torkel olsen gabestad : presentert av h.g. heggtveit

 

– i boken «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tidsalder. Oslo 1912-1920.

 

Fra s. 157 – 158 :

Hans (Iver Olsen Gabestad’s) Broder Torkel Olsen opgives født paa Gabestad i Trygstad (Trøgstad/red.) 1776. Han fik en sædelig og god Opdragelse; det lader til, at deres Forældre var brave, agtværdige Folk med religiøs Interesse; et bevaret Brev fra Aar 1800 bærer Vidnesbyrd om, at de var meget paavirkede og stod Guds Rige nær.

Om Sønnen Torkels Ungdom vides lidet; han blev temmelig tidlig, antagelig samtidig med Broderen (Iver), greben af Vækkelsen, og da han havde fundet Fred, begyndte han straks en Lægmandsvirksomhed, der først væsentlig var knyttet til Smaalenene, men efterhaanden udvidedes til at omfatte næsten hele det østenfjeldske Norge.

Efter Foranledning af Sogneprest Gill i Høland blev han sammen med tre andre af Hauges Venner arresteret i Hemnæs Anneks 30. Mai 1799 og straks derefter dømt til at indsættes paa Tugthuset, indtil han vilde love at slutte med sin Opbyggelsesvirksomhed. Det fortælles af en Samtidig, at man for at plage Arrestanterne end mere førte dem ad en længere Omvei — over Blaker-Sundet  — til Christiania.

Et Brev, som han fra Tugthuset sendte en af sine Venner vel et halvt Aar senere, giver et Indblik i hans Tanker og Følelser.

«Du siger i et af dine Breve», skriver han, «at adskillige Tanker forekommer dig, om vi skal komme ud og ære Gud og tjene Næsten. Mine (tanker/red.) har været fra den første Tid, jeg kom her, efter Davids Ord, som han siger et Sted om Josef, at han skulde blive fængslet, indtil Herren havde lutret ham. Saaledes har jeg havt Vidnesbyrd om, at Gud vil gjøre med os, og saaledes skjænker han af Korsets Bæger, indtil vi bliver lutrede til at blive en ren Brud, som han kan tage i Haanden og sige : «Nu er du mig kjær og behagelig. Da kan vi i Sandhed sige med David : før du ydmygede mig, for jeg vild. Dog ser det ud til, at Fængslerne snarere bliver fulde af dem, som trænges for Guds Ords Bekjendelse og Jesu Efterfølgelses Skyld, end de bliver tomme; dog Gud ved bedst; thi hans Tanker er langt høiere end vore Tanker og hans Veie langt fra vore Veie. Og du ved vel, at vi ikke alene er villige til at gaa i Fængsel for en Tids Skyld, da vi venter paa, at Trængselen skal blive større, istedetfor mindre. Den, vi nu har, er vel ikke svær (hard/red.) for Legemet, dog saa, at vi nogenlunde kan sige med Paulus, at vi er opvante i alle Ting, men for Aanden er den vel svær nok» (hentet fra Hauge, Lærdoms-Grunde. III 116-117).

Da han trods alle Paavirkninger stod urokkelig fast i sin Overbevisning og ikke under nogen Betingelse var villig til at slutte med sin Kjærlighedsvirksomhed til Guds Riges Fremme, blev han endelig, etter at have siddet næsten halvtredie (3 1/2) Aar i Tugthuset, løsladt 5. Februar 1802 (ref. Tugthusprotokollen).

Han drog nu til Eker, blev Medeier i Papirmøllen sammesteds og boede der i en lang Række af Aar. Han talte flittig Guds Ord paa nævnte Sted og i den nærmeste Omegn, men foretog ikke længere Reiser; mest virkede han ved Samtaler og personlig Paavirkning, ikke mindst ved sin lysende Vandel.

Provst Wefring, der besøgte ham i 1835, skriver : «Torkel Olsen stod i aandelig Begavelse adskillig over Mikkel Nilsen. Han var baade dyb og skarpsindig og havde en for en Lægmand sjelden Forstand og Indsigt i Guds Ord. Naar han begyndte at tale om aandelige Anliggender, følte man sig fængslet og opbygget; man fik en virkelig Fornemmelse af, at her var ikke bare Ord, med Oplevelsens Erfaring.

Ved mit første Bekjendtskab gik det mig med ham som med M. Grendahl, at jeg ikke ganske forstod Alt, fordi jeg ikke personlig var ført saaledes eller havde naaet den Modenhed, hverken i min Tænkning eller Kristendom, men hans Udtalelser ga Impulser og Anledning til nærmere Overveielse» (Wefring : Minder, s. 58).

Flere, der kjendte ham, siger, at han var snartænkt, havde let for at udtrykke sig , og var sjelden (uvanlig/red.) fortrolig med Guds Ord, hvori han grandskede sent og tidlig; han omtales derhos som en stilfærdig og sagtmodig, sindig og rolig Natur og var samtidig en alsidig og fuldt utviklet kristelig Karakter med en bestemt Vilje og stor Energi.

Hans aandelige Liv var jevnt; i Medgang og Modgang, i Fængsel og Frihed, i Ungdom og Alder var han en ydmyg og varm Kristen, der frimodig bekjendte sin Tro, det fik koste, hvad det vilde.

Paa sine gamle Dage kjøbte han Smørgrav paa Eker, nærmeste Gaard til Papirmøllen. Her døde han i Troen paa sin Frelser 3. Februar 1847 og blev begravet den 18. i samme Maaned ved Haugs Kirke; et støbt Gravminde, som Familien reiste over ham, har man senere været pietetsløs nok til at fjerne.

Han var middels høi, spæd, mager, med et vakkert, venligt Udtryk i det kloge, tænksomme Ansigt (forskjellige Meddelelser fra Mikkel Hauges Datter, Morten Bryn og fru Christine Torkildsen, født Kopsland, der i sin Undgom boede paa Papirmøllen).

 

Stengt for kommentarer.