johan nicolai loose : presentert av h.g. heggtveit

 

–  i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 -1911.

 

– fra. s. 196 – 198 :

 

Blandt Hauges Venner i Bergen maa særlig fremhæves Johan Nicolai Loose.

Han blev født i Korskirkens Menighed antakelig i 1769 og var af borgerlige Forældre, fik en forholdsvis god Opdragelse, blev udlært til Bødker og viste sig tidlig som en begavet, gløg ung Mand med en skarp Forstand og stor Evne til at udnytte denne i praktiske og timelige Forholde.

Da Hauge Sommeren 1798 besøgte Bergen, blev den unge Loose dybt greben under en af de Opbyggelser, denne holdt der. Den livsglade, haabefulde Guts Alvor og Samvittighedsnød vakte Opmærksomhed og gjorde især hans Fader bekymret. Da ogsaa denne havde Tillid til Hauge som aandelig Veileder, gik han sammen med Sønnen for at opsøge Lægmanden, som imidlertid allerede var reist fra Byen.

Men den ivrige Sandhedssøger slog sig ikke til Ro hermed; han fik opspurgt en af Hauges Bøger, læste den med stort Begjær og fik derved adskilligt Lys baade over sin egen aandelige Tilstand og Veien til Livet. Han skrev derhos til Hauge, klagede for ham sin Sjælenød og fik veiledende Svar tilbage. Ved senere personligt Samvær med denne, samt gjennem  alvorlig Bøn, Kamp og Guds Ords flittige Læsning lysnede det for ham saa meget, at han kunde tro sine Synders Forlatelse, fandt Fred og fik en ny og rid Sandhedserkjendelse.

Mægtig grepen af en levende Omsorg for sine Medmenneskers Frelse og dreven af Kristi Kjærlighed til at gaa ud som et Vidne blandt en sovende og vantro Slægt, begyndte han straks at holde Opbyggelser baade i sin Fødeby og dens Omegn, ja foretog ogsaa længere Reiser, hvorunder han havde flere Sammenstød med den Tids Rationalister.

Engang overvar han Gudstjenesten ved Sæheim’s Annekskirke i Hosanger Prestegjæld; derpaa vilde han holde Opbyggelse for Folket. Da man fik Nys herom, meldte en af Sogneprest Frants Henrik Blichfeldt’s Medhjælpere denne, at «en af de saakaldte Profeter og Lærere» efter endt Messe vilde holde Samling. Da Presten var færdig med Forretningen, kaldte han Loose til sig i Kirkestuen, bad Almuen komme ind og befalede Lægmanden at synge og tale for dem, som han pleiede.

Siden har Blichfeldt beskrevet denne Sammenkomst paa følgende Maade : «Skjønt Sang og Tale dennegang intet i sig selv Forargerligt eller Skadende indeholdt, var Talen dog uden al Orden og kun et skumlende Udbrud mod vor Tids Laster, Ugudelighed og Vantro, forenet med Straffedommens Forkyndelse og idelig gjentaget Udraab : «I maa omvende Eder !»  Men til at oplyse, forbedre eller opbygge endog den Enfoldigste var den aldeles uskikket».

Saaledes  var den rationalistiske Prest’s Opfatning; bagefter søgte denne at svække det Indtryk, den ildfulde og varmhjertede Prædikants Ord havde gjort paa de Tilstedeværende ved almindelige Talemaader om, at Loose var en uduelig Taler og uberettiget til at optræde saaledes. Efter Prestens Mening overtraadte han tillige sine Pligter som Borger og Kristen ved angivelig at forsømme sit Haandværk samt forlade Hus og Familie.

Saa fik Lægmanden drage sin Vei, og Presten trøstede sig med, at han ikke havde øvet nogen Indflydelse paa Folket. Men Loose lod sig ikke herved skræmme; han fortsatte sin opofrende og energiske Virksomhed til Medmenneskers Frelse og blev mange til Velsignelse.

Da Hauge senere nedsatte sig som Kjøbmand i Bergen, blev Forbindelsen mellem de to Venner endnu intimere; Loose blev ved denne Tid gift med Hauges Søster Karen, født 1778, og betroet den øverste Ledelse af Svogerens store Handelsforretninger, naar denne somoftest selv var fraværende paa Reiser for at fremme sine aandelige og timelige Formaal.

