amund helland : presentert av h.g. heggtveit

 

– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.

 

– fra s. 192 – 196 :

Foruden de tidligere allerede omtalte Haugianere i Bergen, hvoraf flere levede og virkede længe efter 1814, maa her endnu omtales et Par.

amund helland2Den mest bekjendte er Kjøbmand Amund Helland, født paa Gaarden Helland i Birkrems Anneks til Helleland Prestegjæld ved Egersund den 17. August 1786, Søn af Gaardbruger Eivind Helland, født 1749, død 1/8 1833 og dennes anden Hustru Elen Abeland, født 1/8 1751, død 5/6 1833.

Sønnen Amund var en kvik, livlig Gut med en skarp Forstand og udprægede praktiske Anlæg.

Da Hans Nielsen Hauge paa sin 6. Bergensreise i 1804 drog gjennem Bygden og forkyndte overalt som sædvanlig Guds Ord, blev den unge Mand vakt og følte sig straks underlig hendragen til denne.

«Om Hauge ytrede han ofte, at denne for ham var det elskeligste Menneske i Verden, hvem han ogsaa betragtede som sin aandelige Fader og største Velgjører, og som den, der var Midlet i Guds Haand til hans Opvækkelse til gudeligt Liv og Befæstelse i Troen».

Og i 1860 skrev han om Hauge i «Norsk Kirketidende» bl.a. følgende : «Jeg har takker Gud og vil takke ham til min Død, fordi han lærte mig denne Mand at kjende».

Straks efter sit aandelige Gjennembrud forlod Helland Hjemmet og Fædrenebygden og drog med Hauge til Bergen, did de ankom i Februar 1804. «Straks han satte sin Fod paa Bergens Gader, stod det klart for ham, at her vilde han gjerne leve og virke sin hele Tid, hvilket da ogsaa blev Tilfældet».

De første 3 Nætter fik han Logi i Nærheden af Nykirken. Han kom dengang til Byen «som en fremmed og fattig Dreng, der havde intet af timeligt Gode». Han var nu en Tid i Hauges Tjeneste og hjalp til ved dennes Handelsforretninger indtil 1807. Saa reiste han tilsjøs nogle Aar og tjente saa meget, at han i 1813 selv kunde løse Borgerskab som Kjøbmand i Bergen.

Da han var praktisk og energisk, gik det stadig fremad, saa Forretningen kunde udvides til ogsaa at omfatte Skibsrederi; en Tid eiede han 5 Skibe og var en meget velstaaende Mand.

Allerede 25. Juni 1816 blev han gift med en ligesindet Kvinde, Talette Vig, født 3. December 1786 paa Jæderen, Datter af Gaardbruger Hans Christensen Vig. Efter et kort, men lykkeligt Ægteskab døde hun 20. Novbr. 1820; de havde 3 Børn.

Den 27. September 1822 indgik Helland nyt Ægteskab med sin afdøde Hustrus yngre Søster, Malene Vig, født 26. December 1790. Hun var en dygtig og elskværdig Kvinde, som ikke alene hendes Familie, men alle, som lærte hende at kjende, satte stor Pris paa ; «hun var en af de Stille i Landet, meget beskeden, men dyrebar for os Børn».

Søskedeflokken blev stor, ialt 9. «De opdrog Børnene alvorlig i Gudsfrygt og Arbeidsomhed».

«Adiafora var for ham absolut Synd»; «at gaa i Theatret eller tage Del i nogensomhelst Forlystelse var der natuligvis aldrig Tale om».

Børneopdragelsen var «maaske vel stræng. Men han mente det saa hjertelig godt».

Uagtet Helland «alle Dage» var «Haugianer», stod han i et venligt Forhold til mange, som ikke fuldt ud delte hans Livssyn. Tidlig blev han en Ven af den bekjendte danske Prest og Salmedigter N.F.S. Grundtvig. Allerede dennes Prædiken : «Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus ?» tiltalte ham meget, og han fulgte derfor denne begavede Mands snart derpaa følgende Kamp mod Rationalismen med levende Interesse.

Han vekslede Breve med Grundtvig, ialfald fra 1822 og udover, og da denne paa Grund af Kirkekampen nedlagde sit Embede, sendte Helland ham et større Beløb som Vennegave (200 – 400 Kroner), hvorfor der blandt hans Breve i sin Tid fandtes en Takkeskrivelse.

