lars vold : presentert av h.g. heggtveit

 

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 45 – 47 :

 

En eiendommelig, omstridt, men ikke helt forstaaet og ei heller retfærdig bedømt Lægmand var Bonden Lars Vold i Vang ved Hamar (Meddelselser fra Kirkesanger Kristian Fremstad i Vang efter mange samtidige Haugianeres Beretning, især A. Ingeberg, der foretog flere Reiser sammen med Vold. Bang, «Hauge og hans Samtid», Christiania 1874, Side 518-519; alt, hvad denne har skrevet om Vold, er strøget i sidste Udgave af nysnævnte Bog, Christiania 1910, hvilket vel betyder, at Forfatteren her tilbagekalder Beskyldningerne mod Lars Vold; Dr. Bang har ialfald til mig sagt, at han havde taget feil og gjort L. Vold Uret. M. Wefring, «Minder», Side 45. Wangs og Furnæs’s Kirkebøger).

Han blev født paa Gaarden Vetten i Furnæs 3. Januar 1779; om hans Forældre, Opdragelse og Ungdom vides for Tiden lidet (red : se utklipp fra Ministerialbogen for Vang prestekontor her, som viser hvem hans foreldre var, nemlig Knud Vetten og Ane Andersdatter).

Han voksede op som en begavet, haabefuld og agtværdig ung Mand og levede et ærbart Liv for Verden, indtil han omkring Aar 1800 blev greben af den haugianske Vækkelse og var fra den Tid efter paalidelige Vidnesbyrd en «alvorlig og stø Kristen lige til sin sidste Stund«.

I de første Aar efter sin Omvendelse virkede han lidet som Lægmand; han deltog dog hyppig ved Bøn og en kort Formaningstale i de Opbyggelser, som Bygdens egne og andre tilreisende Haugianere holdt. Forøvrigt levede han meget stille, læste flittig i Bibelen og kristelige Skrifter, især Luthers Bøger, der tiltalte den unge Mand stærkt og gav ham et saa udpræget evangelisk Syn, at faa Samtidige rigtig forstod ham.

Han var derhos en grublende Natur med stor Lyst til at nedsænke sig i det kristelige Livs Hemmeligheder.

I denne Tid reiste og virkede han, saavidt vides, aldrig udenfor Hjembygden og dens nærmeste Omegn. Da den begavede Lægmand Haagen Olsen Langaard i Tretten Anneks til Øier Høsten 1811 afgik ved Døden, blev Lars Vold et Par Aar senere gift med hans Enke Olea Olsdatter Søberg fra Elverum i Østerdalen, født 1780 og vakt ved H.N. Hauge, da denne i Marts 1798 besøgte Grundset Marked.

Hun og Søsteren Marthe, senere gift med Eieren af Øvre Gjøvik, skulde engang vise Hauge Veien til et ukjendt Sted. Da de skiltes, sagde han : «I har nu vist mig den timelige Vei; gid jeg kunde vise Eder den aandelige !», hvorefter han talte med dem om Veien til Livet saa alvorlig og gribende, at det fik afgjørende Betydning for dem begge; de blev dybt grebne af Sandheden, kom til alvorlig Omvendelse og Liv i Gud og var alle sine Dage forsigtige Kristne, der lyste for andre baade ved sin Vandel og Bekjendelse.

Lars Vold og Hustru boede en Tid paa Langaard i Tretten; de nød stor Anseelse blandt de Troende og førte et gjæstfrit Hus, hvor Venner fra nær og fjern søgte hen.

Lars deltog ogsaa her flittig i Sammenkomsterne og holdt tillige selvstændige Opbyggelser. Saa reiste de til Hedemarken, hvor han kjøbte Øvre Vold i Vang. Gaarden havde først tilhørt den anseede Haugianer Ole Vold, der senere flyttede til Aaserud paa Vestre Thoten; derpaa blev den i nogle Aar brugt af Broder Paul, som nu erhvervede Bakkerud paa Helgøen.

Helt siden Hauges første Virketid var Gaarden Vold «et hemmeligt Sæde» for Haugianere. Lars og hans Hustru Olea fortsatte de gamle Traditioner; deres Hus omtales som et kjært Tilholdssted for Venner; Guds Ord og Bøn blev flittig brugt, Opbyggelser ofte afholdt og kristelig Samtale lød hyppig.

