hans andersen egstadstuen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 54 – 65 :

– her er Hans Andersen Egstadstuens dødsfall i kirkeboken for Vardal 1868 :

 

En af Østlandets skarpsindigste og mest begavede Lægmænd i denne Tid, var utvilsomt Hans Andersen Egstadstuen fra Vardal (Meddelelser fra en Række samtidige Haugianere, især hans mangeaarige, fortrolige Ven, Lærer Ole Grindvold fra Vardal).

Han blev født paa Gaarden Kjernholm i vestre Thoten 1798, Søn af Anders Pedersen og Hustru Siri Larsdatter.

Faderen kaldtes almindelig «Anders Jæger»; «det gik ud med ham»; han maatte forlade sin Eiendom og forpagtede siden Gaarden Sukkestad i østre Thoten.

Om Livet i Hjemmet vides ikke stort; Forholdene der var nok mindre gode. Paa Grund af Fattigdom kom deres Søn Hans tidlig bort til Fremmede; han blev som ganske ung Lægdebarn paa Gaarden Rustad i østre Thoten. Her skal han have havt det temmelig strængt og lidt meget Ondt, efter hvad han selv senere fortalte. Kosten var meget tarvelig. De brugte at rense Brødskuffen i Kjøkkenet og samle sammen Brødsmuler og Melsaaer og ælte dette sammen med Poteter til en Deig, hvoraf de bagte etslags Kager til Lægdegutten.

Om Skolegang var der næsten ikke Tale; han lærte kun daarlig at læse og kunde aldrig skrive, trods sine glimrende Evner; der blev ikke Tid dertil, og man havde bedre Brug for ham til alskens Arbeide sent og tidlig.

Allerede som Smaagut var han adskillig vilter og meget flink til at tage Folk paa Ordet. Paa Rustad havde de dengang et Par Bjørneunger, som Lægdegutten ofte legte med og havde stor Moro af. Engang havde han faaet nye Sko; disse blev stygt opklorede og ilde tilredte af Bjørneungerne. Herfor fik han naturligvis Skrub af sin Husbond, der skal have været Læge. Skoene var gjorte paa enkelt Læst, og Folk sagde derfor ofte, at han skulde bytte Sko tidt og jevnt. Men engang, hans Husbond sagde dette til ham, passede han paa det første, der kom en Fattiggut til Gaarden, at bytte sine bort for et Par meget usle og simple Sko. Da man irettesatte ham herfor, sagde Hans kun, at han alene havde fulgt deres Raad.

Saavidt vides, blev han i 1812 konfirmeret af Stedets Sogneprest, Frantz Philip Hopstock (1746 – 1824), der var Rationalist, men en flink Skolemand, som 1797 havde været med at oprette Seminariet i Tønsberg og drevet det dygtig i nogle Aar.

Men paa den unge, kvikke Konfirmand øvede han ingen Indflydelse.

Paa Thoten var i hin Tid ikke saa liden aandelig Livsrørelse, fremkaldt ved Hauge og hans Venner. Lederne var dengang Rasmus Amlien og Ole Aaserud, som flittig havde Opbyggelser der og virkede til Velsignelse baade i dette store Prestegjæld og i videre Kredse.

Der haves dog nu ingen Oplysninger om, at den unge Mand modtog nogen stærkere aandelig Paavirkning af dem eller andre Haugianere.

Efter at have tjent paa forskjellige Steder flyttede han som voksen til Vardal. Her var han en Tid Møller i Bredskallen.

Antagelig 1827 blev han gift med Kari Amundsdatter Amsrud i Vardal. Saa boede de først i Skonhovd og derefter paa Napstad, indtil han kjøbte Egstadstuen, hvor de tilbragte den længste Del af sit Liv. Af Naturen var han adskillig humoristisk anlagt, kvik, gløgg, fuld af Moro og uskyldige Spillopper, en Selskabsmand, som alle var glad i og vilde have med sig.

Han eiede en mærkelig Gave til at «fange Folk med Ord» og en besynderlig dialektisk Evne, saa ingen kunde staa sig for ham i Samtaler eller Debatter; han kunde lede Folk derhen, han vilde have dem, er det blevet sagt.

I sit Liv var han som Folk flest dengang og kunde efter Sædvane tage sig et Rus, naar han sad sammen med Kammerater. Bagefter var han imidlertid saa syg, at det syntes gjælde Livet, og tillige saa fuld af Angest og Selvbebreidelser, at han stod ved Fortvilelsens Rand. Stundom blev han endog fristet til at forkorte sit Liv.

Han var særdeles driftig i det timelige, en indsigtsfuld Gaardbruger, flink Tømmermand samt hændig og utrættelig om Vinteren til at arbeide Karder og alskens Blikvarer, som han da med egen Hest reiste omkring i Bygderne og solgte.

Saaledes skred Tiden fremover indtil omkring 1830. Der skulde holdes Opbyggelse i Kongelstad ved Hans Ekeren fra Biridalen og en Lærer fra Torpen i nordre Land ved Navn Hans Væler, en begavet og varm Kristen, som senere druknede i Elven ved Gjøvik.

