tollef bjøntegaard : presentert av h.g. heggtveit

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

– fra s. 679 – 683 :

Den mest betydelige og virksomme Lægmand i Østerdalen var maaske den allerede nævnte Tollef Bjøntegaard i Øvre Rendalen (Oplysninger og Meddelelser fra T. Bjøntegaards Hustru, hans Datter «Søster Martha» og flere samtidige Haugianere. Breve. Personligt Bekjendtskab).

Han blev født paa sin Fædrenegaard den 25. Marts 1821, Søn af Gaardbruger Jens Jacobsen og Hustru Marit Eriksdatter.

Faderen, der var stille og sagtmodig, gik tidlig bort. Moderen omtales som skarp, nøieseende og samtidig ualmindelig drivende og dygtig; hun døde, saavidt erindres, i 1863.

Sønnen fik en stræng Opdragelse til Arbeidsomhed, Nøisomhed og et sædeligt Liv. Nogen alvorlig Kristendom var der neppe dengang i Hjemmet.

Eftersom Tollef voksede til, traadte det mere og mere frem, at han havde usædvanlig gode Evner; især blev Forstanden, Viljelivet og Dømmekraften tidlig udviklet. Undervisningen, han fik, var som almindelig i en noget bedre Almueskole paa Landet dengang. Hovedvægten blev lagt paa Kristendomskundskab, Læsning, Regning og Skrivning; Veiledning i andre Fag var der næsten ikke Tale om.

Hverken Læreren i Skolen eller Presten under Konfirmationsforberedelsen vides at have øvet nogen mærkbar Indflydelse paa ham. Det opgives, at han gjentog sit Daabsløfte Høsten 1835.

Siden fortsatte han med at deltage i alle Slags Arbeider paa Faderens Gaard.

I denne Tid holdt enkelte Haugianere, som Daniel Arnesen, Jens Johnsgaard m.fl. Opbyggelser i Bygden under deres Reiser til Tyldalen, Tønset (Tynset/red.) og Tolgen. Den dybe, sandhedssøgende unge Mand paa Bjøntegaard hørte utvilsomt disse Lægmænds kristelige Vidnesbyrd og modtog derved en Paavirkning af forberedende Art; men det kom først til fuldt aandeligt Gjennembrud med ham Høsten 1837, da Stedet fik Besøg af den begavede, idlfulde, kjærlighedsrige Nils Optun fra Lyster.

I Begyndelsen af sit Kristenliv laa Bjøntegaard tildels under Loven, men kom ved Luthers Skrifter til et fuldt evangelisk Syn paa Troen, Forløsningen i Kristus og Helliggjørelsen.

Han mødte i de første Aar stor Modstand i Hjemmet af sin Moder. Derfor reiste han til Tyldalen og tog Tjeneste paa en af Gaardene Øvreby; i denne Bygd traf han mange kristelige Venner.

Hid kom i 1848 den tidligere omtalte Lægmand Thomas Olsen Færen; Bjøntegaard slog nu Følge med ham. Da de kom til Øvre Rendalen, bad Tollef om, at de maatte faa holde en Opbyggelse hjemme; med det blev nægtet. Saa gik han til Nabogaarden, hvor han havde nære Slægtninge, og her fik de Lokale.

Derfra gik Turen udover til Hedemarken med en Afstikker til Trysil.

Dette Reiseliv fortsatte Bjøntegaard gjennem en Række af Aar i den Tid, der var mindst at gjøre. Om Sommeren arbeidede han flittig paa sin Faders Gaard og drev i Vintertiden tillige Handel med Varer, som han indkjøbte i Hjembygden og solgte paa Markederne i Christiania, Grundset, Trondhjem og flere andre Steder.

Her kjøbte han saa ind Nødvendighedsartikler, som han solgte paa

Landsbygden. Under Handelsreiserne til og fra de nævnte Steder holdt han altid flittig Opbyggelser. Hans Virkefelt var særlig Østerdalen og den nedre og nordre Del af Hedemarkens Amt, søndre Gudbrandsdalen, Biri, Vardal , Gjøvik, Thoten, hele Akershus Amt, Drammen og Omegn samt tildels ogsaa Byens Opland, Smaalenene o.s.v. Ikke sjelden virkede han i Trondhjems Stift.

