tollef olsen baches levnetsbeskrivelse : presentert af hans venner

– i boken : «En Deel af T.O. Baches Levnetsløb : tvende Betragtninger samt adskillige af hans religiøse Breve». Drammen 1849.

 

–  fra s. 1 –   :

Jeg er født paa Gaarden Bache i Opdal i Rollaugs Præstegjeld i Nummedal 1770 i Mai Maaned af simple Bondefolk. Min Faders Navn var Ole og min Moder Anne.

Da der i mit Liv indfaldt mange Forandringer, saa agter jeg i Korthed at berøre dem, samt at beskrive mit Levnetsløb, og hvad der i den Tid har mødt mig paa min Vandring, saavelsom hvad jeg ved denne Leilighed har lagt Mærke til og hvad Erfaring havt Leilighed til at betragte, samt mit Begreb og Synsmaade derover, som i mit Livs forandrede Stilling og i de Egne, jeg var født, kan henregnes til det, som meget sjelden indtræffer.

Dette er det, som har givet mig Anledning til at beskrive mit Levnetsløb, da jeg agter i samme at fremsætte det Vigtigste, af hvad der har mødt mig, saavelsom at beskrive min egen Vandel, saavidt jeg kan indsee, det kan tjene mine Medmennesker til Gavn, og idet jeg saaledes tilstaaer mine egne Mangler, agter jeg at oplyse om, hvor underlig Gud styrer vor Skjæbne herneden, endog naar vi vandre i Mørket og ikke kjende ham som den, der alene har al Magt i Himmelen og paa Jorden.

Saalænge som vi ere døde i Synden og ikke har annammet den saliggjørende Naade i Christo, er ikke Troen levende i os; thi at døde den gamle Adam og de medfødte onde Begjærligheder, og den Kundskab, vi besidde, døder og gjør ikke levende, men bliver Loven vor Tugtemester til Christum, saa Budet døder Synden i os, og vi annamme denne til vor Regel og Rettesnor, saa bliver Budet for os en Lygte og Loven et Lys, som er, at vi annamme en sønlig Frygt i Hjertet at bevare hans Bud, og da opgaaer hans Lys for os.

Skillerummets Væg nedbrydes og den Sandheds Aand, som han har lovet at sende dem, som troe paa ham, forklarer Christum i vore Hjerter, at ligesom han selv opstod fra de Døde og opfoer til Himmelen, saa skulle vi og her i Tiden opstaae fra Synden og vandre med ham i et nyt Levnet.

Paulus udtrykker sig med de Ord, at han nu herefter ikke lever mere sig selv, men Christus lever i ham. Saavel disse, som alle andre i Christo og Apostlernes Lære bliver ikke alene misbrugte, men ofte taget op i en forvendt Grund, og vor Forstand kan ikke begribe de skjulte Ting i Guds Lov, uden vi lægge vort Sind og Hjerte dertil, med fast Forsæt at rette vor Vandel efter de Forskrifter, som ere os givne til Lærdom og Oplysning, som skal være Leder for os, saalænge vi ere her tilhuse, og saaledes som vi benytte dem, saa bliver vor Vandel herneden, og lader sig tilsyne i vort Liv og Levnet.

Nu er det at bemærke, at omendskjønt de, som have fattet et fast Forsæt at lever efter Ordet, har saavel som andre den fordærvede Natur, og saalænge de boe i dette Paulun, hænger Synden ved os, og hiin Apostel har udtrykt sig med de Ord : «det Gode jeg vilde gjøre, gjør jeg ikke, og det Onde, jeg ikke vilde gjøre, gjør jeg alt formeget; jeg elendige Menneske, hvo skal frelse mig fra dette Dødslegeme».

Men Forskjellen bliver dog denne, at de, som have annammet den levende Tro, erkjende det samme, men i denne Erkjendelse søge de Forbedring og lærer daglig at kjende Syndens Fordærvelse, som ydmyger deres Sind, saa de kjende sin Fattigdom, som driver dem i Bøn til Gud, der giver dem Seier, saa de erfare, at ingen Fordømmelse er for dem, som er i Jesu Christo, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden.

De andre derimod, som ikke have annammet den Naade, at de ere komne til Synds Erkjendelse, beraade sig vel derpaa, men den Foragt, de have for andre, viser, at de bære et stolt Hjerte, der seer Skjæven hos Andre, men glemmer Bjelken hos sig selv, og saadant kommer af et vantroende Hjerte.

