tollef olsen bache : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede – et Bidrag til dens Historie». Første Bind – Haugianismens Tid – første Halvdel 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.

 

(- les også her hva A. Chr. Bang skriver om Bache)

 

– fra s. 178 – 183 :

I visse Henseender endnu mere begavet end Gulbrand Væraas var en anden Nummedøl, Tollef Olsen Bache.

Han blev født øverst i Dalen, i Annekset Opdal, Vaaren 1770 og var ældste Søn af Gaardbruger Ole Bache og Hustru Anne; de opdrog ham til Nøisomhed og Flid samt formanede ham til at føre et sædeligt Liv.

Skolevæsenet i hans Hjembygd var dengang i maadelig Tilstand, og da hans Forældre sad i trange Kaar, fik han liden Tid til at modtage nogen Undervisning.

«Jeg havde tungt for at lære», skriver han, «og det gik meget smaat i det første med mig, til jeg kom saa vidt, jeg selv kunde læse i en Bog. Dertil var vel Aarsagen, at jeg om Sommeren maatte vogte mine Forældres Kreaturer fra mit 7. til mit 14. Aar; siden kom jeg i strængere Arbeide» (Baches Levnedsløb I-III).

«Da mine Forældre havde bemærket, at jeg gjorde Fremgang i Læsning, holdt de mig nogle Uger i Skole for ogsaa at lære læse Skrift. Min Lyst, forenet med Flid, gjorde at jeg snart heri blev noget kyndig. I Skrivning har jeg egentlig aldrig nydt nogen Undervisning, og endskjønt det vist ikke kan interessere nogen at erfare, paa hvilken Maade jeg i denne Henseende er gaaet frem, finder jeg det dog ikke overflødig, kortelig at berøre samme. Uden Lærer begyndte jeg saa at sige bagfra; thi istedetfor Bogstaver, skrev jeg straks Sammenskrift.

Papir, Pen og Blæk var jeg ikke Eier af; istedetfor Papir betjente jeg mig af Bjørkenæver; mit Blæk bestod i et Slags sort Farve, og min Pen var en tilspidset Træpinde.

Naar jeg om Vinteren kjørte Hø og andre Gaardsfornødenheder, brugte jeg at skrive Bogstaver i Sneen; saaledes var min Opdragelse, saaledes Leiligheden for mig til i Ungdommen at lære noget, og paa Grund heraf tør jeg vistnok haabe, at den billigtænkende Læser vil undskylde min Simpelhed baade i Stil og Udtryksmaade» (Bache, Bemærkninger. Fortalen. Side II-III).

«Fra min Ungdom havde Gud ved sit Ord ofte rørt mit Hjerte, og da jeg antog Bibelen for en fuldkommen Sandhed, syntes jeg, at det ikke stod vel til med mig. Jeg var som mine Kammerater meget oplagt til Skjemt og Forlystelse og deri næsten en Mester, da jeg havde et muntert Væsen; men under disse Fornøielser fik jeg mange Paamindelser om, at det ikke var ret at følge Lidenskaberne; jeg var ogsaa advaret af min moder, at hvis jeg levede i Vellyst, blev jeg ei lykkelig, naar Døden kom; men førte jeg et stille og gudeligt Væsen, saa opnaaede jeg et saligt Liv efter dette.

Denne Tanke faldt mig tidt ind, naar jeg var alene, og da kom ofte Frygt paa mig, for at det ikke stod saa vel til; dog svandt den Tanke snart ved andre Sysler. Mit fornøiede og muntre Sind tiltog ligesaa min Lyst til at fortjene noget, og kunde jeg paa en eller anden Maade vinde nogen Fordel med rette, saa forvarede jeg det som en Helligdom og anvendte sjelden Penge til nogen Fornøielse, men lod mine Forældre faa laane, det jeg havde. Ved saaledes at have forhvervet mig noget blev mit muntre Sind mere fyrrigt; naar det indtraf, at baade Unge og Gamle var sammen, fornøiede jeg ofte Selskabet; men bagefter følte jeg tidt en Angest og Uro, som jeg ikke kunde begribe, hvorfra den kom.

Min Fader blev sengeliggende i mit 14. Aar, og denne Sygdom vedvarede til hans Død. Siden jeg var mine Forældres ældste Barn, maatte jeg ei alene længe være den, som forestod Gaardsbruget, men ogsaa anstrænge mig af alle Kræfter med Arbeide; dette var en god Skole for mig til ret at tæmme mine Lidenskaber; da det ofte knapt, maatte jeg tillige ogsaa drage Omsorg for Husvæsenet og skaffe Penge til de fornødne Udgifter; dette nedstemte ofte mit Sind.

I mit 15. Aar lod jeg mig indskrive til Konfirmation. Min Lærelyst, Flid og Frimodighed til at udtale mine Grunde gjorde, at jeg kom saa vidt i min Kundskab, at jeg dengang var den bedste af Konfirmanterne.

