ole pedersen moe : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede – et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel 1821-1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 129  – 133 :

Maaske endnu mere bekjendt og anseet gjennem et langt Liv (end Anders Corneliussen/red.) var Kjøbmand Ole Pedersen Moe, født på Røraas (Røros) 16. Juli 1783, yngste Søn af Peder Salvesen, født 31. Juli 1739, død 24. Januar 1807, og Hustru Johanne Olsdatter, med hvem han blev gift 14. Juni 1765.

De var brave, agtværdige, stræbsomme Folk, der gav sine Børn en saa god Opdragelse og Undervisning, som Tiden og Forholdene tillod det. Saa kom den haugianske Bevægelse til Byen, og Sønnen Ole blev vakt omkring Aar 1800 under et af Hauges Besøg der. Efter at have boet paa Hjemstedet nogle Aar kom han straks efter 1804 til Christiania, hvor han tog Tjeneste hos en af Hauges Venner. Flere Gamle har berettet, at omtrent samtidig flyttede til Byen 4 kristeligsindede Søstre fra Thoten, Døtre af Gaardbruger Johan Nesterud. De var alle meget begavede, energiske og særdeles digtige Kvinder. De drev med Vævning af baade af simplere, almindelige Tøier og finere Sorter som Dreil, Aaklæder etc. og underviste tillige andre deri; to af dem blev senere gifte i Trondhjem, en i Bergen og en i Christiansand.

Den, som blev blev boende paa sidstnævnte Sted, var Lucine, født 18. Januar 1789, vakt ved H.N. Hauge og vel kjendt med ham. Hun omtales som den mest fremtrædende og evnrige af nævnte Søstre. Den stilfærdige, tækkelige og arbeidsomme Ole Moe og den flinke, energiske, livlige, virkelystne Lucine blev snart kjendte og fik et godt Øie til hinanden; flere samtidige Haugianere har fortalt, at de blev forlovede.

— Efter Hauges Tilskyndelse havde en begavet, virksom Bondegut, Hans Thorsen Bacherud fra Helgeøen i Mjøsen, født 1776 eller 77, nedsat sig i Christiansand 1803 (?). Han drev i nysnævnte By en forholdsvis betydelig Bogtrykkerivirksomhed og sysselsatte mange Folk; de havde i Regelen, som Skikken var dengang, Kost og Bolig hos Husbonden. Saa Døde hans, antagelig 1808; han forsøgte en Tid med Husholderske; men der kom saa mange Vanskeligheder, at han reiste ind til Christiania for at raadspørge sin aandelige Fader, H.N. Hauge, der dengang paa Grund af svækket Helbred midlertidig var løsladt fra Arresten mod Kaution af Justitsraad J. L. Bull og boede en kort Tid paa dennes Eiendom Tøien.

Bacherud klagede sin Nød, syntes, det ikke længere vilde gaa mere, og talte om at sælge sin Forretning. Dette satte Hauge sig bestemt imod, da han ved sin Virksomhed baade havde fremmet Guds Riges Sag og skaffet adskillige Levebrød. «Men», sagde Hauge, «du faar bede Gud alvorlig om at skaffe dig en Hustru og se dig om efter en saadan».

Den anden mente, at dette var en vanskelig Sag, da Stillingen krævede usædvanlig Dygtighed, Allsidighed og Virkekraft, og de, som muligens kunde være skikkede, vilde vanskelig gaa ind i en saa ansvarsfuld og besværlig Gjerning. Hauge svarede : «Jeg kjender en kristelig Kvinde, som i alle Dele vil passe; hun hedder Lucine Nesterud og er fra Thoten, men bor for Tiden her i Byen». Dette vakte Bacheruds Opmærksomhed.