Her blev Hans Egstadstuen vakt. Hvorledes dette gik til, har han fortalt saaledes : «Jeg gik paa Opbyggelsen udelukkende med det Forsæt at gjøre Opstyr. Jeg tænkte at holde mig stille, indtil «Læserne» havde talt fra sig; men saa vilde jeg begynde. Da skulde de faa Besked som aldrig før og overbevises om, at ogsaa Hans Andersen kunde tale !  Jeg med flere kom til Stedet, lidt før Opbyggelsen begyndte. Der var endda ikke kommet mange Folk. Det var en vakker, solklar Sommerdag. Da vi kom ind i Gangen, stod Døren aaben til Opbyggelsesstuen, og jeg fik pludselig se to yngre Mænd sidde paa et Bord lige overfor Indgangen. Efter at have betragtet disse en Stund, fôr den Tanke som et Lyn gjennem min Sjæl : «Her er det bedst, du pakker sammen og tier stille, Hans !» Thi de syntes mig mere at ligne Engle, sendte fra Himmelen, end almindelige Mennesker. Især gjorde Synet af Hans Væler et stærkt Indtryk paa mig. Han var dengang en ung Mand med et vakkert, tiltalende Ansigt, havde frisk rød og hvid Hudfarve, skinnende hvid Halskrave, der lyste langt nedover Brystet og var idethele pent høitidsklædt og omhyggelig pudset, som jeg forestillede mig, at en Herrens Tjener burde være. Min ondskabsfulde Beslutning om at gjøre Tumult, havde allerede faaet Dødsstødet. Men jeg tænkte : Du bør standse og høre, hvad de vil sige, og siden kan du lade dem i Fred; de er vist langt nærmere Guds Rige, end du har tænkt. Jeg sad da stille blandt en Mængde Tilhørere. De to Mænd talte begge efter hinanden ved Opbyggelsen, og det forekom mig, som om de specielt havde kjendt baade mit ydre og indre Liv fra først til sidst og kun lagde an paa at skildre dette just for at ramme mig; men det vidste jeg ingenlunde var Tilfældet.

Jeg gik derefter hjem meget urolig og bekymret for min Tilstand og besluttede fra nu af at aflægge Synden og øve mig i Gudsfrygt og Dyd, hvilket jeg snart fik erfare var lettere tænkt og sagt end gjort. Jeg begyndte nu lidt efter lidt at søge Omgang med troende, erfarne Kristne, og dette blev mig til megen Hjælp, Veiledning og Bestyrkelse i den stykkevis erkjendte Sandhed.

I mit verdslige Liv havde jeg desværre blandt andet ogsaa faaet Smag pa stærke Drikke. Da jeg var en kraftig bygget Mand, kunde jeg taale at tage til mig mere af Spirituosa end de fleste andre – uden derfor at blive synlig beruset. Jeg fandt saaledes Behag i, ja var adskillig stolt af at kunne kapdrikke med andre, indtil disse krøb paa fire, mens jeg kunde holde mig paa to.

Efter Vækkelsen havde jeg naturligvis fast besluttet at vise Maadehold. Uagtet alle fristende Forsøg fra gamle Kammerater, gik det noksaa bra et Aars Tid. Men endelig, da jeg ikke længere nærede Frygt for at kunne falde i dette Stykke, blev jeg ved en vis Leilighed overlistet af en i den Del meget behændig Nabo, der vistnok ansaa det for et stort Mesterstykke at kunne faa mig forført. Desværre lykkedes det altfor godt. Han fik beholde mig i sit Selskab næsten et Døgn.

Men ak ! Dagene bagefter var tunge og mørke. En fortvilet Kamp paa Liv og Død maatte jeg da udholde, førend jeg kunde faa tro Naade og Forladelse for mine Synder. Dog var Guds Barmhjertighed stor, og jeg fik holde fast ved Guds Ord, som siger, at Jesus er ikke kommen for ar kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.

Men fra den Dag beslutted jeg aldrig mere at smage hverken Brændevin eller nogensomhelst berusende Drik, hvilket Løfte jeg ogsaa ved Guds Naade har holdt indtil denne Dag» (30 Aar senere). Ja han blev dette sit Forsæt tro indtil Døden.

Hans aandelige Liv var siden altid præget af dybt Alvor og syntes for andre at udvikle sig jevnt og rolig uden større Omvekslinger eller stærk aandelige Brydninger.

Ikke hyppig var han meget oprømt, men langt sjeldnere i dybe Anfægtninger. Der var i det aandelige stedse en Sindets Jevnhed og Ligevægt hos ham.

Dog kunde man ved nærmere Kjendskab og gjennem private Samtaler saavelsom af hans Opbyggelsestaler godt mærke, at han af egen Erfaring vidste, hvoraf Anfægtelserne kommer, hvad de er, og hvortil de tjener.

Som de fleste andre troende Folk i denne Egn og paa hin Tid holdt han ikke fast bestemt, daglig Husandagt undtagen i sine sidste Leveaar. Men han læste selv ofte i Bibelen og brugte flittig Luthers, Arndts, Franckes, Speners og Pontoppidans Skrifter. Det er heller ingen Tvil om, at han var en flittig Beder.

De omkringboende, af Guds Ord paavirkede eller opvakte Sjæle aflagde tidt og ofte Aftenbesøg i Egstadstuen. Efter endt aandelig Samtale, der altid var «yndig, krydret med Salt», holdtes bestandig Andagt; man læste et Stykke af Johan Arndts «Sande Kristendom» og sluttede med Bøn.

Som Kristen var han meget alvorlig, forsigtig og pligtopfyldende; i sit Forhold til andre hjælpsom og fredsommelig. Det kan visselig med god Grund siges, at han førte en eksemplarisk Vandel og var uden Anstød. Verden havde derfor ikke stort andet at udsætte paa ham, end at han var «for hellig».

