herman rustad : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 605 – 609 :

 

Af Haugianerne paa østre Thoten var gjennem lange Tider Herman Rustad den mest bekjendte og virksomme (min udførlige Biografi af Herman Rustad i «For Fattig og Rig» 1885, side 201 og 210. Meddelelser og Oplysninger fra en Mængde samtidige Haugianere, især Svigersønnen Syvert Bostad).

Han blev født paa Gaarden øvre Rustad dersteds 6. September 1792.

Om hans Opdragelse vides intet; Skoleundervisningen maa have været kortvarig og daarlig; han kunde saaledes ikke skrive, men maatte diktere sin Søn de smaa Breve, han af og til sendte Familie og Venner.

Uagtet denne hyppig opmuntrede ham paa følgende Maade : «Skynd dig nu far, jeg skal nok skrive», gik det dog i Regelen temmelig smaat med Dikteringen; han kunde ofte sidde lange Stunder uden at faa frem et Ord.

Fra Ungdommen og en god Stund efter at han var bleven gift, levede han i stor Ugudelighed. Han drak, sloges, kjørte med sin Hest over Skigarer, opad Husvæggene og lige ind i Stuen og bar sig ad som et vildt Dyr; naar han kom hjem i en saadan Tilstand, jagede han ud baade Kone og Børn.

Paa Rustad boede dengang tilleie en Sorenskriver (Christoffer Weidemann. I Hermans tid bodde flere embedsmenn på Rustad, således ritmester Bernt Magnus Kinck fra ca. 1815 til ca 1830), der en Morgen omkring 1825, efterat Herman om Natten var kommen hjem stærkt beruset og havde tumlet ganske forfærdelig, talte for ham og fik ham til at give sig Haanden paa ikke mere at drikke Brændevin. Herman forstod ogsaa selv klart, da han var ædru, at Lasten i den Grad havde taget Overhaand, at han var ude af Stand til at varetage sit betydelige Gaardsbrug.

Derfor blev hans Formuesforfatning stadig mere mislig, og han forudsaa, hvad Enden vilde blive. Han følte sig dybt rystet og nedknuget under Samvittighedens Kvaler og grebet af den Tanke, at han stod ved Randen af en Afgrund, der vilde ødelægge baade Sjæl og Legeme og bringe Familien i Fattigdom og Elendighed, om han fortsatte et Øieblik som før.

Derfor tog han nysnævnte Beslutning.

Da den var fattet, gik han til sin Hustru og fortalte, hvad der var passeret. Denne sagde : «Ja det var bedst for dig selv, og glade skulde vi vel alle blive, om du kunde holde fast ved dit Forsæt; men jeg har ingen Tillid til din Bestandighed«.

Manden svarede bevæget : «Med Guds Bistand skal du faa se, at jeg holder Løftet».

Dette skeede ogsaa. Uagtet han indtil denne Tid havde været stærkt hengiven baade til Drik og umaadelig Brug af Tobak, besad han dog en slig fast Karakter, at han blev tro mod sin Beslutning og aldrig mere smagte disse Ting, endskjønt han i Førstningen hovnede op i Ansigtet, og hver Muskel formelig bævede og skjælvede.

Den Helligaand arbeidede fra den Tid særlig kraftig paa hans Hjerte og lod ham modtage mange Beviser paa Guds forekommende Naade; det kom omkring 1830 til fuldt Gjennembrud og Sindsforandring med ham, særlig under Indflydelse af Ole og Elene Aaserud, som han ogsaa altid senere kaldte sine aandelige Forældre.

Fra 1825 tog han sig dygtig af sit Gaardsbrug, og hans økonomiske Kaar forbedredes Aar for Aar.

For sine to Sønners og en Datters Opdragelse og Undervisning havde han megen Omsorg, da han selv følte, hvor tungt det var ikke at have lært noget i sin Ungdom.

Efter en alvorlig Kamp fik han ikke længe efter sin Omvendelse tro sine Synders Forladelse og blev befæstet i Naaden. Hans Kristenliv modnedes i Stilhed under stadig Bøn og en flittig Brug af Naadens Midler. Han følte en stærk Lyst til at vidne for andre om de store Ting, Gud havde gjort med ham; men hans tidligere Liv og en stærk Syndefølelse holdt ham tilbage.

Af og til deltog han i denne Tid sammen med de Ældre i Sammenkomsterne ved Formaningstale og Bøn. Da kom den bekjendte Vækkelsestaler Elling Eielsen Høsten 1834 gjennem Egnen efter at have virket et Par Aar i Nordland. Han holdt flere Opbyggelser ogsaa paa Thoten, ruskede op i Gemytterne og gjorde det til en Samvittighedssag for Herman ikke at grave sit Pund ned i Jorden, men virke mest mulig ved flittig at holde Opbyggelser.