Ikke alene Grundtvigs Salmer og mange poetiske og kristelige Skrifter var han kjendt med, men selvfølgelig ogsaa dennes historiske Bøger og ikke mindst «Theologiske Maanedsskrift», som han udgav sammen med den grundlærde Dr. A.G. Rudelbach.

Pastor J.L. Lindbergs «Nordisk Kirketidend» fandtes ogsaa i hans Hus og blev flittig benyttet af hans Familie. Han vekslede tillige Breve med Presterne W.A. Wexels, E. Mau og Wilhelm Birkedal. Paa Grund af svagt Syn maatte han diktere en af Sønnerne alle sine Skrivelser.

Det fortjener at nævnes, at den sidstnævnte danske Ven tilegnede sin Prædikensamling «Sorgens Naade» til Pastor Wexels i Christiania og Lægmanden Helland A. Helland i Bergen.

Til Grundtvigs Femtiaarsjubilæum som Prest i den danske Folkekirke 29. Mai 1861 sendte Helland sammen med andre Venner i Bergen den gamle Kjæmpe følgende telegrafiske Hilsen : «Barnetroens Værge ! Fra Norges Bjerge Takkebud for Lys over Livets Vei«.

I sine yngre Dage reiste Helland hyppig hele Kysten rundt, lige fra det Trondhjemske til henimod den svenske Grændse, og besøgte især Byerne, baade i Handelsanliggender og ikke mindst for at træffe Venner; overalt blev han modtaget med Kjærlighed og Tillid. I Danmark var han flere Gange, baade alene og i Følge med en af sine Børn. Altid kom han opmuntret og forfrisket hjem igjen og fortalte da med Liv og Varme sine Oplevelser.

«Han deltog ogsaa med stor Interesse i de gudelige Forsamlinger; dog talte han alrig selv Guds Ord ved større Sammenkomster; men hjemme i sit Hus samlede han Børn og tildels Børnebørn om sig Søndagseftermiddagene til Andagt.

En Prædiken af Rudelbach, Wexels eller Birkedal blev da læst af den ældste eller yngste Søn og en Salme sunget.

«Disse Familiesammenkomsterne var til stor Velsignelse. Hver Aften holdt han Andagt med hele sit Hus. Ikke sjelden gik han, Hustru og Børn sammen til de haugianske Forsamlingsmøder».

Næsten altid syslede han med kristelige Gjøremaal. I 1832 deltog han i Stifelsen af det bergenske Traktatselskab og virkede som Bibelselskabets Kasserer i omtrent 30 Aar; for begge disse arbeidede han med usvækket Kjærlighed til kort før sin Bortgang. Som den indre Mission laa ham inderlig paa Hjerte, var han ogsaa en varm Ven af Hedningemissionen.

Han hørte til de Mænd, som i 1842 grundlagde «Det norske Missionsselskab» og fungerede stadig som Medlem af Kredsbestyrelsen. Missionen var hans Smærtesbarn i dens lange og tunge Trængselsaar; men saa fik han ogsaa være med at glæde sig, da Herren endelig lod det dages dernede i Zulu og paa Madagaskar.

I Byens Anliggender deltog han med Interesse og var flere Gange dels Formand, dels Repræsentant i Kommunestyrelsen.

Paa sin 62-aarige Fødselsdag 1849 oprettede han et Legat, der bærer hans og Hustruens Navn. Den oprindelige Kapital, 2000 Kroner, blev Tid efter anden forøget med opsparede Renter, indtil den naaede 5000 Kroner.

Efter denne Tid uddeles Renterne aarlig, ifølge Testators Bestemmelse, med 3/4 til Nykirkens og 1/4 til Byens Øvrige Menigheder; Beløbene anvendes udelukkende til Indkjøb af «Nytestamenter, Salmebøger og kristelige Opbyggelsesskrifter, som bliver at uddele til værdige Trængende med særligt Hensyn til, at Konfirmanter forsynes med Nytestamenter og Salmebøger».

Som det sees, er Nykirkens Menighed særlig betænkt; her tilbragte han nemlig sine første Dage i Byen, «ligesom det var inden denne Menighed, han tog fast Bo og tilslut lagde sine Ben til Hvile».

Paa Grund af svækket Syn overdrog han forholdsvis tidlig, saavidt vides i Midten af Firtiaarene, Forretningen til sin ældste Søn. Den Gamle var i sin Alderdom ikke fri for Sorger og Bekymringer, men «havde altid en urokkelig Tillid til Gud».