I denne Tilstand levede jeg, indtil jeg var 28 Aar gammel, da følte jeg et forandret Sind.

Fra min Ungdom, indtil nævnte Tid, havde Gud ved sit Ord ofte rørt mit Hjerte, og da jeg antog det skrevne Ord for en fuldkommen Sandhed, da syntes jeg, at det ikke stod vel til med mig. Jeg havde tungt for at lære, og det gik meget smaat i det første med mig, at jeg blev saa vidt, jeg selv kunde læse i en Bog.

Dertil var vel Aarsagen, at jeg om Sommeren maatte vogte mine Forældres Creature, som jeg blev tilvant fra min tidlige Ungdom, fra mit 7de til 14de Aar; siden kom jeg i strengere Arbeide.

I denne Tid var jeg, som mine andre Kammerater, meget henlagt til Skjemt og Forlystelse, og jeg var deri næsten en Mester, da jeg havde et muntert Væsen; men i disse Fornøielser havde jeg mange Paamindelser, at det ikke var Ret at følge Lidenskaberne, da jeg var advaret af min Moder, at naar jeg levede i Vellyst, saa naar Døden kom, blev jeg ei salig, og førte jeg et stille og gudeligt Væsen, saa opnaaede jeg et saligt Liv efter dette.

Denne Tanke faldt mig ofte ind, naar jeg var alene, og da kom ofte Frygt paa mig, for det ikke stod saa vel til; dog forsvandt den Tanke snart ved andre Sysler.

Da jeg nu kom saavidt, at jeg selv kunde læse, drev Lysten mig saaledes dertil, at den Attraae, jeg havde til at lære, gjorde, at jeg næsten glemte, hvad jeg i mine yngre Aar havde tænkt paa, hvorledes det stod til med min Sjæl.

Jeg tiltog og mere i et fornøiet og muntert Sind, samt at fortjene mig Noget, og kunde jeg paa en eller anden Slags Maade vinde nogen Fordeel, efter hvad man kalder med Rette, saa forvarede jeg det, som en Helligdom og sjelden benyttede det til nogen Fornøielse, men lod mine Forældre faae laant det, da de vare i den Omstændighed, at de behøvede at laane Penge, men Renter deraf fordrede jeg ikke.

Ved saaledes at have forhvervet mig Noget, blev mit muntre Sind mere fyrrigt, saa at, naar det indtraf i nogen Forsamling, hvor Unge og Gamle vare sammen, fornøiede jeg ofte Selskabet, men naar jeg kom derfra, følte jeg ofte Angest og Uro, som jeg ikke kunde begribe, hvorfra den kom.

Vel indsaae jeg, at min Christendom ikke kunde bestaae med det, som Ordet lærer, men jeg saae, at de Andre vare som jeg; dette vilde jeg trøste mig med, men saa kom Pauli Ord for mig, at Skjemt og gjækkelig Snak ikke sømmer en Christen m.m.

Dette fandt jeg mig skyldig i, men for at komme til Vished om det var en saadan Skjemt, Paulus mente, som den jeg brugte, spurgte jeg Skolemesteren derom; han svarede, at det va langt derfra. Omendskjøndt han trøstede mig dermed, saa var jeg dog i Tvivl, og jeg har siden erfaret, at Christi Ord ere sande, at naar en Blind vil lede den Anden, falde de begge i Graven, som Erfarenhed siden lærte, at da jeg kom til et forandret Sind, blev han en af de største Fiender, om endskjøndt han var min Huusmand.

Mine Foældre vare, som før er meldt, om ikke Fattige, saa dog i trange Omstændigheder. Min Fader blev sengeliggende i mit 14de Aar, og denne Sygdom vedvarede til hans Død.

Jeg var mine Forældres ældste Barn, saa jeg maatte ei alene længe være den, som forestod Gaardsbruget, men ogsaa anstrænge mig af alle Kræfter i Arbeide, saa dette var en god Skole for mig til ret at tæmme mine Lidenskaber; tillige maatte jeg drage Omsorg for Husvæsenet, som ofte var knapt for at faa til de fornødne Udgifter, saa dette nedstemte mit Sind.