Hun blev budsendt, og Hauge talte alene og alvorlig med hende om Sagen. Men hun sagde, at hun allerede var forlovet. Hauge spurgte, med hvem dette var; hun svarede, at det var med Ole Moe. Da sagde Hauge : «Jeg kjender ham; han er troede og brav, men han har endnu lidet lært og kan vanskelig nu forsørge et Hus».

Saa blev ogsaa Ole Moe budsendt og stadfæstede, at de var forlovede; Hauge mente, at han kunde vente, medens Bacherud straks behøvede en dygtig Hustru til at forestaa sit store Hus. «I kan tjene Vennesamfundet og Guds Riges Sag ved at gaa ind paa mit Forslag»; til Moe sagde han : «Jeg skal skrive til min Ven i Trondhjem, Kjøbmand A. Solem, og skaffe dig Plads i hans store Forretning, og naar du er udlært og istand til at begynde en selvstændig Virksomhed, vil visselig Gud baade velsigne dit Forehavende og skaffe dig en Hustru, som du kan være tjent med».

Uagtet det sviede dygtig i de Unges Hjerter, fulgte de Hauges Raad.

Ole Moe kom til Trondhjem, som paatænkt, og Lucine Nesterud blev i 1809 Bacheruds brave og dygtige Hustru. Da Hauge nævnte Aar løslodes af Arrestern for at hjælpe Staten med at anlægge Saltkogerier, skrev han under sin Reise fra Lillesand et Lykønskningsbrev til Brudeparet, hvori han med fint Kjendskab til deres Eiendommeligheder paapegede, hvad enhver af dem skulde være for hinanden. Dette Ægteskab blev velsignet med 2 Børn, en Søn og en Datter, hvoraf førstnævnte døde ung, medens den anden voksede op, og i 1830 blev gift med Ole Moes Brodersøn, Ole Axelsen Moe, der var en agtet og anseet Kjøbmand i Trondhjem.

— Hos Arnt Solem fik Ole Moe fra 1809 – 1815 en grundig og alsidig Uddannelse som Forretningsmand. Efter et par Aars Sygdom døde Bacherud i 1814. Hauge skrev da til Ole Moe, at hans tidligere Forlovede var ledig og sad tillige i en stor og betydningsfuld Bedrift, som han nu var fuldt skikket til at overtage. Denne fulgte med Glæde Vinket, fik straks «Ja» af Lucine Bacherud, blev gift med hende 1815, og Gud lod dem leve sammen i 47 Aar i et saare lykkeligt Ægteskab, der i alle Maader var rigt velsignet. Ole Moe fortsatte ikke alene den af Bacherud drevne Kjøbmandsforretning, men udvidede baade denne og Trykkerivirksomheden. Han drev den Tid en betydelig Forlagsvirksomhed; en lang Række af H.N. Hauges og andres religiøse Skrifter er udgaaede fra hans Prenteri.

Han grundlagde ogsaa «Christianssands Stiftsavis», hvis Eier han var til sin Død, og drev derhos Skibsrederi. Men han solgte i 1839 Bogtrykkeriet til sin Faktor og over 20-aarige Medarbeider S.A. Steen, gift med hans Broderdatter Ingeborg Axelsen Moe fra Røraas. Det blev nemlig med Aarene for besværlig for Ole Moe og Hustru at holde det store Hus og de mange gamle Tjenere, af hvilke flere havde været der 10, 20, ja en enkelt i 25 Aar. Istedetfor Bogtrykkeriet anlagde han nu en Tobaksfabrik og beskjæftigede derved en langt større Arbeidsstok, men som ikke boede i Huset, hvilket jo var en stor Lettelse. Han var tro, flittig og dygtig i sit jordiske Kald, altid paapasselig og beholdt stedse Ledelsen af og Overtilsynet med det hele, saalænge Kræfterne tillod det.

