gunder berntsen ougendal : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede – et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel.1821-1850. Christiania 1912-1920.

 

– fra s. 146 – 153 :

Ogsaa i Soggendal (Sokndal/red.) ved Egersund var der i Hauges Dage en ikke liden kristelig Bevægelse og flere virksomme Lægmænd, der enten var vakte ved Hauge eller en eller anden af hans Venner. En af de mest anseede og indflydelsesrige kristelige Lægmænd i Strøget mellem Christianssand og Bergen var utvilsomt Gunder Berntsen Ougendal.

Han blev født paa Gyland i Soggendal den 24. October 1790, Søn af Gaardbruger Bernt Gyland og Hustru; de var agtværdige Folk, men neppe kristeligsindede.

Han var eneste Søn, men havde en troende Søster, Guri, der var 14 Aar ældre og blev gift med en ved Navn Kristoffer. Om Gunder Ougendals Barndoms og Ungdoms første Dage er der lidet at berette; han maa allerede tidlig have modtaget Paavirkninger i religiøs Retning.

Som Barn forekom det ham, at han engang stod ved et Vand, og at Grunden sank, hvor han stod. Herover blev han angst.

Moderen skal ofte have ængstet sig for ham og flere Gange ytret : «Jeg forstaar ikke, hvorfor dette Barn skal volde mig saa mange forunderlige Bekymringer; hvad mon der skal blive af ham ?»

Efter at have nydt en tarvelig Skoleundervisning etter de Tiders Maade, blev han i Fjortenaarsalderen konfirmeret af Stedets daværende Sogneprest , G. Chr. Bernhoft, en livlig, begavet og dygtig Skolemand, men derhos myndig, heftig og hensynsløs. Denne lærte ham under Konfirmationsundervisningen at kjende som en mere end almindelig kvik og begavet Gut, der vilde være et ypperligt Skolemesteremne.

Presten spurgte ham derfor, om han havde Lyst til at blive Lærer, og da Gutten kviede sig for Værnepligten og Krigen, svarede han straks «Ja».

Allerede Høsten 1804, samme Aar som han var konfirmeret, begyndte han at holde Omgangsskole. Det var heller ikke saa vanskeligt, da Undervisningen dengang næsten udelukkende bestod i Læseøvelser samt Overhøring af Lekser i Religionslærebøgerne, en Smule Gjennemgaaelse af disse og lidt Forstandsøvelse.

Kun af og til fik et Barn Anledning til at øve sig noget i Skrivning og Regning. Da han var stræng og hadde et noget heftigt Natursind, fik flere af hans Skolebarn føle hans tugtende Haand. Han havde dog lettere end mangen anden for at holde god Orden i Skolen, da baade hans Tale og hele Væsen gav Respekt. Ved Dygtighed og Flid vandt han sine Foresattes Agtelse og Tillid. Sine Fristunder benyttede han til uavladelig at grandske i Guds Ord og vore gode, gamle Opbyggelsesbøger av de lutherske Fædre.

Han var længe Pastor Bernhofts Ven og delte dennes Had til dem i Menigheden, som besøgte gudelige Forsamlinger.

Omtrent paa den Tid, Hauges langvarige Arrest var tilende (1814), tog Lægmandsvirksomheden ogsaa paa disse Kanter et glædeligt Opsving. Det berettes af Samtidige, at Svend Dybing fra Nabosognet Hæskestad, der ogsaa havde virket som Lægmand, medens Forfølgelsen mod Hauge og hans Venner var skarpest, kom sidstnævnte Aar (1814) til Soggendal og holdt Skjærthorsdag Eftermiddag Opbyggelse i en Stue tæt ved Hovedkirken.

Han var en af sin Tids vældigste Vækkelsesprædikanter og lod Lovens Plog drage dybe Furer i Tilhørernes Hjerteaager. Hans Tale var fuld af Ild og Kraft og gik til Marv og Ben. De sovende Samvittigheder blev mægtig rystede og hans Tale virkede enten til Forbedring eller Forbitrelse.

Mange strømmede til, dog mest af Nysgjerrighet, da kun Presten talte Guds Ord der og det ovenikjøbet paa rationalistisk Vis.

Midt under Dybings Foredrag træder Ougendal ind, puffer til Taleren og byder ham som Lægmand at tie stille. Det hjalp dog ei, denne blev ved, til han var færdig.

