johannes gulbrandsen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Chra. 1912 – 1920.

 

– fra s. 648 – 649 :

 

«En af vort Lands meste kjendte Lægmænd», Emissær Johannes Gulbrandsen («Indremissionæren», redigeret af Prof. Dr. Sig.O. Odland og Pastor  H. Halvorsen, No. 27 for 1894 (Lørdag 7. Juli). Meddelelser fra samtidige Haugianere; mangeaarigt, personligt Bekjendtskab), maa ogsaa omtales her, da han de sidste 22 Aar af sit Liv boede i Christiania.

Han opgives født i Gudbrandsdalen 12. Juli 1829. Paa Grund af trange Tider i Fødeegnen flyttede Forældrene ved Begyndelsen af Trediveaarene til Trondhjem, hvor Sønnen voksede op og fik en stræng, sædelig Opdragelse.

Det berettes, at han modtog de første kristelige Indtryk i Hjemmet; disse blev uddybede ved et lidt senere Bekjendtskab med Hauges Venner i Trondhjem; den unge Gut fik baade af deres hjertelige Vidnesbyrd og alvorlige, lysende Livsvandel en Paavirkning, der aldrig helt udslettedes.

Han lagde tidlig for Dagen Begavelse, Læselyst og Flid og tilegnede sig snart de Kundskaber og Færdigheder, som Almueskolen dengang kunde byde.

Efter at han, som allerede antydet, var draget til Gud fra Barndommen af, kom det dog først i 1849 til fuldt aandeligt Gjennembrud; ikke længe efter begyndte han selv at vidne om sin Tro for andre. For sin aandelige Opdragelses kristelige Udviklings Skyld fulgte han derefter med de gamle haugianske Bekjendere paa deres Reiser, indtil han modnedes til at træde frem paa egen Haand.

Saaledes fortalte han, at han oftere i Uger, ja Maaneder ad Gangen, ledsagede Veteraner som Ole Sivertsen, Ole Løseth, Daniel Arnesen og Jens Johnsgaard, modtog deres Veiledning og deltog i deres Opbyggelser; han bar derfor alle Dage Mærke af, at han havde gaaet i disse Mænds aandelige Skole.

Men trods al Paavirkning udviklede han sig ogsaa selvstændig og blev «en af Banebryderne for vor Lægmandsvirksomhed«.

Han foretog Reiser næsten over det hele Land; ialfald besøgte han flittig Norges 5 sydlige Stifter; «overalt, hvor han færdedes, viste der sig Frugter af hans Virksomhed». Endog til Sverige gjorde han nogle Ture. «Hans Forkyndelse var kraftig og sund, ligesom hans hele Personlighed gjorde et usædvanlig sundt og solid Indtryk«.

Som de Gamle havde han en timelig Livsgjerning ved Siden af sin kristelige Virksomhed; i yngre Dage havde han nemlig lært Blikkenslagerhaandværket og drev det i mange Aar ivrig og dygtig. Omkring 1865 giftede han sig med en troende og begavet Kvinde Kjersti Johannesdatter Gaare, født 8. November 1836, og bosatte sig i Skudesnæshavn som Skibsreder, men lagde derfor ikke Bekjendelsen ned; han virkede fremdeles ufortrøden som Lægmand, især rundt om i det vestenfjeldske og søndenfjeldske Norge.

I 1872 flyttede han med Familie til Christiania og drev fra den Tid, saavidt vides, udelukkende som Guds Ords Forkynder paa de gamle Haugianeres Maade uden at staa i nogen Forenings Tjeneste.

Ogsaa han hævdede uafkortet Lægmændenes Ret til at vidne for sine Medmennesker om Livets og Dødens Vei og kunde ikke forsone sig med «Nødsprincipet», men stod forøvrig altid i et godt Forhold til Presterne; han var helt ud en kirkelig Mand, der satte Embedet, Gudstjenesten og Sakramenterne høit og elskede vor lutherske Kirke og dens Bekjendelse; kirkelige Reformer omfattede han ogsaa med Interesse.

Hans Virkefelt var fra nu af især det østen- og søndenfjeldske Norge; dog gjorde han ogsaa Reiser vestover til Bergens Stift og nordover til Trøndelagen.

I 1892 opgav «Lutherstiftelsen», som bekjendt, «Nødsprincipet» og forandrede sine Grundregler, saa Lægmandsvirksomheden fik fuld Ret og Anerkjendelse. Den ombyttede ogsaa samtidig sit gamle Navn med . «Det norske lutherske Indremissionsselskab». Dermed var de Hindringer, som holdt mange af de gamle  Lægmænd tilbage, ryddet væk, og Tilslutningen til sidstnævnte Sammenslutning blev derfor større og større Aar for Aar.

Efter Opfordring kunde nu Johs. Gulbrandsen af fuld Overbevisning og med Glæde træde ind i Selskabets Tjeneste og foretog flere Reiser som dets Udsending.

Overalt var han en kjendt og velkommen Gjæst; mange Foreninger kappedes om at faa Besøg af ham; thi der fulgte ikke alene Liv og Bevægelse, men tillige Fred og god Forstaaelse, hvor han kom.

Han var ogsaa en ypperlig Leder og Veileder for de Unge og skattet af de Ældre som en erfaren og god Raadgiver.

Men Virksomheden under de forandrede Forholde varede kun et Par Aar. I Mai 1894 reiste han til Karmsunds Provstiforening for indre Mission; han gledede sig meget atter at komme blandt gamle, kjendte Venner, og det var Tanken at virke der i to Maaneder; men Herren vilde det anderledes. Allerede straks efter Ankomsten til nævnte Sted fik han paa Kro i Bukn Lungebetændelse; han blev pleiet af kjærlige Vennehænder. Efter et Par Ugers Sygdom gik han ind til sin Herres Glæde 3. Juni 1894 og blev 12. Juni næstefter begravet paa Sofienberg Kirkegaard i Christiania.

En talrig Skare af Venner fulgte ham til det sidste Hvilested. Sogneprest Joh. Berg i Paulus’s Menighed holdt en vakker og varm Mindetale over ham, betonede, at den Afdøde altid med Kjærlighed havde omfattet vor lutherske Bekjendelse, og at han sørgede over al den Splid og Tvedragt, som i denne Tid var trængt ind blandt de Kristne.

Han vilde saa gjerne, at alle levende Kristne skulde slutte sig trofast om den Kirke, hvortil de fra Barndommen av var knyttet med saa mange og stærke Baand.

Jordfæstelsen udførtes af den Afdødes Søn, som netop da havde modtaget Udnævnelse til Sømandsprest i Shields.

Det tilføies, at denne Bog skylder ham ikke faa interessante og vigtige Oplysninger.

Gulbrandsens Hustru levede endnu i mange Aar. Af deres Børn er Pastor Jacob Gulbrandsen, født 17. Mai 1866 i Skudesnæshavn, ældste Søn.

Stengt for kommentarer.