Af sine mange Tjenere var han elsket og avholdt; dog traadte Høiagtelsen strærkere frem end Kjærligheden hos dem paa Grund af hans Karakter og imponerende Væsen. Ved sin Dygtighed, Retsindighed og Samvittighedsfuldhed vandt han sine Medborgeres Tillid i den Grad, at han ikke alene var stadig Medlem af Kommunebestyrelsen og fra 1836-1846 af den derværende Bankafdeling, men tillige Storthingsmand fra Christianssand, som han repræsenterede med Ære paa flere Thing.

Hans store Virksomhed og rige Kjendskab til Næringslivets forskjellige Grene gjorde ham til et selvskrevet Medlem af Næringskomiteen. Da han var en varm Ven af Hauge og Lægmandsvirksomheden, kjæmpede han tillige ihærdig og dygtig for at faa Konventikkelplakaten af 13. Januar 1741 ophævet, hvilket, som bekjendt, lykkedes i 1842.

Hans første daglige Beskjæftigelse før Frokost var Lesning i Bibelen; siden røgtede han sin Kaldsgjerning, skrev stadig Familiebreve; men af hans mange Skrivelser var der næsten ikke en eneste, uden hans kristelige Sind skinnede igjennem og fik et passende Udtryk. Han interesserede sig for al kristelig Gjerning, eftersom hans Øie aabnedes derfor; saaledes indsamlede han allerede fra 1817 Gaver til Missionen, hvilket jo er længe før her i Landet var Tale om noget selvstændig virkende Selskab. Han var mer end almindelig vennekjær og gjæstfri. Han eiede sine Venners fulde Tillid; alle tilreisende Haugianere besøgte ham og høstede Nytte saavel af hans Erfaring og gode og kristelige Raad som af hans Godgjørenhed, forsaavidt saadan tiltrængtes. Han var en sjelden gavmild Mand, som ikke lod den venstre Haand vide, hvad den høire gjorde.

Alle saa op til ham baade i timelig og aandelig Henseende, elskede og agtede ham. Da han mærkede, at en splittelsens Aand vilde trænge sig ind blandt dem, skrev han sit bekjendte «Aabent Brev til mine Venner».

Han holdt nu og da Bøn og Opbyggelse efter gammel haugiansk Vis baade i Christianssand og under Reiser, enten disse gjaldt Forretningsanliggender eller at besøge Slægt og Venner. Hans Bønner og Taler var gjerne korte og bar Vidnesbyrd om dybt Alvor, stor Selverkjendelse, rig Indsigt i Guds Ord og hans Riges Hemmelighed og en Fylde af kristelig Erfaring. Da han derhos havde en smuk Sangstemme, opbyggede han ogsaa andre ved sin vakre og gribende Sang. Sammen med nogle af de ældre Venner paa Hjemstedetb deltog han efter Tur i Ledelsen af Opbyggelserne.

Ole Moe og Hustrus Husliv var eksemplarisk og elskeligt, bygget paa gjensidig Kjærlighed, stræng Orden og paa, ay enhver passede sit som Led i en Kjæde. Han holdt ikke stadig Husandagt, dertil var der ringe Anledning i et saa stort Hus, hvor man f. Eks. spiste til Middag paa 5 forskjellige Steder; men baade han og Hustru sørgede for, at alle var rigelig forsynede med Guds Ord og opmuntrede desuden Tjenerne til deri daglig at søge sin aandelige Næring..

Sine 10 Børn opdrog de i Tugt og Herrens Formaning, dog uden Tvang, men i Kjærlighed. De havde ogsaa megen Glæde af dem; 7 Døtre og 1 Søn naaede den voksne Alder. Den senere bekjendte Provst M. Wefring, der i 1837 som Lægmand gjæstede Christianssand, skriver : «Vi tog ind til O.P. Moe. Denne Mand stod i Spidsen for en stor Forretning som Handelsmand. Ved Vindskibelighed og Dygtighed i sit jordiske Kald havde han erhvervet sig en ikke ringe Formue. Hans Hus stod aabent for alle. Ved hans Bord var der Plads for Fattige og Rige, Lægprædikanter og fornemme Folk. Over det hele aandede en gjennemført Orden i Forbindelse med en Elegance, som ikke var almindelig selv blandt de Bedrestillede i den haugeske Kreds.

