hans andersen egstadstuen : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 54 – 65 :

En af Østlandets skarpsindigste og mest begavede Lægmænd i denne Tid, var utvilsomt Hans Andersen Egstadstuen fra Vardal (Meddelelser fra en Række samtidige Haugianere, især hans mangeaarige, fortrolige Ven, Lærer Ole Grindvold fra Vardal).

Han blev født paa Gaarden Kjernholm i vestre Thoten 1798, Søn af Anders Pedersen og Hustru Siri Larsdatter.

Faderen kaldtes almindelig «Anders Jæger»; «det gik ud med ham»; han maatte forlade sin Eiendom og forpagtede siden Gaarden Sukkestad i østre Thoten.

Om Livet i Hjemmet vides ikke stort; Forholdene der var nok mindre gode. Paa Grund af Fattigdom kom deres Søn Hans tidlig bort til Fremmede; han blev som ganske ung Lægdebarn paa Gaarden Rustad i østre Thoten. Her skal han have havt det temmelig strængt og lidt meget Ondt, efter hvad han selv senere fortalte. Kosten var meget tarvelig. De brugte at rense Brødskuffen i Kjøkkenet og samle sammen Brødsmuler og Melsaaer og ælte dette sammen med Poteter til en Deig, hvoraf de bagte etslags Kager til Lægdegutten.

Om Skolegang var der næsten ikke Tale; han lærte kun daarlig at læse og kunde aldrig skrive, trods sine glimrende Evner; der blev ikke Tid dertil, og man havde bedre Brug for ham til alskens Arbeide sent og tidlig.

Allerede som Smaagut var han adskillig vilter og meget flink til at tage Folk paa Ordet. Paa Rustad havde de dengang et Par Bjørneunger, som Lægdegutten ofte legte med og havde stor Moro af. Engang havde han faaet nye Sko; disse blev stygt opklorede og ilde tilredte af Bjørneungerne. Herfor fik han naturligvis Skrub af sin Husbond, der skal have været Læge. Skoene var gjorte oaa enkelt Læst, og Folk sagde derfor ofte, at han skulde bytte Sko tidt og jevnt. Men engang, hans Husbond sagde dette til ham, passede han paa det første, der kom en Fattiggut til Gaarden, at bytte sine bort for et Par meget usle og simple Sko. Da man irettesatte ham herfor, sagde Hans kun, at han alene havde fulgt deres Raad.

Saavidt vides, blev han i 1812 konfirmeret af Stedets Sogneprest, Frantz Philip Hopstock (1746 – 1824), der var Rationalist, men en flink Skolemand, som 1797 havde været med at oprette Seminariet i Tønsberg og drevet det dygtig i nogle Aar.

Men paa den unge, kvikke Konfirmand øvede han ingen Indflydelse.

Paa Thoten var i hin Tid ikke saa liden aandelig Livsrørelse, fremkaldt ved Hauge og hans Venner. Lederne var dengang Rasmus Amlien og Ole Aaserud, som flittig havde Opbyggelser der og virkede til Velsignelse baade i dette store Prestegjæld og i videre Kredse.

Der haves dog nu ingen Oplysninger om, at den unge Mand modtog nogen stærkere aandelig Paavirkning af dem eller andre Haugianere.

Efter at have tjent paa forskjellige Steder flyttede han som voksen til Vardal. Her var han en Tid Møller i Bredskallen.

Antagelig 1827 blev han gift med Kari Amundsdatter Amsrud i Vardal. Saa boede de først i Skonhovd og derefter paa Napstad, indtil han kjøbte Egstadstuen, hvor de tilbragte den længste Del af sit Liv. Af Naturen var han adskillig humoristisk anlagt, kvik, gløgg, fuld af Moro og uskyldige Spillopper, en Selskabsmand, som alle var glad i og vilde have med sig.

Han eiede en mærkelig Gave til at «fange Folk med Ord» og en besynderlig dialektisk Evne, saa ingen kunde staa sig for ham i Samtaler eller Debatter; han kunde lede Folk derhen, han vilde have dem, er det blevet sagt.

I sit Liv var han som Folk flest dengang og kunde efter Sædvane tage sig et Rus, naar han sad sammen med Kammerater. Bagefter var han imidlertid saa syg, at det syntes gjælde Livet, og tillige saa fuld af Angest og Selvbebreidelser, at han stod ved Fortvilelsens Rand. Stundom blev han endog fristet til at forkorte sit Liv.

Han var særdeles driftig i det timelige, en indsigtsfuld Gaardbruger, flink Tømmermand samt hændig og utrættelig om Vinteren til at arbeide Karder og alskens Blikvarer, som han da med egen Hest reiste omkring i Bygderne og solgte.

