martinius fremstad : framstilt av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Chra. 1912 -1920.

 

Les annet om M. Fremstad her :

Gjengitt s. 589 – 592  :

Af de yngre Haugianere i Biri er Martinius Fremstad vidt bekjendt og anseet. Han blev født paa Skonnord i Snertingdalen 22. December 1830, Søn af Gaardbruger Erik Olsen og Hustru Anne Marie Hegge.

Faderen var en sandhedskjærlig Mand, der forsvarede Hauge og hans Venner og taalte ikke, at man talte ilde om dem. Han levede forsigtig, brugte Guds Ord og holdt, især Lørdags Aften, Andagt for sine Børn og Tjenere; om Søndagene læste han Teksten i en god Prækensamling.

Han var noget rask tilsinds, men stred imod, angrede sin Heftighed og bad om Tilgivelse. Altid fremholdt han for sine Børn, at Gudsfrygt var det bedste. I de senere Leveaar kunde de ofte finde ham knælende i Bøn ude ved Huggestabben, naar han arbeidede i Vedskjulet. Han døde i Troen paa sin Frelser omkring 1870.

Moderen var en sjelden retskaffen Kvinde, dygtig og elskværdig, modtagelig og paavirkelig som sin Mand, med en eksemplarisk Vandel og et sagtmodigt, stille Sind. Man havde et godt Haab om, at ogsaa hun gik bort i Fred, i Slutningen af Syvtiaarene.

I et saadant Hjem voksede den lille Martinius op. Han lignede begge Forældrene, mest kanske Moderen. Fra de spæde Aar gjorde Guds Ords Brug i Hjemmet, Forældrenes Formaninger og Sangen ved Andagterne et dybt Indtryk paa hans bløde, modtagelige Sind. Han sad paa en liden Skammel blandt de Ældre, hørte opmærksomt efter og sang med dem de gamle, kjære Salmer.

Særlig var han glad i H.Chr. Sthens bekjendte Aftensalme : «Den lyse Dag forgangen er»; Omkvædet : «Glæde os Gud i Himmerig» gjorde fremforalt et uudsletteligt, dybt Indtryk, har han selv sagt. Forøvrigt var han livlig, kvik og munter og havde meget gode Evner; det gik som en Leg for ham at lære alt; Opfatningen var hurtig og Hukommelsen paalidelig.

Skolen dengang stod dog paa et lavt Trin; i fjortenaarsalderen blev han indtegnet til Konfirmationsforberedelse for Sogneprest B.T. Bessesen (1802 – 1887), der dengang var noget paavirket af Rationalismen, men en brav og samvittighedsfuld Mand, som alvorlig formanede de Unge til at vogte sig for det onde, fly Synden i alle Skikkelser og gjøre det gode. Baade Prestens Formaninger og især Daabsløftets Gjentagelse paavirkede ikke lidet paa den unge Gut. Altid var han en eksemplarisk Ungdom; men endnu havde den Helligaand ikke faaet helt Magt over hans Vilje og Samvittighed og «forvandlet ham i hans Sinds Aand».

Forældrene opdrog ham fra Barndommen af til Arbeidsomhed og Nøisomhed. Efter Konfirmationen hjalp han dem fremdeles med alt forefaldende Arbeide paa Gaarden og læste flittig i Fristunderne for at uddanne sig til Lærer. Saa nød han en Tid Undervisning af Hans Henrik Thaulow Borchgrevink, som dengang var pers. Kap. hos sin Fader i Vardal ved Gjøvik.

Efter heldig bestaaet Eksamen blev Martinius Høsten 1847 ansat som Omgangsskolelærer, ikke fuldt 17 Aar gammel. Sin Gjerning omfattede han med stor Interesse, drev den samvittighedsfuldt og særdeles dygtig og var ved sit venlige, elskværdige Væsen og sin retsindige Karakter meget yndet baade af Børn og Forældre.

I hans Skolekreds boede en af de tidligere omtalte Haugianere, Hans Ekeren, som ogsaa flittig holdt Opbyggelser der og paavirkede i aandelig Henseende den unge Lærer, som stod Guds Rige nær.

Sommeren 1849 fik Bygden Besøg af en begavet og ildfuld, vestlandsk Lægprædikant, Christen Amble; og ved hans kraftige Vidnesbyrd blev baade Martinius selv, hans ældre Broder og Søster samt en Svigerinde og en Tjenestepige vakte. Efter nogen Sjælekamp kom han til en sand Omvendelse og fik tro sine Synders Forladelse.