Da Folket gik, kommer Ougendal ogsaa frem og spørger Dybing, hvorledes han som ustuderet Mand turde prædike. Denne svarede straks med Børnelærdommens Ord : «Vi skal gjerne høre Guds Ord af andre og lære andre det».

Hertil bemærkede Ougendal : «Vorder Ikke mange Lærere, at I ikke skal faa des større Dom».   Efter nogen Ordveksling fjernede Gunder sig, men Sven gik efter, idet han sagde : «Jeg maa have fat i den fnysende Saulus. Han blir nok en bedende Paulus !»

Da Ougendal paastod, at han kjendte den hellige Skrift ligesaa godt som Dybing, sagde denne : «Du har Gudfryktigheds Skin, men nægter dens Kraft». De skiltes da ad.

Langfredag holdt Dybing igjen Opbyggelse paa samme Sted, hvor atter Ougendal indfandt sig for at kritisere og strides med Lægmanden. Disse Møder og Samtaler blev imidlertid af den største Betydning for den unge Lærer; thi han fik fra den Stund en Braad i Samvittigheden, som han ei kunde blive kvit. Bodsprædikanten fra Hæskestad blev i Herrens Haand det første Middel til hans Omvendelse. De besøgte siden hinanden og førte flere Samtaler, der ikke blev uden Nytte.

Siden kom John Haugvaldstad til at virke paa Ougendal; han gik sagtmodig, men tillige alvorlig frem; han nærede det Haab, at Gunder nok vilde blive vunden for Guds Rige, men fryktede, at det ikke vilde ske uten stærk Kamp og Anfægtelse paa Grund af den store Kundskab, som han havde i Ordet. Saa blev ogsaa Tilfældet; det gik endelig op for Ougendal, at Dybing og Haugvaldstad havde Ret. Da han aabnede sit Hjerte for sidstnævnte, sagd denne : «Gudskelov, nu bliver du træt !»

Der hengik  dog endnu nogen Tid, førend han kunde faa Sjælefred og tro sine Synders Forladelse. I sin Angest gik han til Sogneprest Peter Ludvig Lund i Egersund og klagede for ham sin aandelige Nød. Denne, som vidste, at Ougendal var vel kjendt i den hellige Skrift, svarede kun ved flere Gange at gjentage Ordene : «Han er meget rund til at forlade !»

Denne herlige Sandhed fik han ikke Trøst af dengang; men Ordene kom siden til Nytte og blev en Livets Balsam for ham. Ved denne Tid traf han i Egersund Sven Dybing, der raabte til ham : «Ingen bliver kronet, uden han kjæmper lovmæssigen !»

Da sagde Ougendal : «Er det saa, er jeg fortabt !» Han opgav nu sin Egenretfærdighed og søgte Forlatelse og Frelse i Kristus Jesus.

Aar 1817 eller maaske noget før oplevede han den store Overgang fra Mørket til Lyset; straks efter begyndte han sammen med andre at reise omkring og tale Guds Ord. Mange av sine fordum Skolebørn bad han nu om Tilgivelse for, at han havde været for stræng mod dem, og fordoblede sin kristelige Iver og Nidkjærhet for at oplære og oppdrage de Unge i Gudsfrygt og Herrens Formaning.

Da han omkring 1820, efter ca. 15 Aars Virksomhed foreløbig sluttede som Skoleholder, var han vistnok en af sin Tids mest fremragende Landslærere. De Gamle beretter, at han ikke lenge efter overtog sin Faders Gaard, Gyland, og giftede sig. Hustruen var en stille, sagtmodig og indesluttet Kvinne; de fik ialt 9 Børn. Senere flyttede han fra sin Fædrenegaard til Ougendal og boede der som en meget anseet og agtet Mand. Hans Hus blev nu et Samlingssted for mange Venner og Brødre, ikke alene af dem, som boede i Menigheden, men ogsaa fra Naboprestegjældene, da man saa op til ham som den, der var mere begavet og benaadet end de andre. Mangen Bønne- og Andagtsstund holdtes under det Tag, hvor han boede, og det Strøg af Prestegjældet, der laa omkring hans Hjem, bærer tydeligt Præg af hans sunde kristelige Virksomhed, uden at være synderlig paavirket af andre Retninger og Strømninger.

