ole sivertsen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid  – Første Halvdel. 1796 – 1820.

 

– fra s. 218 – 223  :

Rundt om i Landet, især i det Trondhjemske, virkede en anden anseet Haugianer ved Navn Ole Sivertsen gjennem et Tidsrum af over 70 Aar (forskjellige Meddelelser, især fra Sønnen og S.’s mangeaarige Ven, Emissær Johannes Gulbrandsen).

Han blev født i Lyster, inderst i Sogn, den 12. Marts 1783 af Gaardfolk Sivert og Sofie Bringe og var den tredie af seks Søskende. ole sivertsen1Under Hauges første Besøg i Sogn, formentlig Sommeren 1802, kom han til «Vækkelse og aandeligt Liv ved Troen paa Jesus Kristus».

Allerede i sit tyvende Aar begyndte han at bekjende sin Tro offentlig, ja reiste ganske snart efter Opfordring ogsaa ud for at holde Opbyggelser baade paa Vestlandet og nordenfjelds og virkede til ikke liden Velsignelse ved sine enfoldige og ildfulde Formaningstaler.

Som værnepligtig blev han i Krigsaarene udkommenderet og var uafbrudt borte fra Hjemmet i syv Aar. Militærafdelingen gik først opover til Røros, hvor man slog Leir. Det blev her ordnet saaledes, at Haugianerne skulde faa et Telt sammen, vistnok ikke i den Tanke at give dem Anledning til at opmuntre hverandre i Gudsfrygt, men snarere for at hindre «Sværmeriets» videre Udbredelse blandt Soldaterne.

I «Læserteltet», som det snart spottende blev kaldt, boede foruden Ole Sivertsen ogsaa Assar Bjørkøen og Gabriel Snillien fra Hevne; Navnene paa de øvrige Aandsbeslægtede kjendes nu ikke mere. Assar døde for vel en Menneskealder siden, 101 Aar gammel, medens den anden var gaaet bort meget tidligere.

Disse holdt godt sammen, opbyggede hverandre med Guds Ord og Bøn samt lagde først og fremst Vind paa den største Pligttroskab og Tjenstvillighed, hvorved de vandt baade sine Overordnedes og Kammeraternes Yndest. Særlig var dette Tilfældet med Ole Sivertsen, som alle syntes godt om paa Grund af hans elskværdige, vindende Væsen; han vandt manges Agtelse, Tiltro og Kjærlighed, hvorfor han i Kvartererne nød meget Godt fremfor de andre Soldater. Naar disse fordrev Tiden med Kortspil og lignende, var han  beskjæftiget med noget nyttigt, f. eks. at strikke, «hvori han var en Mester». Da han ogsaa besad (besatt) Officerernes Tillid, gjorde de ham til sin Oppasser.

I al den Tid, han var ude, benyttede han flittig enhver Anledning til at tale Guds Ord for sine Medmennesker og saa ofte Frugt af sin Virksomhed.

I Tune var han, sammen med en Del andre, stationeret et helt Aar og talte da ogsaa oftere med Niels Hauge, H.N. Hauges Fader, først og fremst om de Ting, som hørte Guds Rige til, men dernæst ogsaa om Sønnens Virksomhed og Skjæbne, som de begge omfattede med saa stor Interesse og Kjærlighed. Det var den Gamles (Niels Hauges) urokkelige Haab, at Sønnen hans vilde blive frikjendt, men han oplevede ikke den lykkelige Stund, da dette gik i Opfyldelse.

Saa oprandt Glædesaaret 1814; Soldaterne blev løste fra den trofaste Grændsevagt, og hver fik gaa hjem til sit. Sivertsen lagde Veien om Christiania for at kunde besøge Hauge, der dengang boede paa Bakkehaugen for sin svage Helbreds Skyld, men fremdeles var under Forvaring. Gjensynets Glæde var stor, og de takkede begge Gud for hans Godhed og Barmhjertighed, som havde bevaret dem baade legemlig og aandelig under saa mange Farer. Han tilbragte her nogle uforglemmelige Dage, rige paa aandelig Opmuntring og Styrkelse for Troeslivet.