«Det mærkedes snart i Skolen, at Læreren var blevet aandelig forvandlet»; Undervisningen, især i Kristendom, var gjennemtrængt af Liv, Varme, Klarhed og Alvor som aldrig før. I Julen samme Aar blev han og en anden ung Mand opmuntret af den bekjendte gamle Haugianer, Farver Christian Sund i Brummunddalen til at besøge ham. De blev mødt med en rørende Kjærlighed og Omsorg; deres Vært tog dem med paa Opbyggelser og samtalte flittig med dem om aandelige Ting for at styrke og udvikle deres Kristenliv; naar de skulde tilbords, sagde han : «Kom nu, Gutterne mine !»

Denne Tur og især Sunds hele Forhold blev uforglemmelig for dem. Til Næring for sit aandelige Liv læste han flittig i Guds Ord og de gamle Kirkefædres Skrifter, især af Luther, Chr. Scriver, Joh. Arndt, Ph.J. Spener, Pontoppidan m.fl.; i Fastetiden fordybede han sig i J.J. Rambachs bekjendte «Betragtninger over Jesu Lidelse». Herved fik han en Alsidighed og et avgjørende luthersk kristeligt Præg, som aldrig siden blev væsentlig forandret; senere lærte han ogsaa at kjende og sætte Pris paa C.O. Rosenius’s Skrifter.

Tidlig blev han opfordret til at deltage i Opbyggelserne og Samtalemøderne ved Bøn og frie, kristelige Vidnesbyrd. Fra omkring 1850 holdt han selvstændige Opbyggelser baade i sin Skolekreds og rundt om; senere udvidedes Virksomheden til at omfatte næsten hele Hamar og Christiania Stifter. I 1857 giftede han sig med Karen Hasli fra Biri; de levede i et særdeles lykkeligt Ægteskab og fik 9 Børn, «som de ved Ord og Eksempel opdrog i Gudsfrygt, Arbeidsomhed og Nøisomhed».

Omkring 1858 kjøbte han af førnævnte Christen Amble Gaarden Fremstad  og boede siden der indtil sin Død.

Som Husfader var han sjelden; Guds Ord blev holdt høit og i Ære; den Skat han eiede af gode lutherske Opbyggelsesbøger blev stadig brugt, ofte under en indre Bevægelse, der afspeilede sig i Ansigtet. De gamle Kjærnesalmer af Luther, Paulus Gerhardt, Kingo, Brorson m.fl. blev flittig benyttede, indpræntede i Hukommelsen og siden ofte anvendte i hans kristelige Vidnesbyrd.

I den daglige Omgang var han kjærlig, forsigtig og visdomsfuld overfor alle. Hus og Eiendom var velstelt; han formanede ogsaa andre til samme Troskab : «Vi skal bruge de timelige Ting med al mulig Omtanke og Forstand, som om det kom an paa os; men naar det er skeet, da stole paa Gud, som om vaart Arbeide ingen Betydning havde».

Tjenerne omgikkes han med Venlighed og havde Omsorg for deres timelige og evige Vel. Overfor Naboer var han behagelig, tjenstvillig og fordragelig. Da en af dem skadede ham i timelig Henseende, og man opfordrede Martinius til at stævne ham for Retten, sagde han : «Jeg overlader det helst til Herren, som udfører Retten til Seier». Vedkommende gjorde ogsaa senere sin Uret god igjen og bad om Tilgivelse.

Bibelen var Fremstads Regel og Rettesnor i alt, saaledes ogsaa angaaende Borgersamfundet. Med Apostelen sagde han ofte : «Der er ingen Øvrighed uden af Gud». Derfor indprentede han flittig, at man skulde efterkomme Formaningen «at gjøre Bønner, Forbønner for Konger og alle, som er i høi Værdighed». Som det sømmer sig en Kristen, elskede han sit Folk og Fædreland og fulgte med Opmærksomhed de forskjellige Samfundsspørgsmaal, som var oppe i Tiden.  

Af denne Grund ofrede han Hustavlen i Katekismen en særegen Opmærksomhed og behandlede den flittig og paa en fortræffelig Maade i Opbyggelserne.

Sin Skolegjerning fortsatte han med Troskab og utrættelig Dygtighed indtil 1862. Lærerlønnen var i Begyndelsen kun 18 Daler (72 Kroner) i Aaret; senere blev den øget til 24 Daler (96 Kroner). Dette var jo en ringe Betaling for et halvt Aars vigtig, vanskelig og opslidende Gjerning; men han var glad i den og kjendte intet herligere Kald end at styrke, nære og udvikle Troeslivet hos de Unge, saa «de kunde blive ved Kristus, ligesom de i Daaben var indpodede i ham».

Den sidstnævnte Tid tog han Afsked, da han ikke eiede Kræfter til baade at drive Skolen, Gaardsbruget og den private kristelige Virksomhed, som han fik stadig mere og mere Opfordring til at udvide. Dette skeede ogsaa i nogle Aar.