I de Opbyggelser, han holdt, tog han sjelden noget Skriftsted til Udgangspunkt, men læste et eller to Kapitler af Bibelen og forklarede og anvendte til Vækkelse og Opbyggelse det, han fandt egnede sig bedst dertil. Af mange Fortællinger i det gamle Testamente forstod han at uddrage praktiske, kristelige Lærdomme og anvende disse træffende paa det aandelige Livs forskjellige Forholde. Det var spesielt belærende og opbyggeligt at høre ham udlægge Josef’s Historie, som han hyppig benyttede i sine Opbyggelser. Han havde et sjeldent Lys i Guds Ord og forstod at benytte det paa den rette Maade.

Undertiden brugte han i Sammenkomsterne om Søndagene at lese en Prædiken eller et passende Stykke af en god, luthersk Bog, enkelte Gange benyttede han Pontoppidan’s «Sandhed til Gudfrygtighed«, men altid holdt han til Slutning en Tale til de Forsamlede.

I denne advarede han sine Tilhørere for de Farer, som truede, formanede dem som Venner og Brødre i Herren eller talte om sine aandelige Erfaringer.

Prost M. Wefring, der i 1837 besøgte Vestlandet, skriver i sine Erindringer/Minder følgende : «Medens jeg var i Arendal, drog Anders Haave vestover til Mandal og besøgte Bygderne i Dalernes Provsti. Blant andre elskværdige Personer af Hauges Kreds traf han paa denne Reise Gunder Ougendal i Soggendal. Han havde tiltrukket sig Haaves Opmærksomhed paa Grund af sin klare Indsigt i Saliggjørelsens Orden og hans udviklede Dømmekraft overfor sekteriske og afvigende religiøse Retninger. Han stod paa et klart luthersk Standpunkt og have faaet skarpt Øie for Nødvendigheden af at holde fast paa Kirkens Bekjendelse. Den Modenhed, som denne Mand havde opnaaet i kristeligt og kirkeligt Syn, havde vist for en stor Del sin Grund i den Stilling, han indtog til de Stærktroende, af hvilke han saa sig omringet baade i sin egen og de tilstødende Bygder.

Som bekjendt var denne Retning godt funderet i Læren om Retfærdiggjørelsen af Troen uden Lovens Gjerninger. Luthers Skrifter var næst den hellige Skrift deres fornemste Opbyggelseskilde; men hvor klart de end kunde fremstille denne Lære, fik man dog ved at komme i personlig Berørelse med dem det indtryk, at deres Opfattelse om end noksaa riktig dog var behæftet med Ensidighet og mere var Forstandens end HjertetsTilegnelse. Den Side af Luther, der skildrede Helliggjørelsens Nødvendighed og Kampen mellem Kjødet og Aanden, stillede de fuldkommen i Baggrunden.

Derhos optraadte de med de mest voldsomme Domme mod alle, der ikke var enige med dem. Haugianerne fordømte de som egenretfærdige og skinhellige og stillede dem i alle Henseender i Lighed med Farisæerne paa Kristi Tid. Gunder Ougendal, der selv havde gjennemgaaet en alvorlig Syndserkjendelse og Omvendelse og under denne havde faaet Naade til at tilegne sig Troen paa Frelseren, indsaa nu efterhaanden, at hin stærktroende Retning var ensidig og ligefrem farlig og vildledende for Sjælene, og af denne Grund følte han sig tvungen til at træde op imod dem. Anders Haave talte ofte om denne Mand med megen Anerkjendelse og ansaa ham for en af de Lægprædikanter, der besad et større Fond af aandelig Dybde, Klarhed og Selvstændighed saavel i Opfattelsen af den hellige Skrift efter vor Kirkes Bekjendelse som i indre Erfaring om Synd og Naade«.

Ougendal holdt flittig Opbyggelser, især paa Hjemstedet, men foretog ogsaa hyppige Reiser som Guds Ord’s Forkynder i Stavangers, Lister og Mandals, samt en Del af søndre Bergenhus Amt. Han var ikke forbi Bergen og kom kun én Gang længere øst end til Christianssand. I Stavanger var han mindst 50 Gange og havde da bestandig Samlinger der.

Han interesserede sig levende for al kristelig Virksomhed til Guds Riges fremme, mest dog for Hedningemissionen. Han mødte som Deputeret ved det Norske Missionsselskab’s Grundlæggelse i Stavanger 8. August 1842 og var siden i en Række af Aar deputeret ved Selskabets General- og Kredsforsamlinger.