Saaledes skred Tiden fremover indtil omkring 1830. Der skulde holdes Opbyggelse i Kongelstad ved Hans Ekeren fra Biridalen og en Lærer fra Torpen i nordre Land ved Navn Hans Væler, en begavet og varm Kristen, som senere druknede i Elven ved Gjøvik.

Her blev Hans Egstadstuen vakt. Hvorledes dette gik til, har han fortalt saaledes : «Jeg gik paa Opbyggelsen udelukkende med det Forsæt at gjøre Opstyr. Jeg tænkte at holde mig stille, indtil «Læserne» havde talt fra sig; men saa vilde jeg begynde. Da skulde de faa Besked som aldrig før og overbevises om, at ogsaa Hans Andersen kunde tale !  Jeg med flere kom til Stedet, lidt før Opbyggelsen begyndte. Der var endda ikke kommet mange Folk. Det var en vakker, solklar Sommerdag. Da vi kom ind i Gangen, stod Døren aaben til Opbyggelsesstuen, og jeg fik pludselig se to yngre Mænd sidde paa et Bord lige overfor Indgangen. Efter at have betragtet disse en Stund, fôr den Tanke som et Lyn gjennem min Sjæl : «Her er det bedst, du pakker sammen og tier stille, Hans !» Thi de syntes mig mere at ligne Engle, sendte fra Himmelen, end almindelige Mennesker. Især gjorde Synet af Hans Væler et stærkt Indtryk paa mig. Han var dengang en ung Mand med et vakkert, tiltalende Ansigt, havde frisk rød og hvid Hudfarve, skinnende hvid Halskrave, der lyste langt nedover Brystet og var idethele pent høitidsklædt og omhyggelig pudset, som jeg forestillede mig, at en Herrens Tjener burde være. Min ondskabsfulde Beslutning om at gjøre Tumult, havde allerede faaet Dødsstødet. Men jeg tænkte : Du bør standse og høre, hvad de vil sige, og siden kan du lade dem i Fred; de er vist langt nærmere Guds Rige, end du har tænkt. Jeg sad da stille blandt en Mængde Tilhørere. De to Mænd talte begge efter hinanden ved Opbyggelsen, og det forekom mig, som om de specielt havde kjendt baade mit ydre og indre Liv fra først til sidst og kun lagde an paa at skildre dette just for at ramme mig; men det vidste jeg ingenlunde var Tilfældet.

Jeg gik derefter hjem meget urolig og bekymret for min Tilstand og besluttede fra nu af at aflægge Synden og øve mig i Gudsfrygt og Dyd, hvilket jeg snart fik erfare var lettere tænkt og sagt end gjort. Jeg begyndte nu lidt efter lidt at søge Omgang med troende, erfarne Kristne, og dette blev mig til megen Hjælp, Veiledning og Bestyrkelse i den stykkevis erkjendte Sandhed.

I mit verdslige Liv havde jeg desværre blandt andet ogsaa faaet Smag pa stærke Drikke. Da jeg var en kraftig bygget Mand, kunde jeg taale at tage til mig mere af Spirituosa end de fleste andre – uden derfor at blive synlig beruset. Jeg fandt saaledes Behag i, ja var adskillig stolt af at kunne kapdrikke med andre, indtil disse krøb paa fire, mens jeg kunde holde mig paa to.

Efter Vækkelsen havde jeg naturligvis fast besluttet at vise Maadehold. Uagtet alle fristende Forsøg fra gamle Kammerater, gik det noksaa bra et Aars Tid. Men endelig, da jeg ikke længere nærede Frygt for at kunne falde i dette Stykke, blev jeg ved en vis Leilighed overlistet af en i den Del meget behændig Nabo, der vistnok ansaa det for et stort Mesterstykke at kunne faa mig forført. Desværre lykkedes det altfor godt. Han fik beholde mig i sit Selskab næsten et Døgn.

Men ak ! Dagene bagefter var tunge og mørke. En fortvilet Kamp paa Liv og Død maatte jeg da udholde, førend jeg kunde faa tro Naade og Forladelse for mine Synder. Dog var Guds Barmhjertighed stor, og jeg fik holde fast ved Guds Ord, som siger, at Jesus er ikke kommen for ar kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.

Men fra den Dag beslutted jeg aldrig mere at smage hverken Brændevin eller nogensomhelst berusende Drik, hvilket Løfte jeg ogsaa ved Guds Naade har holdt indtil denne Dag» (30 Aar senere). Ja han blev dette sit Forsæt tro indtil Døden.

Stengt for kommentarer.