jens hansen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912-1920.

 

– les annet om Jens Hansen her :

 

– fra s. 617 – 618 :

Et tredie meget anseet Vennested i dette Tidsrum var Bakke ved Sagene, hvor Mølleeier Jens Hansen boede og virkede det meste af sit Liv.

Han  var født paa Stomlien i Biri 31. Mai 1785, Søn af Gaardbruger Johannes Hansen og Hustru; hendes Navn kjendes for Tiden ikke (se opplysninger fra Biri Ministerialbok 1785 her).

Sønnen skriver følgende om Hjemmet og sin Ungdom : «Jeg havde særdeles Lyst til at betragte Guds Ord, og mine Forældre, især Far, talte meget om, hvor vigtig det var at rette sig efter det, hvilket han troede ingen i Verden da gjorde. Han sagde, at før havde der været gudfrygtige Mennesker, og fortalte om dem, som blev pinte til Døde for Jesu Navns Skyld.

Dette tændte ofte en Ild i mit Hjerte og fremkaldte et levende Ønske om at have Del med de Troende; hvor jeg kunde finde gudelige Bøger, læste jeg dem flittig. Endelig fik jeg fat paa «Laas for Munden og Tømme for Tungen» (udgivet 1705 i Kjøbenhavn ved den alvorlige Stiftsprovst i Christiania Anders Hof) samt «Naadens aandelige Markedstid» (af Jonas Ramus).

Disse satte mig i en saadan Angst, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulde hen; jeg bad inderlig til Gud, at jeg maatte faa Naade til at blive hans Barn, selv om jeg skulde være den eneste paa Jorden; dette var i mit tolvte Aar. Jeg vedblev i samme Længsel og Bøn, naar jeg var alene, men fik snart føle mere til min syndige Naturs Tilbøielighed, som kun satte mig end mere i Uro.

Da jeg gik i mit fjortende Aar (1798) var jeg engang i Skole paa Nabogaarden. Skolemesteren fortalte om dem ved Fredrikstad (Hauge og hans første Venner), som var blevne saa forandrede i deres Sind og havde skrevet gudelige Bøger, hvilket han sagde udtrykkelig var en Guds Gjerning. Dette stemte med mit Vidnesbyrd; men andre imodsagde og troede, de var Antikristne, som var udgangne i Verden. Men han overbeviste dem og vidnede, at Menneskenes Ondskab og Fordærvelse vist nu havde naaet den høieste Grad, og derfor opvækker Gud nogen, som kan forkynde hans Sandheds Ord uforfalsket.

Saa sendte han mig hen til en, som nylig havde været i Byen (Christiania) og der kjøbt en Bog, kaldet «Guds Visdom (af H.N. Hauge), for at bede om at faa laane den for ham.

Skoleholderen læste nu i den for os, hvorover jeg blev meget rørt og længtede efter at faa tale med en saadan, som havde faaet et forandret Sind. Skoleholderen forklarede ofte meget af Guds Ord for os og afholdt sig fra de grove Laster, hvorfor han og spottende blev kaldet «hellig»; jeg tog ham stedse i Forsvar.

Et halvt Aar senere (Vaaren 1799), kom en til os ved Navn Anders Olsen; han var da meget forandret, gudfrygtig og ydmyg. Jeg dristede mig til at aabenbare denne mit Hjertes Anliggender; da jeg havde gjort dette og talt med ham, fattede jeg mere Fortrolighed til Manden; det blev da aabenbaret for mig, at jeg var langt fra den rette Sandhedsvei. Jeg kom dog dengang ikke til nogen Sindsforandring, men blev staaende ved det samme Vidnesbyrd.

I to Aar (1799 – 1801) var mit Hjerte oprørt og fandt ingen Lettelse; jeg havde lidet Haab om Bedring og søgte ofte at drive min Overbevisning fra mig, men kunde ei blive den kvit; den forfulgte mig overalt.

Engang var jeg paa et Sted, hvor Christopher Brateng havde Opbyggelse. Jeg ble da saa heftig rørt, at det var ligesom en Strøm overvældet mig; jeg vidste næsten ikke, hvor jeg var; fra den Tid (1801) fik jeg fornyet Styrke fra Gud til at stride mod det Onde og en særdeles Lyst og Kraft til det Gode, ja saaledes, som jeg aldrig før havde kjendt, hvor meget jeg end arbeidede ved egen Kraft og higede derefter.

Fra den Tid har den Helligaand vedblevet at virke i mit Hjerte og tugtet mig, naar jeg feilede, holdt mig ved Haanden og ledet mig gjennem mange Vanskeligheder og Farer, som er ubeskrivelige at opregne, samt ledsaget og styrket mig saaledes hidindtil, at det gode Forsæt er blevet ved, og jeg har faaet Seier over Synden, der saa ofte har villet kvæle det Gode.

Jeg haaber og herefter, at Gud af sin store Naade, der har ledsaget mig hidindtil, vil fremdeles vedblive at følge mig, saa jeg kan blive bevaret indtil Enden».

Jens Hansen boede i sin Hjembygd til omkring 1814, da han kjøbte Bakke Gaard og Mølle ved Sagene, anlagt af H.N. Hauge.

Ved denne Tid, angivelig 1815, giftede han sig med en troende Kvinde, Kari Nilsdatter Flaaten, født i Andebo, Jarlsberg, 26. April 1789.

Han drev energisk og dygtig sit Møllebrug, levede et alvorligt og eksemplarisk Liv, var glad i kristelige Venner, havde hyppig Opbyggelser hjemme hos sig og øvede stor Gjæstfrihed og Godgjørenhed.

Han døde i Troen 20. April 1852 paa Bakke og hviler ved gamle Akers Kirke. Hustruen levede til 2. April 1858, da ogsaa hun fik vandre bort i Fred og blev begravet ved Siden af sin Mand.

De havde fire Børn; den ældste var Gaardbruger og Mølleeier Hans Hansen, født 1816, død 1878. Sønnen Niels Hansen, født 28. April 1824, boede ved Gjøvik; han var ogsaa Gaardbruger og Mølleeier. Den tredie i Rækken af Børnene, Andreas Hansen, døde ganske ung; den fjerde, Edvard Hansen, født 19. October 1826, var Gaardbruger og Mølleeier som sine to førnævnte Brødre.

Stengt for kommentarer.