Overalt sluttede han sig til de gamle Haugianere paa nævnte Steder og søgte Samarbeide med dem.

Sammenkomsterne var altid vel besøgte, og der sporedes ofte stor Virkning af hans Forkyndelse og Samtaler med Folk.

— Hans ældre Broder, der overtog Fædrenegaarden, døde omkring 1850. Han fik Besked derom under en Opbyggelsesreise paa Ringsaker. Budskabet gjorde et stærkt Indtryk paa Bjørntegaard , baade paa Grund af Sorg over Broderens Bortgang, og fordi han vidste, Moderen nu vilde, at han skulde overtage Gaarden. Dette vilde atter bevirke, at han fik mindre Tid til at følge sin Lyst : at vidne om sin Tro paa forskjellige Steder og besøge kristelige Venner.

I Slutningen af Firtiaarene blev han paa Ringsaker kjendt med en Pige ved Navn Martha Olsdatter Soug, født 18. Juli 1827, Datter af Gaardbruger Ole Hansen og Hustru Marthe Hansdatter. Hun blev vakt ved Paavirkning af ham, Hans Lingjerde og Lars Olsen og omtales som en meget begavet, vakker og elskværdig Kvinde, svært livlig og spøgefuld, med poetiske Anlæg, en ualmindelig smuk Sangstemme og rigt Følelsesliv.

Der kom dog ingen Forlovelse istand mellem dem før Høsten 1854; den 14. Marts det følgende Aar blev de ægteviede i Ringsaker af Sogneprest H.P.K. Schnitler, der talte over Ordene i 1. Sam. 7,29.

Efter Bryllupet gjorde de en Snartur til Christiania.

Da Bjøntegaard overtog Eiendommen, var denne ikke videre veldreven; «men han efterlod den som en af de bedst dyrkede i Bygden; Jordveiens Afkastning var fordoblet og alle Huse paa Gaarden opførte fra nyt af. Alt dette fik han udrettet, fordi han var en flittig, omtænksom og økonomisk Mand, der intet forsømte, gjorde alt i rette Tid og paa bedste Maade».

Den Avling, han ikke selv benyttede, blev solgt og erstattet med andre nødvendige Ting. Hustruen varetog med samvittighedsfuld Dygtighed sin Gjerning i og udenfor Huset; de pleiede ved Siden af i sine Fristunder ogsaa boglige Interesser. De læste meget, ikke bare af religiøs Art.

Men Konen kunde ikke rigtig trives paa det nye Sted, hvor Forholdene var saa rent forskjellige fra hendes Hjembygds. I den første Tid gjorde hun kortere Reiser sammen med Manden og deltog da i hans Opbyggelser ved sin vakre Sang; senere, da Børneflokken voksede, og Arbeidet hjemme øgedes stærkt, maatte hun indskrænke sig til at medvirke paa nævnte Maade under Sammenkomster i Hjemmet eller dets nærmeste Omegn.

I Vintertiden reiste Manden fremdeles meget paa de allerede nævnte Steder. Kristelige Venner deltog i Regelen med ham i Opbyggelserne ved Bøn foran eller kort Formaningstale tilslut. Midtpartiet i Opbyggelsen udgjorde den egentlige Tale af Bjøntegaard over et oplæst Afsnit af Bibelen. Dette forklarede han altid i Sammenhæng. Foredraget var tankeklart fra først til sidst.

Han forstod ogsaa paa en ofte mesterlig Maade at sætte i nøie Forbindelse med Teksten sin kristelige Undervisning, rige Erfaring og alvorlige Formaning til Vækkelse og Omvendelse samt at tro paa den korsfæstede og gjenopstandne Herre og Frelser og følge hans Spor i et helligt Liv i Troskab til Døden.

Han forkyndte et fuldt og helt Evangelium, men var alsidig og stillede intet vigtigt i Skyggen.

Efter sin personlige Eiendommelighed var han ingen Følelsesprædikant, men paavirkede især Erkjendelsen, Viljelivet og Samvittigheden, førte ind i en ret Forstaaelse af Guds Ord og opmuntrede til en flittig Brug af dette.

Bønnen og Sakramenterne satte han høit.