I mit 15de Aar lod jeg mig indskrive til at gaae til Konfirmation. Den Lyst jeg havde til at læse og min Flid i at benytte Tiden samt Frimodighed til at udtale mine Grunde, gjorde, at jeg kom saa vidt i min Kundskab, at jeg dengang var den bedste af Confirmanterne til at forklare mig.

Endelig kom Tiden, at vi skulde gjentage vor Daabspagt, og nu vaagnede atte hos mig de alvorlige Betænkninger; først, hvorledes jeg var beredt dertil, og for det andet, hvorledes jeg skulde være istand til at holde det Løfte, jeg aflagde. Dagen kom, hvor vi skulde gjentage det Løfte, vore Faddere havde lovet for os; dette vidste jeg var brudt, da mange Syndevaner havde fængslet mig, saasom Banden, Guds Navns Misbrug med flere Synder. Mit Hjerte var meget beklemt, og den Graad, jeg ofte stille udbrød i, lettede noget mit beklemte Hjerte.

Præsten holdt før Catechisationen en opmuntrende Formaningstale, som satte Hjertet mer i Bevægelse, og derefter begyndte Catechisationen, og siden førte han os til Alteret, og førend vi gjentoge det givne Løfte, holdt han igjen en Tale, om hvor vigtigt det var for os at holde det Løfte, vi da skulde aflægge.

Ofte har denne Begivenhed været mig i levende Erindring, men nu ved at nedskrive disse Linier, synes jeg, den er saa levende et Billede i mit Indre, som Dagen det skede.

Maatte Herrens Frygt dog blive vort Hjertes Liggendefæ, saa skulde vi nyde det Gode her i Tiden i en salig Fryd og Hjertes Glæde, og hisset modtage Livsens Krone.

Efterat Tjenesten var endt, samledes vi atter med Præsten, hvori han tog et venligt Farvel med os og paamindte igjen at iagttage det givne Løfte, derpaa forærede han mig og nogle faa af de andre Jacob Scheinders Omvendelseshistorie. Denne Bog var et Middel til igjen at optænde i mig mere Religionsiver; jeg fandt i denne, at der udfordredes en større Iver, end jeg før havde udviist, dersom jeg vilde blive salig.

Det interesserede mig i Førstningen meest, og jeg læste flittig i den, var og betænkt paa at lægge Haand paa Gjerningen ; men som jeg ikke tog andre Skriftens Ord til Hjælp, og jeg ikke søgte Gud i Bønnen, at han vilde give mig Naade dertil, ei heller havde gjort fuldkommen Overslag, saa kom min Fornuft imellem, at det var for mig umuligt at leve saa.

De Grunde i Bogen, som meest afskrækkede mig, var, at han sagde : at han havde været 2 Aar under Loven, og gaaet i ængstelig Uro uden at finde nogen Vei for sig, samt al den Fortræd, han leed i sit Hus m.m.; dog havde hans Præst været en gudfrygtig Mans efter hans Bekjendelse, saa at han havde været ham til stor Hjælp.

Da jeg nu fandt Veien alt for trang, saa besluttede jeg ikke at vælge den, men det fik gaae, som det kunde, endskjøndt jeg ikke dermed var tilfreds, saa fraslog jeg mig dog denne Tanke, og Verden overvandt mig meer og meer, saa jeg dei søgte min Roe og Tilfredshed; men min Samvittighed bebreidede mig dog ofte, saa jeg ikke aldeles blev sikker.

Hvad Bogen angaaer, saa anseer jeg den ikke for den bedste Veiledning for den, som har faaet et angergivent Hjerte og er bedrøvet over sine Synder, som jeg side agter at berøre, men et Middel kan den være at begynde efter, naar den træffer saadanne Hjerter, som ere opladte for Sandheden, men saalænge Vantroen behersker dem, kan intet hjælpe, som vi kunne see af den hellige Skrift.

Som jeg nu tog til i Aar og Alder, saa udvikledes og min Forstand. At bruge denne, fandt jeg det høist nødvendigt for at udfinde de Midler, hvorved jeg kunde forhverve noget til Brød i min Ungdom, og naar Alderdommen kom, ja da kunde have Noget at leve af, eller om jeg forandrede min Stilling, jeg da kunde have at forsørge Kone og Børn.

