ole pedersen aanstad : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – første Halvdel 1796-1820. Christiania 1905 – 1911.

 

– fra s. 170 – 171 :

 

I samme Prestegjæld (Skjåk/red.) boede den bekjendte Haugianer Ole Pedersen Aanstad Mesteparten af sit lange og virksomme Liv.

Han var født i Fortun Anneks til Lyster (Luster/red.) antagelig 1778.

Om hans Forældre og Barndomshjem vides intet; i sin Ungdom var han en Vildstyring, fortalte han selv engang. Da han naaede den voksne Alder, blev han vakt ved Hauge og reiste lidt med ham som Lægprædikant. Han var i sine yngre Aar Driftebonde og kom sandsynligvis noksaa tidlig som gift Mand til Gaarden Aanstad i Skiaker (Skjåk). Hustruen var fra samme Prestegjæld og omtales som en kristelig interesseret, stilfærdig Kvinde, der traadte helt tilbage for sin Mand, som hun var langt underlegen med Hensyn til Evner. De levede et godt Husliv og opdrog sine Børn kristelig og vel.

Ole Aaanstad var en rigt udrustet og udpræget kristelig Personlighed; han stod som en Patriark inden sin Kreds, en apostolisk Skikkelse med stor Tillid og Indflydelse og virkede især ved sin mægtige Personlighed og sit Liv, men havde ogsaa stor Begavelse til at forkynde Ordet i et tankeklart og greit Foredrag paa ægte «Lystringsmaal».

Foruden i Hjembygden holdt han tillige Opbyggelser paa Lom, Sel og Vaage. I Regelen læste han af «Samlingspostillen» eller en anden god Prædigenbog og knyttede dertil nogle hjertelige og enfoldige Formaningsord; han begyndte og sluttede med Sang og Bøn. Men ikke mindst evnede han at tale «privat» med den Enkelte, ja man kan gjerne sige, at han deri havde sin Styrke; derfor var han ogsaa meget søgt som aandelig Raadgiver og drev en vidt udbredt og velsignelsesrig Sjælesørgervirksomhed.

I Samtaler, hvor flere deltog, var han fængslende, lærerig og i bedste Forstand opbyggelig. Det kom under Alt frem, at han havde en skarp Forstand og en sund Dømmekraft; han var en kritisk Natur, der havde let for at gjennemskue alt Uægte og prøve Aanderne, om de var af Gud.

I alle timelige Gjøremaal var han en enestaaende dygtig og indsigtsfuld Mand, der baade som Kristen og i enhver Henseende nød ubetinget Tillid. Han havde stor Interesse for og et godt Kjendskab til Bygdens Stel og Statens Styrelse og var gjennem en Række af Aar hædret med mange Tillidshverv af sin Bygd.

Han var sit Sogns første Viseordfører, Formand og Valgmand og mødte paa Amtsformandskabet, hvor han trods sin Beskedenhed og Tilbakeholdenhed fremmede vigtige Sager. Hans Hus var gjæstfrit og meget søgt af kristelige Venner og andre.

Han pleiede altid, naar nogen kom til ham, at tage en Flaske Brændevin ud af Skabet; saa slog han først i et Glas, sagde : «Skaal», og drak Drammen ud, hvorefter han skjænkede i en ny og bød Gjæsten. «Jeg er aldrig saa sikker paa at faa et Glas Brændevin, som naar jeg kommer til Aanstad», sagde en Mand, «men jeg faar aldrig mere end ét der», lagde han betydningsfuldt til.

Naar Troesbrødre kom til hans Hjem, vekslede det med aandelig Samtale, Bøn og Sang; Husfaderen tog livlig Del og kom med træffende og dybe Bemærkninger om aandelige og timelige Ting og viste sig som en Mand med rig Indsigt og Erfaring. Han brugte Guds Ord flittig, bad stadig og ivrig, holdt Andagt i sit Hus og omtales som vel kjendt med den lutherske Kirkes bedste Opbyggelsesskrifter.

Hans aandelige Liv var jevnt, roligt og freidigt; han var en prøvet Mand, befæstet i sin Tro.

Som Haugianerne i Almindelighed forsømte han næsten aldrig Gudstjenesten, gik flittig til Alters og var en sund luthersk Kristen. Derfor var Forholdet til de vekslende prester i Sognet altid prÆget aF gjensidig Hengivenhed, hvilket dog ikke hindrede, at han engang gav Presten en alvorlig Advarsel under fire Øine, har denne selv sagt.

Havde han noget at paaminde en om, sagde han det altid til Vedkommende i Enrum, hvorfor det ogsaa somoftest havde den tilsigtede Virkning.

Næsten hele sit Liv havde han en god Helbred og naaede en usædvanlig høi Alder, idet han døde i Fred 12. Februar 1871, omkring 93 Aar gammel. Han var middels stor, noget spinkel, med et yderst ærværdigt Udseende; Haaret var sortgraat, delt i Panden og saa langt, at det hang ned paa Skuldrene; det noget furede Ansigt havde fine Træk; Udtrykket var klogt, forstandigt og meget intelligent; Panden høi, tænksom og klar, Øinene blaa, men noget svage.

 

 

Stengt for kommentarer.