Lars Vold virkede nu mere og mere som Forkynder ogsaa udenfor Bygden; et Par Gange besøgte han tillige Bredtvedt og holdt Opbyggelser der; men Hauge var nok ikke ganske tilfreds med hans udprægede evangeliske Opfatning.

En trykt Fremstilling fra 1874 af hans Eiendommelighed lyder saaledes : «Senere udvikledes han mer og mer i den «stærktroende» Retning, der i den Grad fremholder Troen og Troens Retfærdighed, at der ikke bliver Rum for noget andet; selv Bønnen erklærede han for overflødig; den Troende har alt i og ved sin Tro, han har intet at bede om, han behøved kun at takke for, hvad han har. All Tale om Livets Hellighed var naturligvis Lovtrældom, som den «Troende» er frigjort fra. Det var da ogsaa i Samklang hermed, at hans eget Liv var noget Skrøbeligt med Hensyn til stærke Drikke».

Det forholder sig imidlertid ikke saa, at han «udvikledes» mer og mer i den «stærktroende» Retning; efter flere Samtidiges samstemmige Vidnesbyrd kjæmpede han sig tværtimod frem til større og større evangelisk Klarhed. Dernæst er det ukjendt for dem, som stod ham nær, at han nogen Gang havde sagt, at «Bønnen» var «overflødig» han var selv en flittig Beder.

Ikke heller kjendte man til, at han betragtede «al Tale om Livets Hellighed» for «Lovtrældom». Men han fremholdt, at Helliggjørelsen var en nødvendig Frugt af Forsoningen i i Kristus og Livet i ham i Overensstemmelse med Jesu Ord : «Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kan I intet gjøre» (Joh. 15,5).

Hans Prædiken gik ud paa, «at naar vi tror paa Jesus, saa har vi alt«, har en Lægmand i hans Hjembygd, der reiste meget sammen med ham, sagt.

Helt grundløs er den Beskyldning, «at hans eget Liv var noget skrøbeligt med Hensyn til stærke Drikke».

Mænd, der boede i Nærheden af ham og i Aarrækker fulgte ham daglig og nøie, protesterede energisk herimod. «Hans Liv og Vandel», sagde de, «var forsigtig og eksemplarisk; der stod respekt af al hans Færd».

De Gamle beretter ogsaa, at han var «hyggelig og venlig i Omgang og Tale» og «meget omsorgsfuld overfor de Nyvakte og unge i Troen».

Vistnok var der en Del paa Hedemarken, som ikke delte hans evangeliske Syn og Standpunkt; men han var dog den af Egnens Haugianere, som nød mest Tillid og var den egentlige Leder. Der kan neppe heller være Tvil om, at han i den ældre Tid bidrog ikke lidet til, at Lægmandsforkyndelsen blev mere evangelisk, uagtet han selv vistnok næsten hele sit Liv var en gjærende Natur og derfor ei havde saa ganske let for med fuld Klarhed at fremstille sin Opfatning for andre.

Da der fra Midten af Trediveaarene og udover blev adskillig ny Vækkelse baade paa Hedemarken og i Odalen, især fremkaldt ved tilreisende Lægmænd, opflammede dette stærkt hans kristelige Iver; han reiste rundt i Egnen og holdt Opbyggelser og besøgte Odalen mindst tre Gange i Aarene 1836 – 1838. At han virkede til Velsignelse for mange, kan der ikke være Tvil om; og med Grund kunde man visselig ikke sige, at han hverken ved Bekjendelse eller Liv gav nogen Anledning til, at enkelte «misbrugte den kristelige Frihed til en Anledning for Kjødet».