Denne Drift er vel i sig selv uskyldig, naar den ikke misbruges, og er bedre, idetmindste for dette Liv, og kan gavne mere end de, som ere saa sløve som Dyr, der ikke have den mindste Sands for Udkomme i Tiden, men blindt hen følger sine Naturdrifter, og dog beraaber sig paa, at de overlade Gud Sagen.

Christus har sagt, at du ikke skal sørge for den Dag imorgen, der er sandt; thi ingen kan lægge en Alen til sin Vekst, men heri kan dette ikke antages.

I dit Ansigtes Sved skal du æde dit Brød, og dertil er vor Forstand given os, at vi skulle benytte den med fornuftig Betænkning; men Sagen er denne, at vi gjøre, hvad vi formaae; om da Modgang møder os, saa maa vi er forsage eller kaste os i unyttige Sorger, saa vi derved nedbrydes.

Dog saalænge Vantroen behersker vore Hjerter, saa fare vi vild, enten vi sørge, eller ere saa letsindige, at vi lade det komme an paa Frommer og Skade.

Min Drift tiltog i at samle Liggendefæ her, saa meget, at det blev min høieste Attraae. Formedelst min Faders Sygdom, kunde jeg ikke forlade mine Forældre, men maatte om Sommeren arbeide paa Gaarden. Handle havde jeg Lyst til, og de, som reiste i de Egne, vare for at kjøbe Creaturer, og reiste med Driften til Byen, men dertil havde jeg ikke saa mange Penge, at det kunde svare Regning for mig at tænke derpaa; desuden maa de, som drive denne Handel, beskjæftige sig dermed fordetmeste hele Aaret, og dertil havde jeg ikke Tid, omendskjøndt jeg havde kunnet tilveiebragt saa mange Penge.

De mindre Formuende, der begyndte at fare med Kram, var i sin første Begyndelse anseet af de, som vilde være Noget, som foragtelige.

Den ene af mine Forældres Huusmænd drev denne Handel om Vinteren og havde sin gode Udkomme dermed; han fortalte mig, at han kunde fortjene mere ved denne Handel, end med andre Ting. Dette opvakte Lyst hos mig til at forsøge derpaa, omendskjøndt det stred mod egen Ære, fordi de, som drev denne Handel, ringeagtedes derfor.

Jeg fik Tilladelse af mine Forældre at gjøre et Forsøg, var borte een Maaned, og da jeg kom hjem, havde jeg fortjent 12 eller 13 Daler, som jeg var vel tilfreds med.

Aaret efter gjorde jeg en længere Tour og vandt mere. Paa denne Reise traf jeg adskillige Gange paa Folk, som elskede Gudsfrygt, læste og sang Morgen og Aften. Dette gav noget Indtryk igjen paa mit Hjerte, og jeg syntes at de, som vare gudfrygtige, vare de lykkeligste Mennesker.

Da jeg kom hjem, begyndte jeg med det samme, men det varede ikke længe, førend det forsvandt igjen, saa det var med mig, som det staaer i Sangen :

Dig kan vel ofte, som et Skud, fra Verdens Aadsel jage,

men da vil du til Himmelen, den Længsel slukkes snart igjen,

naar Trængselen er borte.

 

Jeg blev nu, som før, hjemme for at drive mine Forældres Gaard, og brugte Tiden saa godt jeg forstod. Jeg reiste sidenefter atter to Gange, og derved erhvervede mig mere, saa at jeg kjøbte en Hest og Slagt, hvilke jeg reiste til Kongsberg med og solgte samme, saa at, da jeg modtog mine Forældres Gaard, som skede, da jeg var 26 Aar gammel, havde jeg fortjent mig 250 Daler.

Ihvorvel jeg i denne Tid søgte at skikke mig efter Verdens Skik, og var kold i min Christendom, saa havde jeg ofte Angest og Uro i min Samvittighed, saa det er, som Propheten siger : Der er ingen Fred for den Ugudelige.

Vel var jeg afsondret fra de Laster som Verden foragter, og mange priste mig for et dydigt Menneske. Dands og Spil var jeg en Elsker af, og jeg syntes det var helt oplivende for mig, saa jeg fandt intet bedre Plaster paa mit falske Levnet.