I 1846 deltog han i Missionsgeneralforsamlingen i Christiania. Han talte da ogsaa med W. A. Wexels, men var imod dennes Lære om Omvendelse efter Døden. Like til sit Livs Aften vedblev Ougendal at være en varm Ven af Missionen, og naar Missionseleverne i Ferien besøgte Soggendal, var de altid indom hos den gamle Veteran for at faa kristelig Hygge og høre et godt Opmuntringsord. Da han var meget kundskagsrik og Indsigtsfuld ogsaa i alle verdslige Gjøremaal, blev han ofte raadspurgt og nød stor og almindelig Tillid.

Og «kom der Ugreier eller Brud i Brodersamfundets Kjæde, var det for Ougendal en livssag at faa bilagt Strid og opbygge igjen alt, som kunde rettes».

Efter at Formandskabsloven var vedtaget i 1837, var han i Aarrækker dels Formand, dels Repræsentant samt Valgmand flere Gange. Man vilde ved en Valgforsamling, antakelig 1836, ha kaaret ham til Storthingsmand; men Haugvaldstad fik forhindret dette, da han fryktede for, at Thingvirksomheden kunde komme til at skade Ougendals aandelige Liv; han fik alligevel adskillige Stemmer.

Som saamangen Kristne fik ogsaa han erfare, at det bør os gjennem mange Trængsler at komme ind i Guds Rige. Vinteren 1843, efter at han var kommeg tilbake fra en Reise, hvorunder han var bleven smittet af Tyfus, brød denne Sygdom i en stærk Grad ud i hans Familie. Han selv laa syg i 3 Maaneder og 10 personer af hans Husstand laa tilsengs paa én Gang. I Løbet af 2 Uger blev hans kjære Hustru, hans eneste Søster og tre voksne Børn bortrevne ved Døden; fire af dem blev baaret til Graven samme Dag. Da han havde en følsom Natur, var disse Prøvelser dobbelt tunge; men ved Guds Naade bar han alt taalmodig og bevarede sin Tro og Tillid, ja, hans Kristenliv blev herved fordybet og inderliggjort.

Han sagde selv senere, at i disse tunge Trængselsdage oplevede han meget, som før havde været ham ganske ubekjendt, saa han nu mere end før af egen Erfaring kunde sige : «Alle Ting tjener dem til Gode, som elsker Gud».

Ved Tanken paa sine bortgangne Kjære, var det ikke saa vanskelig for ham at sige med Job : «Herren gav, Herren tog», men derimod at føie til : «Herrens Navn være lovet», det faldt særlig tungt, men lykkedes ogsaa ved Guds Aand og Naade.

Brorsons Salme : «Nærmer kun Eder Spot, Jammer og Nød», fortalte han, var særlig til Trøst og Husvalelse. I denne Tid maatte Størstedelen af Aannearbeidet foregaa ved Hjælp af Fremmede. Deril var mange villige baade af Venner og andre, ja endog de, som boede udenfor Prestegjældet, ydetee virksom Støtte, saa han fik tilstrækkelig Hjælp, hvilket altsammen viser, hvilken Godhed man nærede for ham.

Fra denneTid trak han sig mest mulig tilbage fra de kommunale Ombud. To Aar efter, i April 1845, flyttede han fra Ougendal, som han delte mellem sin Søn og Svigersøn, til et Sted i Nærheden af Kirken, hvor han boede i omkring 1 Aar.

1846 kjøbte han lille Rægedal, der laa en Fjerding fra Kirken (ca. 2,8 km/red.).

I 1847 indgik han nyt Ægteskab med en Enke, Kristine Gjertine Rægedal, som overlevede ham et Par Aar. Ogsaa dette Ægteskab var rigt paa Prøver, men af en anden Art.

— Efter mange Aars Afbrydelse blev han i 1848 atter Omgangsskolelærer, og det var for mangen Familie en stor Glæde og Fornøielse, naar han som saadan kom i deres Hus, da han ogsaa udenfor Skoletiden var den praktiske og underholdende Mans. Det var tillige saare belærende for de Ældre at høre ham overhøre Børnene og samtale med dem om de herlige Sandheder, som findes i Katekismen og Forklaringen.