Man har sagt, at «han var ustraffelig, retskaffen og gudfrygtig og ved fra det Onde».

Det er dog selvsagt, at han ogsaa havde sine Skjødesynder at kjæmpe med, om dette end ikke kom frem for andre, da han uafladelig stod paa Vagt og brugte flittig Naadens Midler. Navnlig klagede han over, at hans eget «Jeg» eller «Mester Adam» stadig voldte ham Uro og Fortræd.

Hans Forhold til Venner var fortroligt, tillidsfuldt og hjerteligt; og han var agtet og elsket af alle, som kjendte ham ret.

Fandt han noget hos en eller anden, han ikke syntes om, sagde han uforbeholdent sin Mening til Vedkommende, men talte ikke derom til andre. Dette bidrog utvilsomt til, at det herskede Fred og Endrægtighed mellem Vennerne overalt i hans Omgivelse.

Som de gamle Haugianere var han baade vennekjær og gjæstfri. Hans Hjem blev hyppigt besøgt af Troende fra fjern og nær, og der manglede aldrig god Beværtning, om den end var enkel. Al Luksus fandt han overflødig.

Det var altid særdeles godt, lærerigt og opbyggeligt at kunne faa anvende en Stund til privat Samtale med ham. Hans Udtalelser var ikke sjelden helt modsatte af, hvad man ventede, men vidnede om Klogskab og Menneskekundskab.

En Gaardmandskone havde en Søster, som var noget sindsforvirret, Blandt andet skulde denne flere Gange have udtalt, at det ikke gik an at være til længere; hun maatte tage sig afdage. Som rimeligt var, blev de nærmest Paarørende ængstelige. Søsteren budsendte Egstadstuen for at faa ham til at tale med den Syge. Hans kom, og hun fortalte ham om Søsterens Selvmordstanker og føiede til : «Jeg er meget bange for, at hun forkorter sit Liv». Egstadstuen, som kjendte Vedkommende meget godt, svarede : «Kjære, kan hun ikke det, da ? det er da vel ikke godt for hende; hun ved ligesaa vel, hvorledes det da vil gaa, som du og jeg». Man kan vel tænke sig, hvor forbauset Konen blev ved at faa et saadant Svar. Men Søsteren blev frisk igjen og levede i mange Aar, til hun gik bort ved en naturlig Død.

— En nylig vakt Gut klagede engang for ham, at hans Forældre var saa imod Sandheden og fortalte, at hans Moder græd og jamrede sig over den Sorg og Skam, hun maatte lide, fordi hendes forresten vel opdragne Søn vilde blive «Læser»; ja hun havde endog sagt : «Dette vil lægge mig fortidlig i Graven !»

Gutten tilføiede : «Jeg har foreholdt hende Guds Ord saa godt, som jeg har kunnet; men det blir værre og værre».

Egstadstuen svarede : «Men kjære, du faar nok holde op med dine Formaninger, naar det bliver værre og værre; du faar lade hende være Mor, som er Mor, og du faar bli Søn, som er Søn ! Det er vist den bedste Prædiken for Mor, kan jeg forstaa, at du beder Gud om Naade til at blive en alvorlig og kjærlig Kristen, saa du kan vise i dit Liv, hvilken Aands Barn du er». Det viste sig ogsaa at have den bedste Virkning.

Han var langtfra ensidig og indskrænket i sin Opfatning; men angaaende Ting, han ikke havde Tro for, var han meget stræng, først og fremst mod sig selv, men dernæst ogsaa mod andre vakte Folk.

Kom han saaledes unde Veir med, at en troende Gut eller Pige havde isinde at gifte sig med en Verdsligsindet, blev en saadan straks taget alvorlig i Skole af Fader Egstadstuen.

Han og Hustru var børnløse, men havde en Pleiedatter, der var nær beslægtet med Konen, og som blev deres Arving.

Engang fik de Besøg af en fremmed, noget dannet, ung Mand. Han bad om at faa blive der to, tre Dage; det fik han. Den Gamle forstod snart, hvad den Fremmede vilde; men intet blev sagt. Det var omkring St. Hanstid. En Dag skulde Hans og den unge Mand ud og bese Egstadstuens Herligheder. Den Fremmede tog op af Lommen en Lupe og begyndte at plukke forskjellige Blomster, hvilke han betragtede gjennem sit Forstørrelsesglas. Da han senere gav tilkjende sine Tanker og frembar sit Ønske, fik han blandt andet det Svar af den Gamle, «at det ikke gik an bruge Egstadstuen med Lupe».

Den samme Mand fik ogsaa holde Opbyggelse der; men Hans kunde ikke ret forstaa ham; thi den Fremmede havde ytret i sin Tale, at Retfærdiggjørelsen er i Guds Hjerte. Dette opfattede den Gamle som forvirret Tale, og da en af hans Venner senere sagde, at Tanken maaske var den, at Retfærdiggjørelsen er en Forandring i Guds Dom over Synderen, sagde han, at man af Vedkommendes Foredrag ei kunde forstaa, at han mente dette.

— En Søstersøn af Egstadstuens Kone har fortalt, at han som Ungkarl havde Tilhold hos sin Onkel en Tid. Han var alvorlig greben af Guds Kald, og hans eneste Ønske og faste Bestemmelse var at blive en Kristen baade i indre Liv og ydre Vandel.