Moe ansaaes for mer end almindelig fremragende… hans Vandel var meget forsigtig og eksemplarisk; udstyret med gode Evner og en stærk Viljekraft i Forbindelse med Pligttroskab og Samvittighedsfuldhed i smaat og stort, erhvervede han sig ubetinget Tillid og blev overdraget vigtige Tillidshverv inden Kommunen. Over hans Ydre, hans Gang, Tale og hele Holdning hvilede en Finhed, Dannelse og Bestemthed, der vidnede om et uddannet Karaktermenneske. Uagtet baade hans Forretninger og kommunale Beskjæftigelser optog hans Tid og lagde Beslag paa hans Tankeliv, saa var dog det ene fornødne hans Hovedinteresse.

Paa samme Tid som han var en kirkelig Mand og stadig indfandt sig ved den offentlige Gudstjeneste, tog han ligesaa virksom Del i de gudelige Forsamlinger, der holdtes Søndag Eftermiddag». 

— Han var en harmonisk udviklet og helstøbt kristelig Personlighed, som ikke mindst ved sin lysende Vandel byggede Guds Rige blandt os. Lige til det sidste var han utrættelig virksom. En af hans Svigersønner, der tidligere i 7-8 Aar havde bistaaet ham i hans Gjerning, fik Budskap om, at den Gamle var lagt paa Sygeleiet. Han og Hustru skyndte sig fra Stavanger til det kjære Hjem og kom did Onsdag 19. Marts 1862.

Svigersønnen skriver : «Vi fandt ham lidende, men tilfreds og ventende paa sin Opløsning; vi vaagede begge den Nat hos ham og styrkede ham med Guds Ord og Forgjættelser. Næste Nat havde han indre Kampe og sagde, efterat disse var overstandne : «Nu har jeg været i Dødens Skygges Dal og kommer ikke der mere». Straks før sin Bortgang gaves det ham endnu at kunne tale høit og tydelig kjærlige Ord til alle Sine, der stod samlede om hans Leie, en Naade, han sagdes at have udbedt sig af Herren, om saa var hans Vilje, og kort efter drog han det sidste Suk Fredag Morgen Kl. 8 den 21. Marts 1862″.

Han blev under usædvanlig stor og almindelig Deltagelse fra fjern og nær begravet fra Christianssands Domkirke 27. Marts 1862, hvor hans Sogneprest, Albert Sagen, i træffende og gribende Ord skildrede, hvad Gud af Naade havde gjort ham til og faaet udrettet ved ham, samtidig som han talte Vækkelsens Ord til alle om Livets og Dødens Alvor. — «Han var», skriver en, der kjendte ham nøie, «af Naturen heftig; men Naaden lod det sjelden fremtræde i det Ydre; han havde skarp Forstand og sund Dømmekraft, var ikke lettroende, men kjærlig og mild, ret en Mand med levende Følelse, og hvad man kalder en helstøbt Personlighed. Naar ikke Sygdom hindrede, besøgte han altid Kirken, brugte flittig Alterens Sakramente og var alle Dage en evangelisk luthersk Kristen uden den mindste Hang til Sværmeri».

— Hans Hustru, der utvilsomt var ham overlegen med Hensyn til betydelig og alsidig Begavelse, var «en sjelden Kvinde, dygtig, opofrende og hjælpsom». Hun led i mange Aar af tiltagende Døvhed, men overlevde sin anden Mand i 16 Aar. Hun gik bort i Fred 2. Februar 1878.  — Deres Søn P.J. Moe overtog Faderens Forretninger, som han i mange Aar drev under Firma O.T. Moe & Søn.

Stengt for kommentarer.