Endelig kom Tiden, at vi skulde gjentage vor Daabspagt; nu vaagnede atter hos mig de alvorlige Bekymringer : først, hvorledes jeg var beredt dertil, og for det andet hvorledes jeg skulde være istand til at holde det Løfte, jeg agtede at aflægge.

Dagen kom, da vi skulde gjentage Løfte, vore Faddere havde gjort for os; dette vidste jeg var brudt, da mange Syndevaner havde fængslet mig, som Banden, Guds Navns Misbruk med flere Synder. Mit Hjerte var meget beklemt og Taarer,  jeg stille fældte, lettede mig noget. Presten holdt før Katekisationen en opmuntrende Formaningstale, som satte Hjertet mere i Bevægelse, og derefter begyndte Overhøringen; siden førte han os til Alteret; førend vi gjentog Løftet, holdt han igjen en Tale, om hvor viktigt det var for os at holde det Løfte, vi da skulde aflægge.

Ofte har denne Begivenhed været mig i levende Erindring. Efter Tjenesten var endt, samledes vi atter med Presten; han tog nu venlig Farvel med os og ba atter alle at iagttage det givne Løfte; derpaa forærede han mig og nogle faa andre Jacob Scheinders Omvendelseshistorie.

Denne Bog var et Middel til at optænde i mig mere Religionsiver. Men da jeg fandt Veien altfor trang, besluttede jeg ikke at vælge den, men det fik gaa, som det kunde. Verden overvandt mig mer og mer, saa jeg i den søgte min Ro og Tilfredshed; men min Samvittighed bebreidede mig dog ofte, saa jeg ikke blev aldeles sikker» (slutt fra sitat fra hans levnedsløp/red.).

 ¤

Som han tog til i Alder, saaledes udvikledes ogsaa hans store Forstand; denne brugte han mest mulig til at udfinde de Midler, hvorved han kunde erhverve sig det Nødvendige og sikre sin Fremtid i økonomisk Henseende. Ved Siden af Gaardsbruget drev han Handel, først som Skræppekar og siden som Driftebonde, hvorved han efterhaanden tjente saa meget, at han i alt havde lagt seg tilbedste 250 daler (1000 kroner), da han var 26 Aar.

«Ihvorvel jeg i denne Tid», skriver han, «søgte at leve efter Verdens Skik og var kold i min Kristendom, saa havde jeg ofte Angest og Uro i min Samvittighed, saa jeg erfarede Sandheden af Profetens Ord : «Der er ingen Fred for den Ugudelige».

Vel vogtede jeg mig for grove Laster, og mange priste mig som et dydigt Menneske. Dans og Spil var jeg især glad i og syntes, det var helt oplivende for mig; jeg fandt intet bedre Plaster end dette paa mit falske Levnet».

Høsten 1796 indgik han Ægteskab. Han skriver : «Af Forfængelighed gjorde jeg et stort  Bryllup og havde mange Folk samlede; det varede i 6 Dager; da fik jeg erfare, hvad det er at være Slave af Lasterne. Jeg var nedslagen, dels af Nattevaagen ved at se til Gjæsterne, dels paa Grund af den Uro og Larm, som herskede, saa jeg maatte erfare Salmedigterens Ord : «Ak vidste du, som gaar i Syndens Lænke, hvor haardt det er det Satans Slaveri» etc.

«Da nysnævnte Aar endte, opkom hos mig en anden Anskuelse angaaende Religionens Sandheder. Men først vil jeg sige, at jeg ikke er af dem, som har Hang til Overtro, ei heller er snar til at antage noget Nyt uden at prøve, om det forholder sig saa eller ikke; jeg fristes snarere til Mistro overfor en fremmed Sætning, som jeg ikke kjender, og antager den ikke, uden jeg selv derom bliver overbevist, som og blev Tilfælde med mig denne Gang».

Han blev i 1797 buden til et Gravøl i Nabosognet, omtrent 2 Mil fra sit Hjem. Da den Afdødes Familie fik høre, at den foran omtalte Lægmand Søren Nielsen Røer var kommen til Sognet og holdt Opbyggelse, indbød man ham. Han indfandt sig og holdt paa Opfordring en Tale, der dog ikke gjorde noget større Indtryk paa den kritiske Tollef Bache,  men hans Interesse for den fremmede Lægmand var dog vakt, hvorfor han anmodede sin yngre voksne Broder Ole om at bede Røer besøge ham, naar han kom saa langt opover Dalen.

