arnt solem : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind . Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.

 

– fra s. 215 – 218 :

Af Hauges ældste Medarbeidere i det Trondhjemske er allerede nævnt Arnt Solem, fra Gaardem Solem i Klæbo, født der 22. October 1777.

Forældrene var Bondefolk; deres Navn kjendes for Tiden ikke. Hans Opdragelse og Uddannelse omtales som meget tarvelig; fra hans Barndom og Ungdom vides forøvrigt Intet.

Da Solem netop havde naaet den voksne Alder, blev han greben af den haugianske Vækkelse. I 1799 fik han høre, at Hauge var kommen til Trondhjem, og reiste straks did for af ham at faa mere Lys og Veiledning i sin Saligheds Sag. Det berettes, at Solem ved denne Tid bosatte sig i Stiftsstaden, hvor han havde arbeidet i flere Aar som Snedker og Tømmermand hos den rige Cancelliraad Erik Must (død 1798) paa Leangen ved Trondhjem.

Straks efter sit Møde med Hauge begyndte Solem leilighedsvis at holde Opbyggelser i Byen og dens Omegn, og tidlig paa Vinteren 1800 virkede han i Leksviken sammen med den før omtalte Lars Hemstad. Der var megen aandelig Vankundighed og Ugudelighed, men Lægmændene blev Midlet til at fremkalde en saa stor Vækkelse, at i det hele Prestegjæld var der neppe nogen Gaard, uden der fandtes en eller flere Vakte, af hvilke de fleste var «blandt deres Bygdsfortrinlige gode og retskafne Mennesker (Fallesen, Maanedsskrift. 1803. Januar – Juni. S. 88).

Da Lægmændene reiste, begyndte de Nyvakte at holde Samlinger paa de forskjellige Gaarde baade Søndage og Hverdage; de læste i Johan Arndts og Franckes Skrifter, Fresenius’s Kommunionbog, Hauges Huspostille og andre Bøger samt opbyggede sig forøvrigt saa godt, de kunde, med Sang, Bøn og Samtale.

Bevægelsen, der fra først af var sund, om end uklar, tod desværre en skjæv Retning, da de manglede  erfarne aandelige Ledere; Stedets rationalistiske Prest og Øvrigheden gjorde kun Ondt værre ved sin uforstaaende og uviselige Optræden; den store Vækkelse, som havde begyndt saa lovende, endte for en Del i Sværmeri og grove Udskeielser, idet en Mand i Vanvid Hellig-Trekongers Aften 1802 dræbte et lidet Barn. Han blev dog som sindsforvirret frikjendt af Retten, medens et Par andre idømtes en betydelig Straf, fordi de ikke havde hindret Mordet.

Men trods disse beklagelige Udskeielser, blev der dog tilbage en Rest, som udviklede sig til et sundt Kristenliv, hvis gode Virkninger har været at spore lige til vore Dage (forskjellige Meddelelser fra Samtidige. Fallesen. Maanedsskrift Juli – December 1803. S. 336 – 346).

Omkring Aar 1800 blev Arnt Solem gift med Randi Andersdatter fra Lauvaasen i Tiller Anneks til Klæbo. Hun var en enestaaende begavet og tillige dygtig Kvinde, med hvem han levede i et lykkeligt Ægteskab.

Sin Lægmandsvirksomhed fortsatte han leilighedsvis, men optraadte sjelden selvstændig, helst sammen med en anden. hans Vidnesbyrd, der bestod i Formaning og Bøn, var hjerteligt og enfoldigt, hvorfor det ogsaa gjorde Indtryk paa Tilhørerne; nogen begavet Taler var han vistnok ikke.

I praktisk Retning, som Handels- og Forretningsmand, lagde han for Dagen stor Indsigt og Dygtighed; han var hele sit Liv en forstandig, jævn, faamælt og fredsæl Mand, der helt traadte tilbage fra sin høitbegavede Hustru, der ganske anderledes end han forstod at gjøre sig gjældende (Skriftlige og mundtlige Meddelelser, især fra Sønnesønnen, afdøde Provst Th. Solem i Søndre Fron og deres mangeaarige Ven, Overlærer C.L. Simonsen).

