ole sivertsen

 

– Hentet fra H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede», Første Bind – Første Halvdel;

 

fra s. 218 –    :

Rundt om i Landet, især i det Trondhjemske, virkede en anden anseet Haugianer ved Navn Ole Sivertsen gjennem et Tidsrum af over 70 Aar. Han blev født i Lyster (Luster), inderst i Sogn, den 12. Marts 1783 af Gaardfolk Sivert og Sofie Bringe og var den tredie af seks Søskende. ole sivertsen1Under Hauges første Besøg i Sogn, formentlig Sommeren 1802, kom han til «Vækkelse og aandeligt Liv ved Troen paa Jesus Kristus».

Allerede i sit tyvende Aar begyndte han at bekjende sin Tro offentlig, ja reiste ganske snart efter Opfordring ogsaa ud for at holde Opbyggelser baade paa Vestlandet og nordenfjelds og virkede til ikke liden Velsignelse ved sine enfoldige og ildfulde Formaningstaler.

Som værnepligtig blev han i Krigsaarene udkommenderet og var uafbrudt borte fra Hjemmet i syv Aar. Militærafdelingen gik først opover til Røros, hvor man slog Leir. Det blev her ordnet saaledes, at Haugianerne skulde faa et Telt sammen, vistnok ikke i den Tanke at give dem Anledning til at opmuntre hverandre i Gudsfrygt, men snarere for at hindre «Sværmeriets» videre Udbredelse blandt Soldaterne.

I «Læserteltet», som det snart spottende blev kaldt, boede foruden Ole Sivertsen ogsaa Assar Bjørkøen og Gabriel Snillien fra Hevne; Navnene paa de øvrige Aandsbeslægtede kjendes nu ikke mere. Assar døde for vel en Menneskealder siden, 101 Aar gammel, medens den anden var gaaet bort meget tidligere.

Disse holdt godt sammen, opbyggede hverandre med Guds Ord og Bøn samt lagde først og fremst Vind paa den største Pligttroskab og Tjenstvillighed, hvorved de vandt baade sine Overordnedes og Kammeraternes Yndest. Særlig var dette Tilfældet med Ole Sivertsen, som alle syntes godt om paa Grund af hans elskværdige, vindende Væsen; han vandt manges Agtelse, Tiltro og Kjærlighed, hvorfor han i Kvartererne nød meget Godt fremfor de andre Soldater. Naar disse fordrev Tiden med Kortspil og lignende, var han  beskjæftiget med noget nyttigt, f. eks. at strikke, «hvori han var en Mester». Da han ogsaa besad (besatt) Officerernes Tillid, gjorde de ham til sin Oppasser.

I al den Tid, han var ude, benyttede han flittig enhver Anledning til at tale Guds Ord for sine Medmennesker og saa ofte Frugt af sin Virksomhed. I Tune var han, sammen med en Del andre, stationeret et helt Aar og talte da ogsaa oftere med Niels Hauge, H.N. Hauges Fader, først og fremst om de Ting, som hørte Guds Rige til, men dernæst ogsaa om Sønnens Virksomhed og Skjæbne, som de begge omfattede med saa stor Interesse og Kjærlighed. Det var den Gamles (Niels Hauges) urokkelige Haab, at Sønnen hans vilde blive frikjendt, men han oplevede ikke den lykkelige Stund, da dette gik i Opfyldelse.

Saa oprandt Glædesaaret 1814; Soldaterne blev løste fra den trofaste Grændsevagt, og hver fik gaa hjem til sit. Sivertsen lagde Veien om Christiania for at kunde besøge Hauge, der dengang boede paa Bakkehaugen for sin svage Helbreds Skyld, men fremdeles var under Forvaring. Gjensynets Glæde var stor, og de takkede begge Gud for hans Godhed og Barmhjertighed, som havde bevaret dem baade legemlig og aandelig under saa mange Farer. Han tilbragte her nogle uforglemmelige Dage, rige paa aandelig Opmuntring og Styrkelse for Troeslivet.