Aandelig Ædruelighed og en hellig, betænksom Forsigtighed var stærkt fremtrædende baade i hans Taler og det daglige Liv. Efter den egentlige Opbyggelse talte han «privat» med de enkelte og gik derunder nærmere ind paa de forskjellige personlige Forholde, aandelige Tilstande og Behov. Det hændte ikke sjelden, at han gik ind i Danselagene eller paa Steder, hvor der var Drik, Kortspil og Slagsmaal, og greb ind med Alvor, Kraft og Sindighed, hvorfor ogsaa hans Optræden altid havde en god Virkning; al hans Tale og Handling bar Præg af kristelig Visdom og omsorgsfuld Kjærlighed.

«Vorherre tar os ikke i Haarluggen og drar os ind i Guds Rige», pleiede han at sige.

Han takkede ogsaa ofte Gud, som i Ungdommens Vaar kaldte ham med et helligt Kald. Derfor var det ham særlig magtpaaliggende, at Ungdommen tidlig kom til at søge Gud og give ham sit Hjerte, saa Herren i den aandelige Vaartid kunde saa den rette himmelske Sæd i Hjertet, at denne kunde bære ham velbehagelig Frugt, naar Høstens Time kom.

For sine Børn var han en samvittighedsfuld og dygtig Opdrager og sørgede tillige for, at de fik en god Uddannelse.

— Han fortsatte sin Lægmandsvirksomhed fremigjennem Aarene til rig Velsignelse for store Skarer.

Efter Opfordring traadte han fra omkring 1870 til 1880 i den norske Lutherstiftelsens Tjeneste som Bibelbud og virkede som saadan ogsaa ved Jernbaneanlæggene inden Hedemarkens Amt.

Men denne saare anstrængende Gjerning i alt Slags Veir tog stærkt paa Helsen. Ofte talte han i overfyldte, varme Lokaler og maatte bagefter overnatte i uopvarmede Rum og ligge i iskolde Klæder. Herved paadrog han sig ikke alene Gigt, men ogsaa Lungebetændelse.

I November 1877 laa han saaledes livsfarlig angrebet af denne Sygdom paa Tønset. En nedskrevet, gribende Bøn af hans Ægtefælle bærer Vidnesbyrd herom og giver et elskeligt Indblik baade i hendes Troes- og Sjæleliv og begges gjensidige Forhold.

Han kom sig vel igjen, men var siden aldrig stærk. Fra Begyndelsen af Ottiaarene var hans Helbred knækket; det gik over til Brystsvaghed, som tvang ham til at indskrænke Virksomheden; men han fortsatte den dog lige til det sidste.

I et Brev fra Vinteren eller Vaaren 1888 talte han om at reise til et Møde i Tolgen den tilstundende Sommer. Han besøgte idethele flittig alle større og mindre Møder for den indre og ydre Mission samt Stifts- og Landsmøder.

Han var levende interesseret for alt, som kunde fremme Guds Riges Udbredelse og dets indre Vekst. Samtidig fulgte han ogsaa forhaabningsfuld den reiste Bevægelse for gode kirkelige Reformer og ønskede inderlig, at vor Kirke kunde blive delagtig i saadanne, men nærede samtidig stor Frygt for enhver Foranstaltning, der kom til at fremme Verdenskristendommen og et verdsligt Flertalsstyre inden Kirken.

Han fulgte tillige nøie med i norsk Politik og deltog ofte paa Møder og ellers i den politiske Diskussion.

I sine sidste Leveaar optraadte han mod Bjørnstjerne Bjørnson under et stort Møde i Elverum.

— Han var kongetro, lovlydig og idethele konservativ i sine politiske Anskuelser. Disse forstod han ogsaa at forsvare sindig, med klare, vægtige Grunde og en varm Overbevisning. Folkets og Fædrelandets Ve og Vel laa ham altid inderlig paa Hjerte; særlig var det magtpaaliggende for ham, at Kristendommen fik beholde en ledende Stilling i vore Institutioner og vort offentlige Liv.

Derfor saa han med Gru paa de Tegn i modsat Retning, hvilke allerede da kom tilsyne.

I sin Bygd var har hædret med mange Tillidshverv, baade kommunale og kirkelige. I en lang Række af Aar var han Prestens Medhjælper og meget skattet som saadan; Forholdet til ham var altid mønstergyldigt; men det hindrede ikke, at han i Fortrolighed af og til sagde sin Mening lige ud, naar han ikke var enig.