Dette var denne villig til og indfriede sit Løfte allerede Dagen efter; han blev gjæstfrit modtagen og anmodet om at holde en Opbyggelse der. Dette skeede; af hans stille Væsen og Samtale med Folket før Sammenkomsten og det Vidnesbyrd, han saa avlagde, ble Bache ikke lidet paavirket. Derpaa reiste Lægmanden endnu længere op i Dalen, men vendte snart tilbage og holdt da paany Forsamling hos Bache.

Denne fulgte nu med ham udover til det Sted, hvor de tidligere havde været sammen i Begravelse. Underveis taltes de ved om aandelige Ting; da de kom fram, blev de begge vel modtagne; Tiden udover Aftenen og Natten benyttedes til Samtale om, hvad man skulde gjøre for at bli salig. Om Morgenen, da Bache vaagnede, havde han Klarhed over, hvorledes Sagen skulde gribes an. Han fik Lyst til Guds Ord, tog Kirkebogen og sang Salmen : «Nu hjælpe Gud, som hjælpe kan»; allerede det første Vers gjorde et stærkt Indtryk paa ham, saa han erkjendte Guds Godhed, som havde opholdt Livet og ei bortrykket ham i hans Synder. Da han kom til det femte Vers, blev han særlig greben af disse Ord : «Aldrig ser jeg Gud dit Rige, uden det af Naade sker».

Som ingensinde tidligere fik han nu se og føle, at han var en fortabt Synder, der trængte Kristi Naade for at blive frelst. Han besluttede, at fornægte Alt, «som Ordet forbyder», «i hvad det end skulde koste», og fik straks til sin store Forundring og Glæde Kraft til at afstaa fra de Laster, som før havde saa stor en Magt over ham. «Banden, der forekom hyppig i min daglige Tale før», skriver han, «var nu som tagen fra mig; Guds Navns Misbrug ligesaa; Dans, som jeg før havde været en Elsker af, fattede jeg ikke alene Afsky for, men fordømte den som en fordærvelig Last, fordi den lokker saa mange Letsindige til sig og er Roden til flere Synder».

Ikke længe før dette aandelige Gjennembrud var han bleven Lensmand i Nore og Opdal (Uvdal); men det mærkedes nu i al hans Færd, at Sind og Liv var ganske forandret.

Nogle spottede og sagde, han var gal, andre bifaldt det og ønskede, at de levede som han. Af Mangel paa kristelig Indsigt og Erfaring var han i denne Tid efter sin egen Beretning noget ensidig og unødig stræng med Hensyn til adskillige Fornægtelser og Øvelser; dette erfarede han dog snart ei kunde forbedre hjertet. Da Hauge ikke længe efter kom til Sognet, opplyste denne også herom. «Dog havde Gud», siger han, «skjænket mig den Naade, at Bønnens Aand virkede uafladelig paa mit Hjerte, og derved fandt mit Sind fornyet Lyst, saa om adskillig Trængsel mødte, var den let at overvinde. Jeg havde ofte Kamp og Strid, men stærkest blev jeg fristet, naar Djevelen satte an og søgte indbilde mig, at det, jeg udrettede, var mod Guds Vilje; ved Guds Hjælp vandt jeg ogsaa denne Gang, men maa sige med David : «Havde ikke dit Ord været, da var jeg omkommen i min Elendighed». Jeg havde af Gud været benaadet med et overordentlig Kald paa mit Hjerte; Synden var ikke alene levende erkjendt, men jeg følte mig fortabt og fordømt til den evige Død, hvis jeg ikke kom til en sand Omvendelse, saa jeg i Kristus kunde søge al min Salighed.

Dog var jeg nu allerede bestyrket i min Troe, at han af Naade tilgav mig, naar jeg af alle Kræfter stræbte at efterfølge ham, som er Veien, Sandheden og Livet. Jeg erfarede og i min Sjæl en overordentlig Henrykkelse, saa at jeg kunde sige med Augustin, at hvis dette skulde vare stedse, da kunde det ei andet være end det evige Liv. Jeg maa derfor sande Pauli Ord, at vi er barnagtige; men dette bortfalder, som vi ved, siden i vor Manddom. Jeg forstod ikke dengang, at det var en Forsmag paa den tilkommende Verdens Kræfter; jeg tænkte, at naar jeg i Sandhed blev et Guds Barn, saa skulde den overvættes Naade stedse bo i mit Indre og give mig den sande Fred.

Jeg glemte Apostelens Ord, at os bør gjennem megen Trængsel at indgaa i Guds Rige; det kunde heller ikke hjælpe, om vi med Apostelen kom saavidt engang, at vi vidste Intet med os selv; dermed var vi ikke retfærdige for Gud formedelst vore vedhængende Svagheder, og vi taaler lidet af det Gode; men Trængsel er et Midel, hvorved vor Sjæl prøves, og Troen lutres og renses.