Da jeg havde sat Huusholdning, som før er meldt, og mine Forældre skulde jeg give aarlig Levebrød, saa besluttede jeg at indgaae i Ægtestand og havde Bryllup om Høsten 1796.

Af Ære og Forgjængelighed gjorde jeg et stort Bryllup og havde mange Folk samlet, og det varede i 6 Dage; da fik jeg erfare, hvad det er at være Slave af Lasterne, ja jeg var saa nedslagen, dels af Nattevaagen for at tilsee Gjæsterne, deels af den Tummel og Larm som herskede, saa jeg maatte erfare Poetens Ord : Ak vidste du, som gaaer i Syndens Lænker, hvor haardt det er, det Satans Slaverie osv.

Vel nægter jeg ikke, at Alt kan overdrives, som og blev Tilfældet her, men Selskaber, som have sin Tilværelse af Viin og Brændeviin til Overflod, svækker ei alene Legemets Kræfter, men giver ofte en besværet Samvittighed, uden de, som ere aldeles indtagne deraf, kan vel Samvittigheden dysse i Søvn for en høiere Stemme, saa de kan have Fred for en Tid.

I Korthed ha jeg her fremsat mit Levnetsløb til denne Tid, for at erkyndige Læseren om min Følelse af Religionen, saavelsom mine Mangler.

Men da det samme Aar endte, opkom for mig en anden Anskuelse om Religionens Sandheder, og dette er det, jeg korteligen her vil fremsætte, saavelsom mine Betragtninger, jeg siden har havt. Først maa jeg sige mine Læsere, at jeg ikke er af det Slags Temperament, at jeg ha megen Hang til Overtroe, ikke heller er jeg snar til at antage noget Nyt, uden at prøve, om det forholder sig saa eller ikke; jeg fristes snarere til Mistro til en fremmed Sætning, som jeg ikke kjender, og antager den ikke, uden jeg selv derom bliver overbeviist, som og blev Tilfældet med mig denne Gang.

Jeg var buden til en Liigbegjængelse i næste Sogn, omtrent 2 Mile fra mit Hjem. Der var kommen i Omegnen en Person, som de sagde holdt Tale for Folket og forklarede om Religionen. De, som vare meest beslægtede til den Afdøde, vilde han skulde komme der; han kom ogsaa, og han holdt for de Forsamlede en Tale, efter deres Forlangende.

Jeg syntes nok det var overensstemmende med Religionen, det han talte, men paa mig havde det ikke nogen Indflydelse.

En af de meest Fornuftige, og som efter Tidens Løb bar Navn for at skulle agte Religionen, spurgte jeg, hvad han syntes derom; herpaa svarede han mig, at denne meente det nok vel, men det var Noget, han havde optænkt, og jeg bifaldt samme.

Men før jeg reiste hjem, bad jeg min Broder reise til ham og anmode ham, dersom han kom til Opdal, at han vilde besøge mig; min Broder svarede mig, at det var farligt; jeg spurgte om Aarsagen, og dertil svarede han, at Skriften siger : At paa det Sidste skal mange falske Propheter komme. Jeg meente, det ei var saa farligt, og jeg tænkte hos mig selv, at saadanne maa kjendes derpaa, om de forvende Skriftens Ord og trøste Menneskene midt i deres Synder og raaber Fred, Fred, dog der er ikke, siger Herren ved Propheten.

Min Broder gjorde, hvad jeg før havde anmodet ham om, og den Reisende kom til mig den anden Dag.

Jeg modtog ham som Gjæst, men ikke som den, jeg satte synderlig Tillid til, som kan erfares af mit Foranførte.

Det blev bekjendt, at han var kommen, og om Aftenen kom sammen en Mængde Mennesker. Jeg besluttede at beholde, hvad jeg før havde fattet, og satte mig for nøie at prøve hans Ord og Handlemaade. Hvad hans Væsen udviste, så syntes jeg, det var mere christeligt end mit eget og de jeg før havde omgaaes med, men saa tænkte jeg, det kunde være et taget Skin.

Da nu endeel Folk var samlet, talte han ddskilligt privat om Vigtigheden af at forbedre sig; dette bifaldt jeg, og da de vare forsamlede, sang han en Sang og derefter begyndte sin Tale, som grundede sig paa Skriftens Udsagn, at naar de vilde blive salige, saa maatte Omvendelse skee; uden dette kunde de ingenlunde komme ind i Himmeriges Rige.