Da Lutherstiftelsens Indremissionsgjerning begyndte i 1868, fik han ikke længe efter Anmodning af Professor Gisle Johnson om at træde i dens Tjeneste. Han virkede derefter som Bibelbud eller Emisær væsentlig rundt om i Østlandets Bygder til Velsignelse for mange. Fremstad var ikke, hvad man sædanlig kalder en Stortaler, men dog en yndet og meget søgt Prædikant. «Forkyndelsen gik for en stor Del ud paa en med Guds Ord stemmende, erfaringsmæssig Beskrivelse af Guds Gjerning i Menneskehjerterne».

Han valgte næsten altid en bestemt Tekst, som han forklarede og anvendte paa en baade vækkende og veiledende Maade. Evangeliet var den røde Traad i alle hans Opbyggelser; men Helliggjørelsen, den aandelige Aarvaagenhed og en flittig og ret Brug af Naademidlerne kom ogsaa fuldt ud til sin Ret.

Et stærkt fremtrædende Træk ved hans Vidnesbyrd og Kristenliv var dyb Selverkjendelse og i Forbindelse hermed sand Ydmyghed. Han forstod som faa at gjøre Kristendommen elskelig og tiltalende; «Guds Ord blev saa vakkert i hans Mund», og han talte altid likesaa meget til sig selv som til andre. I alt hans Forhold kom det stærkt frem, at han var en Kjærlighedens og Fredens Mand, der udførte sit Arbeide for Guds Rige med vedholdende Troskab. Under alt mærkedes det, at han gav Gud Æren.

Til at samtale med den enkelte om aandelige Ting eiede han en enestaaende Begavelse. Derfor var han særlig skikket for Bibelbudgjerningen. De Syge, Anfægtede og Fredløse fandt i ham en sjelden Veileder, medens «de Egenretfærdige og Syndesikre havde god Grund til at frygte ham».

At høre ham tale med saadanne var noget av det mest interessante og spændende, man kunde tænke sig; han havde stor Menneskekundskab og var i Aandens Skole opdraget og udviklet til en enestaaende Sjæleleder.

Sit Arbeide i Lutherstiftelsens Tjeneste fortsatte han indtil omkring 1881. Da blev Fremstads Virksomhed flyttet Nordenfjelds. Gjennem en Aarrække arbeidede han væsentlig i Trondhjems By og dens nærmeste Omegn under stor Tilslutning og Anerkjendelse bl. a. af Biskop N.J. Laache. Der gik over Trøndelagen dengang tildels betydelige Vækkelser paa flere Steder. Fremstad fik nu tillige den store Gjerning at lede de Nyvakte til en sand og fuld evangelisk Erkjendelse og udvikle og befæste deres Troesliv.

Om Sommeren arbeidede han hjemme paa sin Gaard i Biri; men hele Vinterhalvaaret var han utrættelig virksom der nord med Opbyggelser og kristelige Samtaler. Uagtet han talte saa meget, bevarede han dog altid det indre Livs Friskhed og aandelige Fylde; man mærkede tydelig, at han selv gik stadig fremad i Sandhedens Erkjendelse og modnedes aandelig Dag for Dag.

Han mødte jævnlig som Deputeret ved Missionsmøder og optraadte altid som en varm Ven baade af den indre og ydre Mission. De kristelige Reformspørgsmaal omfattede han med stor Interesse og deltog gjentagne Gange i Stifts- og Landsmøder. Han var for kirkeligt Selvstyre med de fornødne Garantier og sluttede sig i denne Henseende i et og alt til Professor Gisle Johnson.

I al sin Optræden og Færd var han rolig, sindig og forstandig, gjennemtrængt af en sagtmodig og fredelig Aand.

Ud paa Vinteren 1890 fik han Influenza, der snart gik over til Tæring som Følge af anstrængende og nidkjær Virksomhed i og omkring Trondhjem. Hans lange Sygeleiehavde vistnok sine alvorlige Kampe, men var i det hele i sjelden Grad rigt paa Frimodighed og Fortrøstning til Herren. Jesus var i Livet hans Visdom, Retfærdighed, Helliggjørelse og Forløsning, derfor blev ogsaa hans Død fredfuld og seierrig.

Efter omkring 1 1/2 Aars Sygeleie hensov han Onsdag 23. September 1891. Under stor Tilslutning og Deltagelse blev han begravet 7. October. Den blomstersmykkede Kiste blev ført ind i Biri Hovedkirke, hvor Sogneprest Buch varmt og smukt skildrede hans Livs Betydning og salige Død.

En af hans Sønner er Kirkesanger Kristian Fremstad i Vang.

 

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.