Antagelig straks efter sit Giftermaal nedsatte han sig først som Høker i Trondhjem, senere drev han stor Kjøbmandsforretning i den saakaldte Solumsgaard i Kjøbmandsgaten sammesteds.

Da han begyndte i en heldig Tid og desuden var driftig og praktisk, gik det fort frem for ham; han blev snart en rig Mand og kjøbte flere store Gaarde som Moholten i Strinden og Verner i Størdalen.

I 1825 solgte han alle sine Eiendomme og flyttede med Familie til Christiania. Her byggede han paa en Brandtomt i Kongens Gade Gaarden No. 29, hvor han drev en betydelig Handel. Samtidig eiede han Bakke Mølle. Antagelig 1828 kjøbte han Sandager Gaard samt halve Bjølsen, hvor han havde Mølle og Sag; desuden byggede han to nye Møller paa Bakke, foruden den Hauge havde faaet istand der.

Men al denne Fremgang i det timelige, mente mange, ikke havde nogen heldig Indflydelse paa Solems og Hustruens aandelige Liv; det saa ud til, at de længere var saa ydmyge og varme i sin Krisendom som før.

Det siges, at de i denne Tid stillede sig mere kjølige overfor sine gamle Venner, især gjaldt dette Fruen. Derimod omgikkes hun nok adskillig Pastor W.A. Wexels og en Række andre Mænd, der tilhørte den samme religiøse Retning.

Sandager var et kjært Samlingssted for mange af Samtidens fremtrædende Mænd, som følte sig tiltrukket af den begavede og alsidig interesserede Husfrue, der saa ofte overraskede sine Gjæster ved sin Slagfærdighed og aabne, djærve Udtalelser. Det Bekjendtskab, hun allerede gjennem Bøger og paa anden Haand havde faaet til N.F.S. Grundtvig, blev personligt under et Besøg i Kjøbenhavn 1836; hun var siden alle Dage hans ivrige Beundrer, og flere af hans Skrifter hørte til hendes kjæreste Læsning.

Nogle Aar senere fik de store Trængsler, som vedvarede hele Livet; disse bidrog imidlertid til at fordybe og inderliggjøre deres Kristendom.

Solem solgte alle sine Eiendomme i Christiania og Omegn og flyttede med sin Familie Vaaren 1840 tilbage til det Trondhjemske, hvor han kjøbte Gaarden Stafne, en Fjerding Vei fra Byen, samt kort Tid efter det store Brug Hommelviken i Malvik, dengang Anneks til Strinden, hvor han drev Skibsbyggeri m.m.

Fra førstnævnte Gaard udskilte og bebyggede han i 1848 og 1849 omtrent 30 Maal Jord. Stedet, der fik Navnet «Breidablik», blev da deres sidste Hjem.

Om Arnt Solem skriver hans Sønnesøn, nu afdøde Provst Th. Solem : «Bedstefar husker jeg ikke anderledes end som en hvidhaaret Olding, der bestandig sad i sin Lænestol; han havde høi Pande, langagtigt, alvorlig Ansigt med høi, lang Næse og blaa, milde Øine; jeg formoder, han havde været høi af Vekst; jeg har aldrig seet ham i opreist Stilling, kun i Lenestolen og i Sengen; han led nemlig de sidste Aar af et Rygmarvsonde, der endte hans Liv.

Naar han talte til os Børn, var det kort, men inderlig kjærlig; jeg glemmer aldrig, hvilket dybt Indtryk det gjorde paa mig, naar han lagde sin skjælvende Haand paa mit Hoved med de Ord : «Gud velsigne dig, Barn !»

Fra hans Dødsleie kan jeg Intet oplyse; kun ved jeg, at han sovnede stille ind i Døden uden Smerter den 8. Februar 1857″.

Hustruen overlevede ham et Par Aar; de ligger begge begravede paa Havsten Kirkegaard (Forskjellige Meddelelser fra Samtidige. Brev fra Provst Th. Solem af 7/2 1899).

Stengt for kommentarer.