endre norem : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Afdeling. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 136 – 137 :

Ennu maa i Korthed omtales Endre Norem (Optegnelser af ham selv. Meddelelser fra Familien. Oplysninger og Meddelelser af Bankadministrator Tobias Siqveland i Christianssand).

Han blev født 13. September 1783 i Thime paa Jæderen, Søn af Gaardbruger og Guldsmed Lars Norem, der døde omkring 1835; Moderen hed Guri; hun gik bort flere Aar efter i en Alder af 92 Aar.

Sønnen blev i sin Ungdom grebet af den haugianske Bevægelse, som dengang gik over Egnen. Nogle Aar senere blev han udkommanderet som Soldat og kom til Christianssand  27. April 1811; saa gav han sig i Hattemagerlære hos nysnævnte Jonas Birkrem.

Han deltog i Krigen i 1814 og blev da kjendt med H.N. Hauge og flere af hans Venner paa Østlandet. Efter Hjemkomsten fortsatte han hos sin Mester og fik 1. Oktober 1817 sit Lærebrev. Derefter arbeidede han i fire Aar som Svend hos Birkrem; den 6. September 1821 tog han Borgerskab og giftede sig 19. December 1823 med en brav Kvinde, Ingeborg Nilsdatter, født paa Siqveland i Thime paa Jæderen, en Datter af Njaal Reiersen Oltedal og Hustru Valborg Siqveland, der ligesom Mandens Moder døde i den høie Alder af 92 Aar.

Til hendes Ungdom kjendes intet videre. Hun var tilligemed sin hele Familie grebet af den ved Hauge fremkaldte Vækkelse.

Deres Ægteskab var lykkeligt og ægte kristeligt; de fik ialt 12 Børn, som det var dem magtpaaliggende at opdrage til Arbeide og Gudsfrygt; for deres Undervisning sørgede de saa godt, som Tiden og Omstændighederne tillod det.

Moderen var efter Børnenes Opfatning og Vidnesbyrd et «Mønster baade som Hustru og Moder; hun var Husets ordnende og ledende Aand og næsten aldrig ude, travlt sysselsat med mange nødvendige Gjøremaal i Hjemmet«.

Hun var ikke saa lys og munter som sin Mand. Efter en længere Tids Sygdom døde hun gudhengiven, træt og mæt af Dage den 17. Marts 1852. — Hun havde sort Haar og blaa Øine med et noget sørgmodigt Udtryk i det troværdige og tiltalende Ansigt. Af Vekst var hun høi og slank med en elastisk Gang; i de sidste Aar gik hun dog noget foroverbøiet.

— Da der paa den Tid, Endre Norem kom til Christianssand, ikke fandtes noget Forsamlingshus for Opbyggelser, fik han, og de øvrige Hauges Venner der, angivelig 1825, bygget et Hus paa sin Eiendom, nuværende Nr. 12 Gyldenløves Gade, lige ved Kirken. I dette blev der saa indredet en stor Sal til nævnte Brug; men Vinduerne i denne blev da kun anbragt mod Gaardsrummet af Frygt for Forstyrrelser, fremkaldte ved Urostiftere.

Elling Eielsens Opbyggelse i det frie – i «Sandbakken» i Baneheien – vakte i sin Tid et helt Opløb, i hvilken Anledning den daværende Stiftsprost kom til Norem. Men denne havde ikke tilraadet dette. «Noremsalen«, som den siden almindelig kaldtes, blev brugt til Opbyggelsessammenkomster i en lang Række af Aar, indtil den blev forliden; saa besluttede man i 1856 at bygge et eget Hus, hvortil de fandt en bekvem Tomt i Dronningens Gade, der hvor Bedehuset har været siden.

I sit timelige Kald var Norem dygtig og utrættelig; ved Siden af sit Haandværk drev han senere tillige lidt Jordbrug. Men naar Anledning gaves, var det hans største Lyst at læse og betragte Guds Ord og vidne om sin Tro.

Han var en af dem, som udførte Marthas Gjerning med Maria Sind og først og sidst aandelig talt sad ved Jesu Fødder som en lyttende og lærvillig Jesu Discipel. Om Søndagsmorgenen pleiede han at samle Familien; saa læste han «Teksten», og der blev sunget Salmer; ellers holdtes ingen regelmæssige Andagter for alle; hver læste for sig Guds Ord.

I Huset modtoges stadig Venner og Bekjendte, især fra Vestlandet og Sætersdalen. Paa «Salen» talte han flittig sammen med de andre Venner. Et Par Gange reiste han og O.P. Moe opover Sætersdalen for at bekjende Guds Ord og var helt i Bykle.

Jæderen besøgte han mange Gange baade i Forretningsanliggender og for at træffe Slægt og Venner; baade underveis og paa nævnte Sted holdt han Opbyggelser.

I sine sidste Leveaar var han næsten blind, led af «den graa Stær», men ellers aldeles aandsfrisk. Allerede i flere Aar havde han ikke kunnet læse, men formaaede dog at gaa omkring; i den sidste Tid tog Blindheden saa til, at ogsaa dette blev vanskeligt; dog ruslede han indtil sidste Halvaar før sin Død om blandt Kjendinger og syge Folk, hos hvem han stedse var en kjær og velseet Gjæst.

Han døde stille Bededag den 17. Mai 1867.

Stiftsprovst Albert Sagen holdt en gribende og san Ligtale over ham. Nu afdøde Bankdirektør Tobias Siqveland har paa Opfordring skrevet følgende :

«Endre Norem har jeg kjendt i ca. 30 Aar som en ægte, oprigtig og i enhver Henseende paalidelig Kristen, der flittig brugte Guds Ord og stod i det rette Barneforhold til sin himmelske Fader og derfor var en Bønnens Mand. Han var sagtmodig og ydmyg, jevn og rolig, mild i sin Dom over Næsten, samt vennekjær og gjæstfri. Naar han holdt «Opbyggelse», saa skede det , saavidt mig bekjendt, paa den Maade, som da var den almindelige, nemlig ved at læse et Afsnit af Bibelen eller en Prædiken og begynde og slutte med en Bøn, hvorefter i Almindelighed privat Samtale med en eller flere af de Tilstedeværende, hvortil jeg antager, han var særlig skikket paa Grund af sit kjærlige og sagtmodige Væsen og sin rige aandelige Erfaring. Hans Ord havde megen Vægt; hans Liv vidnede det samme som hans Ord, og han var kjendt som Oprigtigheden selv».

— Han var middels høi og almindelig førbygget; Haaret var i Ungdommen mørkt, senere snehvidt, Øinene blaa; Ansigtet rynket «som en gammel Eg paa sin Bark»; der var noget helt igjennem troværdigt og paalideligt ved ham.

«Hans Ytringer røbede den forstandige, tænksomme Mand, men var tillige altid præget af Velvilje og Næstekjærlighed».

Det mest fremtrædende i hans Sjæleliv «var den af Gud helligede Vilje»; forøvrigt var han lys og livlig, sagtmodig og sindig; et heftigt Sind kunde ikke mærkes hos ham.

 

 

Stengt for kommentarer.