Dette Besøg fik ogsaa paa en anden Maade en vidtrækkende Betydning for Sivertsen. Den bekjendte Ole Nordaune i Holtaalen havde sendt sin ældste Datter Ragnhild, født 1797, der nylig var vakt, til Hauge som Tjenestepige for at blive styrket og befæstet i Troen. Da diss to unge først saa hinanden, følte de begge, at de var bestemte til at leve Livet sammen; Hauge syntes nok det samme og gav dem et Vink herom; de blev da straks forlovede. Sivertsen reiste derefter hjem, medens hun blev tilbage.

Han kom kort Tid efter som Handelsbetjent til den anseede Kjøbmand Amund Helland i Bergen. Det var ordnet saa, at en Del af hans Løn bestod i Procenter af, hvad han solgte. Da han snart blev kjendt og godt likt, vilde de fleste handle med ham, saa han tjente mange Penge. Disse mistede han imidlertid næsten helt, dog uden egen Skyld.

En Dag, medens han var hos Helland og sad inde og tællede Penge for de solgte Varer, kom Husjomfruen ind, fik Øie paa disse og udbrød : «Den, som var saa lykkelig at eie saa store Skatte». Sivertsen svarede : «Saadanne Skatte gjøre ingen lykkelig; der maa bedre og større Skatte til for at blive i Sandhed lykkelig». Hun kunde ikke forstaa, hvad han mente, og spurgte nøiere om, hvilke Skatte han sigtede til. Han fortalte hende da om disse og sagde, at hun fandt dem ved flittig at bruge Guds Ord og Bøn. Dette greb hende; hun fik snart se, at hun var rig paa Synd, men fattig paa alt Godt. Han veiledede hende til i Bod og Bøn uafladelig at tigge om Naade; da vilde hun finde Jesus, den kostelige Perle, den største Skat i Himmelen og paa Jorden.

Derefter gik han i Farverlære, slog sig sammen med en anden ung Mand ved Navn P. Iversen pg nedsatte sig 1816 paa Røros for at drive sit Haandværk. Nogle Aar senere blev han gift med sin førnævnte Forlovede; de levede i et lykkeligt Ægteskab, men  fik store Trængsler paa Grund af hendes tiltagende Nervesvaghed. Efter at have boet her (Røros) i en Række af Aar, maatte han i 1835 for Konens Skyld fraflytte Stedet, da hun hverken taalte Kirkeringing, Larm eller nogen anden Slags Støi. Han kjøbte da Gaarden Moan paa Tønset og boede der til 1840; derpaa flyttede de til Kjelsboe i Skogn, hvor de var til 1847, da de reiste til sine Børn paa Levanger; her henlevede de sin Alderdom, pleiet og hegnet om af kjærlige Hænder.

De Tider, hans Haandværk og Konens Sygdom tillod ham at være fraværende fra Hjemmet, benytted han flittig til at bekjende Guds Ord. Saavidt vides har han i sit lange Liv gjennemreist det hele Land, maaske undtagen Finnmarken og en Del af Nordlands og Tromsø Amter; mest virkede han dog i Trondhjems Stift.

Paa disse Reiser havde han i Regelen Følge af en eller anden bekjendt Haugianer. Særlig virkede han sammen med Daniel Arnesen, Anders Haave, Elling Eielsen, Ole Simonsen Berg, Jens Johnsgaard og mange flere, ligesom han kjendte de fleste; maaske alle samtidige norske Lægmænd.

Fremfor alle havde han ofte Gaardbruger Ole Løseth fra Rindalen til Ledsager. De var næsten Lige i Alt og stemte derfor saa godt overens. Men Vennerne knurrede lidt af og til over, at to saa erfarne Mænd reiste sammen istedetfor hver at have en yngre Guds Ords Bekjender med sig. Da de blev ældre, tog den formuende Ole Løseth sin Hest, naar de skulde ud paa længere Ture. Engang de kjørte over Dovrefjeld og sag sammen i fortrolig aandelig Samtale, spurgte plutselig Ole Løseth : «Har du bedt for Hesten ?» 