Han tog sig ogsaa ivrig af de andre Skolefag og underviste deri med Indsigt og Dygtighed. Skolebørnene var glade i ham; thi over hans tidligere alvorlige og strænge Væsen var der kommet en Mildhed, der vandt deres fulde Kjærlighed.

Ougendal vedblev som Lærer til 1856, da han tog Afsked med Pension efter ialt at have virket i Skolens Tjeneste 23 Aar. Senere fulgte han Skolens Udvikling med interesse og et vaagent Øie; han kunde ikke like Jensens «Læsebog for Folkeskolen og Folkehjemmet» i dens oprindelige Skikkelse, men betraktede dens Brug i Skolen som en Fare i aandelig Henseende.

Medens han var Lærer, gjorde han altid sine længere Reiser om Sommeren og i Høitiderne.

— I Aaret 1852 blev han af Bestyrelsen for «Det norske Afholdsselskab» i Bergen antaget som Afholdsagent og virkede som saadan nogle Aar i en Del af Søndre Bergenhus Amt, men mest i Stavangers samt Lister og Mandals Amter. Paa disse sine Reiser vandt han mange Venner, stiftede talrige Afholdsforeninger og virkede til megen Velsignelse.

«Han begyndte fra nu af ofte at tale over et Skriftsted, som han kunde udlægge og anvende som den bedste Prest. Han havde et stort Lys i Guds Ord og gjorde altid en træffende Anvendelse af det, han læste«.

Fortællinger og Afsnit i det gamle Testamente, der henpegede paa Jesus, benyttede han med Forkjærlighed og tog dem som Forbilleder paa ham og hans Gjerning.

I alt sit Vidnesbyrd var han meget evangelisk og havde et klart Syn paa Retfærdiggjørelsen af Troen, men hævdede ogsaa altid i Overensstemmelse med Guds Ord, at de Kristne skal vise sin Tro i Gjerninger.

At Ougendals nidkjære Virksomhed for Afholdssagen udsatte ham for Forfølgelse, siger sig selv. Der var dog ingen, som vovede at lægge Haand paa ham. Vel blev han undertiden overskjeldt og lyst Forbandelse over; han lod sig dog ikke skræmme, men tiede stille, indtil Vedkommende havde raset ud, og talte saa et sindigt Alvorsord.

Engang i et Sogn i Lister og Mandals Amt hændte det, at han en Sommeraften kom til et Gjæstgiversted, hvor der holdtes Danselag. Gjæsterne var ude, da Ougendal kom; han blev imidlertid anvist et Værelse ovenpaa. Kort efter kom de tilbage, og Selskabsværelset nedenunder blev snart fuldt af støiende og berusede Gjæster, til hvem Vertinden raabte, at de maatte være stille, da Afholdsagenten var kommet til Huset.

Mange bandede og skreg, at de ikke var bange. Man drak og dansede hele Natten. Om Morgenen betalte Ougendal for Natteherberge; Vertinnen opfordret ham imidlertid til at gaa ind i Spiseværelset og nyde Frokost gratis.

Han sagde : «Nei Tak», og da hun spurgte om Aarsagen til at han avslog dette, sagde han : «Jeg kan ikke deltage i et saa raat Selskab. I maa skamme Eder over at holde et sligt Hus !»

Da ha forlod Stedet, fulgte hele Sværmen efter med Hujen, Latter og Spot for at drive ham afsted. Men Ougendal mente, at de ikke skulde faa jage ham afgaarde som en Hund, hvorfor han gik tilbage, støttede sig rolig til et Stengjerde og stod der indtil alle blev kjede og gik ind igjen, hvorefter Afholdsagenten i uforstyrret Ro fortsatte sin Vei.

— Med Venner baade nær og fjernt stod han i Brevveksling, saaledes ogsaa med den bekjendte Boghandler Ditlewsen fra Kjøbenhavn, der dengang var adskillig kjendt og agtet i kristelige Kredser her oppe. Mange av Ougendals Sendebrev er udførlige, særdeles righoldige, dybe og interessante; de vidner om hans omfattende Kjendskab til Guds Ord og giver et klart Speilbillede af hans rige, aandelige Erfaring og i fuld Forstand evangeliske Kristendomsopfatning; han havde som faa den kristelige Kundskabs og Visdoms Naadegave. Gjennem Breve gav han mange Raad i forskjellige Anliggender, ja reiste ikke sjelden lange Veie for at retlede eller mægle og stifte Fred og udstrøede med stor Troskab Livets Ord der han fôr frem, saa længe hans Helbred tillod det.

