kundskaber og Interesser utvidedes gjennem Omgangen med de forskjellige ledende Haugianere.

I sine Fristunder læste hun hele sitt Liv meget, hvoriblandt ogsaa Aviser; hun fulgte godt med i Alt, som foregik i Udlandet, havde særlig Interesse for Landkort og studerede det nøie. Naar det var Tale om et eller andet i Udlandet, eller man læste om noget, som hændte paa fremmede Steder, kunde hun straks tegne Situationskort og vise, hvor det foregik.

Men først og fremst var hun en Mester i alt kvindeligt Arbeide og en overordentlig flink Husmoder, økonomisk og dygtig, med en enestaaende Evne til at styre. Hun kunde som faa omgaaes og opdrage Tjenerne og sætte Pigerne igang; sit store Fjøs med Baasrum til 100 drev hun udmærket og skjønnede sig saa godt paa Kjør som den mest indsigtsfulde Handelsmand; en Dag kjøbte hun saaledes 20 Stykker af Wullum og Aune. Dette var hun ogsaa nødt til, da Manden saa ofte maatte være borte fra Hjemmet.

Naar han var paa Storthinget, drev hun den store Gaard ligesaa godt, som naar han var hjemme, ved Hjælp af Datteren, Randi Marie, senere gift med Overlærer C.L. Simonsen, og sine Tjenere. Havedyrkning interesserede de sig meget for; Hagen paa Hafsten var derfor sjelden velstelt og gav i Regelen smukke Resultater.

Efter sin Mands Død flyttede hun til en liden Nabogaard, hvor der var en hyggelig Leilighed. Her havde hun sin Søsterdatter til Hjælp; saa gjorde hun en Reise sydpaa for at se til sin anden Datter Nicoline. Denne var gift med Just Wright Grøndahl, yngste Søn af Bogtrykker Christopher Grøndahl. De havde kjøbt Gaarden Meen i Gjerpen ved Skien.

Da hun kom tilbage derfra, bestemte hun sig til at bo hos sin førnævnte Datter og Svigersøn paa Hafstenaunet. Her tilbragte hun Resten af sit Liv og var noksaa rask til det sidste, skjønt Kræfterne tog stadig af. En dag, hun havde lagt sig for at hvile, var hendes Datter et Øieblik gaaet ud af Værelset. Da hun kom ind igjen, var Moren saa forandret; der blev i hast sendt Bud til Svigersønnen, som straks saa at den Gamle var rammet af et Slagtilfælde.

Legen blev øieblikkelig budsendt, men kunde Intet udrette. Hun laa rolig med lukkede Øine omtrent 2 Døgn, før Døden kom stille; det var 7. September 1858.

Fru Grendahl var middelshøi, kraftig bygget, men ikke forvoksen, og meget stærk; Ansigtet beskrives som vakkert, intelligent, med et mildt, behageligt, fint og klogt Udtryk; hun havde «blå, deilige øyne» og lysebrunt Haar. I al sin Færd var hun en livlig, interesseret og dannet Kvinde, som ved sin forstandige aandfulde Tale og det eiendommelige, rigt vekslende og sjelden udtryksfulde og tiltalende Aasyn vakte selv Biskop Bugges Opmærksomhed.

Overfor enhver var hun aaben og ærlig til at sige sin Mening, sjelden reel, bange for Alt, som kunde være fristende, havde sin Mening om det, hun saa og hørte, men pleiede ikke at udtale sig kritisk om nogen; var meget forsigtig og varsom i sin Tale. Hendes Følelser var stærke og dybe, men beherskedes med kvindelig Takt, og hun eiede et varmt og aabent Hjerte for andres Nød og Lidelser; derfor var hun ogsaa i høieste Grad medlidende og hjælpsom.

En forunderlig Kraft og Styrke kom ved enkelte Anledninger frem hos hende, og hun kunde under vanskelige og farefulde Omstændigheder bevare sin aandsnærværelse og lægge for Dagen stort personligt Mod.

En olm Okse tog engang fat paa hendes Broderdatter og holdt paa at stange Pigen fordærvet. Medens de andre stod uvirksomme og skrækslagne, tog Fru Grendahl en Soplime, det eneste, hun havde for Haanden, gik løs paa Oksen og bearbeidede den saa kraftig i Hodet med Limen, at Dyret slap Pigen og sprang sin Vei.

Engang de slaktede en Gris, syntes hun, den skreg for længe; hun bebreidede glakteren hans Ukyndighed og Ubarmhjertighed, tog Kniven fra ham og stak den ret i Hjertet paa Dyret, som døde øieblikkelig. Og det kunde anføres flere lignende Eksempler.

Hun var stadig i godt Humør og syntes altid at være tilfreds og glad. Hendes indre aandelige Liv var jevnt og roligt, ikke vekslende eller anfægtet; hun havde en lys, evangelisk Opfatning, hvorover det ofte hvilede et Skjær af Humor. Ligesom sin Mand omtales henVes vandel som eksemplarisk, og hun var i Alt et viljestærkt Karaktermenneske.

 

Om Michel Grendahl’s yngre bror – den mindre kjente Haugianeren Trond Nielsen Grendahl –  les her :

Michel Grendahl har forfattet boken «Hans Nielsen Hauges Liv, Virksomhed og dennes Følger«, utgitt i Trondheim i 1849, etter at Grendahl var død.

Stengt for kommentarer.