En Dag skulde han bort et Erinde og ventedes hjem igjen om Kvelden, men kom ikke. Han havde nemlig truffet nogle tidligere Kammerater, der havde faaet ham overtalt til at drikke et Glas med dem for gammelt Kjendskabs Skyld, før de skiltes. Det blev dog ikke, som de havde lovet, med dette ene Glas; ved Nydelsen heraf var Modstandskraften lammet, samtidig som Forførernes Overtalelser tiltog i Styrke og Paagaaenhed. Han turede sammen med dem Natten over, ja endog en Døgn til. Men da der saa maatte ske Opbrud, vidste han ingen Utvei; thi at gaa til Egstadstuen syntes han var som Døden selv, da han ventede alvorlig Skrub af Hans. Endelig tænkte han : «Jeg faar ikke mere, end jeg har fortjent», tog Mod til sig og gik hjem. Guttens Moster var oppe, da han tidlig om Morgenen kom ind i Stuen; men Onkelen laa borte i Sengen endda. Konen tog sin Søstersøn straks i Skole og holdt en alvorlig Bodsprædiken for ham, idet hun pegede paa de Farer og Snarer, han nu selv styrtede sig ind i ved saaledes at dele sig mellem Gud og Verden o.s.v., indtil den unge Mand blev ganske opirret og ærgerlig. Hans havde hele Tiden været en taus Tilhører.

Endelig sagde han : «Hvorfor holder du slig styr med dette da, Kari ? Naar Gutten ikke vil have det godt, saa faar han have det ondt; jeg har aldrig andet vidst, jeg».

Og dermed Punktum. Men disse Ord slog Vedkommende 10 Gange mere, har han selv fortalt, end alt, hvad hans Moster havde sagt. Fra den Tid var han ikke udsat for at falde i den Snare.

Den Gamle havde næsten altid et spøgefuldt Ord, naar han hilste paa sine Venner og vel undertiden ogsaa, naar ha færdedes blandt Verden; men man saa ham sjelden at smile, om end andre lo af det, han havde sagt.

Saaledes traf det sig engang, han skulde gaa over til Fluberg i Søndre Land for at holde opbyggelse, at han kom og tittede indom til sine Bekjendte paa Grindvolden. Efter at have hilst og takket for sidst, sagde han : «Jeg kom paa, at jeg vilde se opom, da jeg ved, at det pleier at være lidt Mad og Kaffe at faa her. Jeg kan slet ikke sige, jeg er sulten, men er bange for, at jeg kunde bli«.

Da Konen havde fundet frem lidt Mad og Drikke, bad hun ham sætte sig tilbords, idet hun sagde : «Nu maa jeg gaa ud og se til at faa udrettet det, vi har igjen at gjøre i Aften; men saa maa du være saa god at spise; thi jeg vil, at du skal tage til dig af det, som er fremsat».

Hans svarede : «Ja, tak ! naar jeg bare ved det, jeg, saa behøver du ikke at tænke mere paa mig !»

Nogle Aar efter sin Omvendelse var han paa en Handelsreise i Østerdalen, men havde ofte ondt for at faa Husly. En Nat maatte han endog blive ude, endda det var midtvinters. — Næste Aften begyndte han tidlig at spørge efter Hus, men fik bestandig et haardt «Nei».

Et Sted henviste man ham til en stor Gaard, som laa paa den anden Side af en Skog. Did kom han da noksaa sent paa Kvelden. Baade han og Hesten var dygtig trætte, som rimeligt kunde være. Med et Suk til Gud om, at han ikke maatte blive afvist her, gi han ind i Dagligstuen, hvor han traf Konen i Huset ruggende omkring for at se efter, om alt var i Orden, før hun lagde sig. Egstadstuen frembar da sit Erinde, men fik det spidse Svar : «Nei, det er ingen Skydsstation her !»

Han gjentog beskeden sin Anmodning, men fik atter et bestemt Afslag, idet hun erklærede, at slige Landeveisfarere tog hun ikke ind. Ængstelig for at han skulde blive ude ogsaa denne Nat, gik han lige hen til hende og sagde indtrængende : «Kjære Kone ! er det nogen Raad, maa De virkelig lade mig faa Hus ! Baade min Hest og jeg trænger inderlig vel til det, for vi var ude forrige Nat ogsaa; De maa være saa snil at lade os faa blive her, hvis De ikke tror, det er Synd da», tilføiede han paa sin eiendommelige Maade.

«Synd», udbrød hun forbauset; hun stod alt med Haanden paa Dørklinken for at gaa ind i Kammerset til sin Mand.

«Nei, Synd kan det vel ikke være !» Saa gik hun ind og fortalte sin Mand om den underlige Fremmede, som spurgte hende, om det var Synd at laane Folk Hus.

Gubben sjøl kom da ogsaa ud og mønstrede den Reisende fra Top til Taa. Endelig raabte han paa Tjenestegutten, som alt havde lagt sig : «Du Ola ! staa op og sæt denne Mands Hest paa den indre Stald ! der er det lunt og godt, og der er den ikke i Fare for at blive slaaet af mine Heste. Men kjør først Læsset hans in paa Laaven og laas Døren, at intet blir borte for ham , og saa maa du forsyne Hesten godt af mit Foder», føiede han til.

Nu tog Sagen en heldig Vending; inderlig glad og taknemmelig trak Hans Færdeskisten sin ind og begyndte at hugge løs paa den stivfrosne Nistemad.

