tollef olsen baches levnetsbeskrivelse : presentert av hans venner

– i boken : «En Deel af T.O. Baches Levnetsløb : tvende Betragtninger samt adskillige af hans religiøse Breve». Drammen 1849.

–  fra s. 1 –   :

 

Jeg er født paa Gaarden Bache i Opdal i Rollaugs Præstegjeld i Nummedal 1770 i Mai Maaned af simple Bondefolk. Min Faders Navn var Ole og min Moder Anne.

Da der i mit Liv indfaldt mange Forandringer, saa agter jeg i Korthed at berøre dem, samt at beskrive mit Levnetsløb, og hvad der i den Tid har mødt mig paa min Vandring, saavelsom hvad jeg ved denne Leilighed har lagt Mærke til og hvad Erfaring havt Leilighed til at betragte, samt mit Begreb og Synsmaade derover, som i mit Livs forandrede Stilling og i de Egne, jeg var født, kan henregnes til det, som meget sjelden indtræffer.

Dette er det, som har givet mig Anledning til at beskrive mit Levnetsløb, da jeg agter i samme at fremsætte det Vigtigste, af hvad der har mødt mig, saavelsom at beskrive min egen Vandel, saavidt jeg kan indsee, det kan tjene mine Medmennesker til Gavn, og idet jeg saaledes tilstaaer mine egne Mangler, agter jeg at oplyse om, hvor underlig Gud styrer vor Skjæbne herneden, endog naar vi vandre i Mørket og ikke kjende ham som den, der alene har al Magt i Himmelen og paa Jorden.

Saalænge som vi ere døde i Synden og ikke har annammet den saliggjørende Naade i Christo, er ikke Troen levende i os; thi at døde den gamle Adam og de medfødte onde Begjærligheder, og den Kundskab, vi besidde, døder og gjør ikke levende, men bliver Loven vor Tugtemester til Christum, saa Budet døder Synden i os, og vi annamme denne til vor Regel og Rettesnor, saa bliver Budet for os en Lygte og Loven et Lys, som er, at vi annamme en sønlig Frygt i Hjertet at bevare hans Bud, og da opgaaer hans Lys for os.

Skillerummets Væg nedbrydes og den Sandheds Aand, som han har lovet at sende dem, som troe paa ham, forklarer Christum i vore Hjerter, at ligesom han selv opstod fra de Døde og opfoer til Himmelen, saa skulle vi og her i Tiden opstaae fra Synden og vandre med ham i et nyt Levnet.

Paulus udtrykker sig med de Ord, at han nu herefter ikke lever mere sig selv, men Christus lever i ham. Saavel disse, som alle andre i Christo og Apostlernes Lære bliver ikke alene misbrugte, men ofte taget op i en forvendt Grund, og vor Forstand kan ikke begribe de skjulte Ting i Guds Lov, uden vi lægge vort Sind og Hjerte dertil, med fast Forsæt at rette vor Vandel efter de Forskrifter, som ere os givne til Lærdom og Oplysning, som skal være Leder for os, saalænge vi ere her tilhuse, og saaledes som vi benytte dem, saa bliver vor Vandel herneden, og lader sig tilsyne i vort Liv og Levnet.

Nu er det at bemærke, at omendskjønt de, som have fattet et fast Forsæt at lever efter Ordet, har saavel som andre den fordærvede Natur, og saalænge de boe i dette Paulun, hænger Synden ved os, og hiin Apostel har udtrykt sig med de Ord : «det Gode jeg vilde gjøre, gjør jeg ikke, og det Onde, jeg ikke vilde gjøre, gjør jeg alt formeget; jeg elendige Menneske, hvo skal frelse mig fra dette Dødslegeme».

Men Forskjellen bliver dog denne, at de, som have annammet den levende Tro, erkjende det samme, men i denne Erkjendelse søge de Forbedring og lærer daglig at kjende Syndens Fordærvelse, som ydmyger deres Sind, saa de kjende sin Fattigdom, som driver dem i Bøn til Gud, der giver dem Seier, saa de erfare, at ingen Fordømmelse er for dem, som er i Jesu Christo, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden.

De andre derimod, som ikke have annammet den Naade, at de ere komne til Synds Erkjendelse, beraade sig vel derpaa, men den Foragt, de have for andre, viser, at de bære et stolt Hjerte, der seer Skjæven hos Andre, men glemmer Bjelken hos sig selv, og saadant kommer af et vantroende Hjerte.

I denne Tilstand levede jeg, indtil jeg var 28 Aar gammel, da følte jeg et forandret Sind.

Fra min Ungdom, indtil nævnte Tid, havde Gud ved sit Ord ofte rørt mit Hjerte, og da jeg antog det skrevne Ord for en fuldkommen Sandhed, da syntes jeg, at det ikke stod vel til med mig. Jeg havde tungt for at lære, og det gik meget smaat i det første med mig, at jeg blev saa vidt, jeg selv kunde læse i en Bog.

Dertil var vel Aarsagen, at jeg om Sommeren maatte vogte mine Forældres Creature, som jeg blev tilvant fra min tidlige Ungdom, fra mit 7de til 14de Aar; siden kom jeg i strengere Arbeide.

I denne Tid var jeg, som mine andre Kammerater, meget henlagt til Skjemt og Forlystelse, og jeg var deri næsten en Mester, da jeg havde et muntert Væsen; men i disse Fornøielser havde jeg mange Paamindelser, at det ikke var Ret at følge Lidenskaberne, da jeg var advaret af min Moder, at naar jeg levede i Vellyst, saa naar Døden kom, blev jeg ei salig, og førte jeg et stille og gudeligt Væsen, saa opnaaede jeg et saligt Liv efter dette.

Denne Tanke faldt mig ofte ind, naar jeg var alene, og da kom ofte Frygt paa mig, for det ikke stod saa vel til; dog forsvandt den Tanke snart ved andre Sysler.

Da jeg nu kom saavidt, at jeg selv kunde læse, drev Lysten mig saaledes dertil, at den Attraae, jeg havde til at lære, gjorde, at jeg næsten glemte, hvad jeg i mine yngre Aar havde tænkt paa, hvorledes det stod til med min Sjæl.

Jeg tiltog og mere i et fornøiet og muntert Sind, samt at fortjene mig Noget, og kunde jeg paa en eller anden Slags Maade vinde nogen Fordeel, efter hvad man kalder med Rette, saa forvarede jeg det, som en Helligdom og sjelden benyttede det til nogen Fornøielse, men lod mine Forældre faae laant det, da de vare i den Omstændighed, at de behøvede at laane Penge, men Renter deraf fordrede jeg ikke.

Ved saaledes at have forhvervet mig Noget, blev mit muntre Sind mere fyrrigt, saa at, naar det indtraf i nogen Forsamling, hvor Unge og Gamle vare sammen, fornøiede jeg ofte Selskabet, men naar jeg kom derfra, følte jeg ofte Angest og Uro, som jeg ikke kunde begribe, hvorfra den kom.

Vel indsaae jeg, at min Christendom ikke kunde bestaae med det, som Ordet lærer, men jeg saae, at de Andre vare som jeg; dette vilde jeg trøste mig med, men saa kom Pauli Ord for mig, at Skjemt og gjækkelig snak

Stengt for kommentarer.