Dette Besøg fik ogsaa paa en anden Maade en vidtrækkende Betydning for Sivertsen. Den bekjendte Ole Nordaune i Holtaalen havde sendt sin ældste Datter Ragnhild, født 1797, der nylig var vakt, til Hauge som Tjenestepige for at blive styrket og befæstet i Troen. Da diss to unge først saa hinanden, følte de begge, at de var bestemte til at leve Livet sammen; Hauge syntes nok det samme og gav dem et Vink herom; de blev da straks forlovede. Sivertsen reiste derefter hjem, medens hun blev tilbage.

Han kom kort Tid efter som Handelsbetjent til den anseede Kjøbmand Amund Helland i Bergen. Det var ordnet saa, at en Del af hans Løn bestod i Procenter af, hvad han solgte. Da han snart blev kjendt og godt likt, vilde de fleste handle med ham, saa han tjente mange Penge. Disse mistede han imidlertid næsten helt, dog uden egen Skyld.

En Dag, medens han var hos Helland og sad inde og tællede Penge for de solgte Varer, kom Husjomfruen ind, fik Øie paa disse og udbrød : «Den, som var saa lykkelig at eie saa store Skatte». Sivertsen svarede : «Saadanne Skatte gjøre ingen lykkelig; der maa bedre og større Skatte til for at blive i Sandhed lykkelig». Hun kunde ikke forstaa, hvad han mente, og spurgte nøiere om, hvilke Skatte han sigtede til. Han fortalte hende da om disse og sagde, at hun fandt dem ved flittig at bruge Guds Ord og Bøn. Dette greb hende; hun fik snart se, at hun var rig paa Synd, men fattig paa alt Godt. Han veiledede hende til i Bod og Bøn uafladelig at tigge om Naade; da vilde hun finde Jesus, den kostelige Perle, den største Skat i Himmelen og paa Jorden.

Derefter gik han i Farverlære, slog sig sammen med en anden ung Mand ved Navn P. Iversen og nedsatte sig 1816 paa Røros for at drive sit Haandværk. Nogle Aar senere blev han gift med sin førnævnte Forlovede; de levede i et lykkeligt Ægteskab, men fik store Trængsler paa Grund af hendes tiltagende Nervesvaghed. Efter at have boet her i en Række af Aar, maatte han i 1835 for Konens Skyld fraflytte Stedet, da hun hverken taalte Kirkeringing, Larm eller nogen anden Slags Støi. Han kjøbte da Gaarden Moan paa Tønset og boede der til 1840; derpaa flyttede de til Kjelsboe i Skogn, hvor de var til 1847, da de reiste til sine Børn paa Levanger; her henlevede de sin Alderdom, pleiet og hegnet om af kjærlige Hænder.

De Tider, hans Haandværk og Konens Sygdom tillod ham at være fraværende fra Hjemmet, benytted han flittig til at bekjende Guds Ord. Saavidt vides har han i sit lange Liv gjennemreist det hele Land, maaske undtagen Finnmarken og en Del af Nordlands og Tromsø Amter; mest virkede han dog i Trondhjems Stift.

Paa disse Reiser havde han i Regelen Følge af en eller anden bekjendt Haugianer. Særlig virkede han sammen med Daniel Arnesen, Anders Haave, Elling Eielsen, Ole Simonsen Berg, Jens Johnsgaard og mange flere, ligesom han kjendte de fleste; maaske alle samtidige norske Lægmænd.

Fremfor alle havde han ofte Gaardbruger Ole Løseth fra Rindalen til Ledsager. De var næsten Lige i Alt og stemte derfor saa godt overens. Men Vennerne knurrede lidt af og til over, at to saa erfarne Mænd reiste sammen istedetfor hver at have en yngre Guds Ords Bekjender med sig. Da de blev ældre, tog den formuende Ole Løseth sin Hest, naar de skulde ud paa længere Ture. Engang de kjørte over Dovrefjeld og sad sammen i fortrolig aandelig Samtale, spurgte plutselig Ole Løseth : «Har du bedt for Hesten ?» 

Hans Ven studsede lidt  og svarede : «Nei, det har jeg ikke gjort !» Løseth blev alvorlig og ytrede : «Ja, men det maa du gjøre; hvorledes skulde det gaa os to Gamle her midt paa vilde Fjeldet , om Hesten blev syg ?» «Du har Ret», sagde Sivertsen, hvorefter de begge enfoldig og tillidsfuldt bad Gud bevare Hesten og dem, saa de kunde faa fortsætte sit Arbeide i hans Vingaard.