Efter Hauges Fængsling Høsten 1804 drev Loose selv betydelig Kjøbmandsforretning og forskjellig anden Virksomhed, samtidig som han var Kommisionær for sine Venner og derved dannede et i flere Henseender betydningsfuldt Bindeled mellem Vestlandet og Østlandet. Saaledes fortsatte han med stor Energi og Held, indtil Døden pludselig rykkede ham bort ved et Slagtilfælde 13. februar 1810; han blev begravet paa Korskirkegaarden den 20. i samme Maaned, bare 41 Aar gammel (Meddelelser af samtidige Lægmænd i Bergen, Sogn og Romsdalen. Skrivelse fra Sogneprest Blichfeldt af 30. Juli 1804. Forhør optaget af Politimesteren i Bergen 1806).

Da Hauge modtog Dødsbudskabet, gjorde det et dybt Indtryk paa ham. Han skriver i et Trøstebrev til sin Søster, dateret 27. Februar 1810, bl.A. følgende : «Uventet, straks jeg var opstaaet om Morgenen, faar jeg høre det Ord : «Loose er død !» hvilket i Førstningen ikke ganske betog mig, men efterhaanden, som jeg betænkte, hvad var mistet : en Ven i Nød, en Broder, der vilde dele til det Yderste, en Fader til manges Vel, af Omsorg og Virkelyst en, som er sjelden at finde i den Grad; mange levede med ham af hans Arbeide, og flere kunde haabes vilde komme til Brød ved hans hjælpsomme Hjerte og forhaabentlig tiltagende Formue. Alt dette og over alt vort sidste Sammenvær, de oprigtige Deltagelser og lyksalige Følelser ved vor Samtale om at gavne, om at udbrede det Gode i Tiden til et saligt Formaal paa hin Side Graven.. har rørt mit Hjerte, saa jeg undertiden af Graad ikke kan tale..; naar vi tager i Betænkning Alt, endskjønt Hjertet røres ved at tænke herpaa, skylder vi kun at efterligne vor afdøde Broders Dyder og at undgaa hans Feil; tror, Gud saa, det nu var den saligste Tid for ham; og vi, som endnu er i Verden, maa bruge Alt saa godt, som muligt til Livs Ophold, Formerelse og Beredelse til hint Liv, hvor vor Tro er fast, at vi findes igjen med Glæde. Fremforalt minder vor Broder Looses Død os om, vi skal og dø, vel os, at vi stedse er beredte og dertil gjøre godt, medens vi har Tid.» (Utrykt brev fra Hauge av 27.februar 1810)

Et Par Aar efter Mandens Død blev Enken gift igjen med Hans Eriksen. Han var født paa Gaarden Eriksrud i Lier, blev i Krigsaarene, medens han for tilsjøs, opsnappet af Kapere og ført til England, hvor han tilbragte mange Aar; her blev han paavirket og vakt ved Kvækerne. Omkring 1812, straks efter sit Giftermaal med Karen Loose, solgte han de Eiendomme i Bergen, han fik med hende, og flyttede til Christiania, hvor han drev som Kjøbmand og erhvervede sig en ikke liden Formue. Han var noget af en Original og tilhørte alle Dage Kvækerne, men omgikkes ogsaa Haugianerne; det berettes at han døde omkring 1840 paa Schultzehaugen, der ligger ikke langt fra Gamle Akers Kirke.

Hans enke levede endnu i adskillige Aar; baade som gift og senere gjæstede hun Kjøbenhavn og stiftede Bekjendtskab med Grundtvig, der interesserede sig meget for den begavede Kvinde.

I aandelig Henseende var hun vistnok ikke paa langt nær saa ydmyg, dyb og varm som Broderen Hans Hauge; med Hensyn til religiøs Opfatning omtales hun som noget ustø og paavirkedes snart af den ene, snart af den anden Retning. Hun døde i Vor Frelsers Menighed i Christiania 16. februar 1850 (Meddelelser fra forskjellige Samtidige. Olaf Røst, Nogle Bemærkninger om H.N. Hauge og hans Retning. Trondhjem 1883. 175-176. Ministerialbogen for Vor Frelsers Menighed i Christiania).

 

 

Stengt for kommentarer.