Gud var mig ogsaa saa god, naar saadant mødte mig, at jeg satte ingen Tillid til, hvad jeg havde erfaret, men holdt mig til Ordet; Bønnens Aand virkede saaledes den Tid i mit Hjerte, at jeg kan sige med Paulus : jeg bad uden Afladelse. Derved styrkedes min Frimodighed til ved enhver given Leilighed at bekjende, hvad jeg troede, saa jeg i Spot og Forfølgelse ikke blev forsagt, fordi Gud gav mig Kraft til at gaa alle Hindringer imøde. Hver Søndag, naar der ikke holdtes Prædiken (i Kirken), samledes mange hos mig; jeg læste da Dagens Tekst og Forklaringen derover i en Postille; saa sang og taltes vi ved om det, som vi troede var os mest tjenligt for Tid og Evighed. Naar der var Gudstjeneste ved Kirken, samlede jeg dem sammen, som havde nogen aandelig Hunger; vi opbyggedes da med hverandre, til Gudstjenesten begyndte; efter Tjenesten gik hver til sig, uden at det indtraf, at nogen Lægmand kom, som holdt Tale; da samlede mange sig for at høre paa. I Sommertiden hændte det ofte, før Prædikenen begyndte, at jeg kunde læse for den hele Forsamling paa aaben Mark, og Folket holdt sig roligt fordetmeste og gav Agt paa Ordet, saa det var ikke faa, der kom til Betænkning.

Denne Virksomhed kunde jeg saameget mere udøve, da jeg var Lensmand paa Stedet. Vel gaves der dem, som gjorde min Handlinger mistænkelige for Presten; men at klage derover kunde man ikke med Grund, da ingen Uordener foregik, og Folket lyttede saa meget mere til, hvad han forklarede paa Prædikestolen. Ligesaa havde min Omgang med Almuen den Virkning, at Alt blev roligt og stille udenfor Kirken, hvor der ellers efter Skik og Brug var Larm og Støi, saa Presten maatte være mere tilfreds end forhen».

Efter Anmodning besøgte Bache ogsaa nabosognet og virkede der til Velsignelse paa samme Maade; siden reiste han flere Gange over til Hallingdal og bekjendte der sin Tro ved Samtale, Bøn, Sang og Læsning af gode lutherske Opbyggelsesbøger, men blev tilsidst arresteret; dog slap han straks løs mod Kaution. En Tid efter indkaldtes han til Forhør og drog frimodig afsted, forsynet med en anbefalende Attest fra sin Sogneprest, hvori denne ytrede sig anerkjendende om hans Virksomhed og dens Følger paa Hjemstedet. Denne fremlagde han i Retten, og mange Vidner blev avhørte, hvilke udtalte sig i Overensstemmelse med Presten, og Bache blev frifunden.

Efter Hjemkomsten fortsatte han sin timelige og aandelige Gjerning i nogle Aar, indtil han i Oktober 1802 efter Hauges Raad frasagde sig Lensmandsbestillingen, solgte sin Gaard og flyttede med Familie i Februar det følgende Aar til Drammen. Efter at have faaet Borgerbrev begynte han straks en Kjøbmandsforretning, der om ikke ret længe udviklede sig betydelig og gjorde ham til en Velstandsmand.

«Jeg vedblev  som forhen», skriver han, «at holde Husandagt om Søndagene, efter at jeg havde været i Kirken. Mange af dem, som reiste om og bekjendte Ordet, kom til mig, og det var ofte, at de holdt Tale i mit Hus. I den Tid blev der en stor Opvækkelse blandt Menneskene, og der var mange, som kom til Betænkning over sine Synder og af den Aarsag søgte til saadanne Steder, hvor Ordet forkyndtes. En Del kom vel af Nysgjerrighed, da de syntes, saadant var nyt; dog alle forholdt sig rolige under Samlingerne, men foraarsagede dog saameget, at den simplere Klasse ofte spottede mig, naar jeg kom gaaende; men da jeg gav dem saa fornuftige Svar, at de selv blev beskjæmmede, ophørte de efterhaanden at spotte aabenbart i Øinene, dog vel muligt hemmelig, hvilket alle Tider har været Tilfældet med dem, som har sat høi Agt paa Religionen (Bache, Levnetsløb. 3 – 29).

Mere om T.O. Baches Liv og Virksomhed vil senere blive meddelt. Han var en usædvanlig begavet Mand, skarpsindig, tænksom, dyb og energisk, bestemt og fast af Karakter som faa, ret en aandelig Høvdingeskikkelse, og med en enestaaende Evne til at prøve Aanderne. Da han tillige i denne Tid var en modig og dyktig Bekjender samt meget rundhaandet, vil man let forstaa, at han snart fik vidtrækkende Indflydelse og havde Betingelser for at blive noget stort og betydningsfuldt baade som Kristen og Arbeider i Guds Rige. Men forventningerne blev desværre ikke opfyldte.

Stengt for kommentarer.