Han begyndte nu mere regelmæssig at arbeide paa anførte Maade i Hjembygden og Omegnen. Men det var dog væsentlig om Søndagene og i Vintertiden. Snart udvidedes dog Virksomheden til hele Østlandet, og Gud ledsagede hans hjertelige Bønner og enfoldige og kjærlige Formaningsord med sin rige Velsignelse; der blev Vækkelse paa mange Steder. I Slutningen af Tretiaarene overlod han Gaarden til sin Søn og blev selv Føderaadsmand; han fik nu meget Tid til sin Raadighed og begyndte derfor for Alvor at drage om som Opbyggelsesprædikant og foretage længere Reiser.

I 1840 vandrede han gjennem det hele østenfjeldske og søndenfjeldske Norge. Det vides, at han denne Gang var i Mandalsdalen, besøgte Øislebø, virkede der bl.a. paa de senere bekjendte Rasmus Øislebø og Sigrid Fidje (Sigri Føreid) og fortsatte derfra lige til Stavanger.

Saaledes vedblev han Aar for Aar. Ud paa Vinteren 1842 reiste han sammen med sin Svigesøn Syvert Bostad opover Valders lige til de øverste Prestegjæld Vang; Sørflaten stod dengang paa Høiden af sin Anseelse, og de nævnte Lægmænd søgte efter bedste Evne baade gjennem Opbyggelse og Samtaler at modarbeide Sværmeriet og føre de Vildledede ind i et ret Forstaalse af Guds Ord og en flittig Brug af Naademidlerne.

Han gjæstede ogsa denne Tid Hallingdal.

I 1844 virkede han sammen med Rasmus Amlien over hele Østlandet og Sørlandet lige til Stavanger. Det følgende Aar tog han nordover gjennem Gudbrandsdalen, Romsdalen og Molde til Nordmøre, Trondhjem og Omegn; Hjemreisen lagde han gjennem Østerdalen.

I Slutningen af Firtiaarene foretog han atter en ny, længere Reise bl.a. til Christianssand og Sætersdalen, hvor han fortalte, at han havde seet Kvinder ligesaa flinke til at staa paa Ski som Mænd.

Ved denne Tid afgik hans Hustru ved Døden.

Udover Femtiaarene virkede han uafladelig i Hamar, Christiania og en stor Del af Christianssands Stift; Skien og Thelemarken besøgte han baade før, under og efter Lammer’s Udtrædelse af Statskirken 1856 og virkede overalt beroligende paa de uklare og gjærende Gemytter, paa samme Tid som der omtrent overalt blev Vækkelser ved hans hjertegribende Forkyndelse.

I 1859 tog han paany gjennem Gudbrandsdalen og Romsdalen lige til Christianssund; paa Tilbageveien gjæstede han Ørkedalen, Meldalen og Opdalen, hvor der dengang var stor aandelig Bevægelse.

Fra 1860 og nedover var Østlandet og det søndenfjeldske Norge hans egentlige Virkefelt. Ogsaa nu foretog han flere længere Reiser. Omkring 1866 holdt han Opbyggelser baade i Faaberg og opover den egentlige Gudbrandsdal lige til Lom, hvor H. Halling dengang var Prest.

Med en uopslidelig Iver og Kjærlighedens Omsorg fortsatte han sit opofrende Reiseliv til Medmenneskers Frelse, saa længe Gud gav Naade og Kræfter. Sommeren 1874 gjorde han sin sidste længere Reise vestover langs Kysten til Skien og opover Thelemarken til Saude. Det var den Gang ogsaa Hensigten at tage Afsked med gamle Venner.

Nøiere end foran anført kan ikke den Gamles Reiseliv beskrives. Han klagede selv over, at han paa Grund af daarlig Hukommelse ei kunde erindre meget af sine Oplevelser.

Af Haugianerne blev han altid vel modtaget, i Regelen ogsaa af Presterne, selv om de stillede sig fiendtlig overfor Lægmandsvirksomheden. En, som dette var Tilfældet med, blev spurgt, om han havde «noget imod Herman Rustad». «Nei», svarede han; «han siger bare : «Kjære, vakre, vene, omvend dig !»

Nordenfjelds traf han en Geistlig, der ytrede, at de som reiste burde have en Anbefaling, Hertil svarede Herman : «Ja, jeg tror næsten, at jeg har et Vidnesbyrd, eller hvad det nu er, fra en Mand i Christiania; jeg har ikke seet nøiere paa det«.

Saa tog han frem en Skrivelse fra den daværende Kirkestadsraad Hans Riddervold, hvori denne varmt anbefaler ham som en Lægmand, der lærte rent, havde en kristelig Opfatning, førte et mønsterværdigt Liv og overalt i Kjærlighedens og Fredens Aand virkede til Velsignelse.

Han kjendte Statsraaden, siden denne var hans Sogneprest paa Thoten, og stod senere altid i et venskabeligt Forhold til ham.

I aandelig Henseende samt i al sin Ferd var Rustad aaben, oprigtig og ærlig. En af hans fortrolig Venner, der omgikkes ham ofte, har fortalt, at Herman foreslog engang, at de skulde minde hverandre om alt, som de ikke likte, selv det allermindste. Dette skede ogsaa, og Herman modtog altid disse Paamindelser i broderlig Kjærlighed og med den Ydmyghed, som det sømmer sig for en sand Jesu Kristi Discipel og Efterfølger.