Nu da han havde Tiden til sin fulde Raadighed, ofrede han sig udelt for de aandelige Interesser. I de sidste Aar længtede han meget efter at faa komme hjem til den Herre og Frelser, hvem det havde været hans høieste Glæde at tjene.

Hustruen hensov 31. December 1859, og fra den Tid følte han sig end mere løftet fra Verden; men han fulgte dog stedse med Liv og Lyst alt, som angik kristelig Virksomhed og Guds Riges Fremgang blandt Jøder og Hedninger. Dødsleiet var blidt og roligt. Straks han blev syg, forstod han, at Opløsningstimen nærmede sig. Han var fornøiet i Guds Vilje og vilde gjerne vandre bort for at være hos Herren. Ingen Dødsfrygt eller Anfægtelser plagede den Gamle; han talte med Frimodighed om sin Bortgang. Hans Tilflugt og Haab var Kristi Retfærdighed.

Flere Gange læste han og trøstede sin Sjæl med det Vers : «Jeg for Gud kan intet bringe uden dig og dine Saar; Under din Forsonings Vinge Jeg for Gud frimodig staar» osv.; ligeledes citerede han ofte den kjendte Salme : «Hvor er det godt i Jesu Arme som Skjødebarn at sove ind».

— I de Dage han laa syg, kom mange kjære Venner til Byen paa Gjennemreise fra Missionsgeneralforsamlingen i Tromsø. Flere besøgte den Døende, opmuntrede med Guds Ord og bad for og med ham. Deriblandt var ogsaa den saa tidlig bortgangne Pastor Peter Hærem.

De tog Afsked med Vemod, men dog fyldte af et levende Haab om en salig Hjemgang for ham, der af Hjertet kunde bekjende : «At leve er mig Kristus og at dø en Vinding».

Efter kun 8 Dages Sygeleie hensov Helland den 20. August 1870 stille og rolig i en Alder af 84 Aar. Trods den høie Alder var hans Aand bevidst og klar til den sidste.

— Han var en stærk og kraftig Personlighed baade til Legeme og Sjæl, fri for alt sygeligt Føleri, i sin Omgjængelse sand og ligefrem, i al sin Virksomhed indtil det yderste nøiagtig. Han havde et behageligt, vindende Væsen; frimodig og uforbeholden sagde han sin Mening og krøb aldrig i Skjul, naar det gjaldt.

Hans Hus stod aabent for kristelige Venner; ligesom det altid var en Glæde for ham paa de mange Reiser at mødes og samtale med Troesbrødre, saaledes var han ikke mindre glad, naar de gjæstede ham igjen. «Da var han kvik og livlig, og Samtalen gik aldrig istaa, hvor den Gamle var med.

Helst dvælede han ved kristelige og kirkelige Emner, og med megen Varme kunde han forfægte sine Anskuelser; det skeede vel ikke altid uden en Smule Heftighed; men det var ham om Sandheden at gjøre, ikke Personen.

— Uretfærdighed og Løgn kunde dybt harme og bedrøve ham. Han blev saaledes paa det smærteligste berørt, da de Stærktroendes Høvding, K.K. Spødervold, i sin Bog rev ned paa Hauge, og Helland tog engang («Norsk Kirketidende» for 1860, Spalte 153-56) skarpt til Gjenmæle.

«Lige til sine sidste Aar harmedes han, naar denne Sag kom paa Tale, og aldrig kunde han glemme al den Løgn og Uretfærdighed, som blev udøst over Hauge».

Den Gamle har efterladt sig en talrig og anseet Slægt. Den ældste Søn var Hans Helland, født 18. Februar 1817, død 26. Februar 1859. En af hans Børn er den bekjendte Videnskabsmand Professor Amund Theodor Helland, født 11. October 1846.

Datteren Elen Alette Helland, født 24. August 1825, død 6. April 1888, blev 23. Aug. 1844 gift med Kjøbmand Gabriel Tobias Odland, født 4. Marts 1818, død 30. August 1893. De havde flere Sønner, hvoraf Kirkehistorikeren, Sogneprest Thor Georg Bernhard Odland, født 30. November 1852, død i Kjøbenhavn 26. Juni 1908, og Professor Dr. theol. Sigurd Wilhelm Odland, f. 5. December 1857, begge er landskjendte.

Amund Hellands yngste Søn, Direktør og Consul Georg Johan Helland i Kjøbenhavn, født 18. April 1830, har ogsaa et vidt bekjendt og hædret Navn.

 

Stengt for kommentarer.