I sin Vandel var han yderst forsigtig og hans Kristenliv evangelisk, stærkt udviklet og saa modent, at de, som kjendte ham nøie, havde vanskelig for at opdage Feil ved ham. Naturligvis havde han ogsaa sine Svagheder og Mangler; men han holdt stadig et vaagent Øie med dem og bekjæmpede dem med de rette Midler.

Efter en langvarig Sygelighed maatte han holde Sengen de tre sidste Uger. Med stille Taalmodighed bar han Smerterne og saa med Fortrøstning og Glæde sin Forløsningsstund imøde.

Han bad Hustruen flittig læse for ham af den hellige Skrift. En Kone, der besøgte ham, sagde : «Det er ingen Sag at dø for dig, som har vist saa mange Veien til Himlen». Da saa han alvorlig paa hende og svarede : «Jeg ved intet til Salighed uden Jesus Kristus og ham korsfæstet !»

Han bad ofte for Børnene, at Herren vilde velsigne og lede dem paa den rette Vei. Den sidste Dag spurgte Hustruen : «Du elsker vel Jesus nu som før ?» «Ja !» svarede han. «Og jeg tror paa ham». Straks efter drog han sit sidste Suk. Det var 20. December 1888. Han blev begravet i Begyndelsen af Januar 1889 under stor Deltagelse.

T. Bjørntgaard var et udpræget Forstandsmenneske, klar, dyb og tænksom, men ogsaa med varme Følelser, som dog blev stærkt beherskede og tilbagetrængte.

Ved Siden heraf var Viljelivet kraftigt og udviklet; det koleriske Temperament traadte stærkest frem, ja i den Grad, at man kun mærkede svage Spor af de andre.

Hans Opfatning var skarp og gjennemtrængende, hans Dømmekraft sund og uhildet, hans Domme retfærdige og vel afveiede.

Den kloge Forsigtighed, som altid udmærkede ham, kom ogsaa tilsyne deri, at han aldrig vilde indlade sig i nogen Spekulation; det var baade hans Natur og Opfatning afgjort imod.

Hans Kristendom og Livsanskuelse var helt igjennem haugiansk; det aandelige Liv syntes for andre at udvikle sig jævnt og rolig; men det kunde dog indirekte af Samtaler, Opbyggelser og Breve skjønnes, at han langtfra var ukjendt med aandelige Anfægtninger og forskjellige Forholde, som en Kristen kan komme i; derfor havde han ogsaa let for at give andre i vanskelige Omstændigheder gode Raad og en prøvet aandelig Veiledning.

Den kjendte Sandhed : «Gudsfrygt med Nøisomhed», havde slaaet dybe Rødder i hans Hjerte.

En af hans Børn skriver : «Naar jeg tænker paa Far, mindes jeg ham igrunden altid som bedende eller arbeidende. Tidlig og sent var han paafærde, og aldrig manglede der Tid til den daglige Husandagt. Han var glad i Sang, og der blev ogsaa sunget meget i Hjemmet af os alle. Han veg aldrig undaf og gik aldrig paa Akkord, naar han troede at staa paa Sandheds Grund. Vi kunde aldrig mærke, at Modgangen gjorde ham modløs eller Medgangen overmodig. Naar han havde været inde og bøiet Knæ i sit Kammer, var der altid Ligevægt, og han tilbragte meget af sin Tid paa Knæ.

Jeg kan aldrig huske, at han nogensinde tabte Fatningen; der var en inderlig Harmoni mellem hans indre og ydre Liv. Barnligt, fromt og tillidsfuldt var hans Gudsforhold, stille og bramfri hans Færd. Skjønt Lægprædikant var min Far en «Kirkens» Mand med hele sin Sjæl, og han arbeidede altid i bedste Forstaaelse med Menighedens Prester».

— Hans gamle Hustru følte sig efter hans Død livstræt og nervesvag.Hun var især sysselsat med at fordybe sig i Bibelen, som hu gjennemlæste flere Gange. Datteren var hjemme og pleiede hende paa det sidste; det var et stille, velsignet Sygeleie. Hun glædede og trøstede sig ved Forjættelserne hver Dag, indtil hun sov hen ganske stille og i glad og bevidst Tro paa sin Frelser 12. Mai 1910.

Stengt for kommentarer.