Men nu var Bondekonen blevet saavidt optøet, at hun paa hans beskedne Bøn befalede Pigen at koge Ølost til ham.

Da Egstadstuen havde spist, sagde han : «Jeg pleier at takke Gud for Maden; har De noget imod, at jeg gjør det høit ?» Nei, det var da ikke noget galt i det, mente Manden. Og saa takkede han af Hjertens Grund Gud baade for Mad, Drikke og Husly.

— Det var, som alle efter dette blev venligere mod ham. Tjenestegutten tog en Stol og satte hen til Peisen, for at han kunde varme sig; men Manden sagde : «Kom ind i Kammerset til mig du, Fremmede !»

Og saa talte de fortrolig sammen en lang Stund. Endelig sagde Hans : «Siden dere nu har været saa inderlig snille mod mig i alle Maader, saa kanske jeg kunde faa Lov til at læse et Guds Ord for Husets Folk, før vi lægger os ?»

«Ja, det kunde han gjerne», sagde Konen. Og derpaa kaldte hun ind alle Tjenerne, og Egstadstuen læste og bad, og «vi havde det saa inderlig godt», fortalte Hans senere, «for Herren var midt iblandt os».

Han blev nu behandlet som en kjær Gjest og fik ikke Lov til at betale, da han næste Dag reiste videre.

Egstadstuen var en særdeles flittig Guds Ords Bekjender. Sin Opbyggelsestale begyndte han meget ofte med at læse eller synge et Salmevers. Saa gjennemgik han dette klart, hjertelig og tiltalende ved at udvikle nøiere de Tanker, Følelser og Erfaringer, Salmedigteren havde antydet. Undertiden tog han sit Udgangspunkt i et Bibelsted, der var godt kjendt for Tilhørerne fra Børnelærdommen og forklarede og anvendte dets Sandheder ligesaa praktisk som alsidig.

Til andre Tider valgte han et Spørgsmaal af Pontoppidans Forklaring og satte det i Forbindelse med Svaret. Dette blev da Hovedthema for hans Tale den Gang.

Han havde en sjelden Evne til at finde og paavise en Rigdom af Tanker i sin Tekst, stille disse i den rette Belysning og dertil knytte Anvendelse og Formaning.

Men Egstadstuen holdt vistnok aldrig Opbyggelser, uden at han først læste eller lod læse et Stykke af Hauges Samlingspostille, Luthers eller Henrik Müllers Prædikensamlinger, Johan Arndts «Sande Kristendom», Christian Scrivers «Sjæleskat» eller noget af en eller anden god, luthersk Bog. Han var just ingen Helt til at læse. Det kunde hænde, at han gav et Ord en urigtig Benævnelse; med Hensyn til Betoning gik det ofte, som det kunde.

Men naar han selv begyndte at tale frit, var det helt, som man hørte en anden Mand. Da eiede han en naturlig Veltalenhed, som overraskede. Talen var flydende, sprogrigtig, tankeklar og sammenhængende fra først til sidst, ofte dramatisk spændende ved fremkastede Spørgsmaal og Svar, Skildring af de forskjellige Sjælstilstande eller Fremdragelse af karakteristiske Fortællinger og Træk fra det daglige Liv, so han mesterlig forstod at benytte og anvende med stor Virkning.

Han havde en tydelig og behagelig Røst, var livfuld, fængslende og eiede «en besynderlig Evne til at skildre Verdenslivets Tillokkelser, Farer og Tomhed, uden at nogen havde Aarsag til at blive stødt eller forarget.

Han prædikede Loven skarpt, alvorlig og alsidig baade for de Ubodfærdige, Vakte og de Troende, men forsømte heller ikke at pege paa og vidne  om «det Guds Lam, som bar vore Synder».

Han pleide at sige, at vor «Lægedom er i hans Saar og Renselsen er i hans Blod».

I hin Tid «var han en af de første Lægprædikanter, vi kjendte, til at fremholde Saliggjørelsens rette og sande Orden i sin Helhed, uden Ensidighed og uden at stille noget i Skyggen. Han talte ofte om Naadens Midler, hvorved og hvorigjennem Gud meddeler til bodfærdige Syndere den Naade, som ene og alene gjør salig».

Ligesom han krævede en grundig Omvendelse og levende Tro, saaledes fremholdt han ogsaa stærkt en daglig Helliggjørelse og Renselse i Frelsens Kilde, under Lydighed mod Aanden og i stadig Aarvaagenhed og Kamp mod Salighedens Fiender. Han hørte ikke til de Evangelister, som ved sin Prædiken fremkaldte en lunken og lad Kristendom i aandelig Dovenskab. Nei, han skildrede gribende Kristenlivets Kampe og Kaar, ikke alene under Glædens Solskin og ved «Elims Kilder», men ogsaa som en Ørkenvandring, hvor man ofte færdes i «Mørke og Tørke, lever som i Fængsel og under Trængsel», dog altid omhegnet af Herrens Aand og Naade.

Hans friske humør og kvikke, ofte overraskende Bemærkninger oplivede paa en behagelig Maade foredraget og holdt Tilhørerne vaagne; de følte sig altid «som en beleiret Stad».

— Det kan ikke erindres, at han nogen Gang læste op et helt Afsnit af Bibelen og behandlede som i en Bibellæsning. En saadan Fremgangsmaade af Lægfolk likte Egstadstuen mindre; han syntes, den ikke passede for Ulærde. Ved en slig  Behandling af Guds Ord sagde han, at Lægfolk «gjorde sig for prestelige».