Jeg fandt, at Talen var overeensstemmende med Christi og Apostlenes Lære, og ved denne Leilighed forsvandt den Tvivl, jeg havde næret om ham.

Jeg fattede da Fortrolighed til ham, men aabnede endnu ikke mit Hjerte.

Derfra reiste han længere op i Dalen, og kom paa sin Tilbagereise til mig igjen, hvor han atter holdt Forsamling, og da han nu vilde reise tilbage til det ommeldte Sogn, som han kom fra, da han kom til ommeldte Sørgehuus og der holde Forsamling, saa gjorde jeg Følge med derhen.

Vi havde og nogen Samtale paa Veien, og jeg spurgte ham, hvorledes han var kommen til den Sindsforandring, som han opgav mig var skeet ved, at han fik lære at kjende sin Fordærvelse med mere.

Vel havde jeg, som forhen er meldt, været i adskillig Bekymring over mig selv, men jeg havde ikke lært at kjende Fordærvelsens Afgrund i mig.

Vi kom Løverdags Aften til ommeldte Sted, og da Mand og Kone der havde fattet Godhed for ham, saa blev jeg ogsaa vel modtaget. Vi benyttede nu Tiden sammen til langt ud paa Natten med Samtale om, hvor vigtigt det var, at gjenkjøbe Tiden. I det nye Testamente læste han og forklarede adskillige Stykker, som vandt vort Bifald. En Længsel til Forbedring optændtes i min Sjæl, der formeredes endog mere ved den Samtale vi havde; jeg fandt hos mig selv, at skulde dette skee, maatte Sindet forandres, men Maaden, hvorledes Sagen skulde gribes an, var mig endnu skjult.

Om Morgenen, da jeg vaagnede, faldt dette mig strax i Sindet; Guds Ord havde jeg nu fattet Lyst til, og som det nu var Søndag, saa tog jeg Kirkebogen strax fat, og jeg sang Psalmen 387 i Guldbergs Psalmebog, der gjorde et dybt Indtryk paa mit Hjerte, saa jeg syntes at erkjende Guds Godhed imod mig, som havde opholdt mig til denne Tid og ei bortrykket mig i mine Synder, men da jeg sang det 5te Vers, faldt de Ord paa mit Hjerte : Aldrig ser jeg Gud dit Rige, uden det af Naade skeer.

Nu fandt jeg Synden his mig levende, Ingen kunde nu mere formaae at indgyde i min Sjæl nogen falsk Trøst, jeg følte, jeg var uden Guds Naade og ved Synden fordærvet, og skulde jeg faae Deel i den Salighed, som er i Christo forhvervet, saa maatte jeg ei blive ved Erkjendelsen over Synden, men en sand Omvendelse maatte foregaae i mig, saa mit Sind og Hjerte maatte forandres til det bedre.

Jeg besluttede nu hos mig selv at fornægte alt det, som Ordet forbyder, og søge at forbedre mig i hvad det end skulde koste.

Efter at jeg havde gjort dette Overslag, fandt jeg strax til min store Forundring Kræfter til at afstaae fra de Laster, jeg forhen var henlagt til. Banden, som var min daglige Tale før, var nu som tagen fra mig, og jeg erindrer ikke siden den Tid, undtagen to Gange i min Ubetænksomhed, at den faldt mig i Tanker, og dette saarede meget mit Hjerte, fordi jeg endnu skulde være saa ond, og siden havde jeg ingen Møie med denne slemme Bane.

Guds Navns Misbrug var aldeles fra mig taget.

Dands, som jeg før havde været en Elsker af, fattede jeg ikke alene en Afsky for, men fordømte den som en afskyelig Last af den Aarsag, at den lokker saa mange Letsindige til sig, og er Roden til flere Laster.

Da jeg nu havde gjort Begyndelsen til at forandre mit Levnet, saa kunde det heller ikke længe blive skjult. Det blev strax aabenbaret, at jeg, som forhen havde udviist et muntert Sind, og havde fornøiet mange med Skjemt med mere, var nu stille og afholden derfra, saa det var meg mig som Johan Arnt skriver : Naar nu det af Verden  høres, mener den i Hjernen sin, at her Galenskab fremføres, eller man er fyldt med Viin.