En senere bekjendt Geistlig (Mads Iver Wefring/red.) foretog i 1835, da han var 16 Aar, en Reise over Østlandet. Han skriver herom : «Blandt Haugianerne paa Hedemarken var Gaardbruger Lars Vold en egen Fremtoning. Han havde faaet sin Vækkelse i Hauges Kreds og havde gjort personligt Bekjendtskab med Hauge; men efterhaanden (?) hengav han sig til en Retning, der havde adskillig Lighed med de Stærktroende paa Vestlandet. Han erkjendte Lovens Betydning som Opvækkelsesmiddel fra den aandelige Død, men ikke (?) som Regel og Norm for den troende. Den troende trængte ikke (?) til den; dens Tugtelse var for ham (?) overflødig; han var fuldstændig frigjort ved Troen paa Kristus, der udelukkende (?) var hans Lov. Desuden havde han stærk Tilbøielighed til Mysticisme, der dog ikke gav sig Udslag i Syner og Aabenbarelser. Hans Opbyggelsestaler var tilsyneladende (?) fulde af Begeistring; men han evnede ikke (?) at begeistre andre. Jeg hørte ham oftere, men havde vanskelig for at forstaa ham. Jo mere han talte, desto dunklere (?) blev Talens Indhold. Saameget forstod jeg, at det var Troen og dens Retfærdighed, han vilde hævde, og hvis han havde havt Klarhed over dette Emne og været klar over sig selv (!), kunde vistnok hans Fremhæven af dette Hovedpunkt havt sin Betydning og gavnlige Virkning overfor den noget ensidige Vægt, der i den Tid lagdes paa Lovgjerninger; men da han oversaa (?) Mellemleddene, stod den ene Ensidighed mod den anden uden nogen Forsoning og Sammensmeltning… Han udsondrede sig dog ikke fra den haugeske Kreds og traadte ikke i ligefrem Opposition hverken til den eller Kirken.

Da Anders Haave og jeg et Par Aar efter mit og A. Redals Besøg reiste over Hedemarken, var vi oftere sammen med Lars Vold, og jeg, der kjendte ham før, kunde tydelig iagttage en større Klarhed og inderligere Tilslutning. Da vi skiltes fra ham, sagde han, at han var meget bedrøvet over, at vi nu skulde drage afsted, men det var hans Trøst, at Gud ikke forsmaar eller bortstøder et sorrigfuldt Hjerte».

Denne Udtalelse, nedskrevet omkr. 1890, er heller ikke upartisk og vistnok paavirket af den ovenfor anførte, ufordelagtige Fremstilling af Volds Liv og Anskuelse fra 1874, dog noget mere velvillig og nærmere Sandheden.

Men man kan jo heller ikke med Rimelighed vente, at Vedkommende, der første Gang han traf Vold kun var 16 Aar, havde Betingelse for at opfatte ham korrekt. Naar nævnte Forf. fortæller, at han to Aar senere, altsaa 18 Aar gammel, «tydelig kunde iagttage (hos Vold) en større Klarhed og inderligere Tilslutning», saa ligger det nærmere at antage, at det først og fremst var den unge Mand, som i Mellemtiden havde udviklet sig til større Klarhed, og ikke særlig Vold, der jo dengang var en ældre, prøvet Kristen paa omkring 60 Aar.

Naturligvis skred ogsaa denne frem i Klarhed fra Aar til Aar, som enhver Troende, der er i Bevægelse mod Maalet.

Sin Virksomhed fortsatte Lars Vold endnu mange Aar. I Opbyggelserne holdt han fri Formaningstale og var ikke nogen udpræget Vækkelses- eller Følelsesprædikant; hans Foredrag omtales som flydende, livfuldt og indtrængende; Kristus som den, der var given os af Gud til Visdom, Retfærdighed, Helliggjørelse og Forløsning, var hans Forkyndelses Hovedsum. Man vilde neppe nu have fundet ham saa evangelisk som f. Eks. Jacob Traasdahl eller P.G. Sand.

— I det timelige var han en driftig og dygtig Gaardbruger, indsigtsfuld og foretagsom som Haugianerne paa den Tid.

Hans Hustru omtales som kvik og livlig, glad og frimodig, brav og snild samt ualmindelig driftig og dygtig i alt kvindeligt Arbeide og med en særegen Evne til at styre sit Hus og omgaaes viselig sine Tjenere. Hun døde i Troen 1856, omkring 76 Aar gammel.

— Han laa syg en Tid og blev i det sidste ikke lidet alderdomssvækket.

Saa hensov han stille og fredfuldt 1857 i en Alder af 78 Aar.

«Af Udseende var han stor, kjæk og kraftig», og «en rolig og sindig Karakter, meget alvorlig; han spøgte aldrig».

Hans kristelige Liv var jevnt og roligt, tilsyneladende uden Anfægtelser og større Kampe eller aandelige Brydninger. Troens trygge Tillid og Hvile i Kristi Naade synes at have været dets mest fremtrædende Træk.

Om hans kristelige Standpunkt siges kun, at «han aldrig havde tænkt at gaa ud af Statskirken». Begge ligger begravne paa Vangs Kirkegaard ved Hamar.

 

 

 

Stengt for kommentarer.