Han var ofte længere Tid fængslet til Sygeleiet; da fik han stadig Besøg af Venner, med hvem han samtalede om Guds Ords Sandheder.

Bibelen var hans kjæreste Bog. I den grandskede han utrættelig og fandt Raad, Trøst og rig Næring for sit Troesliv. Han var derhos en sjelden flittig Beder. Menighedens Forsamling besøgte han hyppig, gik ofte til Alters og forsømte nødig nogen Anledning til at komme sammen med kristelige Venner.

Lige fra hans første Vækkelsestid, da Lægmandsvirksomheten begyndte i Soggendal (Sokndal), pleiede man efter endt Gudstjeneste at samle sig i en Stue paa Bø, ikke langt fra Kirken. Man opbyggede sig her ved Sang, Bøn, Læsning i en god Prædikensamling eller samtalede om kristelige Ting og befæstedes i indbyrdes Broderkjærlighed.

Tidligere havde man tildels maattet staa under aaben Himmel og var da ofte udsat for adskillige Ubehageligheder, som i Vintertiden at faa Snøbolde midt i Brystet, naar man talede Guds Ord eller hørte derpaa. Der blev dog efterhaanden mer Fred og Ro for Haugianerne.

— Især ved Ougendals Bestræbelser fik man bygget et Bedehus paa Bø; det toges i Brug 1858. Med Undtagelse af en Maanedstid den mørkeste Tid af Aaret holdtes der Opbyggelse hver Søndag umiddelbart efter Gudstjenesten. Det er siden i Aarrækker blevet benyttet til forskjellige Møder av opbyggelig Art vedkommende den indre og ydre Mission, de kristelige Kjærlighedsgjerninger eller Sager og Spørgsmaal, som mere direkte angaar Forholde i Menigheden, men aldrig under den offentlige Gudstjenete.

— I de Aar, da den lammerske Bevægelse sporedes paa de Kanter, nemlig i Slutningen af Femti- og Begyndelsen af Sekstiaarene, var der flere af Ougendals Troesbrødre, for hvem Spørgsmaalet om Uttrædelse af Statskirken stod tvilsomt. Den Gamle stod dog fast som et Fjeld og mange med ham; naar en enkelt har sagt noget andet, beror dette paa en fuldstændig Misforstaaelse; enkelte traadte dog ud. Som et karakteristiskTræk maa ogsaa anføres, at han altid viste Agtelse og Ærbødighed for den av Gud indsatte Øvrighed.

Han sagde, at vi ikke takkede Herren, som vi burde, for den gode Øvrighed, han har givet os.

— Hans Lægemes Hytte nedbrødes efterhaanden. I de sidste Aar var han saa svag, at han næsten ikke kunde reise noget; vilde han gjøre en liden Tur, maatte han kjøre. Den sidste Vinter holdt han stadig Sengen; han boede hos sin Søn Ole Tobias paa Rosland.

Venner rundt om besøgte ham ofte; sine mange Bøger delte han mellem Kone og Børn.

Ligesom han hele sit Liv efter Evne havde været snil og godgjørende mod Trængende, saaledes var hans sidste Ord en Anmodning til Sønnen om at give en Fattig, som netop kom ind ad Døren, nogle Mærker Smør til Paaske.

Straks efter indslumrede han rolig, næsten uden Dødskamp. Det var 10. Marts 1875; han gik da i sitt 85. Aar.

— Ougendal blev af de Stærktroende beskyldt for Gjærningshellighed, men med Urette. Han var alsidig i sin Kristendom og lagde alvorlig Flid paa Helliggjørelsen og det gamle Menneskes Dødelse, men alt i en evangelisk Aand. Han sympatiserede med Brødremenigheden uden at slutte sig til den, stod i Venskabsforhold til Foged S.D. Schiøtz og Privatlærer St. Due og var glad i C.O. Rosenius’ Skrifter, hvilket alt taler imod en saadan Beskyldning.

I hele sit Liv, i al sin Forkyndelse og i sine efterladte Breve lægger han klart for Dagen, at han ikke vidste andet til Frelse og Salighed, end Jesus Kristus og ham korsfæstet.

 

Stengt for kommentarer.