Talen blev nu forskjellig om mig, Nogle mente jeg gik fra min Forstand; dog dette agtede jeg ringe, da det ikke var mig længere om at gjøre, at være Menneskene tilpas, men at jeg kunde lære at forstaae, hvad Herrens Villie var og føle hos mig en inderlig Længsel, at alle maatte blive oplyste, om hvor nødvendigt det var at komme til Sandheds Erkjendelse, og da skulde de først lære, hvor nødvendigt det var at forarbeide sin egen Saliggjørelse.

Den Ild, som saaledes brændte i min Sjæl, drev mig til, naar Leilighed gaves, at aabenbare, hvad jeg troede.

Nogle spottede mig derfor, om ikke aabenbar, saa dog hemmelig; Mange undsaae sig derfor, fordi jeg var Lensmand, Andre derimod syntes det var Ret og kom til Eftertanke, saa det varede ikke længe, før Mange fik et forandret Sind.

I dette fandt jeg mig fornøiet og ofte glad, men omendskjøndt jeg troede, at Gud ved sin Aand virkede paa deres Hjerter til Forbedring, saa satte de dog ofte Frygt i mig, at jeg ikke skulde tale til andre, førend jeg selv var omvendt.

Den Frygt reiste sig af førommeldte Bog, da jeg havde læst i den, at det varede med ham saa længe, samt at jeg havde hørt om Skevas Sønner, som de urene Aander fik Magt over, fordi de bekjendte Jesu Navn og selv ikke vare omvendte, og vidste det stod i Bibelen, hvorfor Fienden fristede mig, saa det gav Aarsag til adskillige unyttige Fornægtelser samt strænge Øvelser, men dette erfarede jeg ikke kunde forbedre Hjertet.

Da Hauge kom til dette Sogn, oplyste han om saadan Yderlighed. Dog havde Gud skjænket mig den Naade, at Bønnens Aand virkede uafladelig paa mit Hjerte, og derved fandt mit Sind fornyet Lyst, saa at om adskillig Trængsel mødte, var den let at overvinde.

Jeg havde ofte Kamp og Strid, men den stærkeste jeg havde var, naar Fristeren satte an paa mig, at det var mod Guds Villie, det jeg udrettede; dog denne overvandt jeg ogsaa, men jeg maa sige med David : at havde ikke dit Ord været, da havde jeg omkommet i min Elendighed. Jeg havde vel af Gud været benaadet med et overordentligt Kald paa mit Hjerte, ikke alene at Synden var levende erkjendt, saa jeg følte, at jeg var fortabt og fordømt til den evige Død, dersom jeg ikke kom til en sand Omvendelse, saa jeg i Christo kunde søge al min Salighed.

Men jeg var nu allerede bleven bestyrket i min Troe, at han af Naade vilde tilgive mig, naar jeg af alle Kræfter vilde stræbe at efterfølge ham, som er Veien, Sandheden og Livet.

Jeg havde og erfaret i min Sjæl en overordentlig Henrykkelse, saa jeg kunde sige med Augustinus, at naar dette skulde vare stedse, da kunde det ei andet være, end det evige Liv.

Jeg maa derfor sande Pauli Ord, at vi ere som Børn, og som siden i vor Manndom maa afskaffes.

Jeg forstod ikke, at det var en Forsmag paa den kommende Verdens Kræfter, men jeg tænkte, at naar jeg i Sandhed blev et Guds Barn, saa skulde den stedse boe i mit Indre og give mig den sande Fred.

Jeg erindrede ikke Apostelens Ord : at os bør med megen Trængsel indgaae i Guds Rige; det kunde heller ikke hjælpe os, om vi med Apostelen kom saa vidt engang, at vi vidste intet med os selv, dermed vare vi ikke retfærdige for Gud, formedelst vore vedhængende Svagheder, og vi taale lidet af det Gode, men Trængsel er det, hvormed vor Sjæl skal lutres og renses.

Gud var mig ogsaa god, naar denne mødte mig, at jeg satte ingen Tillid til, hvad jeg var vederfaren, men holdt mig til Ordet, og Bønnens Aand virkede saaledes den Tid i mit Hjerte, saa jeg kan sige med Paulus : Jeg bad uden Afladelse.