Gjennem al sin Forkyndelse virkede han mere paa Erkjendelsen og Overbevisningen end paa Følelsen. Det var sjelden at se Folk græde, naar han talte. Han søgte at gribe dybere, tilsigtede gjennem overbevisende Tale at fange Viljen og Samvittigheden.

Og det er heller ikke Tvil om, at han blev mange til Vækkelse, men især talrige til aandelig Veiledning, Bestyrkelse i Troen og Befæstelse i Samfundet med Kristus. Ikke mindst fremmede han en alsidig, vaagen og virksom Kristendom.

Foruden paa sit Hjemsted foretog Egstadstuen meget ofte Reiser for at tale Guds Ord. Hans Virkefelt var især østre og vestre Thoten, Hadeland, søndre og nordre Land, forskjellige Steder paa Hedemarken samt Smaalenene.

Før sin Vækkelse havde han, som allerede berørt, reist flere Vintre paa Handel i sidstnævnte Egn. Og da han fortsatte hermed en Tid, blev han der kjendt med mange Venner, som han ogsaa senere en Gang imellem besøgte.

Thor Agnes i Trøgstad og Hustru hørte til Egstadstuens bedste og mest fortrolige Venner der nede.

Naar han reiste ud for at virke som Lægmand, benyttede han helst «Apostlernes Heste». Han kunde gaa et Par Mij, ja ofte mere om Dagen og desuden holde to Opbyggelser.

Det var i Regelen Søndagene, han virkede paa de Steder, som ikke laa for langt borte. Om Hverdagene holdt han sjelden Opbyggelse, undtagen naar han besøgte fjernere Egne. Hvis det var muligt, gik han hjem Nat til Mandag.

Engang skulde han en Vinteraften tilbage over Aasen fra søndre Land. Da han kom op paa Høiden, brast den ene Ski midt under Foden; han maatte derefter løbe paa en Ski næsten en Mil i dyb og løs Sne. Og Egstadstuen fortalte senere, at han aldrig i sit Liv havde været saa udmattet som den Gang eller saa nær ved at omkomme.

— En Gang han havde Samling etsteds i Vardal, kom en beruset Mand ind, efterat Opbyggelsen var begyndt. Denne afbrød Egstadstuen og  gav sig til at udskjælde ham og alle Haugianere saa grovt, som han var istand til. Efter at have hørt paa ham en Stund, sagde Hans alvorlig : «Jeg skal nok tie, medens du taler, men saa skal ogsaa du tie, naar jeg taler».

Manden udtømte snart sit Forraad og gik fort ud af Døren igjen. Men Tilstedeværende berettede, at de aldrig kunde mindes at have hørt et saa rørende og hjertegribende Vidnesbyrd, som Egstadstuen dengang aflagde.

— Det var hin Tid Skik paa Oplandet, at de fleste Tilhørere efter endt Opbyggelse gik bort til den, som havde talt, tog ham i Haanden og bød Farvel. Hans havde da ikke sjelden et særligt Ord til en eller flere, der saaledes kom frem. Han tog ofte sit Udgangspunkt i Udtrykket «Farvel». En Gang talte han til en Gut om, hvad der krævedes af os for at kunne fare vel; denne bemærkede i en spodsk, overlegen Tone og med et Kast paa Nakken : «Det kommer vel an paa Troen !» Egstadstuen svarede stille med et Udtryk af Medlidenhed : «Hvad Slags Tro mener du da ? Er det den Tro, som forandrer Hjertet og svækker den naturlige Fordærvelse ?» Herved blev den unge Mand taus og havde intet mere at sige.—

En Vinter reiste Egstadstuen i Smaalenene for at faa solgt sine hjemme arbeidede Varer : Karder og Bliktøi og samtidig ved given Anledning «forkynde hans Dyder, der havde kaldt ham fra Mørket til sit underfulde Lys». Det kunde ogsaa nu falde vanskelig at faa Nattely. En Dag, det var tungt Føre, havde han været inde paa mange Steder og forgjæves bedt om Hus. Saa kom han til en Gaard sent om Kvelden. Han traf Konen ude, netop som hun kom fra Fjøset. Han bad om Logi, men fik bestemt Afslag. Saa spurgte han, om hendes Mand var hjemme. «Ja», svarede hun, «han er inde i Stuen», Derpaa gik Egstadstuen ind, hilsede venlig «Godkveld» og bad om Nattely, men fik atter et kort og afvisende «Nei !» Hans stod nu taus og stille nogle Øieblikke og betragtede Manden, som arbeidede paa en ny Slæde. Saa sagde han : «Du er Slædemager, du ?» — «Ja, jeg er da det !» — «Det ser nok ud til, at Du har gjort Slæder før». — «Ja, det skulde jeg vel tro !» — «Men jeg synes ligevel, der er en Feil ved Slæden din». — «Hvad er det, da, som mangler», spurgte Manden forundret. — «Jeg tror, du gjør den lidt for kort !» — «Det maa jeg vel selv bedst forstaa», bemærkede Slædemageren noget overlegent. Hans svarede : «Jeg tror, jeg ogsaa skjønner det. Naar du skal ud at reise og maa tage Hus med dig paa Slæden, bliver den altfor kort. Og gjør du ikke det, kan du resikere at maatte ligge ude, og det er ikke behageligt en Vinternat».