Hans Ven studsede lidt  og svarede : «Nei, det har jeg ikke gjort !» Løseth blev alvorlig og ytrede : «Ja, men det maa du gjøre; hvorledes skulde det gaa os to Gamle her midt paa vilde Fjeldet , om Hesten blev syg ?» «Du har Ret», sagde Sivertsen, hvorefter de begge enfoldig og tillidsfuldt bad Gud bevare Hesten og dem, saa de kunde faa fortsætte sit Arbeide i hans Vingaard.

En, der kjendte Sivertsen nøie, skriver : «Naar Omstændighederne tillod ham at komme ud og tale med Folket om det ene fornødne, var han ligesom i sit rette Element. Intet glædede ham mere, end at det skeede Vækkelse, og nogen blev bragt til Omvendelse og Tro. Det blev ham ogsaa forundt at være et Redskab til manges Sindsforandring. Derimod smærtede det ham dybt at erfare Folkets Vantro og Naadesforagt.

Han var ikke udrustet med nogen større ydre Begavelse, men eide en barnlig Tro og stor Frimodighed. Hans Taler var livlige og begeistrede, og naar han, som  ofte var Tilfældet, blev rigtig varm, strømmede Ordene ud af ham.

Angaaende hans Syn paa og Udtalelser om vor lutherske Statskirke fandt han denne saadan, at ingen behøvede at træde ud. Vel havde den sine mange Brøst, men derhos det store Gode : Rent Ord og Sakrament samt al fornøden Frihed til at dyrke sin Gud. Ved Konventikelplakatens Ophævelse var ogsaa Adgangen aabnet for enhver, som følte Kald dertil, at gaa ud som Lægprædikant og vidne om sin Tro. Blandt Dissenterne tiltalte de gamle Lammersianere ham mest;  men — skjønt en Tid lidt paavirket af dem — vilde han dog hverken selv træde ud eller tilraade andre at gjøre det.

De Bøger, han næst Bibelen anvendte til egen og andres Opbyggelse, var især Luthers og Johan Arndts Skrifter. I sine senere Leveaar følte han sig ogsaa meget opbygget ved C.O. Rosenius’s Bøger.

De yngre Guds Ords Bekjendere formanede han, naar de talte paa Møderne, at de skulde SE paa Tilhørerne og søge at tale til deres Hjerter, og at det ikke var nok blot at prædike for Folket. Ligesaa fremhævede han Nytten og Betydningen af at tale «privat» med de Tilstedeværende om deres Sjæls Tilstand og Frelse.

Naar der var flere Venner sammen, pleiede de baade at tale om sine Oplevelser og Guds Førelser med dem og at fortælle hinanden aabent og kjærlig, hvad de syntes om hverandre.

En Gang var Daniel Arnesen og Sivertsen ude paa en Opbyggelsesreise; et Sted, hvor flere Troende var samlede, bemærkede en gammel, kristelig Kvinde i Samtalens Løb om de to Lægmænd : «Jeg ved ikke, hvordan det kan have sig; naar du, Daniel, taler, da er det ligesom noget iveien; det vil ikke rigtig gaa ind; derimod naar du, Ole, taler, da gaar det straks til Hjertet».

En Gang var Emissær Evensen og Sivertsen i Meldalen og holdt Opbyggelse for en større Forsamling; Evensen begyndte. Under hans noget lange og jævne Tale faldt mange i Søvn. Dette sad Sivertsen og harmede sig over. Da hans Kammerat havde endt sin Formaning, gik Gamlingen frem paa Gulvet, hvor der mellem Folkerækkerne var en smal Gang, og sagde : » Dersom I vil være vaagne, skal jeg ogsaa sige nogle Ord».

Dermed begyndte han at tale paa sin sædvanlige livlige og begeistrede Maade, saa alle maatte være vaagne; hans varme, hjertelige Ord gjorde et dybt Indtryk; men han vogtede sig vel for at trætte sine Tilhørere ved at tale for længe».

 

 

 

Stengt for kommentarer.