Jeg blev og deraf styrket til Frimodighed ved enhver given Leilighed til at bekjende, hvad jeg troede, saa jeg i Spot og Forfølgelse ikke blev forsagt, men Gud gav mig Kraft til at gaae alle Hindringer imøde. Rygter udbredte sig nu mere og mere om os. Hver Søndag, naar det ikke var Prædiken, samledes mange hos mig, hvor jeg læste Dagens Text og Forklaringem derover i en Postil, og derefter sang og taltes ved om det, som vi troede var os meest tjenlig for Tid og Evighed.

Naar der var Gudstjeneste ved Kirken, saa samlede de sig tilsammen, som havde Begjær dertil, og opbyggedes med hverandre til vi gik i Kirken, og efterat Tjenesten var endt, gik hver til sig, uden det indtraf, at nogen af de kom, der holdt Tale, da samlede mange sig for at høre paa de, som talte.

Nu begyndte vi at faae adskillige af Hauges udgivne Skrifter, disse vare simple i Sproget, saa de mindre Oplyste forstod dem bedre, af den Aarsag, at han ha talt meest om sin egen Kamp og Strid. Dette var en Styrke for de Opvakte.

Forskjellige udbredte Bøger bekom vi fra Hauges Venner, og deriblandt Christi Forklaring i Sjælen, som var forhen forfattet af en Prest; denne Bog læste jeg meget i og havde den med, naar jeg gik til Kirken.

Om Sommeren hendte det ofte før Prædiken begyndte, at jeg kunde læse for den hele Forsamling paa aaben Mark, og Folket holdt sig roligt fordetmeste og gav Agt paa Ordet, saa det var ikke Faa, som kom til Betænkning.

Denne Frihed kunde jeg saameget mere udøve, da jeg var Lensmand paa Stedet.

Vel gaves der de, som gjorde mine Handlinger utilbørlige for Præsten, men at klage derover, kunde man ikke med Grund, da ingen Uorden foregik, og Folket lyttede saa meget mere til, hvad han forklarede paa Prædikestolen.

Det hænder ofte, desværre, at Præsten har faa agtpaagivne Tilhørere, og er ikke Gudsfrygt hjemme i Husene, men alene ved Kirken, saa har Guds Ord liden Indgang til Hjerterne, og er ligesom en Bonde, der samtaler om at dyrke sin Jord, men ikke lægger Haand paa Gjerningen, han høster liden Frugt.

Ligesaa havde min Omgang med Almuen den Virkning, at alt blev roligt og stille udenfor Kirken, som ellers efter Skik og Brug var Larm og Støi, saa Præsten maatte være mer fornøid end forhen. Den Frihed, som vi brugte, var de fremmed for i det nærmeste Sogn, og en af mine Venner derfra besøgte mig og erfarede den Frihed vi brugte, at samtale og opbygge hinanden baade ved Kirken og anden Leilighed. Han mente, om jeg kom til deres Kirke, at Folket ikke vilde agte paa saadant; dette bifaldt jeg, især for mig, som var ubekjendt, men jeg opmuntrede ham at forsøge derpaa; men han havde formedelst Skamfuldhed ikke Frimodighed dertil.

Om Vinteren efter besøgte jeg ham. Der var en anden Lensmand og en Forvalter af conditionerede Folk, som jeg bar Agtelse for.

Jeg og min Ven, som jeg besøgte, gik da tilsammen til deres Kirke, og den ommeldte Bog havde jeg i Lommen, men gjorde mig ikke noget Haab om at faae læse i den. Jeg traf ved Kirken nogle af dem, som havde lyst til Gudsord, og vi taltes ved i al Stilhed, men da det var meget koldt, saa gik vi ind i det Huus, hvor den støste Deel af Almuen var forsamlet.

Her var Støi og Trykning paa hverandre; vi, som ønskede at være i Fred, trængte os igjennem til et langt Bord ved Siden i Huset. Ved at give Agt paa deres Allarm, indsaae jeg, hvad Nytte saadanne Mennesker kunde gjøre sig af Prædiken. Jeg søgte at komme i Samtale med en gammel Skolemester, som syntes at være meget opblæst af sin Kundskab, og mange Andre syntes at væe ham lig.

Da nu Talen gik ud paa Gudsfrygt, saa standsede Folket ved den Samtale, jeg og Skolemesteren havde.

 

 

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.