Manden saa op og begyndte at le; Egstadstuen var lige alvorlig. Men saa fik han Lov til at overnatte der. Han talte venlig og interesseret med Folkene om Kvelden. De havde en liden Datter paa 8-10 Aar, som havde ondt i Øinene. Den Fremmede spurgte deltagende : «Er hun syg i Øinene, den lille Pige ?»  «Ja, hun har saa ondt; vi er bange for, at hun kommer til at miste Synet; vi har været hos mange Signekjærringer; de har læst over hende og gjort mange rare Kunster, men til ingen Nytte».

–«Jeg kjender en Læge», sagde Hans, «som er saa flink til at helbrede Syge».

Forældrene blev i stor Spænding og spurgte : «Han tager vel stor Betaling, den Mand ?»

Egstadstuen svarede : «Nei, det bedste er, han kurerer uden Betaling for de værste Sygdomme».

— «Det var en velsignet Doktor ! Hvor bor han, for at vi kan reise did med vor Datter, saa hun kan blive frisk ?»

— «Han er ikke langt borte, men let at træffe for alle, som beder alvorlig om, at han vil komme til dem. Det er den Herre Jesus, vor Frelser, som fordum gik omkring og helbredede dem, som havde allehaande Sygdomme og Plager og endnu er usynlig, men kraftig iblandt os. Han kan endog læge den værste Sygdom, Synden, der volder al anden Skrøbelighed. Omvend Eder til ham og bed, at han vil rense og fri Eder for Synden, saa gjør han det. Og naar I da alvorlig beder ham hjælpe Eders Datter, skal I erfare, at «han, som har al Magt i Himmelen og paa Jorden», «kan gjøre langt mere, end I forstaar at bede om».

Efter at have talt hjertelig og forstaaelsesfuldt med dem om den himmelske Læge, og hvorledes de skulde finde ham, drog han videre næste Morgen.

Forældrene lod til at være stærkt bevægede og dybt grebne. Da han nogle Aar senere kom tilbage, fandt han baade Manden og Konen som alvorlige Kristne og Datteren sund og frisk. De prisede og takkede da alle i Fællesskab den store Læge for hans herlige og naadige Hjælp og Frelse baade til Liv og Sjæl.

Paa en lignende Reise i Smaalenene havde han sin faste Station hos en kristeligsindet Landhandler og foretog derfra daglig smaa Handelsture rundt om i Bygden, medens han overalt, hvor Leilighed gaves, søgte at faldbyde «den kostelige Perle».

En Aften havde han bestemt Opbyggelse i en lidt afsidesliggende Grænd. Veien did gik gjennem en Skov. Landhandleren advarede ham mod at gaa alene der saa sent. «Naa, hvorfor det ?» Vennen svarede : «Det er ikke ubekjendt for Folk her i Bygden, at du har Penge paa dig, og der findes nok Skurke her, som gjerne vil skille dig af med dem».

— «Aa, jeg er ikke bange», sagde Hans. «Naar jeg gaar i min Guds Navn og i hans Erinde, saa kan ingen røre mig !»

Og dermed tog han trøstig afsted. Men da han kom et Stykke ind i Skoven, hvor der var næsten aldeles mørkt, hører han Skridt og en Bragen i Buskene tæt ved sig. Han standser og raaber høit : «Hvem er du ?» Intet Svar. Derpaa træder han endnu lidt frem, griber sig i Barmen med den høire Haand og siger : «Hvis du ikke pakker dig af Veien, lægger jeg dig paa Flekken !»

Straks hører han en skyndsomt tage Flugten. Da tænkte han : «Den Ugudelige flyr, og der er ingen, som forfølger». Glad og frimodig i sin Gud fortsatte han Veien videre til Bestemmelsesstedet. «Den Aften», sagde han, «var Herren mig øiensynlig nær, og vi fik en velsignet Opbyggelsesstund».

Saaledes arbeidede Egstadstuen utrættelig baade timelig og aandelig til sin Alderdom. Ud paa Vinteren 1868 fik han en uimodstaaelig Lyst til endnu engang at aflægge sine Venner i Smaalenene et Besøg og tage Farvel med dem.

Han drog afsted i Slutningen af Februar med egen Hest, da han alt var en ældre Mand paa 70 Aar. Under Bortreisen standsede han paa Hamar og havde en Samling der. Saa fortsatte han videre efter sin Bestemmelse og holdt en Række Opbyggelser baade underveis og især i Smaalenene ved Siden af, at han besøgte Kjendte og Venner.

Efter at have virket der en Maaneds Tid eller lidt mere, begyndte han af og til at føle et Onde i venstre Kind. Det ytrede sig med Stikken og Svien. Tandbygningen paa venstre Side løsnede saa hurtig, at Tænderne om kort Tid faldt lige ind i Munden. Kindet hovnede op baade udvendig og indvendig, og det tog saa paa ham, at han fandt det raadeligt at reise hjem igjen lidt før, end han ellers havde tænkt det. Han kom tilbage Dagen før Skjærtorsdag og var da allerede saa syg og afkræftet, at han bare saavidt uden Hjælp kunde gaa af Slæden ind i Stuen og kaste sig paa Sengen. Tredie Paaskedag var han dog saapass, at han kunde reise til Lægen for at lade sig undersøge, og fik da vide, at Sygdommen var Kræft. Han skjønnede, Doktoren var lidt ængstelig ved at give ham ren Besked; men Egstadstuen tog det med Ro og sagde, at han heller vilde takke Gud for et saa sikkert Varsel end at være ængstelig og misfornøiet.