En, der kjendte Sivertsen nøie, skriver : «Naar Omstændighederne tillod ham at komme ud og tale med Folket om det ene fornødne, var han ligesom i sit rette Element. Intet glædede ham mere, end at det skeede Vækkelse, og nogen blev bragt til Omvendelse og Tro. Det blev ham ogsaa forundt at være et Redskab til manges Sindsforandring. Derimod smærtede det ham dybt at erfare Folkets Vantro og Naadesforagt.

Han var ikke udrustet med nogen større ydre Begavelse, men eide en barnlig Tro og stor Frimodighed. Hans Taler var livlige og begeistrede, og naar han, som ofte var Tilfældet, blev rigtig varm, strømmede Ordene ud af ham.

Angaaende hans Syn paa og Udtalelser om vor lutherske Statskirke fandt han denne saadan, at ingen behøvede at træde ud. Vel havde den sine mange Brøst, men derhos det store Gode : Rent Ord og Sakrament samt al fornøden Frihed til at dyrke sin Gud. Ved Konventikelplakatens Ophævelse var ogsaa Adgangen aabnet for enhver, som følte Kald dertil, at gaa ud som Lægprædikant og vidne om sin Tro. Blandt Dissenterne tiltalte de gamle Lammersianere ham mest;  men — skjønt en Tid lidt paavirket af dem — vilde han dog hverken selv træde ud eller tilraade andre at gjøre det.

De Bøger, han næst Bibelen anvendte til egen og andres Opbyggelse, var især Luthers og Johan Arndts Skrifter. I sine senere Leveaar følte han sig ogsaa meget opbygget ved C.O. Rosenius’s Bøger.

De yngre Guds Ords Bekjendere formanede han, naar de talte paa Møderne, at de skulde se paa Tilhørerne og søge at tale til deres Hjerter, og at det ikke var nok blot at prædike for Folket. Ligesaa fremhævede han Nytten og Betydningen af at tale «privat» med de Tilstedeværende om deres Sjæls Tilstand og Frelse.

Naar der var flere Venner sammen, pleiede de baade at tale om sine Oplevelser og Guds Førelser med dem og at fortælle hinanden aabent og kjærlig, hvad de syntes om hverandre.

En Gang var Daniel Arnesen og Sivertsen ude paa en Opbyggelsesreise; et Sted, hvor flere Troende var samlede, bemærkede en gammel, kristelig Kvinde i Samtalens Løb om de to Lægmænd : «Jeg ved ikke, hvordan det kan have sig; naar du, Daniel, taler, da er det ligesom noget iveien; det vil ikke rigtig gaa ind; derimod naar du, Ole, taler, da gaar det straks til Hjertet».

En Gang var Emissær Evensen og Sivertsen i Meldalen og holdt Opbyggelse for en større Forsamling; Evensen begyndte. Under hans noget lange og jævne Tale faldt mange i Søvn. Dette sad Sivertsen og harmede sig over. Da hans Kammerat havde endt sin Formaning, gik Gamlingen frem paa Gulvet, hvor der mellem Folkerækkerne var en smal Gang, og sagde : » Dersom I vil være vaagne, skal jeg ogsaa sige nogle Ord».

Dermed begyndte han at tale paa sin sædvanlige livlige og begeistrede Maade, saa alle maatte være vaagne; hans varme, hjertelige Ord gjorde et dybt Indtryk; men han vogtede sig vel for at trætte sine Tilhørere ved at tale for længe» (skriftlig Optegnelse af Sønnen, Kjøbmand O. Sivertsen paa Levanger).

En anden skriver : «Han var en saare elskelig gammel Mand, rigtig en Johannes-Sjæl. Engang, jeg besøgte ham, fortalte han mig, at han nylig havde været i stort aandeligt Mørke og Anfægtning; han havde budsendt Presten; «men jeg tror ikke, han rigtig forstod mig», sagde han. Hvad der havde plaget ham var følgende : Engang for mange Aar siden skyldte han noget til en Handelsmand paa Røros. Saa kom han og skulde betale sin Gjæld. Handelsmanden aabnede sin Bog og saa efter paa hans Konto, men erklærede, at Gjælden var betalt. Ole kunde ikke fatte dette og troede, at det var en Misforstaaelse eller en Feiltagelse; men Handelsmanden sagde, at det var sikkert og vist, at Gjælden var betalt; Ole maatte da gaa uden at faa betale.