Som allerede antydet, var hans Taler følelsesfulde, vækkende, dragende og kjærlige.

Formaningerne : «Tænk Eder om, kjære Folk, mens det er Tid«, «Gud hjælpe Eder til at blive Guds Børn«, «Gud inderlig velsigne Eder allesammen !» gik som et Omkvæd i Talen, ledsaget af kortere eller længere Tilskyndelser til Omvendelse, at tro paa Jesus, leve med ham og følge ham efter til Livets sidste Stund.

Da det hele Vidnesbyrd var baaret af stor Hjertevarme, havde det en mærkelig Virkning paa Tilhørerne, der ofte blev opløst i Taarer.

Under private Samtaler lagde han under sin Virksomhed i Firti- og Femtiaarene for Dagen baade en betydelig aandelig Efaring og Dybde, ligesom han altid formanede de Vakte til at tage sig i Agt for alt Sektvæsen, og holde fast ved sin lutherske Børnelærdom og det Kirkesamfund, hvor Gud i Naade havde fundet baade dem og ham.

Senere var han mere taus og stille sammen med Venner og indlod sig sjelden paa at give Raad hverken i aandelige eller timelige Ting.

Han brugte tro den Naadegave, han havde faaet. Særlig var han en flittig, inderlig og ivrig Beder, og naar flere var tilstede, og han havde Anledning, forsømte han aldrig at holde Bøn i deres Nærværelse for paa den Maade at aflægge sit Vidnesbyrd om den Herre, som havde kjøbt ham og kaldet ham fra Mørket til sit underfulde Lys.

I Slutningen af sit Liv mistede han den kjærlige og forstaaelsesfulde Pleie, han havde modtaget af en Broderdatter, der giftede sig. Den Gamle fik det nu mindre hyggeligt, maate savne nødvendig Pleie og Omgang med saadanne, som delte hans kristelige Interesser.

Man likte heller ikke længere, at han modtog sine gamle Venner, som han selv saa ofte havde besøgt og havt det godt sammen med. Efter at have været Enkemand i over 30 Aar giftede han sig igjen Høsten 1874 med en ældre, kristelig Enke, Mari Olum i Jevnaker. Han fik nu en fredelig Alderdoms Hvile og det kjærligste Tilsyn.

Den føgende Vinter var han legemlig skrøbelig, men aandsfrisk; han holdt nogle Opbyggelser i Hjemmet eller hos sin Hustrus Børn i Nærheden.

Langfredag gik begge de Gamle til Alters; Herman følte sig særlig opløftet, styrket og glad under og efter Nadverens Nydelse. Han fik lidt senere Besøg af en gammel Broder og bad ham hilse Venner, at han døde i Troen paa sin Frelser.

Straks efter, den 25. April 1875, hensov han blidt og roligt og blev den 5. Mai fulgt til Graven af et talrigt Følge. Hans Enke døde kort før Jul 1877.

En Datter af ham var gift med Haugianeren Syvert Bostad, men døde længe før Faderen.

— Herman Rustad var et udpræget Stemningsmenneske og paavirkede derfor især Følelsen; han havde smaa Gaver og liden Kundskab, men en enestaaende Evne til at paavirke sine Tilhørere; han trohjertige, velmente og alvorlige Formaningsord til Store og Smaa om at omvende sig og søge Naade og Syndsforladelse gjorde altid dybt Indtryk paa de Tilstedeværende, og hans kristelige Sammenkomster var i Regelen stærkt besøgte.

Hans Opbyggelsestaler bestod, som vi har seet, afvekslende i Formaning og Bøn, og naar han græd og formanede med Kjærlighedens Omsorg baade Forældre og Børn, Store og Smaa til at skynde sig med at søge Herren itide, før det blev forsilde, virkede det almindelig dertil, at ogsaa hele Forsamlingen brast i Graad !

Han var af en noget heftig Natur og besad en fast Karakter; han gik sin rolige, jævne Gang uden at lade sig drage hverken til Høire eller Venstre af noget Parti eller Retning; han nærede dyb Agtelse for det kirkelige Embede, paa samme Tid som han ikke opgav noget af det, han efter Guds Ord ansaa for at være Lægmandens Pligt og Ret.

Forfatterinden Marie Wexelsen giver ham følgende korte, men vakre Eftermæle : «Jeg glæder mig over, at jeg fra Barnedagene af kjendte en af vore gamle Lægprædikanter – Bonden Herman Rustad – som fra de tidlige Mandoms- og Oldingeaarene, ikke med stor Kundskab, men i uskrømtet Tro og inderlig Kjærlighed drog om i Norges Dale og bønfaldt sit Folk om at vende sig fra «de vandløse Brønde» og «drikke af Livsens Vand uforskyldt». Han var et Fredens Sendebud».

 

 

 

 

 

Stengt for kommentarer.