Da han kom hjem og fortalte om Udfaldet, sagde han med Eli : «Han er Herren, han gjøre, hvad godt er i hans Øine».

Sygdommen udviklede sig hurtig. Straks over Pintse værkede der Hul paa Kindet under store Smærter; Hævelsen voksede, og Munden indvendig blev saa opfyldt, at han havde meget vanskelig for at tale og Møie med at tage Næring; til Nød kunde han nyde lidt flydende Mad. Tilslut blev det ganske stop med alt. Under hele Sygdommen bar han sine Lidelser med stor Taalmodighed.

Han var desuden meget anfægtet, maaske som aldrig før. Mange besøgte ham, især Venner. En og anden Gang kunde disse da lede Talen ind paa de mange opbyggelige Stunder, de havde nydt sammen, og berøre, at han havde været til Trøst, Veiledning og Opmuntring for talrige naadesøgende Sjæle.

Men det vilde han ikke høre noget om. Han sagde : «Nu bliver det til Synd og Usselhed alt, som jeg baade har gjort og ikke gjort; vil Gud lade Naade gaa for Ret, saa er der Saligheds Haab; men hvis ikke, gaar det nok rigtig ilde».

Det kunde alligevel ei skjønnes, at han nogen Gang rent mistvivlede om Naaden.

I Almindelighed var han frimodig og glad og havde altid et Trøstens, Formaningens og Opmuntringens Ord paa rede Haand til dem, han talte med. Naar nogen ytrede, at han vilde blive savnet i Arbeidet for Guds Rige, svarede han : «Herrens Arm er ikke forkortet, han dør ikke, om en stakkels Synder gaar bort. Hvad jeg af Guds Naade har kunnet gjøre, veiede lidet før, men nu slet intet. Nu faar Naaden gjøre alt alene».

Det gik saa fort nedover med ham, at Lægen troede, der ogsaa var Tæresyge med i Spillet. De sidste Dage var nok haarde Smærtens Stunder; men han klagede sjelden. Lige til sin Bortgang vidnede han for sine Omgivelser, saavidt han formaaede at gjøre sig forstaaelig, om sin Tro og sit salige Haab, ja endog i Livets sidste Øieblik hørte man ham mumle paa det Vers, han saa ofte havde sunget og læst før i Livet :

«Jesu, din søde Forening at smage Længes og trænges mit Hjerte og Sind.

Riv mig fra alt det, mig holder tilbage, Drag mig i Dig, min Begyndelse, ind !

Vis mig ret klarlig min Jammer og Møie, Vis mig Fordærvelsens Afgrund i mig,

At sig Naturen til Døden kan bøie, Aanden alene maa leve for dig».

 

Derpaa sov han stille og rolig ind, og «ingen, ja ikke engang Verden tvile paa, at han gik ind til den evige Hvile».

Han døde i Egstadstuen 7. Juli 1868 efter omtrent fire Maaneders Sygeleie.

Han var høi af Vekst, omkring 72 Tommer, og noget stærkbygget. Ansigtet var forholdsvis lidet, adskillig rynket, klogt og udtryksfuldt og vidnede baade om Skarpsindighed og forsigtig Betænksomhed; Øinene var smaa, dybtliggende, gløgge og gjennemskuende.

Det ene Øie mistede han i sine senere Leveaar ved et Ulykkestilfælde; men han saa godt med det andet og kunde ved Hjælp af dette baade læse og udrette sine Ting. Hans ene Arm var noget lammet eller slap, saa han ikke havde den fulde Førlighed i den, men maatte ofte hjælpe til med den anden Haand for at faa stillet den tilrette ved et og andet, han skulde gjøre. Alligevel udførte han sine Arbeider ligesaa hurtig og godt som andre Folk.

Han havde en skarp Forstand, enten det gjaldt aandelige eller verdslige Ting og eiede en sund Dømmekraft.

Af Naturen var han kritisk og prøvende, med en udviklet Livsanskuelse. Erkjendelsen, Viljen og Samvittigheden var stærkere udviklet og mere fremtrædende hos ham end Følelsen og Fantasien.

Det syntes bestandig for andre, at han tog Alting med Ro. Forurettelser vidste han stedse at imødegaa med klar Forstandighed og et roligt og beskedent Alvor, der virkede langt mere end Heftighed og ubehersket Hidsighed. Modgang bar han taalmodig, hørte rolig paa Modsigelse, hvor skarp den end var, og imødegik Vedkommende sindig, sagtmodig og saglig.

Han var et udpræget Karaktermenneske og fast som Fjeld i sin Overbevisning, der var dybt grundfæstet i Guds Ord og den lutherske Kirkes Bekjendelse. Han var stræng overfor sekteriske Bevægelser og mod alt, som han ansaa ukirkeligt.

Ikke alene i private Samtaler, men ogsaa undertiden i sine Opbyggelser udtalte han sig skarpt om G.A. Lammers og hans Venner, særlig deres Lære angaaende Daaben og Anskuelser om Udtrædelse af Statskirken.

Han var fuldkommen enig med Jens Johnsgaard : «Saalænge Statskirken staar paa Sandhedens Grund, og jeg har den Frihed som nu, træder jeg ikke ud».

De, der kjendte ham, vidnede, at han «var en aaben og meget omgangsvenlig Broder mod alle, som vilde elske den Herre Jesus i Uforkrænkelighed«.

Stengt for kommentarer.