iver olsen gabestad : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie» – Første Bind. Første Halvdel». Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 155 –  :

Den mest begavede og virksomme af de smaalenske Lægmænd næst efter Hauge var vistnok Iver Olsen Gabestad fra Trygstad (Trøgstad/red.), født 1783.

I sin tidlige Ungdom, antagelig 1797, blev han greben af den haugianske Vækkelse og ikke længe efter drog han selv ud for at tale Vækkelses- og Formaningsord til sin sovende Samtid; i 1799 sees han at have virket i Meldalen og Rennebu under stor Tilslutning. Hauge kalder ham et «udvalgt Redskab» og anser ham for «den første, fornemste og fuldkomneste Kristen, som har levet i Norge» (utrykt brev fra Hauge uten dato og år/red.).

Der er endnu bevaret flere Vidnesbyrd om, hvilken mærkelig Evne han havde til at paavirke Gamle og Unge. Naar den lille, livlige, halvvoksne Gut stod paa et Bord eller en Bænk og med brændende Kjærlighed bad sine Tilhørere om at gjøre Alvor af sin Saligheds Sag og tænke paa, hvad der tjente til deres Fred, var det kun faa, som blev uberørte. Et Formaningsord af ham fra en af hans Opbyggelser er endnu bevaret. Det lyder saaledes :

«Der er somme, som har svaret mig at de ikke tør begynde paa Omvendelsen, fordi de frygter for, at de ikke kan blive bestandige, og da kan det Sidste blive værre end det første; men da har jeg svaret dem, at det nok hænder, at mange begynder, som ikke fuldender, men saa hænder det dog aldrig, at nogen fuldender, som ikke begynder».

Hans faa efterladte Breve og Sange bærer Præg af barnlig Enfold og Varme. Det hedder i en Sang :

«Guds Navn kundgjøres her paa Jord, Og Jesus kalder trolig,

Han til sig samler ved sit Ord, Naar han hos dem faar Bolig;

O ! Lad os blive ved i Tro og Kjærlighed

At følge Jesu milde Røst  Saa faar vor Sjæl ret Liv og Trøst»

¤

Jeg vil, O Herre Jesu, dig af Hjertet tjene trolig

Kom til mig i Hjertet ind Og deri gjør din Bolig

Lad mig ei hindre dig Eller dit Værk i mig,

Saa vil jeg dig af Hjertens Grund, Elske og følge allenstund».

Og i et Brev af 18. Mai 1800 skriver han følgende :»Det er, ligesom jeg talte med Eder, der er delagtige i Naaden og strider med os i Bønnen om, at Guds Vilje altid maatte ske. Jeg kan ikke med Ord udsige, hvad mit Hjerte ønsker Eder, nemlig Bestandighed og Troskab, som mig selv, og at blive som Børn. Der kræves vedholdende Bøn og Selvfornægtelse for at blive ganske overladt i Gud og søge hans Ære i en sand, oprigtig Kjærlighed til ham og Næsten. De som faar den sønlige Udkaarelses Aand, modtager ogsaa Salvelse af ham til at vide alle Ting, som hører til Liv og Gudfrygtighed og vort hellige Kald… Ja Venner, jeg kjender at naar Gud leder os, og vi tjener Ham trolig og i Enfoldighed, er Kjærligheden ligesom en Strøm i os, og Gud lader ved sit Ord og Aand sin Vilje blive os aabenbaret. Vi er Sædemænd, der saar Sæden, som langsomt sankes, og gaar fluks frem og græder, men da skal vi høste med Frydesang, naar vi bærer vore Neg. Og er vi tro indtil Døden og fornægter os i alle Ting, saa vil og vort Arbeide gaa fort (frem); thi den som er tro, lover Gud at frelse fra Fristelsens Stund, der skal komme over det ganske Jorderige».

Medens han havde en forunderlig Aand og Kraft til at paavirke og vække, er det let at skjønne, at han paa Grund af sin Ungdom ikke eiede den Sindighed, Erfaring og Visdom, som kræves for at kunne fremelske et sundt Kristenliv hos de Opvakte.

I vort Tidsrom reiste han flittig rundt omkring, ikke alene i det sønden- og vestenfjeldske Norge, men ogsaa i Trøndelagen og Nordland, lige til Finmarken. Etter 1808 tog han Borgerskab og nedsatte sig som Kjøbmand paa Bragernæs i Drammen; da Lykken var ham gunstig, og han ved sit vinnende Væsen og Dygtighed opnaaede verdslig Anseelse, havde dette en skadelig Indflydelse paa ham;  uagtet han ikke henfaldt til nogen Last, indtraadte der dog en Slappelse i hans aandelige Liv; han afsondrede sig ganske fra Vennekredsen og omgikkes kun med Verden, uden at man tør sige, at han helt faldt ud af sin Naadestand.

Hans Kristenliv var i ethvert Fald i alvorlig Fare. Denne aaandelige Sløvhedstilstand, troede hans Venner, tildels kom af at han for ung og for tidlig var begyndt at holde Opbyggelse, og heri havde de vistnok rett.

Men da han efter en Del Aars Forløb blev angrepen af Tæring (turberkulose/red.), fik Guds Aand og Naade gjenoplive ham. Han skrev paa sit Dødsleie et Brev til Hauge, der under 16. Marts 1820 sendte ham et gribende Svar, rigt paa Formaning, trøst og øm Kjærlighed.

«Jeg erfarer med Glæde, at Gud fornyer sin Naade i dig, og du kommer til den første Kjærlighed. Den barmhjertige og gode Gud har forbarmet sig over dig med sin evige Naade og ladet dig føle baade din Svaghed, denne Verdens Forførelse og Usselhed samt især en Længsel og Hjertens Ønske efter den første Kjærlighed og de første Gjerninger..; hold uafladelig fast ved Gud med Bønner og ydmyge Begjæringer; kan du ikke bede, saa længes, at du kunde bede, kan du ikke have Længsel eller føle den i deg, saa føl, at det er tungt, du ikke længes efter at bede; og denne Fattigdom eller Guds Unddragelse skal i ydmyg Anger styrke din Tro, at du dog vil hænge fast ved ham. Lad dog Legemets Smærter og alle Sandser storme paa hvad Maade, de kan; saalænge du tror eller begjærer at tro, skal du ikke synke. Gud, vor Fader, Søn og Hellig-Aand, styrke dig at stride Troens sande og salige Strid, saa du maatte vinde Seierens Krone». 

For endnu en Gang at faa se og tale med sin aandelige Fader og Ven sendte han i Begyndelsen af August (1820) Bud til Hauge og bad ham komme til sig; syg og elendig reiste denne straks afsted, traf ham i live og trøstede og oppmuntrede ham til at blive tro indtil Enden. Efter en rørende Afsked og med Haab om et saligt Gjensyn hisset (på den andre siden/red.), skildtes de, og før Hauge var kommen hjem, var denne hans trofaste Medarbeider, 16. august 1820, gaaet ind til den Sabbatshvile,  som er tilbage for Guds folk; han blev begraven den 22. samme Maaned.

 

(Heggtveit skriver et annet sted i sitt verk at på gården Gabestad i Trygstad (Trøgstad) gikk 3 begavede søsken ut som Guds Ord’s forkynnere, nemlig brødrene Torkel Olsen (død på Eker 1847), Iver Olsen (født 1783 – død i Drammen i 1820) og søsteren Marthe Olsdatter (død på Kongsberg i 1841)).

 

Stengt for kommentarer.