jonas birkrem : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Andel Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 135 – 136 :

jonas birkrem2

En velkjendt og anseet kristelig Mand i Stiftsstaen var ogsaa Jonas Birkrem, født i Hellelands Prestegjæld ved Egersund den 8. Juli 1782.

Hans Fader var Gaardbruger Peder Birkrem og Hustru Ingeborg.

Ogsaa han blev vakt ved H.N. Hauge under dennes Ophold i Bygden 1801.

Efter en kort Stund at have nydt Glæden i og Velsignelsen af den nævnte Egns aandelige Besøgelsestid reiste han til Stavanger i Hattemagerlære, hvor han ogsaa flittig omgikkes Haugianerne.

Derefter nedsatte han sig omkring 1804 i Christianssand som Hattemagermester; senere drev han Kjøbmandskab, især Bondehandel og Manufakturforretning og fortsatte dermed i en lang Række af Aar.

Antagelig 1806 indgik ha Ægteskab med Inger Olsen fra Gjerpen, født der 5. Oktober 1782. Ogsaa hun hørte til Hauges Venner.

De fik ialt 12 Børn, hvoraf 8 blev Voksne. Disse opdrog de paa haugiansk Vis i Gudsfrygt og Herrens Formaning og vænnede dem tidlig til Arbeidsomhed og Nøisomhed. Om Søndagene maatte de aldrig gaa paa Gaden, men enten være med til Kirke eller sidde inde og høre paa, medens Teksten blev læst; det var en fast Regel.

Det gik længe godt med hans Forretninger, og han var en flittig og dygtig Arbeider ogsaa paa det aandelige Omraade. Han talte i tidligere Aar meget til Opbyggelse paa Norems Sal baade paa Søndagene og Onsdagene. Desuden gjorde han Snarture som Guds Ords Forkynder til Byens Omegn, reiste opover Sætersdalen, samt vestover og østover. Om Helligdagene samlede han ofte Folket, læste af en Postille det, som hørte Dagen til, og formanede og opmuntrede derefter til at søge Jesus og følge ham efter paa den trange Vei, som fører til Livet.

Han brugte flittig Guds Ord og Bøn hjemme og ude. Derhos besøgte han «hyppig Syge og Fattige og var meget elsket af dem; han hjalp Trængende efter Evne og talte alvorlig og kjærlig med dem og de Syge om at søge og finde Frelse for sin Sjæl«.

«Han var altfor snil og god mod andre, gav Kredit til sine Kunder, saa han havde tilgode mange Tusinde Speciedaler, som han aldrig fik. Derfor mistede han tilslut alt sit;» de sidste 30 Aar af sit Liv boede han hos sin Svigersøn.

Hans begavede og dygtige Hustru døde af Alderdomssvaghed en fjorted Dages Tid før Paaske 1861. Sine Aandsevner beholdt hun næsten usvækkede lige til det sidste. Hun var høi af Vekst, velbygget og vakker. Det sorte, glitrende Haar tabte aldrig sin naturlige Farve; Øinene var blaa, Ansigtet fint furet; Udtrykker venligt og tiltalende, men paa samme Tid alvorligt. I mange Ting var hun noksaa stræng; men alle omfattede hande baade med Kjærlighed og Tillid.

Hendes Mand blev efterhaanden stærkt svækket af Alderdommen. De aandelige Ting havde han i Regelen klare; men af og til lagde Sløvheden sig over det hele. De to sidste Leveaar var han helt svækket og maatte pleies som et Barn, men var altid snil og venlig, legte med de Smaa og var som en af dem.

Saa kom den store Børneven og lukkede i Naade Døren op for ham til Faderhuset med de mange Værelser; det var straks før Jul 1871.

— Jonas Birkrem var middels høi og snarere spæd end før; han havde i yngre Dage mørkebrunt Haar, der i de senere Aar blev snehvidt. Han var en livlig og kvik Mand med vakre, udtryksfulde, blaa Øine og et meget venligt og elskeligt Udtryk i det furede Ansigt, som der hvilede en slig Fred og Glæde over.

Stengt for kommentarer.