Denne Begivenhed havde saa Djævelen længe bagefter benyttet til at anfægte ham ved at hviske ind i hans Sjæl : «Gjælden var jo alligevel ikke betalt; du har bedraget Kjøbmanden, du er i Sandhed en Bedrager !»

Saaledes lød det sent og tidlig fra den onde Frister, og det blev saa mørkt og tungt for ham, at han ikke vidste nogen Raad eller Udvei, indtil den trofaste Helligaand hjalp ham til atter at faa Troens klare Syn paa sin Frelser og Fred i Samvittigheden.

Se dette var jo et enkelt karakteristisk Træk af den Gamles oprigtige Hjerteliv. En af hans mange Venner havde rimeligvis betalt hans Gjæld uden at fortælle ham det.

Han var meget bange for lange Opbyggelsestaler, Engang havde en Lægmand talt ret længe; da han var færdig, sagde Sivertsen, saa hele Forsamlingen hørte det : «Nei, nu Broder, er jeg ræd for, at de har trættet Folket !»

Denne Bebreidelse blev imidlertid fremført saa mildt og kjærlig, at den ikke i nogen Maade virkede stødende. Han havde en inderlig Omsorg for andres Frelse og vilde saa gjerne høre, hvorledes det gik med Guds Riges Sag rundt om i Bygderne (Brev fra Lærer Kristian Petersen af 11/6 1885).

Ole Sivertsen havde hele sit Liv en god Helbred, hvorimod hans Hustru led haardt af Nervesygdom lige til sin Død 13. December 1875. Hun kunde ei alene udrette noget selv, men maatte altid have en eller to voksne Personer hos sig, hvortil kom, at der i Regelen Intet kunde udrettes i Huset eller i Nærheden, hvor hun var, da hun bestandig maatte have Ro og Stilhed rundt om sig. Som man let vil indse, medførte dette store Ulemper, meget Besvær og mange Omkostninger.

Under alle Gjenvordigheder og Trængsler bevarede Sivertsen dog et taalmodigt og fornøiet Sind, en Gave af Gud, han selv forstod at vurdere høit, ligesom han bad andre at gjøre det samme og tragte derefter.

Især lagde han sine Børn, seks Gutter og tre Piger, dette paa Hjertet.

Under sit lange Liv lagde han for Dagen en sjelden Troskab i lidt og stort, timelig og aandelig; derfor bevaredes ogsaa hans Kristenliv friskt og varmt lige til den sidste Stund.

Hans Kristendom var alsidig og evangelisk; og da han selv var rigt prøvet i Kors og Trængsler, forstod han ogsaa som faa at tale et Ord til en Træt i rette Tid; han var en kjærlig og visdomsfuld aandelig Veileder.

Gjennem alle Omvekslinger bevarede han en barnlig Tillid til Gud, fuldt forvisset om, at han baade vilde og kunde hjælpe ham ud af al Nød, og hans Tro og Haab blev aldrig beskjæmmet.

Han vedblev at reise omkring og holde Opbyggelser, til han var over 90 Aar, og talte ved Opbyggelserne hjemme næsten lige til sin Død.

Saa laa han nogle Maaneder tilsengs, dog uden videre Smærter. Den sidste Levedag fik han Besøg af en gammel Ven, Gaardbruger og Bibelbud Ingebrigt Kvam fra Romsdalen; han var da meget svag og fik svære Brækningsanfald, naar han talte, hvorfor hans kjærlige Døtre ikke vilde, at Kvam skulde tale med ham. Men den Gamle bad ham komme bort til Sengen og ikke bry sig om, hvad de sagde.

«Det er det samme nu, om jeg brækker mig; det er snart forbi; lader os derfor benytte flittig den korte Tid, som er igjen, til at tale om Jesus og Frelsen i ham«.

Han var aandslivlig og klar samt frydefuld og glad som et Barn ved snart at faa gaa hjem.

Han hensov om Natten 4. April 1878 «i Troens fulde Forvisning» 95 Aar gammel.

Næst før bad han de Omstaaende hilse sine Venner med , at «han døde i Troen paa sin Frelser Jesus Kristus» (Meddelelse fra hans Søn samt Ingebrigt Kvam og andre Samtidige).

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.